Memory Loss -One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Igang
"Ellie du er vågen, jeg troede aldrig du ville vågne op af komaen" nærmest råbte en lyshåret dreng. Jeg kiggede forvirret rundt, imens en masse damer i hvidt tøj løb ind på min stue og justerede på alt grejet som var forbundet tl mig. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg var endt her. Det sidste jeg husker er min 7 års fødselsdag. Hvorfor var mine forældre eller søskende her ikke? Hvorfor var her kun en lyshåret dreng og en masse fremmede mennesker i hvidt tøj. Det sidste jeg husker er den lyshårede drengs tåre der triller ned af hans kinder. Derefter bliver alt sort igen. Mød Ellie Summers på 20 år og Niall Horans kæreste igennem flere år. I år 2014 kører Niall Horan og Ellie Summers galt, hvilket resulterer i at Ellie Summers får hukommelses tab. Niall prøver desperat at hjælpe Ellie med at genvinde hendes hukommelse, dog er hukommelses tabet ikke deres eneste forhindring, da det er hårdt at være Niall Horans kæreste. Alle vil enten være dig eller dræbe dig.

37Likes
25Kommentarer
1904Visninger
AA

2. Udskrevet

1 uge senere: 

En af lægerne kom som sædvanligt ind og tjekkede min tilstand. Dog havde han i dag en ny meddelelse. Jeg var klar til at tage hjem, og derved blive udskrevet.

Eftersom min familie var død, jeg var over 18 og jeg åbenbart havde en lejlighed i mit og Nialls navn, skulle jeg nu flytte hjem til en nærmest fremmede. 

 

Der var stille i bilen på vej “hjem” til lejligheden i London. Niall kiggede nervøst ud på vejen og skævede engang imellem til mig, som sad ved siden af ham. 

Efter en tur der føltes alt for lang ankom vi endelig til lejligheden. Lige idét jeg trådte ind i lejligheden, kom en velkendt duft mig i møde. Dette sted var bekendt på en eller anden måde, som jeg ikke kunne beskrive. 

Jeg hvilede min hånd på køkkenbordet og blev pludseligt overrumplet af et minde: 

*En fyr, hvis ansigt jeg ikke kunne huske, holdt om mig imens jeg hakkede grøntsager på dette køkkenbord. Musik kørte i baggrunden og vi grineden af et eller andet jeg ikke kan huske. pludselig ringede telefonen. Det var politiet. Der havde været et flystyrt, han spurgte derfor om jeg kendte følgende: Kate Summers, Peter Summers og Lilly Summers. Det gjorde jeg desværre det var mine forældre og lillesøster. Jeg tabte telefonen og brød grædende sammen i drengens favn.*

Jeg fjernede min hånd fra køkkenbordet imens en tåre trillede langsomt ned af min kind. 

Niall kiggede overrasket op på mig, da det gik op for ham at jeg græd. Han løb over og omfavnede mig med et kram. Jeg skubbede ham hurtigt væk og løb indtil jeg nåede et værelse med en stor dobbeltseng. Jeg kastede mig på sengen og græd. 

Jeg græd fordi jeg havde mistet min familie, fordi jeg nu boede sammen med en fremmede og fordi at jeg under dét kram, havde følt en bekendt følelse. Det skræmte mig. Ville jeg nogensinde få min hukommelse igen?

 

Jeg måtte have været faldet i søvn, da jeg lagde mig i sengen i går aftes, eftersom solens stråler nu skinnede ind af vinduerne i soveværelset. Jeg lå helt alene i en alt for stor seng, hvilket kun fik mig til at føle mig mere alene end før. 

Eftersom jeg ikke havde fået en rundvisning i huset, -og kun havde fået set køkkenet og stuen, havde jeg ingen anelse hvilke rum der var i denne store lejlighed. 

Jeg rejste mig fra sengen for at kigge rundt i værelset. Der var 3 døre inde i værelset; en dør som gik ud til gangen, den jeg var kommet ind af i går. De to andre døre vidste jeg endnu ikke hvor førte hen. Jeg åbnede forsigtigt og lydløst den ene dør. Bag døren var det fineste og største badeværelse. Der var både et stort karbad og en brusekabine. Alt derinde var enten sort eller hvidt. Det var nok et af de mest stilede badeværelser jeg havde set, men så igen jeg har åbenbart et hukommelses tab, og ville nok ikke engang kunne huske et flottere, selv hvis jeg havde set et. 

Jeg vendte om på hælen, spændt på nu at undersøge den anden dør. 

Bag døren befandt jeg mig i et himmelsk rum. Tøj, sko, tasker og accesories så langt øjet rakte. Der var både drenge -og pigetøj herinde.

Vent, var det her ikke min og den såkaldte Nialls lejlighed? vil det så sige, at alt pigetøjet tilhører mig? Jeg løb ind i rummet og fandt et outfit. Det ble til nogle sorte skinny jeans, en hvid t-shirt og en blå skjorte. Dog hang den blå skjorte ikke ovre ved pige tøjet, men ovre ved drenge tøjet. Det var nok Nialls, men noget ved den var bekendt og da jeg fik øje på den, vidste jeg straks at der var noget specielt ved den trøje. Derfor valgte jeg den, i håb om at Niall ikke blev sur. 

Jeg gik forsigtigt ud af den tredje dør til gangen. Jeg kunne høre en svag stemme snakke. Jeg fulgte stemmen og kom ind til stuen og køkkenet, som jeg havde set i går. 

Niall sad med helt røde øjne, og snakkede i telefon. Lige da jeg trådte ind, fik han øje på mig og lagde på. Han kiggede overraskende på mig, imens hans blik vandrede op og ned af mig. Da hans blik nåede til den blå skjorte, begyndte han uhæmmet at græde og løb forbi mig, og ud af stuen. 

Jeg stod alene og forvirret tilbage midt inde i stuen. Jeg var i tvivl om jeg skulle løbe efter ham. Måske var han bare sur over at jeg lånte hans trøje? I stedet satte jeg mig bare håbløst ned på det kolde trægulv, og håbede på at Niall kom tilbage snart. Jeg har brug for nogle svar. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...