For enden af gangen

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved heller ikke hvornår, men lige pludselig sidder jeg bare her. I en taxa på vej ud i det ukendte, med min lillesøster Enja. Til et sted udenfor.

0Likes
0Kommentarer
100Visninger
AA

1. For enden af gangen

 

rejste sig over træernes kroner, og den tætte skovs duft fyldte luften. Foran skoven var et hus, det var stort og nærmest kongeligt. Træplankerne formede rummende og ud fra murende dukkede en terrasse op. Døde træer som i sin tid var slebet til søjler, rejste sig op fra terrassens gulv, og holdte taget over det. Foran huset var en lille vej. Vejen var ikke lang, så byen var lige ved siden af. Men så skete der noget. En taxi kørte på vejen, bilen kørte med besvær over de store rødder, fra træerne. Rødderne snoede sig som slanger, over det frodige sted. Taxien holdte foran huset, og der kom en mand ud. Han var en velklædt ældre herre, og han gik hen til siden af bilens bagerste dør. Han åbnede den, og to små piger gik ud derfra, og den ene af dem… var mig.

Den anden pige var min søster Enja. Hendes hår var langt og kridhvidt. Hun havde de her smukke juvelgyldne øjne, og var altid fuld af energi. Mig derimod hed Esja og havde langt sort hår, krystalblå øjne og var mere… alvorlig. Så kom der en ung kvinde ud af huset, og gik hen imod os. Hun var utrolig smuk og havde et langt sort hår med to hvide striber i hver side af det. Hendes øjne var helt havblå, og hun var helt slank. ”Velkommen hertil.” sagde hun og omfavnede os. Hun tog noget af vores bagage og vi tog det andet, sammen med chaufføren. Kvinden åbnede døren ind til hendes hus, og vi gik sammen derind. Det var et utroligt hus. Nærmest magisk. Det hele var lavet af træ og til højre var der en trappe. Dens gelænder var bølget og frisk, så man skulle tro at det havde groet ud af trappen. Tørrede rosenblade hang i tynde men naturlige snore rundt omkring i huset, og spredte en vidunderlig duft. Til venstre for indgangen var køkkenet. Dets trægulv spredte sig ud i hele huset, og på det gik en kulsort kat. Dens øjne var helt gyldne. Den gik til venstre, og ind foran Mig og Enja. Derefter gik den videre og ind bag en dør der stod på klem. ”Nu må jeg jo ikke være uhøflig… mit navn er Mara.” sagde kvinden og smilede. En hyggelig følelse bredte sig i min krop, og jeg følte det som var det mit hjem. Men det blev det også.

”Nu skal jeg vise jer lidt rundt.” Sagde Mara, og førte os op ovenpå. Da de kom op for enden af trappen, så vi en lang gang. Der var en uhyggelig stemning i gangen. Der var syv døre, og Mara startede for en ende af. Ved den første dør til venstre var vores værelse, og overfor var et gæsteværelse, og sådan fortsatte det til at de kom til den syvende dør. Men da mig og Enja troede at vi skulle ind af den, gik Mara lige hen mod trappen igen. Efter en time var chaufføren kørt, og vi havde pakket alle vores ting ud. Vi fik det første værelse til højre ovenpå, og jeg kunne ikke lade være med at glide mine fingre over gelænderet, når jeg gik op og ned af trappen. Da jeg var kommet op på værelset så jeg Enja. Hun sad og legede med sine dukker, og jeg gik hen til hende. Et lille stykke senere fik hun ideen af at vi skulle lege gemmeleg. Det endte med at jeg skulle gemme mig, og jeg skyndte mig væk fra hende imens hun talte. Jeg løb nedenunder og ind mod rummet foran husets indgang. Det var en stue, og på gulvet lå et skin fra en ko. Oven på skinnet stod en stol og et bord. Jeg løb til højre, og skyndte mig ind igennem en anden dør, og derinde var et mindre bibliotek.

