Memory Loss -One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Igang
"Ellie du er vågen, jeg troede aldrig du ville vågne op af komaen" nærmest råbte en lyshåret dreng. Jeg kiggede forvirret rundt, imens en masse damer i hvidt tøj løb ind på min stue og justerede på alt grejet som var forbundet tl mig. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg var endt her. Det sidste jeg husker er min 7 års fødselsdag. Hvorfor var mine forældre eller søskende her ikke? Hvorfor var her kun en lyshåret dreng og en masse fremmede mennesker i hvidt tøj. Det sidste jeg husker er den lyshårede drengs tåre der triller ned af hans kinder. Derefter bliver alt sort igen. Mød Ellie Summers på 20 år og Niall Horans kæreste igennem flere år. I år 2014 kører Niall Horan og Ellie Summers galt, hvilket resulterer i at Ellie Summers får hukommelses tab. Niall prøver desperat at hjælpe Ellie med at genvinde hendes hukommelse, dog er hukommelses tabet ikke deres eneste forhindring, da det er hårdt at være Niall Horans kæreste. Alle vil enten være dig eller dræbe dig.

37Likes
25Kommentarer
1910Visninger
AA

6. At huske

Pludselig kom alle minderne tilbage, imens jeg lå på gulvet. Jeg var ude af stand til at rejse mig, jeg lå som om jeg var kommet i koma igen. Alle minderne kom strømmende. Pludselig var det Nialls ansigt der kom frem i stedet for den ukendte fyr. Jeg så hvordan det var ham der havde kørt i bilen på vej til red carpet eventet, hvordan det var ham jeg havde kysset i parken og hvordan det var ham der havde holdt om mig i køkkenet, den dag jeg fik at vide min familie  var omkommet i et flystyrt. Imens alle disse minder strømmede tilbage, hørte jeg lyde udefra. Døren jeg havde låst ind til musikrummet blev brudt op, derefter blev døren indtil indspilningsrummet(det lydtætte rum) åbnet og Harry, Niall og nogle ambulance folk kom styrtende ind. Jeg blev lagt på en båre og båret væk. Alt skete i slowmotion omkring mig. Det var en stor tåge. jeg så hvordan Niall tog min hånd, det gjorde mig lykkeligere end nogensinde før. Alle minderne fortsatte med at komme tilbage, imens jeg lå som forstenet på båren. 

Det næste jeg husker er at jeg vågner op på hospitalet med Harry ved min side. 

“Harry?”

“Ellie, du er vågen!” udbrød Harry ligeså glad som et lille barn på juleaften.

“Hvad skete der?” Spurgte jeg forsigtigt Harry

“Det tror jeg mere det er mig der skal spørge dig om, jeg blev nervøs da du ikke svarede og da jeg fandt ud af at du havde låst dig inde. Vi blev nødt til at bryde døren op, hvor vi fandt dig liggende i en form for koma. Ellie, vi troede du havde taget piller… Heldigvis viste prøverne det modsatte. Din hjerne havde bare lukket sig ned, for at passe på dig. Det sker nogen gange at når hjernen føler sig for stresset og derved truet, kan den finde på at lukke ned, når så hjernen er klar igen og “faren” er drevet over, kan den starte op igen. Det er det samme der sker ved koma. Men Ellie, hvorfor låste du dig inde til at starte med?” Forklarede og spurgte Harry undrende.

“Jeg havde brug for at være alene og tænke, før jeg vidste af det besvimede jeg og lå på gulvet” sagde jeg med et smil på munden.

“Hvorfor smiler frøken Ellie ligepludselig?” spurgte Harry kækt, hans humør var tydeligvis blevet bedre.

“Harry, jeg kan huske det hele! Jeg kan huske Niall. Hvordan kunne jeg overhovedet glemme ham?” sagde jeg imens smilet på min mund blev større og større. Harry gengældte mit store smil, og før jeg nåede at sige mere åbnede døren ind til min hospitals stue. Det var Niall. Han kiggede chokeret på mig, da han så at jeg var vågen, hans øjne var røde og der var store poser under øjnene. Tænk at jeg havde forvoldt min Niall så stor en smerte. 

Jeg smilede til ham og skulle til at bringe ham den gode nyhed, men Niall kom mig i forkøbet: “Ellie, godt du er vågen. Jeg er ked af alt der er sket, så ked af det. Undskyld jeg bare stak af, det var bare svært for mig. Jeg har i stedet fundet en holdbar løsning på problemet. Jeg har købt dig din egen lejlighed.”

han holdt en kort pause, imens tårer begyndte at strømme ned af både hans og mine kinder. Mine drømme var blevet knust. Jeg kunne endelig huske det hele, men nu var det slut.

“Du flytter derover, når du bliver udskrevet herfra igen. Jeg ville ønske at jeg var stærkere, men jeg kan ikke mere Ellie… Dette er for hårdt for mig, du er mit livs kærlighed. Da jeg så dig kysse Harry oplevede jeg den største sorg, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Jeg kan ikke mere” Han kiggede ned, imens han snakkede. 

Jeg kunne ikke tro det. Det var slut.

 

Da Niall endelig kiggede op på mig, ændrede hans udtryk sig fra sørgeligt til forundret. Han kiggede længe på mig, og fulgte med hans blik tårerne som løb ned af mine kinder. Med en let og vant bevægelse rakte han over mod mig, og fjernede blidt de varme, salte tårer fra mine kinder, samtidigt med at han spurgte forundret: “Hvorfor græder du?” 

Jeg rystede bare på hovedet, skubbede hans hånd væk, vendte mig om og knugede mit hovede ned i hovedpuden, imens jeg hulkede helt ude af kontrol. Jeg kunne mærke en hånd på min ryg. Hånden som sandsynligvis var Harrys gnubbede cirkler op og ned af min ryg, i et forsøg på at trøste mig. 

Jeg kunne høre en svag hvisken: “Mate, hun kan huske det hele, jeg mener alt! hun kan huske uheldet dig og ikke mindst alle jeres minder.” Det var Harrys hvisken jeg kunne høre. Jeg prøvede at dæmpe min gråd lidt, i håb om at høre Nialls svar. I stedet hørte jeg bare skridt og en dør der smækkede.

Niall var gået. Jeg begyndte at hulke endnu mere, og først dér lagde jeg mærke til, at der ikke længere var nogen hånd der gnubbede cirkler op og ned af min ryg. Alt var ødelagt. De var begge gået.

Pludselig mærkede jeg en bevægelse i min hospitalsseng og to velkendte arme holde om mig, imens jeg blev hevet ind i en favn. Den favn kunne kun være en bestemt favn. Jeg vendte mig om og som jeg havde håbet på, så jeg Niall holde om mig. 

“Undskyld” Hviskede jeg stille til ham

“Du har intet at undskylde for, du kunne jo ikke huske mig og var forvirret! Jeg undskylder for at give op. Jeg kunne bare ikke mere, det må du forstå Ellie. Du er mit livs kærlighed, jeg kunne ikke bære, ikke at have dig som min længere… Jeg mistede alt håb! undskyld.”

Lige inden jeg skulle til at sige noget afbrød han mig igen “Dig og mig igennem alt. Intet skal komme imellem os Ellie, jeg elsker dig af hele mit hjerte og vil kæmpe for dig resten af mit liv. Lad os tage hjem” 

“Jeg elsker dig Niall, against all odds” svarede jeg igen og for første gang i lang tid var det en glædeståre der løb ned af min kind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...