364 Days ~ Muke ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2015
  • Status: Igang
(+14 da der forekommer seksuelle scener, grimt sprog & dødsscener) Har du nogenside prøvet at skulle til et nyt land med et fly, og så have skræk for at det skulle styrte ned? Ja, Luke Hemmings lider desværre af det. Heldigvis for ham er han ikke så tit ude at flyve. men en dag, da han skal Fra Australien og til LA, sker der det han har frygtet mest. Flyet Styrter.. (drengene er ikke kendte) ps. credit til PhinePigen for det utroligt smukke cover!

15Likes
8Kommentarer
686Visninger
AA

4. 4. Where's Luke?

~  Michaels POV ~

Jeg sad på en sten midt ude i vandet.

Her på syvende dag, var alting ligesom bare gået nedad. Mit humør, Mit håb, og mit hår, da jeg ikke havde noget hårgele til at sætte det med.

Vandet omkring mig var vel omkring 50 cm dybt, så det var ikke spor besværligt at komme herud, og så var vandet heldigvis varmt. Jeg lagde armene om mine ben, og lagde så hovedet på knæene.

Jeg ville bare gerne hjem.

Midt om natten var Luke også gået, og var ikke kommet tilbage siden.

Jeg var bekymret for ham, og jeg burde nok gå ud og lede efter ham, men min krop var for træt til den slags anstrengelser, så alt jeg kunne gøre, var at sidde her med en dårlig smag i munden.

En gruppe på 10 der var gået ud for at udforske øen, var ikke kommet tilbage, og de havde altså snart være væk i en dag.

Jeg vidste ikke om det var fordi at den her ø var så enorm, at de ville tage flere dage at udforske, for hvem ved..

Det kunne jo godt være grunden.

Jeg kunne mærke sulten bide mig i maven, og jeg vidst at hvis jeg ikke snart fik noget at spise, ville jeg miste alt min energi, og ligeså langsomt efter det, ville min skæbne ende som de 5 der faldt ned fra klipperne.

Jeg ville dø.

Alt jeg havde kæmpet for hele mit liv, var bare blevet smidt ud af et vindue, i det øjeblikket flyet ramte vandet.

Det havde været gråt udenfor, og det regnede også en hel del. Piloten havde haft problemer med at finde ud af hvor vi var, så ærligt talt havde vi ingen idé om vi var længst mod nord eller syd.

Jeg havde ingen idé om hvordan jeg havde det med det.

Den eneste følelse jeg kunne føle var tomhed.

Det der fik mig revet ud af tomheden, var et arrigt skrig der kom fra junglen.

Jeg fjernede hurtigt mit hoved fra mine hænder, og kiggede hen imod junglen. '

Kunne det være noget jeg havde forestillet mig? Jeg var ærligt talt ved at blive lidt skør oveni, og det kunne vel sagtens være noget jeg havde forestillet mig i stedet.

Jeg skulle til at kigge ud imod horisonten igen, da det samme skrig lød fra junglen igen.

Jeg skubbede mig hurtigt op fra stenen, og tog mine hærgede converse på mine fødder.

Jeg tog min kæp, og farede ind i junglen gik kun efter lyden der fortsatte.

Var der dyr på den her ø?

Eller kannibaler..?

Jeg gøs ved tanken, men fortsatte stadig ind imod larmkilden.

Da jeg kunne høre larmen tydeligt, gemte jeg mig bag et træ. De frustrerede råb, blev langsom dæmpet, men overtaget af noget andet.. 

Gråd?

Luke?

Jeg trådte hurtigt frem fra mit skjul, og så Luke sidde på jorden tårerne trillende ned af hans kinder. '

   “Luke!” Udbrød jeg, og løb hen til ham. Jeg satte mig på hug, og trak ham ind i et kram. De ulykkelige hulk stoppede ikke, men min t-shirt dæmpede dem.

   “Mikey, jeg vil bare så gerne hjem. Kan vi ikke bare komme væk herfra. Jeg vil ikke mere..” Græd han imens at han næsten knuste alle knoglerne i min krop via sin kram.

Jeg sukkede, kiggede fremad, og lod trøstende min hånd løbe op og ned af hans ryg.

Han kom med et suk, inden at han så trak sig selv ud af krammet.

   “Jeg kan ikke mere.. Jeg er sulten. Mine ben gør ondt. Jeg har hovedpine, Michael. Jeg vil ikke mere.” Mumlede han og undlod at kigge mig i øjnene.

   “Luke..” Sukkede jeg, og løftede hans hage op.

   “Luke kig på mig..” Mumlede jeg, og han kiggede mig i øjnene.

Hans øjne var hævede og blodsprængte, mens at hans kinder var helt røde.

   “Vi bliver nødt til at holde sammen. Det kan godt være at vi knapt er 20 personer tilbage på øen, men hvis vi allesammen danner et skjold om os selv, ender det med at vi bliver sindssyge.” Han kiggede blankt på mig, og det var som om at alt håbet var sivet ud af hans øjne, som sand mellem mine fingre.

Han nikkede så, og rejste sig op igen.

Han vendte om og gik ud mod stranden.

Ja selvfølgelig gik alting også mig på, men jeg måtte holde hovedet højt for Lukes skyld.

Jeg sad og kiggede imod junglen i lidt mere tid, inden at jeg så også rejste mig op, og gik tilbage mod lejren.

Da jeg var ved lejren var alle gået i panik. Jeg gispede, og løb over imod vores leder.

   “Hvad er der sket?” Gispede jeg.

Nogen fra lejren manglede, og andre sad og snakkede hysterisk med hinanden.

   “Halvdelen af lejren er gået imod os. De siger at der ikke er mad nok til så mange mennesker på den her ø, som vi er..” Han kiggede til siderne, som om at han var bange for at blive angrebet hvert sekund. 

   “Vi er altså kun 14 imod de 17 andre personer..?” Spurgte jeg, og kiggede rundt for at se om jeg kunne få øje på Luke.

   “Ja, det er sandt. Ved du forresten hvor Luke er?” Sagde han.

Jeg gispede.

Jeg havde faktisk ingen idé om hvor Luke var.

   “Jeg går ud og leder efter ham!” Udbrød jeg.

Jeg løb den anden vej, og kiggede ikke tilbage.

dog hørte jeg lederen mumle et lille ‘Held og Lykke.’

To Be Continued..

_____

Hey hey Heyyyyy! Så er jeg tilbage, og nu med et mere kapitel! Hvad er der mon sket med luke? Og hvordan vil han ha' det, når Michael finder ham? Dam dam daaam...

Like, og kommenter, for at vise at du gerne vil have at den her bog skal fortsætte. ☺

-Luffff yuuuuu ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...