Remember Me | Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Lara og Liam havde det perfekte forhold, indtil de får vendt op og ned på hele deres verden, da en bilulykke får Lara til at glemme de sidste par år af hendes liv. Både hendes forlovede, hendes venstreorienterede boheme-tilværelse og (gisp!) hendes klædeskab virker pludselig totalt fremmed for hende, og i stedet husker hun kun alle de dele af sit liv, hun tidligere havde lagt bag sig. Blandt andet sin familie, der ikke tillader at hun planlægger sin egen fremtid. Det er der hendes flødebolle af en kæreste kommer ind i billedet, som hun har fået af vide at hun havde et forhold til da ulykken skete. Ved en tilfældighed møder hun Liam, der stadig er forelsket i hende, og han må sætte alt ind for at genvinde kampen om Laras hjerte.

12Likes
4Kommentarer
853Visninger
AA

3. Kapitel 1.



6 måneder senere..
Laras synsvinkel:

Det var nu et halvt år siden, at min ulykke fandt sted. Så man skulle nok tro, at jeg havde haft tid nok til, at vænne mig til min hukommelsestab. Men nej, ikke rigtig. Det var underligt, at der var 5 år af mit liv, som var et sort hul.

En måneds tid efter jeg vågnede op fra koma, besluttede mine forældre sig for, at vi skulle flytte til Irland, så jeg kunne starte mit liv på en frisk. Det havde længe været deres plan, at flytte der til, eftersom vi jo er der fra.

Jeg havde ikke været meget for at flytte med, hvis det betød at jeg skulle forlade mine venner. Okay, indrømmet.. Jeg kan ikke huske de venner jeg havde. Jeg mener bare, jeg måtte da vel have nogen venner. Ikke? Så vidt jeg kan huske, så havde jeg da hvert fald venner, da jeg var 14 så det måtte jeg vel også have da ulykken fandt sted. Men mine forældre kunne nærmest ikke lade det gå hutig nok, med at få pakket så vi kunne komme afsted.

"Lara?" høte jeg min mor råbe et sted nede under, hvilket rev mig tilbage til virkeligheden. Jeg rejste mig fra min seng, hvor jeg havde ligget og læst, lagde min bog fra mig efter at have lagt et bogmærke i, hvor efter jeg forlod mit værelse for at undersøge hvad min mor ville.

"Ja, mor?" spurgte jeg da jeg var kommet ned og trådte ud i køkkenet, hvor jeg fandt hende. Hun stod og kiggede i en kogebog, som hun løsrev sig fra da hun hørte min stemme.

"Kevin har forsøgt at ringe til dig, men du tog den ikke. Så han ringede derfor til mig og spurgte, om du ikke kunne smutte i kiosken efter mælk?" spurgte hun med et smil på læberne. Jeg lod et suk forlade mine læber samtidig med at jeg nikkede.

"Jo, selvfølgelig." svarede jeg og greb ud efter min pung der lå på bordet, for at ligge den i lommen på min trøje og gik så ud i gangen for at tage sko på og smuttede ud af døren.

Kevin er min kæreste, hvilket jeg har fået af vide at han har været, længe før min ulykke. Så jeg tænkte at jeg ville give ham en chance, da jeg vel trods alt har elsket ham før, så det kan jeg vel komme til igen. Dog synes jeg bare ikke, at jeg kan mærke nogen gnist mellem os.

5 minutters tid efter trådte jeg ind i kiosken, og fandt hurtig to liter mælk fra køleskabet. Jeg gik hen for at betale, fik en pose som de kom ned i, og så var jeg ellers den der var smuttet ud igen.

Det var bare ikke lige så elegant en udgang jeg fik præsteret, da jeg snublede over en person der sad på trappen ude foran døren. Så jeg endte med at kegle ned af de to trin og landede så lang jeg var på fliserne.

"Åh gud, det må du altså virkelig undskylde." hørte jeg en stemme panisk sige, og der gik ikke mange sekunder før han stod foran mig for at række en hjælpende hånd frem mod mig, som jeg tog imod.

Da jeg kom på benene igen, fik jeg set at han ikke var alene. Dog genkendte jeg dem begge, som 2/5 del af One Direction. Louis og Niall.

