Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99259Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Jeg kunne ikke gøre for det, da jeg vågnede op morgenen med tankerne fuldt fokuseret på den drøm, jeg havde haft. Jeg kunne ikke gøre for, at min krop føltes underlig, og jeg kunne ikke gøre for, at den længedes efter min drøms handling.

Jeg rakte ud efter min mobil og trykkede på knappen, så den lyste op. Et ubesvaret opkald fra William. Jeg havde ikke lyst til at ringe tilbage. Men det gjorde jeg.

”Hey, skat! Går det godt?” han tog den med det samme og med alt for meget energi, der fik mig til at knibe øjnene sammen. Jeg var dårligt nok vågen i nu, og mine tanker var et helt andet sted henne.

”Det går helt fint,” mumlede jeg, ”jeg er lige vågnet.” tilføjede jeg, så han forhåbentligt kunne forstå en hentydning. Det kunne han ikke, men hvad havde jeg dog også regnet med?

”Det var da dejligt. Er du bare sammen med Dakota? Hvad har I lavet de seneste par dage?” jeg vidste udmærket godt, at han spurgte for at sikre sig, at jeg ikke havde brugt tid med Luke. Det havde jeg jo så, men det havde jeg ikke tænkt mig at sige til ham.

Jeg mistænkte ham for at ville tage turen hjem med det samme, hvis jeg fortalte ham om det.

”Vi har ikke lavet så meget. Ikke andet end at befinde os i sengen og se tv og bare være os. Så har vi været ude og shoppe en dag,” løj jeg. Der var lidt stilhed. ”Okay! Det lyder fint. Så du har ikke-” ”set Luke? Ringer du for at tjekke op på mig eller tjekke op på Luke?” jeg vrissede med det samme.

Det kom en anelse bag på mig, faktisk. Normalt skulle der en del til, før jeg blev decideret irriteret, men min lunte var blevet utroligt kort gennem det sidste stykke tid.

”For at tjekke op på dig, selvfølgelig, min skat,” svarede han hurtigt med en blid stemme. Jeg sukkede, imens jeg funderede over, om jeg mon var for hård mod ham. Måske? Jeg vidste det ikke – jeg kunne kun konstatere, at der var noget, der var meget mere anderledes, end hvad det plejede at være i mellem os.

”Det var godt,” svarede jeg en anelse tørt, ”går det godt med din familie?” fortsatte jeg. Der var lidt stilhed, før hans dybe stemme svarede: ”Det går okay. Jeg savner dig, dog – jeg ville ønske, at du var her.” indrømmede han.

Jeg burde smile og være glad for, at han sagde det, men det var jeg ikke. Ikke på den måde, jeg burde være det.

”Ja, men tiden går hurtigere, end du tror,” lovede jeg ham, ”snart er du hjemme igen og alt muligt, så jeg synes bare, du skal nyde din tid med familien. Fik du for resten fortalt dem, at det ikke havde noget med dem at gøre, at jeg ikke tog med?” spurgte jeg så.

”Ja, ja,” grinede han hæst – nok, fordi jeg havde nævnt det for ham hundrede gange, ”de forstår dig godt og synes også, at det er super rart, at jeg har en til at passe på lejligheden imens, selvom den slet ikke har brug for at blive passet.” svarede han.

”Det er også hyggeligt. Mig og Dakota er gode ved den. Men apropos Dakota, så bliver jeg nødt til at smutte, inden jeg vækker hende. Vi snakkes snart, ikke?” sagde jeg. Han kom med en kommentar om, at Dakota altid sov, før han mumlede et ’jeg elsker dig’ og lagde på. Jeg nåede ikke at sige det tilbage.

Dakota lå og kiggede på mig, da jeg lagde mobilen fra mig.

”Du bliver nødt til at vække mig, inden jeg vågner?” gentog hun fra min samtale. Jeg sukkede, da det gik op for mig, at hun godt vidste, at jeg normalt var lige glad med, om hun blev vækket.

”Jeg ved det godt,” mumlede jeg overgivende. Jeg hev dynen over hovedet for at gemme mig væk fra hende, men der gik ikke mange sekunder, før hun insisterende hev den væk igen og kiggede på mig.

