Luke Hemmings | 01:38

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2014
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Gammel kærlighed ruster aldrig; alligevel er dette tilfældet for Audrey Smith, hvis forhold til Luke Hemmings løb ud i sandet uden så meget som et opkald for at afslutte det. Livet går videre for Audrey med skolegang, venner og en ny kæreste i tilværelsen. I sommerferien op til sit sidste år som skoleelev sker der en markant ændring i hendes ellers rolige miljø: Luke Hemmings vender tilbage, selv på sommerferie og stadig fanget i fortiden, hvor han blev sat på pause fra sit gennemsnitlige liv. Komplikationer og forvirring skaber Audreys hverdag, da hendes første og største kærlighed vender hjem. Hendes morale bliver sat på prøve, og hun er tvunget til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt hun kan lægge fortiden bag sig eller ej.

212Likes
294Kommentarer
99458Visninger
AA

11. Kapitel 10.

”Husk at hils din familie og gør det klart for dem, at det ikke er på grund af dem, at jeg ikke kommer med. Lov mig, at de godt ved det, og du får dem til at forstå det!” jeg stod med hovedet ind af førervinduet i bilen.

William kiggede på mig med et grin over min febrilske måde at være på. Som det var kommet nærmere, at han skulle hen og besøge dem, havde jeg fået dårligere og dårlige samvittighed over, at jeg havde afslået deres tilbud om at komme med. Jeg virkede som sådan en dårlig svigerdatter eller noget i den retning.

”Det er stadig ikke for sent at tage med. Ærlig talt forstår jeg ikke, hvorfor du ikke gør det,” betroede han mig med et let træk på skuldrene. Jeg sendte ham et halvstrengt billede.

”Du ved godt, hvorfor. 10 dage synes jeg er lidt for lang tid med en familie, jeg ikke er en del af,” svarede jeg. Vi havde haft den her diskussion masser af gange, men det var som om, han blev ved med at tage den op.

”Jeg har ellers lade mig høre, at du tog på ferie med Luke og hans familie tre uger engang, i Grækenland,” påpegede han. Det var tydeligt, han ikke bevidst prøvede at pisse mig af, men det lykkedes ham alligevel godt og grundigt. Man skulle tro, at det var William, der havde Luke som ekskæreste og ikke mig, så meget som han snakkede om ham.

”Luke har jeg kendt, siden jeg var lille, og dig har jeg ikke engang kendt halvt så længe. Kom videre og hils din familie,” jeg gav ham et hårdt kys på læberne for at fortælle ham, at jeg mente det. Det fik ham til at holde mund, og med et sidste vink satte han gang i bilen. Jeg fulgte ham med øjnene og vinkede, indtil han drejede om hjørnet.

Han havde dog sat gang i tankerne. Han havde ret i, at jeg var taget på ferie med Luke og hans familie, og mit eneste argument var, at jeg havde kendt ham og hans familie så lang tid. Tanken, der kørte nu, var, at jeg ville have været taget med, selv hvis vi ikke havde kendt hinanden så lang tid.

Lukes familie var anderledes og mere imødekommende end Williams. Ikke, at jeg ikke kunne lide Wills familie, men det var som om, der var en form for barriere, man ikke kunne slippe igennem; som om man ikke blev lukket helt ind og gjort til en del af det hele, hvilket var noget, jeg godt kunne lide. Jeg ville gerne have, at jeg kunne føle, at jeg kunne tage hen til min kærestes familie alene, uden det var akavet eller underligt. Sådan var det ikke med Williams familie.

Selvfølgelig kunne man argumentere i mod mig og sige, at det selvfølgelig ikke blev bedre af, at jeg afslog tilbud om at tage med og lære dem at kende, men jeg følte, jeg havde prøvet nok gange, uden det var lykkedes.

Da jeg kom op i lejligheden igen, sad Dakota i køkkenet og ventede på mig. William havde givet mig og hende lov til praktisk talt at bo her, imens han var væk, hvilket var super godt. Der var intet som at dele en lejlighed med sin bedste veninde og føle, at vi boede sammen og var vokset op.

”Nu er det ikke for at være ond eller noget, men jeg har glædet mig så meget til, han tog af sted,” sagde Dakota som det første. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt, før jeg slog mig ned ved siden af hende.

”Må jeg fortælle dig en hemmelighed?” mumlede jeg, og hun nikkede ivrigt, ”faktisk har jeg også glædet mig ret meget. Det bliver nogle gode 10 dage!” jeg klappede i hænderne af begejstring.

