Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99259Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Jeg sad inde på værelset i fem minutter uden at vide, hvad jeg skulle tænke til mig selv. Luke havde kysset mig.

Luke havde kysset mig.

Hvorfor havde han gjort det? Hvorfor skulle han absolut gøre det, når jeg så ihærdigt prøvede på at være afklaret med det hele og holde den relativt god distance – i hvert fald følelsesmæssigt.

”Jeg ved det godt, undskyld. Jeg ved godt, du putter det bag dig, og jeg ved godt, jeg har sagt, at det er godt, vi kan være så gode venner på trods af alt, men det tror jeg ikke, jeg er så god til som dig, Addy,” han havde et bedende blik, ”jeg er ikke klar til at lægge alt bag mig, ikke endnu.” havde han sagt.

Han var ikke klar til at putte det bag sig, mig og ham. Det skulle han have tænkt på noget før. En vrede gled pludselig op i mig, jo mere jeg tænkte. Det kunne han ikke bare komme her og sige nu, når han var skylden i, at det var gået i stykker i første sted! Han skulle have tænkt på det, da han valgte sit band fremfor mig, og han skulle have tænkt på det, da han mærkede, at vi begyndte at glide længere og længere væk fra hinanden.

Til sidst rejste jeg mig op og kiggede mig i det lille, runde spejl, der prydede den ellers kedelige, hvide væg.

”Tag dig sammen,” mumlede jeg lavt til mig selv, selvom jeg fortrød det i samme øjeblik; det gav mig en underlig følelse indeni at snakke til mig selv. Så trådte jeg hen til døren og skubbede den hårdt op.

Alle så stadig ud til at hygge sig og havde travlt med hver deres ting, præcis som jeg håbede. Jeg kunne få øje på alle undtagen Luke, og jeg gik med rynket pande hen til Michael, der sad det samme sted som før.

”Hey, smukke,” han klappede på sædet ved siden af ham som et tegn til, at jeg skulle sætte mig. Jeg gjorde det ikke, men lænede mig i stedet for ned til hans øre.

”Så du, hvor Luke gik hen?” spurgte jeg ham om. Han løftede hovedet og kiggede lidt rundt i rummet. ”Sidst jeg så ham, kom han bare ud fra værelset. Jeg ved faktisk ikke, hvor han gik hen. Hvorfor? Er der sket noget?” han var hundrede procent opmærksom nu.

Jeg trak på skuldrene. ”Det må du nok lade ham om at forklare, jeg vil bare gerne lige finde ham,” svarede jeg. Det var ikke i midt sted at skulle sige det til ham, og det skulle heller ikke gøres til noget større, end det var.

Da jeg var trådt et par skridt væk, hev jeg mobilen frem fra lommen og skrev en besked til ham.

Audrey: Hvor er du?

Der gik fem minutter, før han svarede. Det var lang tid.

Luke: Udenfor – jeg gik ned på gaden. Hvorfor?

Jeg svarede ham ikke, men tog straks mine sko på ude i entréen. Mine øjne fastlåste sig med Michaels, da jeg kiggede ind i stuen, og han hævede spørgende et øjenbryn. Beroligende rystede jeg på hovedet for at sige, at det var okay.

Han nikkede langsomt for sig selv og fjernede igen opmærksomheden fra mig. Jeg sikrede mig, at mine nøgler lå i min baglomme, før jeg gik ud i opgangen og smækkede døren i efter mig. Jeg håbede på, at de selv kunne holde skansen en smule, imens jeg fik fat i Luke.

Mine ben bar mig let ned af trapperne i en form for blanding af løb og almindelig gang, og før jeg vidste af det, skubbede jeg imod den hårde dør og kom ud i aftenens tørre, varme luft.

”Herovre,” mumlede Lukes stemme, da jeg havde kigget til siderne et par gange uden at få øje på ham. Jeg drejede rundt efter hans stemme og blev nødt til at knibe øjnene sammen, før jeg så ham; han sad praktisk talt kun 20 meter væk.

I stilhed satte jeg mig ned ved siden af ham med kun fem centimer i mellem vores ben.