”Fortæl mig om, hvad du tænker,” befalede hun nærmest. Jeg sukkede igen, for jeg burde fortælle hende det og ikke holde det for mig selv – jeg havde brug for at snakke med en om det, men situationen virkede bare så åndsvag.

”Tingene er bare underlige mellem mig og William for tiden, og jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre ved det; det er som om, der ikke rigtig er noget at gøre ved det. Jeg bliver bare så let irritabel på ham, og jeg ved ikke, om jeg er for hård mod ham, men jeg kan bare ikke klare, at han er så mistroisk med hensyn til Luke, og det-” ”Har han grund til at være mistroisk?” afbrød hun mig.

Jeg kiggede overrasket op. ”Hvad mener du?” spurgte jeg usikkert om og vred mig lidt i dynen. Hun kiggede på mig med et sigende blik. ”Det ved du vidst godt, Addy. Det er jo ikke, fordi det slet ikke rører dig, at Luke er her igen,” svarede hun.

Hun havde ret. Hun skulle ikke have ret, men det havde hun.

”Jeg mangler også at fortælle dig noget, der skete i går,” indrømmede jeg. Hvis vi alligevel havde taget hul på emnet, kunne jeg vel ligeså godt være ærlig og fortælle resten af de spændende ting.

”Åh nej. Tør jeg høre det?” hendes blik var helt bekymret, og jeg puffede grinende til hende. ”Slap nu af, så slemt er det heller ikke. Det kunne være slemmere,” lovede jeg hende, før jeg fortsatte: ”Okay, kan du huske, da Marie sad og flirtede vildt meget med Luke, og jeg så bad Luke om at gå med, fordi jeg skulle ’snakke’ med ham’? Det skulle jeg ikke rigtig, og da vi så kom derind, sagde jeg så, at det nok stadig generede mig lidt at se andre flirte med ham, fordi jeg er så vant til, at der ikke er nogen, der gør det overhovedet, fordi normal ved alle, at vi er sammen – eller var sammen. Hvad end man siger. Og så kyssede han mig.” jeg tav.

”Han gjorde HVAD?” udbrød hun chokeret, så den sidste rest af søvn i hendes stemme forsvandt. ”Kyssede mig,” gentog jeg, som om det var det mest normale i hele verden. Det prøvede jeg måske at overbevise mig selv om.

”Kunne du lide det?” spurgte hun om som det næste. Jeg prøvede ikke at lade stilheden vare for længe. ”Jeg er sammen med William,” svarede jeg bestemt. Hun vendte sig om på siden. ”Du svarede ikke på mit spørgsmål. Kunne du lide det?” gentog hun.

”Hvis man tager ud fra, at jeg var sammen med ham i flere år uden at blive træt af-” ”Oh dear god, Addy, kan du ikke bare svare på mit spørgsmål uden at tage det i forhold til alt muligt andet? Det er jo ikke, fordi det ikke er menneskeligt det, du føler, eller at jeg dømmer dig eller noget.” afbrød hun mig med en lidt skarpere tone.

”Okay, okay! Ja, jeg kunne vel godt lide det!” endte jeg med at halvvrisse ud, selvom jeg ikke var irriteret på nogen måde.

”Se, så svært var det ikke, vel? Selvom jeg i princippet godt kendte svaret på det spørgsmål, men altså. Det er et godt skridt på vejen, at du selv kan indrømme det,” hun nikkede for sig selv.

”Et godt skridt på vejen mod hvad?” spurgte jeg og kunne føle mig selv være irriterende med sådan et spørgsmål. Dakota kiggede på mig med et olmt blik. ”Ja, hvem ved? Vejen mod at finde den Luke, du engang var sammen med, måske?”

”Jeg er sammen med William.” fastslog jeg hårdt. Hvorfor lød det som om, jeg mest prøvede at overbevise mig selv? Overbevise mig selv om, at jeg var mindst lige så forelsket i ham, som jeg altid havde været?

