Remember Me | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Lara og Liam havde det perfekte forhold, indtil de får vendt op og ned på hele deres verden, da en bilulykke får Lara til at glemme de sidste par år af hendes liv. Både hendes forlovede, hendes venstreorienterede boheme-tilværelse og (gisp!) hendes klædeskab virker pludselig totalt fremmed for hende, og i stedet husker hun kun alle de dele af sit liv, hun tidligere havde lagt bag sig. Blandt andet sin familie, der ikke tillader at hun planlægger sin egen fremtid. Det er der hendes flødebolle af en kæreste kommer ind i billedet, som hun har fået af vide at hun havde et forhold til da ulykken skete. Ved en tilfældighed møder hun Liam, der stadig er forelsket i hende, og han må sætte alt ind for at genvinde kampen om Laras hjerte.

12Likes
4Kommentarer
851Visninger
AA

2. Prolog.



Hvordan er det overhovedet muligt, at føle sig nyforelsket, selv på sin 2 års dag? Jeg havde ikke forventet, at min kærlighed til Liam stadig skulle være så stor, efter så lang tid. Jeg havde selvfølgelig heller ikke forventet, den ville være mindre. Ærligt, så ved jeg ikke hvad jeg havde forestillet mig. Men jeg er om muligt blevet endnu mere forelsket i ham gennem tiden. Dog har han lige opnået, at slå benene væk under mig, en gang for alle. Ikke bogstaveligtalt, selvfølgelig.

Han havde inviteret mig ud og spise, for at fejre vores 2 års dag, for derefter at tage mig med til en Ed Sheeran koncert. Han ved hvor meget jeg forguder den mand og hans musik, så derfor mente han, at det var det mest passende sted at tage mig med han. Og jeg kan bestemt ikke klage.

Vi sad på første række, da han havde fået reserveret æres pladser til os. Koncerten havde været igang godt en time, da Ed pludselig bad Liam og jeg om at komme op på scenen. Jeg havde været overrasket, og troede bare det var en del af det, - hvilket det jo også var. Men der på scenen, foran flere tusind fans, gik Liam på knæ og friede til mig. Jeg var så rørt til tårer, og der var vidst slet ingen tvivl om, hvad mit svar var.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle forloves som 19 årig. Men alting ændrede sig bare fra dag et, da jeg mødte Liam. Jeg vil ikke ligefrem sige, at det var kærlighed ved første blik. Men jeg har altid vidst, at han var noget særligt, og derfor var jeg heller ikke i tvivl om mit svar, da han sad der på knæ foran mig.

"Du ser glad ud." Liams stemme rev mig ud af mine tanker, da vi sad i bilen på vej hjem fra koncerten. Først der opdagede jeg, at jeg havde et stort smil på læberne, så jeg kunne nok ikke ligefrem lyve og sige, at jeg ikke var glad. Sandhenden var, at det er jeg. Og mere end det.

"Glad? Prøv med lykkelig!" hvinede jeg nærmest, så han lod et lille grin udslippe sine perfekte læber. Jeg lænede mig over mod ham, for at plante et blidt kys på hans kind, men i selv samme øjeblik som mine læber ramte hans hud, mærkede jeg et bump i min mave, hvilket fik mig til at trække mig væk igen.

"Liam, hun sparker!" udbrød jeg overrasket, da det var det første jeg sådan rigtig havde mærket af livstegn fra min mave. Eller jeg havde da mærket noget, men fordi det var første gang jeg var gravid, var det svært for mig at sige, om det var et spark eller hvad det var. Men denne gang var jeg ikke i tvivl. Uden at give ham nogen mulighed for at svare, tog jeg fat i hans hånd, for at ligge den ovenpå min mave.

"Jeg kan ikke mærke noget, darling." svarede han og kiggede kærligt på mig et øjeblik, inden han rettede sit blik ud mod vejen igen, stadig med sin hånd på min mave. Et par sekunder efter kom der endnu et bump der inde fra, hvilket fik ham til at udvige sine øjne, og et stort smil kom frem på hans læber. "Åh gud, der er faktisk liv der inde!"

Jeg er sikker på, at jeg ikke kunne være mere lykkelig. Jeg havde den perfekte forlovede, som også er far til vores kommende datter. Det kan godt være, at mine forældre ikke var stolte ved tanken om, at de allerede skal være bedsteforældre, men jeg kan ærligtalt ikke være mere ligeglad. Jeg har aldrig været mere lykkelig.

"Jeg elsker dig." er det sidste jeg når at sige, efterfulgt af et højt skrig der forlader mine læber, da et skarpt lys blinder mine øjne. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en bil der er på vej lige imod os, og jeg er heller ikke i tvivl om, at der ikke er nogen måde vi kan undgå at støde ind i den.

Få sekunder efter, lyder der et højt brag, og jeg føler at jeg bliver kastet tilbage i mit sæde og dernæst er alt helt mørkt og stille...


