Memory Loss -One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2014
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Igang
"Ellie du er vågen, jeg troede aldrig du ville vågne op af komaen" nærmest råbte en lyshåret dreng. Jeg kiggede forvirret rundt, imens en masse damer i hvidt tøj løb ind på min stue og justerede på alt grejet som var forbundet tl mig. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg var endt her. Det sidste jeg husker er min 7 års fødselsdag. Hvorfor var mine forældre eller søskende her ikke? Hvorfor var her kun en lyshåret dreng og en masse fremmede mennesker i hvidt tøj. Det sidste jeg husker er den lyshårede drengs tåre der triller ned af hans kinder. Derefter bliver alt sort igen. Mød Ellie Summers på 20 år og Niall Horans kæreste igennem flere år. I år 2014 kører Niall Horan og Ellie Summers galt, hvilket resulterer i at Ellie Summers får hukommelses tab. Niall prøver desperat at hjælpe Ellie med at genvinde hendes hukommelse, dog er hukommelses tabet ikke deres eneste forhindring, da det er hårdt at være Niall Horans kæreste. Alle vil enten være dig eller dræbe dig.

37Likes
25Kommentarer
1902Visninger
AA

10. A hostage

Ellies synsvinkel:

Jeg vågnede op i et helt mørkt rum. Jeg havde ingen tidsfornemmelse eller idé om hvor lang tid jeg havde været her. Jeg var afkræftet og sulten. 
Jeg spejdede desperat rundt i rummet, i håb om at få øje på noget som kunne hjælpe mig. Pludselig anede jeg en skygge stå og våge over mig henne i hjørnet længst væk fra mig. Skyggen bevægede sig langsomt hen imod mig, imens en svag hvisken blev højere og højere.
"tre dage og fire timer"
"tre dage og fire timer"
"tre dage og fire timer"
Stemmen blev nu mere og mere ophidset og til sidst blev hvisken til en høj og hæs råben. 
"Tre dage og fire timer, har du været her og vågner først nu!?" 
Trods mørket kunne jeg skæmme et ansigt på skikkelsen. Dog var det ikke nok til at se hvor vidt jeg kendte personen eller ej. Jeg kunne dog hører på stemmen at det var en mand, på nok omkring de 1.80cm. En varm, salt tåre trillede ned af min kind imens stemmen gentagne gange skreg den samme sætning om og om igen. 
Jeg lagde mig ned i fosterstilling, pressede mine knæ ind imod mit bryst med mine arme, og krøb mig så meget sammen som overhovedet muligt, imens jeg vuggede lidt frem og tilbage. 
Pludselig stoppede skyggen med at råbe og stilheden gav ekko i mine ører. Jeg havde aldrig lagt mærke til at en komplet stilhed havde sin egen lyd. Efter nogle minutter begyndte jeg at kunne hører et svagt åndedrag, åndedraget kom tættere og tættere på mig, indtil jeg kunne mærke hans varme, fugtige ånde imod mit øre. Mine hår på nakken rejste sig og en vammel følelse spredte sig igennem hele min krop. 
"Det var vidst den vildeste tur du nogensinde har haft gået ud med skraldet var?" Et lille fnis fulgte efter den sarkatiske kommentar. 
"Vi to skal nok blive venner, eftersom du skal være her i lidt tid, men hey du vil snart få chancen for at hjælpe lidt til" En varm hånd blev lagt på min kolde og bare arm. Hånden hev forsigtigt lidt ned i mine ærmer på T-shirten så de dækkede mere af mine arme. 
"Ja vi er jo menneskelige" hviskede stemmen, samtidigt med at et tæppe blev lagt over min kolde og rystende krop. 
"Hvad ønsker fruen at spise?"
Jeg vendte mig nu om og kiggede lige ind i nogle krystalklare blå øjne, som kunne ses i det nyligt tændte stearinlys' skær. Jeg var målløs, forventede han virkeligt at jeg svarede hvad jeg ønskede til aftensmad?
"Ja du kunne da i det mindste svare" sagde stemmen, tydeligt irriterret. 
"Overrask mig" fik jeg fremstammet, chokeret over at jeg rent faktisk havde været lidt kæphøj over for ham. Et smil formede hans røde læber, imens hans blå øjne lyste op.
"Dygtig" Sagde han muntert og rejste sig. 