Dakota rystede på hovedet. ”Er der mere, du vil fortælle? Nu spørger jeg bare af ren nysgerrighed,” tilføjede hun. Hun rullede rundt over til mig og lagde hovedet på mit bryst i håb om at blive puttet om. Jeg lod hende ikke vente længe, før jeg lagde armene om hende.

”Altså, jeg gik ned og snakkede med ham, og så endte jeg med at ligge mig hen i armene på ham agtigt, fordi vi sad op ad væggen, men det var vidst også det,” svarede jeg.

Nu når jeg endelig snakkede med Dakota om det, gjorde det mig endnu mere forvirret, fordi jeg lod tingene gå op for mig og lod min hjerne bearbejde situationen, jeg var i for tiden.

”Jeg har bare taget mig selv i at tænke over mit og Williams forhold flere gange, siden Luke kom tilbage. Og jeg ved ikke, om det er, fordi han bringer alle gamle følelser frem i mig, eller om det er, fordi det sætter tingene i perspektiv… men flere gange har jeg tænkt, hvad jeg overhovedet laver med William; han er det helt modsatte af Luke, og Luke var jeg sikker på, jeg ville være forelsket i til evig tid, så hvordan jeg faldt for William… det er mig en gåde,” indrømmede jeg.

Det gav mig dårlig samvittighed at sige tingene højt. Det gjorde mig endnu dårligere tilpas, at jeg rent faktisk lå i Williams seng og snakkede med Dakota om disse ting.

”Hvis jeg skal fortælle dig en hemmelighed, så var jeg også vildt forvirret, da du introducerede mig for ham. Og så tænkte jeg, at han var en form for kærlighed for at erstatte Luke, og at det var midlertidigt, og at du kun lige ville holde fat på ham i meget kort tid, imens du kom dig over, at du ikke var sammen med Luke; det var jo nærmest en identitetsændring, når man tænker på, at du er vokset op med ham. Men ja, I er jo stadig sammen,” hun trak på skuldrene.

Jeg svarede hende ikke, men lod i stedet tankerne vandre omkring det, hun havde sagt. Havde det virket som om, at William bare havde været en erstatning for at få mig på andre tanker? Jeg var blevet forelsket i ham. Ellers ville vi ikke være blevet sammen så længe, som vi var blevet.

”Det kan også være lige meget; Luke tager snart på tour igen, og William kommer hjem fra hans familie, og så er alt tilbage, som det plejer,” endte jeg med at sige, for det var sandheden.

”Det er meget muligt, men spørgsmålet er, om du har lyst til at alt går tilbage til det normale,” pointerede hun. Jeg rystede på hovedet for at slå det ud af mine tanker. ”Jeg har lyst til at være sammen med William. Jeg mistolker de følelser, der naturligt kommer op i mig, når jeg ser Luke – de er der bare, fordi det sluttede mellem os på en underlig måde, ikke? Men hvis det skulle have fungeret med mig og Luke, når han er kendt, så ville det være fungeret første gang. Sådan er det bare.” endte jeg med at sige bestemt.

Min hånd gled fraværende rundt i Dakotas hår på en blid måde.

Hun kunne vidst fornemme, at jeg ikke havde lyst til at snakke mere om det, for hun svarede mig ikke. I stedet for kom hun med en lyd, der indikerede, at hun nød mine kærtegn, og jeg smilede lidt.

Jeg drejede mit hoved lidt mod venstre, og mit blik faldt på billedrammen, der stod på skrivebordet inde på værelset. Der var et billede af mig og William i den, og jeg smilede lidt.

Den dag havde været en god dag. Måske kunne vi få en masse af den slags igen, når han kom tilbage fra sin familie, og når jeg ikke var så forvirret. Jeg vidste, at det på en eller anden måde ville være kommet før eller siden, at jeg skulle konfronteres rigtigt med mit brud med Luke. Nu skulle jeg bare finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere det og tackle det på den rigtige måde.

x x x

Åh, lille Addy skat er forvirret :( hvis jeg var hende, var jeg sprunget tilbage i armene på Lukey med det samme, jeg vil også have en Luke....

Anyway det her kapitel sker der heller ikke så meget i, men altsååå det hele kan jo ikke være ren drama, vel? - så ville handlingen gå alt for hurtigt :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...