Memory Loss -One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Igang
"Ellie du er vågen, jeg troede aldrig du ville vågne op af komaen" nærmest råbte en lyshåret dreng. Jeg kiggede forvirret rundt, imens en masse damer i hvidt tøj løb ind på min stue og justerede på alt grejet som var forbundet tl mig. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg var endt her. Det sidste jeg husker er min 7 års fødselsdag. Hvorfor var mine forældre eller søskende her ikke? Hvorfor var her kun en lyshåret dreng og en masse fremmede mennesker i hvidt tøj. Det sidste jeg husker er den lyshårede drengs tåre der triller ned af hans kinder. Derefter bliver alt sort igen. Mød Ellie Summers på 20 år og Niall Horans kæreste igennem flere år. I år 2014 kører Niall Horan og Ellie Summers galt, hvilket resulterer i at Ellie Summers får hukommelses tab. Niall prøver desperat at hjælpe Ellie med at genvinde hendes hukommelse, dog er hukommelses tabet ikke deres eneste forhindring, da det er hårdt at være Niall Horans kæreste. Alle vil enten være dig eller dræbe dig.

37Likes
25Kommentarer
1913Visninger
AA

5. Konsekvenser

Niall tabte alle hans indkøbsposer og stormede derefter forbi os, ind på vores soveværelse og smækkede døren efter sig. 

“Ellie, der er noget du har misforstået her, Niall er også med i One Direction, alt hvad han har sagt er rigtigt. Jeg har kendt ham i fire år, dig lige så lang tid. I er det Hollywood par alle ser op til”

“Hollywood par, hvad skal det betyde?” afbrød jeg Harry.

“I er berømte alle elsker jer, alle One Directions fans og mange flere” sagde Harry.

Det var det Harry havde ment med at en fan havde taget billedet, hvorfor havde han ikke bare sagt det? har vi overhovedet en ven der hedder Vanessa?

Harry afbrød endnu en gang mine tanker: “Det er Niall alle dine minder er med, jeg forstår bare ikke hvorfor du husker alt andet end ham. Niall er den sødeste lad, man kan altid regne med ham. Jeg beklager meget kysset Ellie, det var det sidste du har brug for nu.” sagde Harry bedrøvet.

“Harry det var mig der kyssede dig, du skal ikke undskylde, det er mig der undskylder. Før jeg får al min hukommelsen tilbage kan jeg ikke stole på noget nogen fortæller mig. Ikke engang dig Harry, selvom jeg tydeligt husker at du er en af mine nærmeste venner. Det er for stort et sats. Du aner ikke hvordan det er ikke at kunne huske noget. Jeg prøver så hårdt. Selv hvis Niall og jeg var kærester har jeg jo lige ødelagt det hele.” Jeg holdt en kort pause, før jeg fortsatte: “Jeg tror det er bedst du går nu Harry.” 

Jeg krammede ham farvel, og før jeg vidste af det var jeg nu alene i stuen igen. Tårerne trillede ned af mine kinder endnu en gang. 

Jeg besluttede mig for at udforske lejligheden lidt, for at komme på andre tanker. 

Udover køkkenet, stuen, soveværelset, walk-in-closet og toilettet til soveværelset fandt jeg nu en dør til et andet lidt større toilet man kunne bruge uden at gå igennem soveværelset. Der var også en dør, indtil det vildeste musik rum jeg nogensinde har set. Så vidt jeg kunne se kunne man både optage musik, skrive sange og bare spille herinde. Der var lydtætte vægge, forstærkere og meget andet musik grej. 

Jeg gik videre ned ad gangen hvor der var en dør der førte til et kontor. Det så meget vigtigt ud. Der lå to computere på skrivebordet, og en masse dokumenter i forskellige mapper. jeg lukkede døren efter mig igen og åbnede den sidste dør som førte ud til en flot og stor altan. Der var lyskæder som hang rundt langs væggene og gelænderet, der var også en romantisk ude-sofa.

Eftersom det var en kold vinterdag, gik jeg hurtigt indenfor igen. Jeg valgte at se til Niall, jeg boede trods alt sammen med ham. 

Da jeg kom ind lå den stakkels lyshårede dreng, med en masse rander under øjnene og sov uroligt. Jeg valgte at tage min dyne og pude, og derefter lægge mig ned på sofaen og sove for natten.