Inden han gik ud tændte han en lille lava lampe som stod på et bord.
En voldsom lysstråle bændede mig, fra da han åbnede døren. Der lød kort efter et smæk og stearinlyset gik ud. Der var nu kun lavalampens skær. Skæret var dog nok til at jeg nu, for første gang, kunne danne mig et blik af rummet. Jeg lå på en lille og slidt madras, overfor mig var bordet lavalampen stod på. Det var et sofabord af glas, placeret midt i rummet. Ovre til højre stod et lille spisebord med to stole til og til venstre sås to lænestole. Det var desuden et lille natbord ligefremme, som stod lige til højre for døren, manden var kommet ind og ud af lige før. 
Jeg så en lille firkantet og tynd klods ligge lige ved siden af natlampen, på bordet midt i rummet. I det jeg forsøgte at rejse mig hurtigt og gå derover knækkede mine ben sammen under mig, og jeg ramte hårdt det kolde betongulv under mig. Jeg var vidst mere afkræftet end jeg havde troet. 
Døren in til rummet blev nu flået op og manden kom løbende ind. Han knælede ved siden af min, imens han blev ved med at spørge om jeg var okay? Han gav en tår vand og hjalp mig forsigtigt op. Da jeg endelig stod op, førte han mig hen til lænestolen og sagde at jeg kunne sidde og hvile mig lidt, så ville han rede en ordentlig seng op til mig. 
Jeg må have blundet hen, for da jeg vågnede var der mere lys i rummet og jeg kunne se en rigtig seng, stå derhenne hvor der før havde været en lille og ussel madras. Desuden kom der lys ind fra et vindue, som var over min seng. Der var en stor vindueskarm med puder og tæpper beregnet til at sidde i. Der måtte have været en mørk persienne for vinduet før siden jeg før, hverken havde lagt mærke til hverken vinduet og vindueskarmen. Nedenfor sås min seng som var hvid, med lyserødt puge og dynebetræk. Sengen eller noget af tilbehøret så hverken nusset eller pjusket ud, som det den forrige madras ellers havde set ud til at være. Udenfor skinnede solen og det var højlys dag. Jeg havde ellers været stensikker på at det havde været aften. Jeg kiggede over på bordet midt i rummet og så at klodsen stadig lå på bordet, dog med det stærkere dagslys som var kommet kunne jeg nu genkende klodsen. Det var mit cover til min iphone, som indeholdt min Iphone. Coveret forestillede to oddere som holdt i hånd, imens de flød på ryggen i vandet. Niall og jeg havde engang set en dokumentar, som viste og beskrev odderes adfærd. Selvom oddere var vilde dyr og derved ikke altid opførte sig eksemplarisk, bar de for eksempel altid én sten med dem, uanset hvor de gik hen. De havde denne sten med sig i en lille lomme, de havde i deres pels og de beholdtes den sten resten af livet, hvis det var muligt. Det der dog fangede Niall og jeg, var at når oddere havde fundet deres partner i livet, holdt de i hånd om natten imens de drev ned af floder. Dette gjorde oddere om natten, så de ikke drev væk fra hinanden og derved mistede hinanden. Dette havde virket som den dejligste love story for Niall og jeg, og til min fødselsdag for nogle år siden, havde han givet mig det cover. Siden dengang havde jeg aldrig skiftet mit cover til min Iphone.
En tåre trillede ned af kinden, ved tanke om Niall. Hvor jeg dog savnede ham så forfærdeligt ubeskriveligt meget. Hvilket mindede mig om at jeg måske kunne ringe til ham, hvis jeg fik fat på min Iphone.