 


 

Halvanden uge senere..

Jeg var vågen, men jeg følte at mine øjenlåge vejede et ton, og gjorde det derfor næsten umuligt for mig at åbne mine øjne. Jeg hørte et snøft og en svag hulken, hvilket fik mig til at undre mig. Derfor fortsatte jeg med at kæmpe med at åbne mine øjne, så jeg kunne se hvad der foregik.

Efter et par lange sekunder, lykkes det mig at åbne mine øjne, men da lyset nærmest blændede mine øjne, blev de hurtig lukket igen. Jeg glippede med øjnene, for langsomt at åbne dem denne gang. Mit blik gled rundt i lokalet, der ikke virkede bekendt, men alligevel kunne jeg sagtens fortælle hvor jeg var.

Hospitalet.

Men hvad lavede jeg her? Jeg havde ingen anelse om, hvad der kunne være sket. Men noget sagde mig at det måtte være alvorligt, da jeg hørte endnu et hulk, hvilket mindede mig om at jeg stadig ikke havde fundet ud af, hvem det var der græd.

Jeg drejede mit hoved langsomt til højre, hvor jeg fik øje på en fyr der havde sin hånd i min, samtidig med at han hvilede sit hoved mod sengens madras, så det gjorde det umuligt for mig at se hvem det var. Ud fra det jeg kunne se af ham, lignede han ikke umildbart en jeg havde set før. Men hvorfor skulle en fremmede fyr sidde og græde over mig?

For at gøre ham opmærksom på at jeg var vågen, gav jeg hans hånd et lille klem. Mest af alt fordi, at jeg ikke havde krafter til andet. Det gav et gip i ham, så han rettede sig op i stolen han sad i.

"Lara, du er vågen!" sagde han da hans brune øjne kiggede ind i mine. Han lignede en der ikke havde sovet i flere dage, hvis ikke uger. Men ikke en gang selvom jeg kunne se hans ansigt, så han velkendt ud. Jeg er sikker på, at jeg aldrig havde set ham før.

Han var hurtig til at trække i en snor der hang ved min seng, og ikke mange sekunder efter kom der en læge ind. Da han så at jeg var vågen, tilkaldte han flere læger og sygeplejersker, som straks gjorde mig fri fra den sonde, som jeg havde ned gennem min hals. Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til at den havde været der, men da den var væk, føltes det alligevel befriende, selvom min hals var øm.

"Hvordan har du det?" spurgte en læge, og da jeg åbnede min mund for at svare, kom der intet ud. Han var hurtig til at række ud efter et glas der stod på mit sengebord og rakte det frem mod mig, for at hjælpe mig med et drikke.

"F-fint, tror jeg." min stemme var hæs og næsten hviskende, men jeg gik ud fra at det var meget normalt, når jeg havde haft en slange ned gennem min hals, i gud ved hvor lang tid. Jeg anede jo slet ikke, hvor længe jeg havde ligget med den.

"Har du ondt, eller noget?" spurgte lægen, hvilket fik mig til at ryste svagt på hovedet. "Godt, ellers må du sige til."

"Hvad er der sket?" spurgte jeg, da jeg undrede mig ret mig over, hvorfor jeg lå på hospitalet. "Og hvor er mine forældre?"

Det sidste spørgsmål, så ud til at forvirre den fyr, der havde holdt mig i hånden da jeg vågnede. Jeg kunne ikke rigtig komme med et svar på, hvorfor det skulle forvirre ham. Det var vel meget normalt, at man spørg efter sine forældre når man er på sygehuset.

"Du har været ude for en bilulykke, og du har ligget i koma i halvanden uge." fortalte lægen, så jeg kiggede på ham i vantro. "Og dine forældre sidder ude i venteværelset, skal jeg hente dem?"

Jeg nikkede som svar, hvorefter han med et lille smil gik ud af døren. Et par minutter efter kom han ind igen, med mine forældre lige i hælene.

"Åh min skat, du er vågen." sagde min mor med en skrøbelig stemme, og var straks henne ved siden af mig for at tage fat i min hånd. Min far stillede sig hen ved siden af hende, for at lukke sin hånd omkring begge vores hænder.

"Hvorfor kan jeg ikke huske noget fra ulykken?" spurgte jeg, da stilheden havde lagt sig over os.

"Kan du slet ikke huske hvad der skete?" spurgte fyren, så mit blik røg hen på ham igen. Havde han været indvolveret i samme ulykke, var det derfor han var her?

"Nej, og undskyld, men hvem er du?" i det samme spørgsmålet forlod mine læber, fik han et panisk udtryk i øjnene og kiggede kort hen på lægen.

"Du.. Du ved ikke hvem jeg er?" spurgte han og kiggede endnu en gang på mig, på kanten til at bryde ud i gråd. Jeg lod mine øjne studere hans ansigt lidt nærmere, inden jeg langsomt rystede på hovedet.