 

Der var en stor bunke kasser foran en af bogreolerne i biblioteket. Jeg gemte mig bag dem, og ventede på at hun kom. Men hun kom ikke. Der var ikke en lyd, og jeg kunne ikke høre hende tælle til 30. Jeg vendte mig om for at sidde lidt bedre, og lige da mit blik gled hen over bøgerne, var der noget blankt der skar i mine øjne. Jeg kiggede efter hvad det var. Det var noget inde bag bøgerne… noget der havde fanget solen, og sendte de skarpe stråler lige i mine øjne. Jeg flyttede nogle bøger, og så en lille æske med pynt af noget, der kunne ligne sølv. Jeg tog den ud, og undersøgte den lidt nærmere. På sølvet var der detaljerede mønstre og symboler, og den var helt blank. ”Fundet!” råbte Enja bag mig, og jeg rejste mig op. ”Nå… skal du ikke til at tælle nu?” spurgte Enja, og grinede. ”Prøv lige at se den her.” sagde jeg, og vendte mig mod hende. ”Hvad er det?” spurgte Hun. ”Jeg fandt den inde bag bøgerne.” svarede jeg, og viste den til hende. ”Nej hvor er den fin!” udbrød Enja, og tog den ud af hænderne på mig. Hun åbnede den forgæves, og da jeg spurgte om jeg ikke skulle prøve at åbne den sagde hun: ”Nej!” Til sidst tog jeg den ud af hænderne på hende, og lod hende ikke få den. ”Giv mig den!” råbte hun, og jeg løb. Men hun var lige bag mig, og jeg skyndte mig op af den flotte trappe. Jeg lagde min venstre hånd på gelænderet, og holdte æsken med den højre. ”Giv mig den! Giv mig den!” lød det fra hende, og jeg løb ind på vores værelse. Vi hoppede op på sengen, og jeg så igen lidt nærmere på den. Så slog jeg et lille hængsel fra, og åbnede æsken. Inde bag sølvet var to små røde puder, der var sat fast på de to åbninger, og oven på de to åbninger lå en sølvnøgle. Den var dobbelt så detaljeret som æsken, og jeg tog den med et snuptag, og gav æsken til Enja. ”Jaaa!” udbrød hun glad og begyndte at lege med den.

”Nu hvor at den her nøgle var gemt så godt væk, tror du så ikke at det var en hemmelighed at den var der?” spurgte jeg og så på Enja. Hun gjorde store øjne, og hoppede halvvejs op på mig. ”Og hvis der er en nøgle, så er der en dør.” svarede hun og smilede.

Mørket faldt på, og det var sent om aftenen. Vi fik aftensmad, og jeg havde aldrig i mit liv smagt noget mad der var så godt. Vi fik gode ben med ovnbagte kartofler. Brun sovs og store saltklumper fra havet, som vi kunne drysse på maden. Efter at vi havde spist, fik vi at vide at vi skulle gå i seng. ”Hvorfor det?” spurgte Enja. ”Fordi at i har brug for det.” svarede Mara. ”Øv.” lød det fra Enja, og sejren gik til Mara. Jeg havde aldrig oplevet før, at Enja var så let at få i seng. Og endda uden et langt skænderi. Vi gik op af trappen, og jeg mærkede gelænderet. Da vi var kommet ovenpå gik vi til højre og ind på vores værelse. Vi tog vores overtøj af, og i bare fødder og nattøj, gik vi under dynen og lagde os til at sove. ”Hvor er her skønt… vi ved lige hvor køleskabet er, og tæpperne og dynerne er varme.” hviskede jeg med lukkede øjne og faldt i søvn.

”Esja?” lød det fra Enja. ”Jeg kan ikke sove.” jeg åbnede irriteret øjnene og kiggede træt på hende. ”Nå.” svarede jeg, og så hvordan månen skinnede ind igennem vinduet. ”Jeg kan ikke vente med at finde ud af, hvor nøglen passer.” sagde hun og kiggede op på loftet, og begyndte at tælle knasterne i træet. ”Skal vi ikke bare gøre det nu?” spurgte Enja. Jeg så med overraskede øjne på hende. ”Nu? Vi for ballade for det!” svarede jeg. ”Vi kan jo alligevel ikke sove.” sagde hun og vendte sig imod mig. Der var et stykke tid, hvor vi slet ikke sagde noget. Det var ikke fordi vi sov, for vi var lysvågne.

”Jeg keder mig.” lød det fra Enja, og jeg satte mig med et sæt op i sengen. ”Okay!” udbrød jeg og kiggede opgivende på hende. ”Skal vi?” spurgte hun, og som om hun ikke var vågen nok, blev hun helt frisk. Hun kiggede på mig med lysvågne øjne, og stod på alle fire. ”Ja.” svarede jeg og rejste mig fra sengen. Hun hoppede ud fra sengen med et stort bump, og jeg tyssede på hende.” Vi skal være helt stille.” hviskede jeg til hende, og holdte min pegefinger for munden. ”Okay.” hviskede hun til mig.