Det var egentlig ikke fordi, at det overraskede mig at se dem her. Niall er trods alt fra Irland, og endda fra byen hvor jeg bor. Og det ved jeg altså kun fordi, at Kevins søster er Directioner. Ellers ved jeg faktisk ikke ret meget om dem, andet end hvad de hedder.

"Det er helt iorden, der skete vidst ikke rigtig noget." svarede jeg med et smil, da jeg ikke kunne mærke nogen smerte. De kiggede begge lidt undersøgende på mig, som om de lige skulle sikre sig om jeg virkelig var okay. Og som var det planlagt, fik de begge store øjne, inden de kiggede på hinanden og tilbage til mig igen, og sådan gjorde de et par gange.

"Godt. Eh, L.. Eh, er du ny her?" spurgte Niall og lød nærmest nervøs, hvilket var yderst besynderligt. Hvorfor skulle han dog være nervøs? Var han ikke vant til at omgås med mennesker? Det skulle man da hvert fald mene, med hans stjernestatus.

"Tja, jeg kom her til for omkring 5 måneder siden." fortalte jeg. Niall nikkede og lignede en, der havde en indre krig med sig selv om, hvad han skulle sige som det næste.

"Okay, dejligt. Eh, jeg fik ikke fat i dit navn?" sagde han og modtog et puf på armen af Louis, hvilket bare fik ham til at ryste på hovedet. Uden at tænke over deres underlige måde at være på, valgte jeg at svare ham.

"Det må vidst være fordi, at jeg aldrig har fortalt det." svarede jeg, så de begge udslap et let grin, men de så ikke ud til at finde situationen særlig morsom. "Jeg er Lara."

"Hyggeligt at møde dig, Lara. Jeg er Niall, og det her er Louis." fortalte han og slog sin ven blidt på kinden. "Hvis du altså ikke allerede ved det."

"Hvem gør ikke?" spurgte jeg med et smil, som endnu en gang fik dem til at kigge på hinanden. Louis lukkede kort sine øjne, inden han lod sit hoved hvile på Nialls skulder.

"Er du så fan?" var hans næste spørgsmål, og denne gang var der et lille smil på hans læber.

"Jeg var vidst en gang fan af jer, tror jeg. Men efter en ulykke der har givet mig hukommelsestab, så kender jeg ikke ret meget til jer, udover det som jeg har hørt fra min kærestes søster." fortalte jeg. Ved ordet 'kæreste', kiggede de begge på mig, som om at det var strengt forbudt at have en kæreste i Irland.

"Oh." mumlede Louis og løftede sit hoved fra Nialls skulder igen. Jeg sendte ham et smil for at vise at det var okay, hvilket han svagt gengældte. "Vi skal være her i 4 uger, så mon ikke vi kan få gjort dig til fan igen."

Jeg kiggede på ham i vantro. Havde Louis Tomlinson virkelig lige hentydet til, at han ville bruge sin tid sammen med mig, i den tid de skal være her?

"Jeg skal ikke stå i vejen for jeres ferie." svarede jeg med et smil, da jeg gik ud fra at de var kommet her til, for at holde ferie. De kiggede kort på hinanden, inden de kiggede på mig igen og rystede ivrigt på hovedet.

"Det gør du heller ikke." udbrød de i munden på hinanden. "Hvis du har lyst, så kan vi finde ud af noget en af dagene?" fortsatte Louis, så jeg endnu en gang kiggede på i vantro, men nikkede alligevel langsomt.

"Okay, hvis i insistere." svarede jeg, så de begge lyste op i et stort smil. "Men jeg må hellere smutte, inden mælken bliver for gammel." jokede jeg, så de denne gang satte et grin op.

"Selvfølgelig. Mød os ved vores hotel imorgen kl. 14." sagde Niall, så jeg endnu en gang nikkede. Vi fik vækslet numre, så de kunne sende mig adressen til hotellet, inden vi sagde farvel.


 




Louis' synsvinkel:

"I gætter aldrig hvem vi mødte ude foran kiosken!" sagde Niall da vi kom hjem, og slog sig ned i sofaen ved siden af Zayn. Jeg var også hurtig til at dumpe ned på en ledig plads ved siden af Harry.

