Remember Me | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Lara og Liam havde det perfekte forhold, indtil de får vendt op og ned på hele deres verden, da en bilulykke får Lara til at glemme de sidste par år af hendes liv. Både hendes forlovede, hendes venstreorienterede boheme-tilværelse og (gisp!) hendes klædeskab virker pludselig totalt fremmed for hende, og i stedet husker hun kun alle de dele af sit liv, hun tidligere havde lagt bag sig. Blandt andet sin familie, der ikke tillader at hun planlægger sin egen fremtid. Det er der hendes flødebolle af en kæreste kommer ind i billedet, som hun har fået af vide at hun havde et forhold til da ulykken skete. Ved en tilfældighed møder hun Liam, der stadig er forelsket i hende, og han må sætte alt ind for at genvinde kampen om Laras hjerte.

12Likes
4Kommentarer
854Visninger
AA

4. Kapitel 2.



Laras synsvinkel:

Klokken nærmede sig 13:30 og det var lykkes mig, ikke at komme ud af sengen endnu. Jeg havde ligget og læst, og derfor var tiden fløjet fra mig. Men jeg mindede mig selv om, at jeg skulle mødes med Louis og Niall om en halv time, og derfor fik jeg lagt bogen fra mig og rejste mig fra sengen.

Jeg fandt et tilfældig sæt tøj fra mit skab, som bestod af intet andet end et par sorte leggins og en lang hvid top, der lige akkurat dækkede min røv. Mit hår blev børstet igennem, hvorefter jeg satte det op i en rodet knold for så at gribe ud efter min telefon inden jeg forlod mit værelse.

Mine forældre var på arbejde og min lillebror i skole, så jeg var efterladt helt alene hjemme. Det var også derfor, at jeg kunne tillade mig at blive i sengen så længe, ellers var jeg blevet bedt om at forlade den for flere timer siden. Mine forældre ville så gerne have, at jeg skulle ud og være lidt social, men det skete for det meste kun, når min søster eller Kevin var involveret.

Derfor måtte mine forældre være stolte af mig i dag, når jeg havde en aftale, der ikke havde noget at gøre med min seng og en bog. Dog havde jeg ikke fået fortalt dem noget om drengene, ikke en gang at jeg havde en aftale. Men det måtte jeg fortælle dem senere.

Jeg fandt min vej nedeunder, hvor jeg stak i mine sko, greb ud efter mine nøgler og smuttede ud af døren.

Hotellet som Louis havde givet mig adressen på, lå et kvarter væk hvis jeg gik, og da vejet var perfekt, valgte jeg selvfølgelig at gå. Det var vel i sidste ende også hurtigere, end at skulle vente på bussen, og så sparede jeg også de penge.

Da jeg kom frem til hotellet, stod der en masse skrigende fans ude foran, som jeg lige med nød og næppe kunne mase mig forbi så jeg kunne komme ind. Jeg gik hen til receptionen, hvor en lidt ældre dame sad.

"Hej. Jeg har en aftale med One Direction, så kan du fortælle mig hvilket værelse de bor på?" spurgte jeg. Faktisk vidste jeg ikke, hvorfor Louis ikke bare havde skrevet det til mig, så jeg kunne slippe for at spørge om det.

"Ja, ligesom de andre femhundrede piger der står der ude foran hotellet. Det sker ikke. Ingen kommer forbi lobbyen uden en værelses nøgle. Så nu kan du enten gå selv, eller jeg vil få sikkerheds vagterne til at følge dig ud." forklarede damen, og lød som en der var ved at være godt træt af fans, der ville gøre alt for at komme til at møde drengene

"Det vil ikke være nødvendigt." sagde jeg venligt og trak min telefon op af lommen. Damen i receptionen fulgte med i mine bevægelser, som jeg fandt Louis' nummer og fik ringet ham op.

"Hallo?" lød Louis' britiske accent i den anden ende.

"Hej Louis, det er Lara." fortalte jeg, så damen kiggede på mig i vantro, som om hun troede at jeg stod og foretog et fake opkald.

"Hey Lara." svarede han. "Er du ved at være her?"

"Ja, men damen i receptionen vil ikke lade mig komme forbi lobbyen. Så jeg håbede at du ville være i stand til at overbevise hende om, at jeg faktisk har en aftale med jer." svarede jeg med mit blik på damen, der så ud til at kunne springe hvert øjeblik det skulle være.

"Åh jo, selvfølgelig. Jeg ringer der ned med det samme. Giv mig et halvt minut."

"Tak Louis." svarede jeg med et smil og lagde på. Min telefon blev lagt tilbage i lommen, inden jeg gav damen min opmærksomhed igen. "Han burde ringe om 3.. 2.. 1.."

Og som om jeg rent faktisk lige præcis vidste hvornår han ville ringe, begyndte telefonen i receptionen at ringe i det samme. Hun kiggede frem og tilbage mellem telefonen og jeg, inden hun valgte at tage den.