"Beklager, men jeg mindes ikke at have set dig før." og det var alt der skulle til, for at få en tåre til at ryge ned af hans kind.

Han rejste sig op fra stolen han sad på, for at gå hen til vinduet så han stod med ryggen til mig. Jeg var i den grad forvirret over hans reaktion.

"Hvad foregår der?" spurgte min mor, med stemmen fuld af forvirring.

"Kan du fortælle mig, hvad dit fuldenavn er?" spurgte lægen og kiggede på mig.

"Lara Rosalia O'Connor."

"Okay, godt. Og hvor gammel er du?"

"14 år." svarede jeg, så mine forældres hænder strammede sig om min hånd, og et hulk lød fra fyren som jeg stadig ikke havde fået navnet på. Lægen der stod overfor mig, fik et bekymret udtryk i ansigtet, hvilket fortalte mig at jeg måtte være forkert på den.

"Lara, du er 19 år." fortalte lægen roligt, men det fik mit indre til at freake helt ud. Hvordan var det muligt? Jeg mindes ikke, at jeg skulle være fyldt 19 år, jeg kan ikke en gang huske jeg skulle være blevet 15. "Kan du fortælle mig, hvilket år det er?"

"2009."

Ud fra hvordan både mine forældre, fyren og lægen reagerede, kunne jeg fortælle, at jeg måtte have ramt forkert igen.

"Det er 2014." fortalte lægen. Jeg lukkede mine øjne, i et forsøg på at finde ud af hvad der foregår, men jeg kunne ikke komme frem til noget. Hvorfor kunne jeg ikke huske de sidste 5 år af mit liv? Det var jo vanvittigt.

"Vil det sige, at hun.. Hun.." min mors stemme tonede langsomt ud, og en tåre røg ned af hendes kind. Min far lagde en hånd på hendes skulder, for at berolige hende.

"Ja det lader til, at Lara har mistet 5 år af sin hukommelse. Men vi bliver nødt til at undersøge hende grundigere." fortalte lægen med blikket mod mine forældre.

"Vil der være nogen mulighed for, at hun kan få sin hukommelse tilbage igen?" spurgte fyren, inden mine forældre kunne nå at sige noget. Jeg lod mit blik køre hen på ham, der allerede stod og kiggede på mig, med tårer ned af kinderne.

"Det vil tiden vise sig." var det eneste svar som længen kunne komme med.

"Det er nok bedst, hvis du går nu, Liam." lød det fra min mor, så jeg kiggede mod hende og så, at hun stod og kiggede mod ham fyren, der åbenbart hed Liam.

"Det.. Det kan du da ikke mene!" udbrød han, så mit blik endnu en gang landede på ham. Han så både helt frustreret og ødelagt ud, som om at han havde miste sit kæreste eje. Det gjorde helt ondt på mig at se ham sådan, selvom jeg ikke vidste hvem han var.

Han kiggede skifte vis frem og tilbage mellem mine forældre, der bare forholdt sig tavse. Så hans blik landede endnu en gang på mig, og lod sine øjne bore sig ind i mine. Jeg kunne tydeligt se smerten der var indebag dem, og det fik mig næsten lyst til at græde.

Da jeg heller ikke kom med noget svar, som han tydeligt søgte efter, nikkede han lidt for sig selv og trådte hen ved siden af mig. Det så ikke ud til at behage min mor, men det så han tydeligvis ud til at være ligeglad med. Overrasket blev jeg, da han greb fat i min hånd og lænede sig ned mod mig og kyssede mig i panden. Inden han trak sig væk fra mig igen, mærkede jeg at han pillede ved min finger, eller nærmere ved den ring som jeg havde på.

Han trådte et par skridt væk fra sengen jeg lå i, stadig med sit blik på mig. Det stod nok tydeligt for ham, hvor forvirret jeg var, over at en fremmede skulle være sådan over for mig. Men han sagde ikke noget. Han drejede om på hælene og gik hen mod døren, og inden han trådte ud af den, kiggede han sig over skulderen så vi endnu en gang fik øjenkontakt. Han mumlede et eller andet, som jeg til min store irritation ikke fik fat i, inden han forsvandt.

I flere minutter sad jeg bare og kiggede mod døren, som han var forsvundet ud af, samtidig med at jeg pillede ved ringen på min finger, som han havde gjort det før.

"Hvem var han?" hviskede jeg, da han da måtte have haft spillet en rolle i mit liv inden jeg fik hukommelsestab. Ellers ville han da ikke have opført sig sådan.

"Det er ikke vigtigt skat, det vigtige er at du er vågen!" svarede min mor og kyssede mig på kinden. Jeg forsøgte at smile, men følte ikke rigtig at der var noget at smile af, så det blev ikke til andet end en grimasse.

Jeg kunne ikke få ham Liam ud af hovedet, hans tårevældende øjne sad nærmest fast i min nethinde, og jeg havde virkelig brug for at vide hvem han var.




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...