Men hvorfor i alverden ville min fanger lade min Iphone ligge inde hos mig? Jeg mener hvor dum var han? Og hvor havde han overhovedet fundet den? Nå ja, jeg havde altid min Iphone på mig i min bukselomme, det må han have opdaget og taget den? men hvorfor så lægge den herinde? Det gav ingen mening? Jeg slog tankerne til side og rejste mig forsigtigt op fra lænestolen og bevægede mig langsomt over imod min Iphone. Da jeg kom hen til den tog jeg forsigtigt op og trykkede på menu knappen. Lås skærmen kom op, og jeg trykkede min kode. Jeg fik et chok da mobilen i mine hænder vibrerede. Han havde ændret min kode. Det vil sige at han kendte min kode til at starte med? Hvem var han? Jeg syntes også at jeg havde genkendt de krystal klare, blå øjne og der måtte være en grund til at han altid råbte eller hviskede, selvom stemmen, nu når jeg tænker over det, stadig lød bekendt, selvom han kun hviskede eller råbte. Jeg måtte kende ham. Det var dog umuligt at se ham helt, i det her dårlige lys. Måske hvis jeg så ham i et ordentligt lys. Det var der jeg fik den bedste idé jeg nok hidtil har haft, jeg kunne næsten høre pling lyden som karakterisere idéer i tegnefilm. Jeg ville gemme Iphonen i mine hænder og så næste gang han kom pludselig tænde lommelygten på mobilen, som heldigvis var muligt uden låse mobilen op. Jeg skubbe bare skubbe fanen op, nedefra bunden af låsskærmen på Iphonen og derved være klar til at trykke på lommelygte symbolet. Nu skulle jeg bare få ham til at komme... Han kom da jeg vågnede og da jeg faldt. Det vil sige han kom da jeg gav lyd fra mig, ved faldet. Eller kom han i virkeligheden fordi han har kameraer herinde, og derved kunne se da jeg vågnede og faldt? for jeg larmede jo ikke da jeg vågnede, men alligevel kom han som lynet? 
For at være på den sikre side, må jeg gå udfra at han har overvågningskameraer sat op herinde, jeg må derfor ikke vise ham at jeg ved det, men jeg må heller ikke vise ham, at jeg har tændt mig at tænde lommelygten. Han har dog bare set mig stå med mobilen nu, hvis han sidder og kigger med? 
Jeg lagde Iphonen på bordet, og begyndte at gå rundt i rummet og forsigtigt spejde efter overvågningskameraet, hvis der altså var et. Problemet var bare at jeg ikke måttet kigge direkte ind i det, da han så ville vide at jeg havde set det. Efter at have gået rundt i cirkler i noget tid, han måtte virkelig tro at jeg var ved at blive sindssyg, opdagede jeg endelig en lille bule som stak ud lige over spisebordet og som glimtede lidt glasagtigt. ENDELIG! Planen kunne nu fuldføres.
Jeg gik hen og tog Iphonen op og lod som om jeg prøvede at taste en kode, men da telefonen ikke blev låst op, fakede jeg at jeg lagde den ned ved siden af lava lampen, så man lige præcis ikke kunne se den, grundet lavalampen skyggede og derved gjorde det umuligt for kameraet at se om iphonen virkeligt lå der, grundet perspektivet. Istedet for at lægge den, beholdt jeg den i min hånd og i det jeg drejede rundet og begyndte at gå lagde jeg den ned i min bukselomme istedet. Han skulle nu meget gerne tro at den lå på bordet. 
Jeg begyndte nu at lade som om jeg fik det dårligt og vaklede derfor hen til sengen og lod som om jeg var ved at falde og derved måtte støtte mig på sengekantet. Til sidst kastede jeg mig ned i sengen imens jeg hurtigt fik min mobil frem, lagde den i min hånd og gemte min hånd under dynen, som jeg hev lidt over mig. Jeg håbede nu at han havde set at jeg var blevet dårlig og at han derved ville komme ind og tjekke til mig. 
Som håbet kunne jeg allerede hører hans skridt ude på gangen og da han kom ind trykkede han på en fjernbetjening, som åbenbart styrede persiennen over vinduet, der blev herved mørkt og det eneste der lyste nu var lavalampen. Han gjorde det sikkert så jeg ikke kunne se/genkende ham. Jeg var dog et skridt foran. Han styrtede med hurtigt og faste skridt hen imod sengen. Han knælede sig ned ved siden af sengen, lagde en hånd på min pande, og mumlede noget om at jeg ikke var varm, og hvordan jeg havde det? I det samme tændte jeg lommelygten under dynen, og pegede mobilen og derved lommelygten op på ham. 
Jeg tabte mobilen ned på gulvet, af bar overraskelse over hvem min kidnapper var. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
 

