Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99254Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Jeg kiggede mig selv skeptisk i spejlet. Det var, som om min krop ikke så ud, som den plejede, og jeg følte af en eller anden grund, at der ikke var noget af mit tøj, der sad ordentligt på den.

”Addy, come on, du ser godt ud! Du skal være med at være så hård mod dig selv,” sukkede Dakota henne fra sengen af. Jeg kastede et blik hen på hende og var ved at fyre en spydig kommentar af om, at det var let for hende at sige, når hun altid så godt ud lige meget hvad.

Jeg holdt det for mig selv. Hun fortjente ikke, at det gik udover hende, at jeg ikke følte mig i harmoni med min egen krop lige nu.

”Har jeg taget meget på?” spurgte jeg og vendte mig med siden til spejlet. Via spejlet kunne jeg se, at Dakota næste måbede. Hun rejste sig op fra sengen og tog fat i mine hænder for at dreje mig væk fra spejlet.

”Skat, kig på mig og hør, hvad jeg siger. Du er smuk, og du ser utroligt godt ud i alt det tøj, du har prøvet på her til aften, og du har bestemt ikke taget på. Jeg ved ikke, hvor du har de underlige idéer fra,” hun låste mine øjne fast, og jeg sukkede.

”Okay, okay,” mumlede jeg. Hun havde ret. Jeg havde vejet mig så sent som i morges, og jeg havde kun taget 300 gram eller sådan noget på, hvilket altså ikke var noget, der kunne ses. Det følte jeg bare.

”Okay,” sagde jeg igen med lidt mere selvsikkerhed i stemmen, ”skal jeg så beholde det her på?” jeg drejede rundt foran spejlet. Jeg var iført sorte skinny jeans og en hvid skjorte, med en dyb v-udskæring, der fremhævede mine bryster.

”Ja, det synes jeg! Du ser fantastisk ud, og jeg tør vædde med, at alle drengene kommer til at savle over dig – og give Luke credit for, at han rent faktisk scorede en så lækker sild som dig!” hun nev mig lidt i hoften, så jeg veg til siden med et skrig.

Jeg kunne ikke holde mit grin tilbage og blev enig med mig selv om, at Dakota altid kunne få mig i bedre humør. Det var, som om hun altid vidste, hvad hun skulle sige. Jeg tvang mig selv til at tænke den samme sætning om og om igen: Du ser godt ud, du ser godt ud, du ser godt ud, folk vil synes, du ser godt ud.

Det eneste problem med tanken var, at jeg faktisk ikke tænkte så meget på, hvad folk tænkte undtagen en enkelt person. Og gæt hvem det var.

Jeg skulle ikke score ham. Jeg ville ikke score ham. Jeg skulle intet, men alligevel følte jeg, at det var en vigtig ting at se godt ud, nu når han kom. Jeg prøvede ihærdigt at skubbe tanken væk i et håb om at glemme, at det egentlig hang sådan sammen.

I stedet for koncentrerede jeg mig om at ordne mit hår færdigt. Jeg havde krebbet det (ikke de små bølger), men så der var kommet store bølger i, uden det var krøllet, og så havde jeg sat noget af håret op i en lille knold, som var så populært for tiden.

Min makeup var enkel med mascara, eyeliner, lidt foundation og let optegnede øjenbryn, så de havde en pænere form. Ellers havde jeg ikke gjort så meget ud af mig selv.

Min mobil vibrerede hårdt mod natbordet, og med et sidste blik på mig selv gik jeg derhen for at se hvem, der havde skrevet.

Luke: Vi er der næsten :D Lidt før tid, men det går nok, for har taget kirsebærvin, faxe kondi + cuba karamel og kakao med til dig – håber, du stadig kan lide det!!

Et lille smil gled over mine læber, da jeg læste beskeden. Det var nu meget sødt, at han stadig kunne huske, hvad jeg godt kunne lide at drikke.

