Mit fucking liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
En pige med et lidt uheldigt start på hendes unge liv

0Likes
0Kommentarer
61Visninger

1. Afsløret

Det hele startede en aften for cirka ½ år siden.
En kold aften, jeg var på vej hjem. Det var blevet mørkt. Toget ankom til tiden, så jeg var også i Borup, til tiden. Der var øde, helt menneske tomt. Jeg begyndte at gå hjem ad, men jeg lagde mærke til, at der var fodtrin bag mig. Jeg ville normalt ikke syntes der var noget galt i det men…
Der var noget anderledes ved denne her gang. Som om at personen bag mig prøvede på at gemme lyden af sine skridt, ved at gå i tagt med mig. Jeg var sikkert bare paranoid.
Jeg kunne alligevel ikke lade vær med at gå lidt hurtigere og tage en smutvej.
Hvilket skulle blive min største fejl.

Jeg var ikke bare paranoid, der var en bag mig. Han så sit snit til at tage fat i mig.
Jeg vente mig om, og så en stor, høj og muskuløs fyr. Han var først i 20´erne. ”Stil dig op af væggen. Og hvis du skriger, vil jeg sørge for, at du aldrig siger noget igen!”

Ja han voldtog mig. Den del af historien har jeg bare valgt, at glemme. Efter det overfald, er jeg begyndt at træne mere. Jeg er startet til boksning. Jeg har dette had, til ham der overfaldt mig, til dem der kom forbi uden at gøre noget. Og til mig selv. Jeg har svært ved at kommer over det. Nogle dag er selvfølgelig bedre end andre. Det er ikke kun hårdt for mig, det har også ramt min mor hårdt. Hun bliver ved med, at sige det er hendes skyld. Og at hun skulle havde hentet mig i stedet for, at lade mig gå hjem selv.
Min far forlod os efter det, han kunne ikke være sammen med mig mere. Han sagde, jeg var brugt og beskidt nu. En skam mod familien

Jeg går meget op i skolen, og min kampsport. Alt andet er lige meget. Jeg er holdt op med, at være sammen med mine venner og jeg bruge mine frikvarterer alene.

Det har lige ringet ind til første time fredag morgen. Vi skal mødes på sidde trappen og havde en besked, det er vist noget med, en pige der har det skidt, og er begyndt at skade sig selv. Vi samler os derude, der ager som normalt 10 minutter, før vi sidder stille. En lære begynder med sød stemme: ”I har vist alle hørt, hvorfor vi skal snakke sammen. Og jeg vil lige give pigen en chance, for selv at sige det. Vi ved godt, det er hårdt, at komme frem med sådan noget, men vi kan kun hjælpe dig, hvis du siger hvorfor du har det sådan.”

Alle sider nu og kigger rundt, leder efter en det kunne være. Jeg kan mærke jeg bliver flov, og prøver at se uskyldig ud. Jeg håber af hele mit hjerte at en anden pige også, skadede sig selv. Alles tanker bliver afbrudt af en fyr, ingen kan kende.
”Hej, 9. klasse. Jeg hedder Nickolas, jeg er 20 år. Jeg er kommet her, fordi jeg hørte, hvad der var sket med pigen. Jeg har oplevet noget ligene og ville bare snakke med hende.”

Jeg er bare så flov ikke nok med at hele årgangen få det af vide om lidt men, de havde også hentet en til at tale med mig. Hvordan ville de andre reagere? Hvordan vil de nu se på mig? Jeg er sikker på, de bare vil hade mig, lige så meget som jeg hader mig selv.

”Sara, er du sød at rejse dig op.”

Alle øjne lander på mig, ingen snakker. Jeg har lyst til at græde. Men ikke foran dem. Det vil kun gøre det værre.
”Kom her ned, der er ikke noget at være flov over, vi vil alle være her for dig og hjælpe dig”

Jeg går langsomt ned af trappen, alle rykker sig fra mig. Som om jeg er ulækker. Jeg føler mig alene og skrøbelig, som om jeg skal til at forsvare mig mod dem alle sammen. Som om jeg er et enligt lille dyr mod alle de store rovdyr. Jeg vil ikke kunne holde til, hvis de også skal til dømme mig omkring det. Jeg dømmer mig selv nok, men jeg kan ikke lade vær, det er min skyld, at min far er flyttet, at min mor er ked af det, og at livet er så svært, for alle der ved det.