Nialls synsvinkel:

 Det var nu gået tre dage og nogle timer siden Ellie var forsvundet. Alt sammen fordi hun var gået ud med skraldet, som JEG havde plaget hende til at gøre. Det var ikke til at bære. Trods 3 redningshold, havde ingen fundet nogle spor, overhovedet.

Det offentlige politi bestod af det ene hold, dog havde jeg selv ansat de to andre eftersøgningshold for flere millioner indtil videre. Jeg måtte og skulle bare finde Ellie igen. 
Drengene kom tit forbi, dog lukkede jeg dem bare ude. Jeg havde ærlig talt ikke lyst til at snakke med nogle. Jeg havde også måttet aflyse nogle indspilninger for vores kommende album "Four", eftersom jeg, den ene gang jeg mødte op, brød grædende sammen og ikke var i stand til at foretage mig andet end at græde.

Folk bekymrede sig om mig, jeg havde haft adskillige samtaler med vores producers og bodyguards, ja selv Simon havde jeg været inde og snakke med, og en af hans psykologer som han havde opsat mig et møde med. Jeg var normalt ikke en type der græd og lukkede mig inde mentalt. Jeg var førhen en smilende lad, som var en åben bog.
Jeg var også begyndt at få slemme mareridt om at Ellie blev kidnappet for øjenene af mig, men jeg gjorde intet, jeg stod bare som limet til jorden og kiggede på. Hver gang jeg så vågnede, skyllede en følelse af lettelse hen over mig, eftersom at det kun havde været en drøm. Der gik dog aldrig lang tid før det gik op for mig, at det desværre ikke kun var en drøm, men at min kæreste rent faktisk var blevet kidnappet, og nu havde været væk i over 3 dage.

Politiet havde flere gange været og snakket med mig, om at de 12 første timer var altafgørende for at finde Ellie i live igen og at tilstanden derefter kun blev mere kritisk, desværre. 
Jeg brugte alle mine vågne timer på politi stationen, når jeg ikke var der, var det fordi de eller de privat ansatte eftersøgningshold var hos mig. Nogle gange "Kidnappede" drengene mig, med hjem til dem. Ja jeg sagde kidnappede. I den her tid vælger de at tvinge mig med dem hjem. De syntes åbenbart det er en god ide at "kidnappe" mig med hjem til dem, de mener at jeg får andet at tænke på. Selvfølgelig ved jeg at det her også er svært for dem, ikke mindst fordi de også kendte Ellie godt, men også fordi de ikke aner hvad de skal stille op i en situation som denne. Min familie ringede også tit og snakkede om at flyve til vores lejlighed her i London, jeg takkede dog hele tiden nej, og sagde jeg havde det fint, at hun nok snart skulle dukke op og at jeg hverken havde brug for at de dukkede op eller at de ulejligede sig på at flyve hele vejen herover.
Hele mit liv var ved at falde fra hinanden og det eneste jeg kunne var at vente. Vente på at Ellie dukkede op, eller endnu værre... At hendes lig dukkede op... 


 

Hej Marshmallows. 
Tak for alle jeres kommentarer! og UNDKSYLD UNDSKYLD UNDSKYLD at det her kapitel har været SÅ lang tid undervejs... Vælter i skriftlige afleveringer lige pt. Har 17 timers elevtimer til afleveringer i denne her uge... Og dette er endda en god uge! Jeg arbejder endda med et sundhedsprojekt hvor jeg skal træne meget oveni! Total lack of time! 
tak for jeres tålmodighed, håber i stadig er her til at læse dette kapitel! 
Som mange både har skrevet og kommenteret, savner i nogle længere kapitler og jeg har derved gjort alt for at gøre dette længere! Jeg har dog ikke rettet det heeelt igennem, da jeg bare syntes i fortjener at få det NU. Så undskyld for nogle eventuelle tastefejl? :D 
love you lots, enjoy!

xx
Ps. håber rent faktisk det er længere, da det er meget svært at se når du bare skriver det, haha :D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...