Audrey: Nice! Og ja, det er stadig mine absolut yndlingsting, når jeg endelig drikker mig fuld!! Så kan jeg nå at få drukket en smule, inden alle de andre kommer – det må hjælpe på mine nerver…

Luke: Du skal ikke være nervøs, Ad. Det skal nok gå, det er bare noget hyggedruk jo. Og vi kender næsten alle sammen hinanden, og det er jo godt :D

Jeg læste beskeden, men valgte ikke at svare ham på det. Der var ikke så meget at svare, og i øvrigt ville de være her om lidt, og så kunne vi have en samtale i stedet for.

Det var kun med nød og næppe, jeg nåede at guffe et stykke pizza i mig og tage et tykt læderarmbånd på, før det ringede på. Jeg fløj næsten ud i entréen for at åbne om for dem, jeg gik ud fra, var Luke og de andre drenge.

Dakota havde ikke så meget som rejst sig og sad stadig og spiste pizza, da de fire drenge trådte indenfor. Jeg havde valgt at blive stående og gav dem alle et kram. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at Luke holdt lidt bedre fast på mig end de andre, og jeg lod mig selv tro, at det blot var af ren og skær vane.

 ”Vi skulle have spist mere mad, inden vi tog af sted,” klagede Michael og kiggede på mig, som om han forventede, at jeg skulle gøre noget ved det. Jeg hævede et øjenbryn og skævede hen til pizzaen. ”Du skal være velkommen til at tage de sidste tre-fire stykker af min halvdel af pizzaen,” svarede jeg. Han rodede glad op i mit hår – eller han prøvede på det; hurtigt fik jeg veget udenom, så han ikke kunne ødelægge frisuren.

”Fodrer I ham ikke eller hvad?” jeg vendte mig mod Luke, der sparkede sine sko af ude i entréen. Han kiggede op og smilede, da han rigtig hørte, hvad jeg sagde. ”Jeg ved ikke, hvad der er med ham. Han spiste aftensmad hjemme, men brokkede sig over at være sulten, da vi hentede ham,” forklarede han.

Jeg grinede lidt af ham. Kort efter holdt han en pose frem mod mig.

”Hvor skal jeg sætte det henne? Det er det alkohol, vi har med til dig,” forklarede han hurtigt. Jeg trak kort på skuldrene. ”Hvor end du har lyst til at sætte det hen – jeg går da ud fra, at du også deler lidt med mig, for der er altså grænser for, hvor meget alkohol, jeg kan have i kroppen,” jeg skar ansigt ved tanken om sidste gang, jeg var blevet for fuld; det havde ikke just været en god oplevelse.

 

***

 

Hele huset summede næsten af gode vibrationer, og jeg kiggede glad rundt. Jeg kunne godt mærke varmen i kinderne, som blev forårsaget af alkoholen, men det var på en måde helt behageligt.

Sangen ”American Idiot” af Green Day spillede en anelse for højt, og jeg gik ud fra, at det var en af 5 Seconds of Summer drengene, der havde sat den på. Jeg orkede ikke at sige, at der skulle skrues lidt ned.

”Skål, Addy,” Luke holdt sit glas frem mod mig med et afventende blik. Jeg flyttede mit blik, som havde hvilt lige frem mod væggen, og kiggede på Luke.

”Skål, Luke,” jeg klingede det mod hans glas, før jeg tog en stor tår. Dakota sad på en stol med en af hendes venner og snakkede. Rundt omkring os var der en masse mennesker, der sad i små grupper og snakkede, men det føltes ikke akavet, som om alle ikke kunne snakke sammen – det føltes mere som normale smågrupper, der altid kom til sådan noget.

”Ved din kæreste godt, at du holder det her?” spurgte han mig nysgerrigt om. Han havde drejet sig helt om, så han kunne sidde og kigge på mig og ikke skulle dreje sit hoved til siden hele tiden.

Jeg rystede på hovedet med et lille smil og et skuldertræk. ”Næh. Egentlig ikke. Men hvad han ikke ved, har han ikke ondt af – og hvad kan han også tro, når han overlader lejligheden til mig og Dakota?” jeg blinkede af vane med øjet ved mine småkække ord.

”Du har en pointe,” blev han enig med mig i. Da Michael og Ashton sluttede sig til os, drejede vi os rundt, så vi alle fire kunne snakke sammen.