Dakota grinede af mig. Jeg havde en fornemmelse af, hun godt vidste, at William og jeg ikke havde det så godt, som vi kunne have det, for tiden. Hun kommenterede dog ikke på det, hvilket jeg var taknemmelig for.

”Okay, hvad skal vi så lave? 10 dage er lang tid at have et helt hus for mig selv,” pointerede jeg. Hun nikkede eftertænksomt frem for mig. ”Altså jeg synes, det lyder så godt med bare at sove hele dagen og lave mad om aftenen og se film hele natten og nyde livet, men det er måske lidt uproduktivt, og jeg har ikke lyst til at have taget alt for meget på, når vi skal starte i skole igen,” betroede hun sig til mig.

Jeg erklærede mig enig med hende. ”Jeg vil gerne lave en masse ting den her sommer, for sidste sommer lavede jeg absolut ingenting, og det fortrød jeg,” svarede jeg.

Da Dakota spærrede øjnene op, blev jeg bange for, hvilken idé, der nu var kommet i hovedet på hende.

”Jeg har det! Hvorfor holder vi ikke en lille fest eller noget hyggedruk eller et eller andet? Det kunne være så hyggeligt, og hvis bare vi ryddede op i stuen og fjernede de unødvendige ting, så kunne vi da let være en del derinde,” hun havde rettet sig op i stolen af ren og skær ivrighed.

Jeg bed mig i læben og rynkede på panden. Jeg var ikke sikker på, om det var en god idé at holde noget i hans lejlighed, for jeg vidste ikke, om jeg havde lov til det. På den anden side havde han da flere gange haft 15 stykker ovre, uden det havde været noget problem.

Min eneste frygt var egentlig bare, at noget blev ødelagt, som ikke kunne erstattes.

”Hmm, jeg ved ikke helt, om det er en god idé, Dakota…” tøvede jeg. Hun lagde hovedet på skrå med skuffede, bedende øjne.

Til sidst overgav jeg mig, for hvis jeg skulle være ærlig, så kunne det være hyggeligt og sjovt og fedt. Så kunne jeg for en gangs skyld være den, der holdt noget - ikke bare en af dem, der kom til festerne.

Bortset fra, det her ikke skulle være stor fest men bare for få mennesker, så det var hyggeligt.

”Okay så. På den betingelse, at der max må komme 20 personer, og det er det – ikke flere for så bliver det for meget at holde styr på,” advarede jeg hende.

Hun nikkede som et lille barn, der havde fået at vide, at hun måtte komme til Disney Land, og jeg sukkede. Gad vide, hvad jeg havde fået rodet mig selv ud i ved at sige ja til det her. Dog var de tikke så slemt – min underbevidsthed elskede i hvert fald idéen; jeg var allerede gået i gang med at tænke på, hvem jeg kunne invitere.

”Det er en aftale,” lovede hun mig, ”hvem skal vi invitere?” fortsatte hun. Jeg mumlede et ’to sekunder’ til hende, før jeg gik ind i stuen og fandt noget papir fra printeren, som vi kunne skrive på. På vejen tilbage snuppede jeg en kuglepen med.

”Okay, har du nogen, du gerne vil have med?” spurgte jeg. Jeg lavede en overskrift på papiret: DRUK HOS AUDREY.

”Mhmm… Jeg tænker, at vi invitere de andre – dem har jeg ikke set længe,” startede hun ud. Med de andre mente hun dem, som vi var sammen med i skolen normalt. Dem var jeg også tæt med, men ikke på samme måde som Dakota; jeg havde ikke brug for at se dem hele tiden.

”God idé. Der har vi så syv allerede,” mumlede jeg. Jeg tøvede lidt ved min egen tanke, før jeg fortsatte: ”Tror du, vi skal invitere-” ”Luke og de andre?” Dakota kom mig i forkøbet og havde tydeligvis selv tænkt på det.

”Er det en god idé? Du ved, at få dem ind i Williams hus og blande dem med vores venner, og jeg ved ikke hvad,” jeg kiggede usikkert på hende, og hun lagde hovedet på skrå med et svagt smil.

”Addy, skat, jeg tror mere, det er dig, der står i vejen for det; William er jo ikke hjemme og aner ikke, om de har været her eller ej, og de andre synes da bare, at det er super cool, hvis der er et kendt band i huset, altså! Det kunne faktisk gøre det vildt nice, og så ville alle have lyst til at komme!” udbrød hun.