”Er du okay?” spurgte jeg. Det lød dumt, da det kom ud af min mund, og jeg fortrød det med det samme. Det lød som om, at jeg var en vildt stor og vigtig grund til at være ked af det eller ikke være okay.

Han nikkede med et skævt smil. ”Jeg bad lidt selv om det, der skete deroppe, gjorde jeg ikke? Det var ikke meningen, at jeg sådan skulle sige det, jeg sagde – det røg bare lidt ud, fordi jeg blev frustreret,” svarede han og trak på skuldrene.

”Frustreret?” gentog jeg for at få ham til at uddybe. Inderst inde kendte jeg nok godt svaret på det, men jeg havde lyst til at høre ham sige det og få det bekræftet. Jeg vidste ikke hvorfor.

”Ja, frustreret. Frustreret over, at du er videre, og du har William, og at jeg hænger fast i fortiden og det. Jeg har ikke rigtig haft tid til at finde nogen ny i modsætning til dig, og ja… Det er vel måske bare derfor.” forklarede han.

Jeg lænede mig med hovedet op mod murstensvæggen og nikkede.

”Jeg tror godt, jeg kan se, hvad du mener,” svarede jeg blot. Det føltes på en eller anden måde malplaceret, når han sagde, at jeg var videre og ikke hang i fortiden mere. Som om det ikke passede ind på nogen måde.

”Det er sjovt,” sagde jeg så og fortsatte: ”da vi først lærte hinanden at kende, der vidste jeg godt fra starten af, at vi ikke kun ville være venner. Og da vi så blev kærester, og som tiden gik – og det var lang tid – var jeg sikker på, at vi sådan dybt seriøst skulle være sammen resten af livet,” jeg grinede lidt.

Når jeg tænkte tilbage, havde vi været utroligt naive. Tankerne om et helt liv sammen havde været så virkelige dengang, men det var det vel altid, når man var i et dejligt forhold, hvor der umiddelbart ikke var noget galt, ikke?

”Det troede jeg også. Den tanke havde jeg, indtil jeg tog af sted, hvor du måske havde givet lidt op. Det kan være, det er derfor, jeg ikke har givet helt slip,” han trak på skuldrene for at få det til at ligne, at det var lige meget.

Jeg kendte selv hans mindste signaler og kunne konstatere, at han ikke var ligeglad, og at det ikke var lige meget. Han mente det, han sagde, og det gav mig en behagelig fornemmelse i gennem hele kroppen.

Det måtte være, fordi det var smigrende. Hvem ville ikke blive glad af at få det at vide?

”Jeg gav først op, da du gav op – jeg tror bare ikke, du vidste, at du gav op,” mumlede jeg. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage den op med ham endnu engang, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

”Well. Det fortryder jeg så,” svarede han. Stilheden lagde sig over os, men den var ikke decideret ubehagelig. Den indebar mere, at der var så mange usagte ting i mellem os og så mange minder og tanker.

Jeg huskede tydeligt dengang, vi blev enige om, at vi aldrig ville slå op, og at det ville være os for altid. Jeg havde været utroligt fuld – det var første gang, jeg drak, og det havde givet bagslag. Det var så velkommen til Audrey, der kun lige akkurat var fyldt 15.

”Luke!” råbte jeg gennem musikken. Han hørte mig ikke, så jeg valgte at blive ved med at tonse igennem mængden af mennesker for at få fat på ham. Han stod sammen med en af hans venner, som jeg ikke kunne huske navnet på.

Lige nu virkede det faktisk som om, der ikke var særlig meget, jeg kunne huske navnet på eller huske noget om. Men det var sjovt.

Da jeg nåede hen til ham, hev jeg fat i hans jakke, så han vendte sig rundt med et lille form for spjæt. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt over hans reaktion, og det smittede af på ham, for han begyndte kort efter også at grine.

Så undskyldte han overfor hans ven, og vennen forsvandt og efterlod mig og Luke alene. Det var rart.