 

Jeg vågnede ved en dør der smækkede. Jeg kiggede på uret, klokken var 5:30 om morgenen. Jeg skyndte mig hen til vinduet i køkkenet for at kigge ud. Niall kørte væk i hans Range Rover. Ved siden af mig lå en lille note på køkkenbordet: “Kære Ellie. Jeg tager hjem til Irland i et par dage, Harry burde være hos dig ved 9 tiden. xx”

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle føle omkring alt det her. Alt var så håbløst, måske havde det hele været lettere, hvis jeg ikke havde overlevet den ulykke. Pludselig fik jeg et flashback til ulykken: *En fyr, hvis ansigt jeg som sædvanlig ikke kunne se, kørte en bil, med mig ved siden af, på passagersædet, vi grinte, snakkede og havde det sjovt. Vi var på vej hen til et red carpet event. Klokken var 9 om aftenen og vi var begge dressed up i vores formelle tøj. Vi kører ud i et kryds for grønt, men pludselig kommer der en bil fra højre side af, som kører over for rødt. Bilen rammer højre side hårdt, altså der hvor jeg sad. Det sidste jeg husker er lyden af knust metal og skrig. Derefter blev alt sort.*

Jeg blev svimmel ved at tænke på ulykken og måtte sætte mig ned for at komme til hægterne igen. 

Efter jeg var kommet til hægterne rejste jeg mig op, tog et glas vand og satte mig foran fjernsynet. Før jeg vidste af det ringede det på. Jeg åbnede døren, som Niall havde skrevet var det ganske rigtigt Harry, der stod i døråbningen.

“Hvorfor besøger Niall sin familie i Irland?” Var det første jeg sagde til Harry. 

“Også hej til dig Ellie” Sagde Harry med et kækt smil. Jeg kiggede bare utålmodigt på ham. Jeg ville vide hvorfor. 

Harry forstod hurtigt hentydningen og sagde: “Niall, blev meget ked af det over kysset, og kan ikke håndtere mere lige nu. Jeg har forklaret ham situationen og at kysset kun foregik i et sekund, men lige lidt hjælper det. Han har bare brug for noget tid, og indtil da har du mig” Harry prøvede at lyde optimistisk og at virke glad, imens han sagde det. Jeg kunne dog tydeligt se at det bare var en facade.

“Er Niall sur på dig?” spurgte jeg.

“Ja, ja det er han vist” Sagde Harry, imens hans smil straks falmede.

“Du ved Ellie, selvom du har mistet noget hukommelse og først lige har fået det meste af den igen, så minder du stadig meget om dig selv før ulykken, altså personlighedsmæssigt. Jeg tror det er det der knuser Nialls hjerte gang på gang.” Sagde Harry bedrøvet.

 

4 DAGE SENERE

Dagene havde sneglet sig afsted uden Niall. Selvom Harrys selskab var dejligt og han var en af mine bedste venner, savnede jeg alligevel drengen jeg ikke kunne huske. Der var noget over ham. En connection. Hvis han fakede den, hvorfor blev han så, så ked af det, når jeg ikke kunne huske ham, eller da jeg kyssede Harry? mine tankestrøm blev afbrudt af et højt råb.

“Ellie?” Råbte Harry igennem hele lejligheden.

“Harry?” Råbte jeg tilbage.

“Niall kommer hjem om nogle timer i dag”

Jeg gik helt i chock, da han havde været væk havde jeg savnet ham forfærdeligt, men nu kom han hjem, var han stadig sur? Havde han overhovedet noget at være sur over? 

Jeg vidste ikke hvad jeg skule gøre af mig selv. Det eneste sted jeg kunne finde på at gå hen lige nu var musikrummet. Jeg havde brug for at være alene. Jeg stormede ind i musikrummet og låste mig inde. Jeg kunne høre Harrys svage kald efter mig, jeg gik længere ind i den lydisolerede del af rummet og lukkede ydereligere en dør efter mig. Der var nu helt stille. Jeg gled ned langs døren og sad op af døren, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

Lige ved siden af mig stod den flotteste akustiske guitar, jeg længe havde set. Jeg stillede mig op og gik nogle skrift hen til den.

Lige idét jeg tog om guitaren kollapsede jeg på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...