”Dude, slap af, vi skal ikke bruge dem for at få venner,” modsagde jeg hende. Alligevel skrev jeg Michael, Luke, Calum og Ashton ned på papiret. Nu havde vi 12 personer på listen.

Det tog os kun fem minutter at komme op med syv personer til, og så valgte vi, at det måtte blive ved det. Det gik nok, at vi ikke var præcis 20 mennesker, men 19.

Jeg hentede min computer og gik på facebook for at oprette en begivenhed.

HYGGEDRUK
Hey guys.
Jeg holder noget hyggedruk/minifest i min kærestes lejlighed i morgen, siden han lige er taget væk i 10 dage og har efterladt mig lejligheden. Det er ikke nogen stor fest, hvor folk skal sejle rundt, og hvis nogen alligevel bliver for fulde, så husk, at man brækker sig i toilettet og ikke på gulvet!!!!!!
Medbring selv alkohol og godt humør, og jeg håber, I kan komme, selvom det er med kort varsel.
Glæder mig til at se jer.

Det var det, jeg skrev i beskrivelsen. Derefter inviterede jeg de 19 mennesker, vi havde fundet frem til, til den.

Min bekymring om, at der ikke var nogen, der ville trykke ’deltager’, forsvandt hurtigt, da der næsten med det samme kom to opslag om, at det lød cool, og at de selvfølgelig kom. Nu begyndte jeg selv at blive helt spændt for det.

”Vi skal rydde lejligheden op,” sagde jeg til Dakota og lukkede hårdt computeren i. Hun kiggede op fra sin mobil, som hun havde siddet med, og nikkede.

”Ja, det går jeg ud fra, vi ikke kan komme udenom…” hun sukkede, ”skal vi bare komme i gang? Hvis du starter inde på soveværelset, så starter jeg her i køkkenet, okay?” forslog hun. Jeg nikkede og rejste mig fra min stol.

Inde på værelset tog jeg mine høretelefoner fra sengen og hev min mobil op af baglommen. Da jeg trykkede på home-knappen, kunne jeg se, at jeg havde fået en besked fra Luke.

Luke: Er det for real, at du tør invitere mig og drengene hen i Williams lejlighed? STÆRKT!

Jeg kunne ikke lade være med at give et lille grin fra mig.

Audrey: Jep, det er for real. Kommer I?

Luke: Selvfølgelig gør vi det – man takker aldrig nej til druk! Vi skal jo have det sjovt, inden vi skal arbejde igen og alt muligt (y)

Audrey: Nice. Det vil jeg se frem til. Sig til Michael, at han sørger for alkohol til ham og mig, og det skal han bare.

Luke: Ja, ja, ja, den er god med dig. Du er så god til at få ting ud af Mikey, er du ikke? Enten ham eller jeg skal nok tage noget med til dig, bare rolig :D

Audrey: Cool! Vi ses i morgen så, nu skal jeg rydde lejligheden op.

”Hvad er det, du smiler så meget af?” Dakota trådte ind i rummet og fik mig til at kigge op. Jeg hævede et øjenbryn, da det gik op for mig, at hun havde ret; jeg stod og smilede. Det skulle jeg lade være.

”Øh…” mumlede jeg og viftede lidt med mobilen, ”bare en besked.” jeg prøvede på at komme lidt udenom det.

”Hvem er den besked fra?” Dakota var henne ved mig i to skridt og hev mobilen ud af hånden på mig. Hendes øjne scannede hurtigt skærmen, og hun sukkede højt, da hun havde læst samtalen igennem.

”Luke? Virkelig? Jeg troede, du var sammen med William,” drillede hun. Jeg sendte hende et fornærmet blik og tog stædigt mobilen tilbage. ”Det er jeg da i hvert fald også,” svarede jeg bestemt og satte høretelefonerne i mobilen.

”Så er det sjovt, at det er Luke, du smiler over og ikke ham,” påpegede hun. Uden at sige noget puttede jeg høretelefonerne i ørerne og skruede op for musikken. Måske var det i et forsøg på at ignorere, at hun havde ret.

x x x

WUH her kommer så kapitlet! jeg håber, det er ok, jeg ikke publicerede i går, men jeg havde simpelthen for travlt desværre. Kapitlet er lidt kedeligt; der sker ikke det helt store, men det skal der jo også være plads til engang i mellem - håber, I kan lide det og glææææd jer til næste kapitel! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...