Jeg kunne ikke lade vær med at udbryde:
”Hvorfor skal i blande jer? Jeg havde lige accepteret det. Jeg klarede det fint selv.”
Min kommentar overraskede alle, men Nickolas var hurtig til at svare:
”Sara kom nu. Det er okay, det er svært for dig. Men hvis du siger at du selv håndtere, det så hvis mig dine arme.”

 Det er min største frygt, ingen skal se, hvad jeg gør ved mig selv. Og for at gøre det værre, var jeg alene hjemme i morges, så jeg har helt friske store sår op og ned af armene og på min mave.
Det skal lige siges, jeg ikke gør skade på mig selv, for at få opmærksomhed, men for at håndtere hadet og smerten i min krop.

Jeg mangler to trin, for at stå nede foran hele årgangen, de to trin føltes uendelige. Alle der bare kiggede på mig og ventede på, jeg skulle bryde sammen.

Jeg hiver langsomt min store sweater af, den sweateren der skulle beskytte mig mod endnu flere fordomme. Dem er der nok af, alle læger, psykologer og voksne. Og de kom alle sammen med det samme, Lige-meget-hvad-du-går-igennem-så-kan-jeg-hjælpe- blikket. I det jeg hiver trøjen af, sidder min T-shirt fast og blotter min mave, hvor det friske sår er gået op og stadig bløder.

 

Lærerne syntes, jeg skulle mødes og snakke med ham Nickolas, da han har været ude for det samme. Så det gør jeg så, vi mødes 2 gange om ugen på en cafe i Roskilde. Det er, ham der har valgt det, fordi han ikke vil presse mig, til at være alene med ham. Jeg er ligeglad, for der er ikke rigtigt nogle mennesker på cafeen på det tidspunkt alligevel.

Det er nu cirka en måned siden, de ”afslørede” mig overfor årgangen, så det er gået lidt over. Men jeg er begyndt, at føle mig godt tilpas sammen med Nickolas, der er sjældent vi snakker om virkeligt svære ting, men det er altid lidt hårdt. Jeg går ALDRIG derfra ked af det, han lader mig simpelthen ikke gå, før jeg er glad igen. Han er der for mig og behandler mig som et helt almindeligt menneske, ikke er bange for at sige noget, om hvordan jeg har det, hvordan mine ar er ved at hele, eller det modsatte. Alle andre passer på, når de snakker til mig, med ikke at sige noget forkert. Jeg HADER det.

Jeg er på vej til Roskilde. Jeg sidder i toget, måtte gå fra en time fordi Nickolas skrev, jeg skulle skynde mig, at komme. Normalt er han meget imod, at jeg misser nogle af mine timer, så han ligger det i slutningen, men i dag. Jeg sidder og trommer på stolen, jeg må ærligt indrømme, jeg er nervøs.
Endelig bliver det Roskilde, jeg styrter ud af toget, og går så stærkt, jeg kan, ned mod cafeen. Men der er han ikke, det eneste jeg finder på ”vores” bor er et kort, hvor der står ”kom og find mig ;)”. Jeg ved cirka, hvor kortet føre hen, så jeg skynder mig.

Nede i folkeparken ved ” colosseumet” er der et tæppe, hvor jeg sætter mig. Der går ikke længe, så er der en der begynder at spille på guitar og synge Stereo Hearts. Oppe på toppen af bakken kommer Nickolas gående, ned mod mig, i et sæt tøj jeg aldrig har forstillet mig, se ham i. Han har et par tæt sidende cowboybukser på og en hvid V-hals på. Han har altid sagt at han syntes, den stil er opreklameret, men hvor ser han bare godt ud.

Han er helt nede ved mig og næsten færdig med sangen. Han finder en madkurv frem, sætter sig ned ved siden af mig.

”Siden jeg så dig første gang, har jeg ikke kunne stoppe med, at tænke på dig, da lærende så sagde, vi skulle til at ses ikke kun en gang om ugen, men hele 2 vidste jeg bare, at jeg ikke kunne lade være med, at falde for dig” Nickolas sidder og smiler til mig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg lænder mig bare frem og kysser ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...