Vi listede ud fra værelset og ud på gangen. Den var helt mørk, og stemningen i gangen var langt værre, end da vi første gang så den. Der var et billede af en ældre herre, som stirrede på mig og Enja. Det var lidt… som om han læste vores tanker. Hver en lille ide vi fik, vidste han. Jeg fik kuldegysninger ned af ryggen, og kiggede væk. ”Okay… vi har prøvet køkkenet, stuen og biblioteket. Det eneste vi mangler er her.” hviskede jeg. ”Der er ikke nogle døre inde på vores værelse.” sagde Enja, og kiggede på mig. ”Jamen så prøver vi her.” sagde jeg, og gik hen mod døren overfor vores eget værelse. Jeg tog forsigtigt min hånd om håndtaget, og trykkede det ned. Døren gik op, og vi trådte ind i rummet. Jeg havde først nu lagt mærke til hvor uhyggelige rummende er. ”Der er heller ikke nogle døre herinde.” sagde jeg hurtigt og lukkede døren. Det var der heller ikke ved den næste, eller alle de andre døre. Men der var en. Døren for enden af gangen. Den der var længst henne, skjult i mørket. Jeg gik derhen imod, og så forsigtigt at jeg nogensinde havde kunnet, trykkede jeg håndtaget ned. Den var låst. Jeg tog nøglen ud af min lomme, og satte den i døren, jeg drejede den, og jeg kunne høre, det jeg håbede på jeg ikke skulle høre. Et lille klik. Det klik som ville låse op for et sted jeg ikke kendte. Et sted… jeg ikke vidste hvad der vil ske. ”Åben døren Esja.” sagde hun, og jeg lukkede mine øjne. Så trykkede jeg håndtaget ned, og døren gik op.

Jeg trådte ind i mørket, sammen med Enja. Jeg holdt i hendes hånd, og det gav mig nyt mod. Rummet var fyldt med bøger, og spind i hvert hjørne. Men der var noget der fangede mit blik fuldkommen. En høj skygge. Nærmest et spøgelse, og jeg var lige ved at skrige. Den vendte sig om, og jeg kunne se personen, selv om der var mørkt, som natten uden en måne. Ansigtet var nærmest råddent, men øjnene var anderledes. Hendes højre øje var helt krystalblåt, imens det andet var helt juvelgyldent. Hendes hår var helt hvidt, og hendes negle var unaturligt lange og kulsorte. Pludselig skreg hun af os, så det skar i vores øre. Jeg tog hårdere fat om Enjas hånd, og jeg løb så hurtigt jeg kunne. Ud på gangen og ned af trappen. Som en kat vendte jeg mig hurtigt hen mod døren. Jeg åbnede den og lød ud af huset.

Men huset var ikke som før. Det var dystert og lignede et hjemsøgt slot. Den fantastiske skov var der ikke mere. Den var som forvandlet til en sump, som bare ventede på at en skulle gå derind, og blive slugt hel. Jeg løb hen mod vejen, og jeg kunne høre hvordan Enja skreg ved siden af mig. Vi var lige kommet ind i byen, og jeg følte at vi var i sikkerhed. Vi stoppede op, og så på hinanden. Uden at sige noget gik vi hen mod en bænk der var foran et blomsterbed. Vi lagde os der, og så op mod stjernerne. Der var en der havde glemt sit tæppe, som nu lå på bænken, og Enja tog det om sig. ”Hold mig i hånden her på denne klode, hvor de har sat os af. Er vi på en vinderrejse for to børn? Eller vil de bare af med os? Læg dig godt under tæppet. Her er ikke varmt, og jeg ved ikke hvor køkkenet er. Byen er tom, kan jeg se herfra.” sagde jeg, og så på hende. Der lagde en telefonboks midt ude på gaden og lyste, og om bag den kom en hund haltende ud mod horisonten. ”Jeg bryder mig ikke om stjernerne her. De er alt for store.” sagde Enja, og jeg omfavnede hende. ”Jeg skal nok holde op med at snakke.” sagde hun så, og lukkede øjnene. Det gjorde jeg også, og jeg kunne mærke at mit hjerte stadig hamrede af panik. ”Sover du?” spurgte hun så, og kiggede på mig. Jeg åbnede øjnene og sagde: ”De henter os sikkert i morgen, hvis det da ellers bliver morgen her. Så kommer vi hjem i vores egen seng… tror jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...