”Du ligner en, der ikke har så nemt ved at fokusere som normalt,” konstaterede han, ”er du fuld?” han lød helt chokeret. Jeg bebrejdede ham ikke; hver gang vi var til fest, var jeg den af os, der var ædru og insisterede på ikke at drikke mig fuld.

I dag var det omvendt. Det var hende Dakota, der var en dårlig indflydelse på mig. Hun formåede at få mig overtalt til at gøre de dummeste ting, uden det rigtigt gik op for mig.

”Måske en lille smule?” jeg formulerede det som et gæt, og han rystede på hovedet af mig med et skævt smil. ”Fjollehoved. Jeg troede, du var den af os, der aldrig drak.” påpegede han. Jeg nikkede alvorligt. ”Det er jeg også. Normalt – men i dag er det omvendt, er det ikke rart?” det lød ivrigt, som om jeg var utroligt fascineret.

”Det er super skønt,” lovede han mig. Jeg stillede mig på tær for at kunne trykke mine læber mod hans, og han gengældte med det samme kysset ved at bukke sig lidt ned; så skulle jeg ikke strække min hals som en anden giraf.

Hans mobil vibrerede i lommen og trak os fra hinanden igen. Surmulende lavede jeg trutmund (det lignede nok mere en andemund), og Luke grinede af mig, før han tog telefonen. Hans hånd flettede sig let ind i min, og han lod tommelfingeren glide over min håndryg.

Jeg lyttede ikke efter, da han snakkede, men jeg kiggede op på ham, da han klemte min hånd.

”Det er min mor, der spørger, om vi er ved at være klar til at tage hjem – hun er meget træt. Er det okay, eller vil du gerne blive lidt?” spurgte han blidt om. Jeg overvejede det lidt, før jeg svarede: ”Vi kan godt tage hjem. Klokken er også to,” svarede jeg. Derudover var det også synd for hans mor, hvis hun skulle holde sig vågen så længe, når nu hun var træt.

Han smilede til mig og gav beskeden videre til sin mor. Så lagde han på med beskeden om, at hun ville være her om 10 minutter. Jeg nikkede ivrigt, før jeg lagde armene om ham og hvilede hovedet mod hans bryst.

”Du er kærlig,” konstaterede han. Jeg gav bare en brummende lyd fra mig mod hans bryst, og jeg var ikke sikker på, at han overhovedet kunne høre det, fordi musikken var så høj.

Luke skubbede mig en lille smule væk og tog igen fat i min hånd for at guide mig hen til bordet, som vores jakker lå på. Han tog dem begge to, så han var sikker på, at jeg ikke ville smide min jakke væk.

Så gik vi udenfor uden at sige det til nogen. Jeg gad ikke gå rundt og sige farvel til alle; der var ret mange til festen.

”Luke,” sagde jeg seriøst, da vi kom udenfor. Han kiggede ned på mig og ventede på, at jeg sagde noget mere, ”hvor lang tid tror du, vi kommer til at være sammen?” hvor den pludseligt dybe tankegang om fra, vidste jeg ikke.

”Det ved jeg ikke. For altid håber jeg,” han kiggede rødmende ned, da han sagde det, og jeg skubbede lidt til ham. ”Bliver du genert nu?” drillede jeg, ”men ja. Det kunne være nice. Det virker som om, at vi skal være sammen for altid, gør det ikke?”

Han kiggede på mig med et seriøst blik i øjnene af en 15-årig.

”Jo.”

Jeg kunne ikke gøre for det, da jeg lænede mig til siden og lagde hovedet mod Lukes bryst. Jeg kunne ikke gøre for det, da jeg blev liggende og mærkede, hvordan han tøvende gengældte min omfavnelse.

Det var meningen, vi skulle have været sammen for altid, men vores for altid havde ikke været så lang tid, som vores livs for altid.

x x x

NURH NURH NURH how cute is this? Flashback og Audrey tænker dybt seriøst, at de skulle have været sammen for altid, og tingene er så trist og så søde og så øv.

I må meget gerne komme med kommentarer, det gør mig seriøst glad! 

God sidste dag af weekenden! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...