"Hallo?" sagde hun ind i telefonen. "Ja.. Okay, jeg forstår. Jeg vil sende hende op." hun lagde på igen og kiggede på mig. "Jeg er frygtelig ked af ulejligheden, du kan finde dem på værelse 478."

Jeg takkede og fortalte at det var helt iorden, inden jeg gik over til elevatoren. Da jeg kom op til den rigtige etage, trådte jeg ud og fandt hurtig værelse 478 og bankede på døren.

Der gik ikke længe for døren blev åbnet og Liam kom til syne. Hans udtryk da han så mig, var uvurderlig. Han så overrasket ud, og han lignede en der ikke kunne tro sine egne øjne.

"Eh, hej." sagde jeg lidt kejtet, da vi bare havde stået og kigget på hinanden i et par lange sekunder. Det kunne jo godt gå hen og blive ret akavet, hvis vi bare skulle stå der og kigge på hinanden. Ikke at jeg ville have noget imod at blive ved med at kigge på ham, jeg mener bare, han ser jo godt ud.

"Åh hej, du eh.. Du må være Lara? Kom ind." svarede han og gik til side i døren så jeg kunne komme ind.

Da jeg havde fået mine sko af, viste han vej ind til stuen, hvor de andre drenge sad foran fjernsynet.

"Drenge, jeres gæst er kommet." meddelte Liam, hvilket fik Louis til at flyve op fra sofaen og var hurtig henne for at slå sine arme om mig i et kram, som om vi havde kendt hinanden i flere år.

"Hej Shorty." sagde han med et let grin mod mit øre, inden han trak sig fra krammet igen. Jeg kiggede lidt undende på ham, ved lyden af hans kælenavn til mig. Dog kommenterede jeg ikke på det, men valgte bare at ryste smilende på hovedet.

Niall var også hurtig henne for at hilse, og straks præsenterede han mig for de andre drenge. De alle så ligeså betuttet ud over at se mig, som Louis og Niall havde gjort igår. Det var lidt underligt.

Da alle drengene havde fået hilst på mig, greb Liam fat i Harrys arm for at trække ham med ind på et af værelserne, hvor døren blev lukket bag dem.

Han havde bestemt ikke set glad ud, og jeg var næsten bange for at det var på grund af min tilstedeværelse. Jeg håbede ikke, at han havde noget imod at jeg var her.

 




Liams synsvinkel:

Da Niall og Louis igår havde fortalt, at de havde mødt Lara, var det som om at det ikke rigtig var gået op for mig. Men da hun stod der i døren, kom virkeligheden til mig. Det var så overvældende at se hende igen, velviden at hun ikke havde en eneste anelse om hvem jeg er, udover at jeg er et medlem af One Direction.

"Er du okay, Liam?" spurgte Harry, da jeg havde fået trukket ham med ind på mit værelse. Jeg havde slet ikke vidst, hvordan jeg skulle opføre mig i nærheden af Lara, og derfor var jeg nødt til at flygte for ikke at sige noget, som jeg ville ende med at fortryde. Jeg kunne jo meget let komme til at sige noget, som hun ville ende med at sætte spørgsmålstegn ved.

"Det er bare så underligt det her." sukkede jeg og satte mig ned i min seng. "Jeg mistede hende, og nu ved hun ikke hvem jeg er."

Det var egnetlig noget, som jeg bebrejdede hendes forældre for. Altså den del, at hun ikke ved hvem jeg er. Ja, hun har fået hukommelsestab, men det var dem der nægtede mig at få lov til at se hende. Sidste gang jeg så hende, var den dag hun vågnede op fra koma. Og tro mig når jeg siger, at hver dag efter det, har været et mareridt. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle miste hende på den måde. Ikke at jeg nogen sinde havde forestillet mig, at skulle miste hende. Men forstå mig ret.

Hvordan kunne hendes forældre overhovedet gøre det mod mig? Og mod deres egen datter? Vi havde været sammen i 2 år, vi ventede barn og vi var lige blevet forlovet. Men ærligt, så burde jeg have set den komme. De har aldrig brudt sig om mig, så det burde slet ikke være kommet bagpå mig, at de kunne finde på det.

"Jeg ved det er svært, Liam. Men nu er hun her, vi har kontakt til hende." sagde han og satte sig ved siden af mig. "Og hey, hun har kunne falde for dig en gang, så hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det igen? Jeg er sikker på at du sagtens kan slå benene væk under hende igen, så det kun er et spørgsmål om tid, før hendes kæreste er et overstået kapitel."

Et lille smil kom frem på mine læber. Selvfølgelig kunne hun vel falde for mig igen. Eller det var da hvert fald hvad jeg håbede på. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke kan få hende tilbage igen.