"Hvis vi alligevel aldrig gætter det, hvorfor fortæller i det så ikke bare?" spurgte Liam med et skævt smil, velviden at han ligesom havde vundet denne kamp.

Ærligt, så kunne jeg næsten ikke tro, at vi havde mødt Lara. Og så oven ikøbet her i Irland. Ja, jeg vidste da udmærket at hun var her fra, men det havde da ikke strejfet mig en eneste gang, at de kunne være flyttet her til. Underligt nok.

Vi var alle virkelig skuffet og kede af det over, at hendes forældre havde forbudt os at se hende efter hun vågnede op fra koma. De mente at det ville forvirre hende, at der kom så mange fremmede ind til hende. Ikke en gang Liam fik lov til at se hende, og det piner ham noget så forfærdeligt. Han har ikke været sig selv lige siden, at ulykken skete og hun endte i koma. Men endnu værre blev det, da vi fik af vide at hun havde mistet 5 år af sin hukommelse.

Niall kiggede på mig, som om han forventede at jeg skulle fortælle dem det. Men ærligt, så var jeg bange for deres reaktion. Specielt Liams, når han fandt ud af at hun hvade fået kæreste på igen. Jeg bed mig i læben og kiggede rundt på de andre drenge, der ventede spændt på at høre hvem vi havde mødt.

"Vi mødte Lara." fortalte jeg, og det var så de gyldne ord der fik både Liam, Zayn og Harry til at tabe deres kæber. I et par meget lange sekunder, var der ingen der sagde noget. Mit gæt var, at de lige skulle have ladet den fise ind på lystavlen, hvad det rent faktisk var jeg lige havde sagt.

"Lara? Er-er i sikker?" spurgte Liam, der nu havde fået tårer i øjnene. Selv efter et halvt år efter ulykken, var hun stadig et svært emne at snakke om. Hvilket vel er forståeligt nok. Hun var, og er stadig hans store kærlighed. Det er der ingen tvivl om.

"Jeg er helt sikker. Det var hende!" sagde Niall, så Liams hånd fløj op til hans mund, samtidig med at han rejste sig fra stolen for at gå hen til vinduet hvor han knaldede sin knytnæve ned i vinduskarmen.

"Jeg bliver nødt til at se hende, men hendes forældre vil aldrig tillade mig det." vrissede han for sig selv og kørte frustreret en hånd gennem sit hår.

"Du kan komme til at se hende imorgen. Hun kommer klokken 14." fortalte jeg, hvilket fik ham til at vende sig mod mig. "Men husk nu, at der ikke er nogen der må sige noget. Vi skal helst ikke forvirre hende eller skræmme hende væk."

Liam nikkede uden at sige noget, og lod sig dumpe ned på gulvet hvor han lænede sit hoved op af væggen med lukket øjne. De andre drenge var også blevet stille, og der var vidst ingen tvivl om, hvad, eller hvem, deres tanker kræsede omkring. Men det var der efterhånden intet nyt i.

"Der er bare en ting, du skal være forberedt på, Liam." sagde Niall efter lidt tid, og jeg var udmærket klar over hvad han ville sige som det næste. Derfor kiggede jeg på Liam og ventede på at bomben ville springe. "Hun har fået en ny kæreste."

Han svarede ikke, men stirrede bare tomt ud i luften inden en tåre løb ned af hans kind. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig, hvilken tanker der løb gennem hans hoved i dette øjeblik. Men jeg vidste at hvis det var mig der stod i hans situation, så var jeg ikke sikker på hvordan jeg skulle takle det. Hvis Eleanor fik hukommelsestab, fik en ny kæreste, var uviden om mig og det vi havde haft sammen, så ville min verden falde fra hinanden.


 




Bum bum, så blev historien skudt rigtig igang.
Hvordan tror i det kommer til at gå, når Lara står ansigt til ansigt med Liam? Vil hun mon nogen sinde komme til at huske ham igen? Og hvad med Kevin, vil hun finde ud af at hun aldrig har haft et forhold til ham, i sin fortid?
Følg med og find ud af det. :)


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...