”Hvad så, drenge?” spurgte jeg og tog endnu en tår af min drink. Ashton hævede et øjenbryn. ”Du er blevet god til at drikke i forhold til sidst, vi så dig,” påpegede han. Jeg tøvede lidt. Jeg havde ikke lyst til at sige, at jeg havde festet hver weekend de første to måneder, de havde været af sted og var blevet fuld hver eneste gang som et forsøg på at glemme.

”Man bliver vel ældre på et tidspunkt og indser, at det er helt okay at drikke mere end to genstande,” svarede jeg og trak på skuldrene. Han grinede bare af mig.

”Vi blev enige om, at I så ensomme ud, og så ville vi slå os til jer. Hvis det selvfølgelig er okay?” Michael kiggede mest indgående på Luke, der skyndte sig at nikke ivrigt. Jeg besluttede mig for ikke at ligge mere i det.

”Ensom er måske lige i overkanten,” indskød jeg, ”men hey, det går nok lige, at I sidder her,” Michael rakte tunge af mig, da jeg sagde min drillende sætning. Så fortsatte jeg: ”Er der nogen af jer, der har styr på, hvor meget Dakota har drukket?”

”Ikke rigtig. Hvorfor? Skulle vi da det?” Ashton rykkede sig lidt i sofaen for at sidde bedre, inden han rettede på hans bandana. Fra hvad jeg havde set af billeder og interviews, var han blevet meget glad for dem.

”Nej, nej,” grinede jeg beroligende, ”hun har bare nemt ved at drikke mere, end hun kan klare, uden hun selv ved det.” forklarede jeg. Jeg mumlede et ’to sekunder’ til hende, før jeg rejste mig fra min plads ved siden af Luke og gik hen til Dakota.

Hun kiggede op på mig, da jeg kom derhen og fjernede blikket fra hendes ven, som jeg kun svagt kendte.

”Hey, du. Jeg vil bare lige tjekke op på dig og se, om du stadig lever,” jeg hev den nærmeste stol hen og satte mig på den. Hun løftede et tomt glas hen mod mig og nikkede roligt. ”Jeg har formået at tage den ret meget med ro her til aften. Det er rart, at jeg for en gangs skyld ved, hvad jeg laver,” jokede hun.

”Creds til dig så! Det er jeg stolt af,” grinede jeg. Hun himlede med øjnene og skubbede kærligt til mig. ”Så, så – så slem synes jeg heller ikke, jeg er normalt. Eller… måske lidt,” tilføjede hun, da hun så mit øjenbryn hæve sig med rekordfart.

”Tro mig, det er du. Men det er sku meget sjovt. Men det er godt, du hygger dig og er godt tilpas,” det sidste sagde jeg på en overformel måde.

”Jo, det gør jeg skam. Men det ser da ud som om, at der er en anden, der ikke er nær så godt tilpas,” hun skævede hen mod sofaen, jeg kom fra, og jeg drejede mig rundt. Da jeg kiggede derhen, var jeg ikke sikker på, om jeg skulle grine eller græde over synet, der mødte mig.

En fællesveninde, Marie, sad henne ved siden af Luke – og det ville næsten være synd at sige, at hun sad ved siden af mig. Det var lige før, at ’oven på’ skulle tages i brug i stedet for.

En grund til at grine ville være Lukes ansigt. Han sad helt anspændt og sørgede omhyggeligt for ikke rigtig at kigge på hende og lignede allermest en, der bare ville væk. Men det var så også det eneste, jeg havde at grine over.

Jeg kunne ikke helt bortforklare den irriterede følelse, der skød op i mig ved synet. Og så alligevel; Luke var min ekskæreste og Marie var min veninde. Det var no go at prøve på noget med veninders ekskærester og specielt, når det havde været så seriøst med Luke og ikke bare et lille forhold.

Nærmest før jeg tænkte tanken, havde jeg rejst mig fra stolen og var gået hen til dem. Jeg rømmede mig en enkelt gang og Marie og Luke – som så lettet ud – kiggede op.

