364 Days ~ Muke ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2015
  • Status: Igang
(+14 da der forekommer seksuelle scener, grimt sprog & dødsscener) Har du nogenside prøvet at skulle til et nyt land med et fly, og så have skræk for at det skulle styrte ned? Ja, Luke Hemmings lider desværre af det. Heldigvis for ham er han ikke så tit ude at flyve. men en dag, da han skal Fra Australien og til LA, sker der det han har frygtet mest. Flyet Styrter.. (drengene er ikke kendte) ps. credit til PhinePigen for det utroligt smukke cover!

15Likes
8Kommentarer
676Visninger
AA

3. 3. 3 Days, without Help.

~Michael's POV~

3 dage.

Der var gået tre dage, og der var stadig ikke kommet noget, eller nogen med hjælp.. ikke et eneste skib, eller fly. Mit håb om at vi ville blive fundet, var dalet så langt, at det snart ramte bunden.

Vi havde fordelt det, så hver nat, og dag sad der er person ved kysten, og kiggede efter bare den mindste detalje, der kunne være hjælp.

Jeg Savnede min familie..

Jeg kunne også mærke det på luke. Han var altid stille, og han sad mest for sig selv. siden den første nat, havde jeg altid ligget ved siden af ham, og jeg lade mærke til, at efter jeg lod som om at jeg var faldet i søvn, så lå han og græd, i nok 10 minutter, inden at han så hev en notesbog frem, og satte en streg i den. så gik han i seng.

om morgenen, vågnede han altid før mig, så han lå aldrig ved mig mere. som regel kunne man finde ham på kysten, hvor han sad og kiggede på solopgangen, med sine ben tæt ind til kroppen, og armene omkring dem.

Jeg gik ned og satte mig så ved siden af ham.

"vi kommer aldrig hjem, vel." sagde han så stille. jeg var sikker på at hvis jeg bare sad en halv meter længere væk så kunne jeg ikke høre ham.

"jo selvfø-" "-du skal ikke lyve! please michael. fortæl sandheden!" halv råbte han så. jeg kunne se tårene trille ned af hans kinder, og det sårede blik i hans øjne.

"jeg.. Jeg ved det ikke" sagde jeg så med et suk. han sukkede også, og lagde sit hoved på min skulder.

"hvis vi alligevel er dømt til at være her, så må vi jo lære den her ø, at kende." han sukkede stille, og rejste sig så. kort efter rejste jeg mig så også, og tog hans hånd og gav den et klem, samt et smil. "jo lad os"

~Luke's POV~

Vi var gået et godt stykke ind i den tætte skov, og jeg følte at vi ligesom bare gik uden noget at gå efter.

"seriøst, det her er kedeligt..-" "-ja det var jo ikke meningen at det skulle være sjovt, det vi gør er jo bare at lære øen at kee-" han stoppede med at tale, og det samme gjorde hans krop.

"michael hvorfor stopper du nu.." mumlede jeg, inden at jeg så hvad det var han havde set.

det var en lille dal, med en blomster eng, og en lille sø, med et vandfald over. den var skjult af de mange træer rundt om, og søen var helt gennemsigtig. der var sten rundt om søen, men lidt længere henne, var der græs. det var næsten som om at det var designet af mennesker.. 

"wow.." var det eneste jeg kunne fremstamme..

"wow" gentog michael, og kiggede så over imod mig. han kiggede så tilbage på landskabet, og trådte et skridt frem

"Det er jo fantastik.." mumlede jeg så lavt, at jeg ikke engang selv kunne høre det. Inden jeg kunne nå at sige mere, løb michael væk fra min side, og ned til vandet.

Plask!

og så var han i.

"michael!" stønnede jeg, og rullede med øjnene. det var så irriterende, at han ikke bare kunne opføre sig modent. vi var jo fanget på den her ø, og så er det man har mindst brug for, vidst at opføre sig så barnligt.

jeg sukkede så, og gik ned imod vandet, da det ikke så ud som om at han ville komme tilbage foreløbig.

da jeg var ved vandet, stillede jeg mig med hænderne i siden, og betragtede Michael, imens at han bare plaskede rundt. han spurgte så om noget med om jeg ville ved ned i vandet, men jeg sukkede, og rystede på hovedet.

inden at jeg kunne opfatte andet kom ham Ashton løbende imod os. han så ikke glad ud. 

nej, faktisk så han panisk ud.

"i to..-" stønnede han. han havde vidst løbet hele vejen. ".. jeg fik vidst ikke fat i jeres navne, nej.. det er irrelevant.. skynd jer tilbage.. dødsfald.." han bøjede sig ned, og satte sine hænder på knæende, mens at han forsøgte at få vejret.

"hvem?" sagde jeg forbavset. det var jo helt forfærdeligt..

"kendte ikke hendes navn. men hun var en pige på ca. vores alder.." sukkede han. "men hun ville nok alligevel ikke overleve uanset hvad.. hun havde aids.." han pressede sine hænder imod sine knæ, sidste gang, inden at han rejste sig, og kiggede imod mig.

"hvordan vidste i at hun havde aids?" spurgte michael der nu var kommet op af vandet.

"hendes... *støn* kæreste skulle med hende til læge i LA" han var stadig forpustet. det var det eneste jeg lagde mærke til. jeg bed mig i læben, og rynkede mine bryn. det gav mig en underlig følelse i maven. forestil dig at se din elskede dø, og vide at man intet kan gøre for at stoppe det.

så vi løb tilbage imod lejeren, og det første der mødte os, var ham der drengen, med sin kæreste. tårende silede ned af hans kinder. hun var i hans favn, og han sad med hendes hånd og nussede den. det var tydeligt at hun allerede var død.

jeg kiggede ned i jorden, og gned mine øjne. det var forfærdeligt at ikke kunne hjælpe. det var jeg ellers så vant til.7

jeg kiggede så over på michael.

vi vidste begge to, at det her ikke var det første dødsfald, men heller ikke det sidste.

♥♥♥

Yo! Hvad syntes i? ved godt at det ikke er super langt, men jeg havde ligesom ikke rigtig overskud til andet.

men håber at i kan li' det.

Hvad syntes i?

-Marie ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...