"Det er tid til at ændre strategi, og lade kampen ende retfærdig." fortsatte han og klappede mig på skulderen. "Ud og skru charmen på, loverboy, du har en prinsesse du skal have vundet tilbage."

"Men hvad nu hvi-"

"Ingen men'er. Nu har du chancen for at se hende, uden hendes forældre blander sig. Når du først er kommet ind i hendes liv igen, kan de ikke forbyde dig at se hende. Hun er trods alt 19 år. Så lad nu ikke chancen gå til spilde." afbrød han mig, og jeg kunne godt se at han havde en pointe.

Jeg nikkede og rejste mig fra sengen, og greb endnu en gang fat i Harrys arm for at trække ham med ud fra værelset igen. Et let grin undslap hans læber og sendte mig et tilfreds smil.

".. men du må ikke sige, at jeg har sagt det." hørte jeg Zayn sige da vi trådte ind i stuen igen. Laras alt for velkendte grin lød i mine ører, hvilket fik et smil frem på mine læber. Det havde jeg virkelig savnet at høre.

"Hvad er det du sidder og fortæller hende?" spurgte jeg og kiggede smilende på Lara. Jeg havde måske nok opført mig underligt, lige da hun kom. Og for at hun ikke skulle fatte mistanke om noget, måtte jeg hellere opføre mig så normalt som muligt.

"Åh, ikke noget. Slet ikke noget." svarede Zayn med et skævt smil. Han lød på ingen måde overbevisende, og han vidste det. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det noget om mig som han havde fortalt. Ikke at jeg havde noget imod det, tvært imod. Jeg ønskede kun at hun skulle lære mig at kende igen. Om det så betød, at Zayn fortalte pinlige historier om mig.

"Okay, hvis det er med den på." sagde jeg smilende og slog mig ned i sofaen ved siden af Lara. "Lad mig gætte, der er ikke nogen de har tilbudt dig noget at drikke eller noget?"

"Det skulle jeg faktisk lige til." udbrød Louis, hvilket fik mig til at slå et grin op, som hurtig blev bakket op af Lara.

"Klart." svarede jeg med et grin og lod mit blik lande på Lara. "Hvis der er noget du har lyst til, så kan du gå med ud og se hvad vi har." hun nikkede smilende og fulgte med mig ud i køkkenet, hvor jeg satte vand over til te.

"Oh, har i jordbær te?" spurgte Lara, hvilket ikke kom bagpå mig. Jeg vidste hvor stor en forkærlighed hun har for te, og alt der har med jordbær at gøre. Det var ikke noget jeg bare lige kunne glemme.

"Yep!" svarede jeg med et smil og fandt et tebrev frem og ventede bare på at vandet blev færdig.

Imens vi stod og ventede, lod jeg mine øjne scanne Lara. Hun lignede sig selv, bortset fra at sidste gang jeg så hende, havde hun en stor mave. Det var underligt, at hun allerede havde fået en flad mave igen, det var helt umuligt at se hun havde været gravid. Som om det aldrig var sket.

Og så slog tanken mig, om hun overhovedet selv vidste, at hun havde været gravid. Hendes forældre havde ikke ligefrem været begejstret, da vi fortalte dem at vi skulle være forældre. Så det skulle ikke undre mig, hvis de havde fortalt en helt anden historie, til det ar hun har på maven, efter hun fik akut kejsersnit på grund af ulykken.

"Er du okay?" hørte jeg Lara spørge, hvilket rev mig tilbage til virkeligheden. Jeg havde været så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke havde bemærket at en tåre var røget ned af min kind.

"Ja, jeg har det fint." forsikrede jeg hende om, med et lille smil. Dog så det ikke ud som om hun var helt overbevist, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke ville grave dybere i det. Hvert fald ikke før hun fik en grund til det.

Jeg tørrede min kind og drejede om på hælene så jeg kunne lave vores te, da vandet var færdig. Så rakte jeg en kop til hende, velviden at hun ikke skulle have noget i sin te. Hun tog imod den med et taknemlig smil, og fulgte med mig tilbage til de andre.

"Jamen tak for at lave noget til os andre også!" sagde Harry sarkastisk da jeg dumpede ned ved siden af ham i sofaen. Jeg tog en tår af min te og satte den fra mig på bordet, inden jeg gav ham min opmærksomhed.

"Jamen det var da så lidt, skulle det være en anden gang?" spurgte jeg, hvilket bare fik ham til at puffe til mig. Han greb ud efter min kop, så for at gøre ham lidt glad, lod jeg ham tage en tår.

"Av for pokker!" udbrød han, hvilket fik os andre til at grine. "Hvorfor fortalte du ikke, at det var varmt?"

"Hvad andet forventer du af te, Harry?" spurgte Lara grinende, som havde slået sig ned i en af lænestolene.

Harry havde ikke rigtig noget at sige til sit forsvar, så han trak bare på skulderen, hvilket vi endnu en gang grinte af.




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...