”Luke, må jeg snakke med dig?” spurgte jeg ham om med et lille anspændt smil. Jeg havde ikke noget, jeg skulle snakke med ham om, men selvom han ikke var min længere, og jeg ikke havde noget at sige, så nægtede jeg at sidde og se Marie flirte med ham. Det vækkede et eller andet i mig – garanteret gamle følelser, der stadig sad så dybt, at de kom frem, når jeg så andre prøve på noget.

”Jep, helt sikkert,” han smilede undskyldende, men stadig lettet, til Marie og flyttede sig ud af sofaen. Da han stod op, tørrede han hænderne af i bukserne og stillede sig ved siden af mig.

Der gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde sagt, og jeg skyndte mig at sige noget: ”Ja, okay, uhm, lad os bare lige gå ind på værelset,” mumlede jeg panisk og begyndte at føre an. Det var typisk mig at rode mig ud i sådanne situationer.

”Hvad så?” spurgte han om, da vi kom ind i rummet, hvor der ikke var nogen mennesker. Det var faktisk ret godt klaret, at der endnu ikke var nogen, der havde sneget sig herind, men det var kun rart.

”Øhm… ja…” jeg rodede akavet rundt i mit hår, ”egentlig ikke så meget. Jeg havde bare ikke lyst til at Marie skulle sidde og flirte med dig.” jeg endte med at blive enig med mig selv om, at ærlighed var vejen frem. Hvad var der ellers at sige? Det var okay, at jeg ikke brød mig om det.

Et lille smil bredte sig over hans læber.

”Er det rigtigt?” spurgte han åndeløst. Jeg nikkede. ”Ja. Du ved, det ligger vel stadig dybt i mig et sted, at jeg ikke bryder mig så meget om det, fordi vi var sammen i så lang tid, og det er en uskreven regel, at veninder ikke prøver på noget med kærester eller ekskærester, og det gjorde hun i den grad, så jeg tænkte bare, at jeg-” jeg blev afbrudt, men ikke på den måde, jeg havde håbet på.

Nej, jeg blev afbrudt af nogle alt for velkendte og bløde læber, der trykkede sig mod mine. Et kort øjeblik var jeg ved at lade mig selv nyde det fyrværkeri, det på underligvis frembragte i mig, men jeg lod være og lagde to hænder på hans bryst for at skubbe ham væk.

”Luke, hvad fanden?” jeg råbte det ikke. Jeg lød ikke vred i stemmen. Jeg lød nærmere forvirret og en smule anklagende.

Han havde et panisk blik i øjnene. ”Jeg ved ikke, undskyld, jeg kunne bare ikke…” han stoppede sig selv midt i sætningen og sagde ikke mere.

Jeg tog en dyb indånding. Havde jeg sendt ham blandede signaler, der kunne have forvirret ham?

”Undskyld, Lukey, men du ved… jeg har en kæreste, og vi har været der, og jeg tror, jeg er ved at lægge tingene bag mig og ja…” jeg talte lidt i vildelse, og det lød næsten som om, jeg prøvede at overbevise mig selv og ikke ham.

Jeg havde været lige ved at lade det ske. Jeg havde været så tæt på at gå med, fordi det var så velkendt og så trygt og så blidt og så rart.

Han rystede på hovedet.

”Jeg ved det godt, undskyld. Jeg ved godt, du putter det bag dig, og jeg ved godt, jeg har sagt, at det er godt, vi kan være så gode venner på trods af alt, men det tror jeg ikke, jeg er så god til som dig, Addy,” han havde et bedende blik, ”jeg er ikke klar til at lægge alt bag mig, ikke endnu.”

Det ramte mig hårdere, end jeg troede, det ville. Som en maveplasker, der slog alt luften ud af mig og efterlod mig gispende efter vejret uden mulighed for at snakke eller tænke. Jeg nåede ikke at svare ham, før han igen rystede på hovedet og forsvandt ud af rummet.

x x x

ok så what, Luke kysser hende!!! og siger, at han ikke er klar til at lægge tingene bag sig, og hvad synes I om det? håber, I kan lide kapitlet <33 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...