OneChat - One Direction

Den 19-årige Megan Summer er en helt normal engelsk pige, der går på Easton High. Hun er ikke den mest populære, hun har ikke så mange venner, men hun er okay. Hun vil hellere være usynlig - frem for at blive mobbet hver dag. En dag overhører hun nogle piger i skolen tale om en hjemmeside ved navn OneChat, og hun beslutter sig for at prøve den. Her møder hun den søde irske dreng Niall på 21. De begynder at skrive en del sammen, men hvordan vil det udvikle sig? Opstår der kærlighed, eller vil de ligeså stille falde fra hinanden igen? Og hvad sker der, når Megan finder ud af, at Niall har glemt at fortælle hende en meget vigtig detalje om sig selv? - Dette er min første historie -

345Likes
356Kommentarer
103783Visninger
AA

19. Maroush Bakehouse pt. 2


Megan's synsvinkel

Her var jeg så – på vej til min date med Niall. Jeg havde brugt hele eftermiddagen sammen med Sophie for at finde det helt rigtige outfit. Jeg var virkelig i tøjkrise, da jeg jo ikke kendte stedet, Niall havde inviteret mig hen. Altså han havde da givet mig en adresse og et navn, men jeg havde aldrig hørt om stedet før, og der kom ikke rigtig noget frem, når man googlede det. Niall ville jeg heller ikke spørge, da jeg ikke ville have, at han skulle vide, hvor nervøs jeg egentlig var. Eller nervøs var ikke ordet. Min mave var fyldt af de vildeste sommerfugle pga. nervøsiteten, men også pga. spænding. Jeg kunne ikke vente med at se Niall.

 

   


Nå, tilbage til min gåtur. Stedet lå ikke længere end tyve minutters gang væk fra mig, så her gik jeg i min super flotte kjole, der var koral farvet og løs forneden med et mønster på den stramme overdel. Desuden var den stropløs og gik mig cirka til knæene. For at mine skuldre ikke skulle blive alt for bare, havde jeg valgt at lade mit hår hænge løst og naturligt, hvilket jeg også vidste, at Niall bedst kunne lide. Til kjolen havde Sophie lagt en lys turkis neglelak på mine negle, og jeg havde taget mine yndlingsballarinaer på. Og så må vi jo ikke glemme min vildt flotte halskæde i guld, der var helt simpel med et vedhæng i form af en node, der var belagt med små sten. Den betød rigtig meget for mig, da jeg havde fået den i fødselsdagsgave af Nicole, der var super stolt, fordi hun helt selv havde valgt den.

Outfit


Jeg drejede rundt om et hjørne og kunne nu se Maroush Bakehouse foran mig. Jeg lukkede kortet på min mobil og puttede den i lommen efter at have konstateret, at jeg ville komme cirka otte minutter for tidligt. Jeg regnede dog med, at Niall allerede ville være der.

Og rigtigt nok, i det jeg trådte ind af døren kom en tjener straks hen til mig og spurgte, om jeg hed Megan. Efter mit korte nik begyndte han at vise vej igennem restauranten, og der gik meget kort tid, før jeg så en flot lyshåret fyr sidde alene ved et bord i det ene hjørne.

Niall rejste sig i samme sekund, som han fik øje på mig, og et stort smil indtog hans læber. Det skulle ikke undre mig, hvis et endnu større smil havde indtaget mine egne læber, for han så godt nok charmerende ud. Den blå og hvid ternede skjorte stod godt til hans lyse hår, og de sorte bukser sad perfekt på hans ben. Han var endnu flottere i virkeligheden, end jeg havde kunnet se på skype.

Da jeg nåede helt hen til bordet, trak Niall mig ind i et kram, og jeg fik sagt hej til ham, da vi begge trak os lidt væk fra hinanden igen. Jeg skulle lige til at åbne munden og fortælle ham, hvor glad jeg var for at se ham, men jeg fik hurtigt lukket min mund, da jeg så, at Niall trak en hvid rose frem fra ryggen af. Hvorfor havde jeg ikke opdaget den i krammet? Lige meget. Det var den flotteste hvide rose, jeg længe havde set, og den røde farve var hurtig til at dukke op i mine kinder, da Niall rakte mig rosen med ordene: ”Fordi du ikke er som de andre, ” efterfulgt af et enormt sødt smil.

”Tusind tak, Niall. Det skulle du altså ikke have gjort, ” fik jeg fremstammet med et lille grin.

”En smuk pige skal da have en smuk blomst, ” svarede Niall og fortsatte ”Nå, men skal vi ikke sætte os ned og finde ud af, hvad vi skal have? ”

Jeg svarede kun med et smil og trak stolen ud for at sætte mig ned. Niall gjorde det samme på den anden side af bordet, og vi samlede hvert vores menukort op.

***

Det var efterhånden en times tid siden, vores mad var kommet, og vi var nu nået til desserten. Der havde på intet tidspunkt været akavet stilhed imellem os, og jeg må sige, at lyden af hans irske accent var intet mindre end bedårende. Jeg var sikker på, at jeg ville kunne sidde her i flere timer og bare lytte til hans stemme, mens jeg spiste min utroligt lækre pandekage med is.

Jeg måtte helt sikkert have Nicole med herhen en dag, for hvis der var noget den pige kunne lide, så var det pandekager – og hvis der så oven i købet fulgte is med, så var jeg næsten sikker på at få titlen som årets storesøster.

Nicole var også et af de emner vi havde været inde omkring. Eller nærmere familie. Niall havde fortalt, at han havde en storebror, der ventede barn med sin kæreste/forlovede, jeg fik ikke helt fat i, hvad de var, men det var heller ikke vigtigt. Hovedsagen var, at Niall glædede sig til at blive onkel, og at der ifølge terminen ikke var mere end et par måneder til.

Efter desserten sad vi og småsnakkede i et kvarters tid, hvorefter Niall fik fat i en tjener og betalte regningen på trods af, at jeg gentagne gange havde sagt, at han ikke behøvede betale det hele. Men som Niall selv sagde, var der dog en smule gentleman i ham, hvilket betød, at han selvfølgelig ville betale. Jeg takkede ham, og vi fulgtes ad ud foran restauranten.

Vejret udenfor var helt fantastisk, og selvom at klokken var ved at runde halv ti, var der stadig rimeligt varmt. Jeg vendte mig imod Niall for at sige tak for i aften, da jeg så, at han allerede kiggede på mig.

”Skal jeg ikke følge dig hjem? ” lød det fra ham, mens han smilede et af sine charmerende smil, der fik sommerfuglene til at flyve i maven på mig. Jeg sendte ham et lille smil, og sagde, at det måtte han da meget gerne.

Mens vi gik langs de mange huse på vejen hjem mod mig, mærkede jeg pludseligt en hånd gribe fat i min, hvilket fik mig til at rette blikket op mod ham med et stort smil, og forsigtigt flettede jeg vores fingre sammen, hvilket fik hans smil til at gro lidt ekstra. Vejen foregik i stilhed, men det var ikke en akavet stilhed. Det var en stilhed, der fik mig overbevist om, at det bestemt ikke var sidste gang, vi ville se hinanden.

 

_____________________________________________________________________________________________

Undskyld, undskyld, undskyld for at I måtte vente igen! Vi forsøger det bedste, vi kan! Vi lover, at vi nok skal prøve at blive bedre, men smid endelig en kommentar, når du synes, der er gået for lang tid! (Kommentarer med andet som fx ris og ros modtages dog også hjerteligt gerne!)

Og vi beklager også for, at kapitlet er så kort, men ja, den var lettest at stoppe der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...