OneChat - One Direction

Den 19-årige Megan Summer er en helt normal engelsk pige, der går på Easton High. Hun er ikke den mest populære, hun har ikke så mange venner, men hun er okay. Hun vil hellere være usynlig - frem for at blive mobbet hver dag. En dag overhører hun nogle piger i skolen tale om en hjemmeside ved navn OneChat, og hun beslutter sig for at prøve den. Her møder hun den søde irske dreng Niall på 21. De begynder at skrive en del sammen, men hvordan vil det udvikle sig? Opstår der kærlighed, eller vil de ligeså stille falde fra hinanden igen? Og hvad sker der, når Megan finder ud af, at Niall har glemt at fortælle hende en meget vigtig detalje om sig selv? - Dette er min første historie -

345Likes
356Kommentarer
103743Visninger
AA

31. Home time


Megans synsvinkel

 

Hej, jeg hedder Megan, og jeg flyver på verdens største lyserøde sky lige nu. Mit liv har været lidt kaos for tiden, men jeg er lige, hvor jeg aller helst vil være - i armene på verdens sødeste fyr.

 

Efter det første kys havde vi set filmen færdig.. Eller... vi havde forsøgt på at se filmen færdig. Min verden kørte rundt i hovedet på mig og trods alle mine tanker, tænkte jeg hele tiden på, hvor glad jeg var lige nu. Lige nu var alt, som det skulle være. Jeg følte mig tilpas og helt vildt glad - som om jeg var på toppen af en lyserød sky. Ikke et sekund fortrød jeg, at jeg var taget herover trods min enorme nervøsitet, inden jeg trådte ind af døren. 

Tiden var gået utrolig hurtigt, og efter filmen var blevet færdig, havde vi bare ligget og snakket. Snakket om alt mellem himmel og jord. I virkeligheden havde vi bare ligget og lært hinanden endnu bedre at kende. Alt snakken om, hvordan han havde det med at være kendt, hvordan det var at være ligegyldig i denne verden - og uden vi selv havde lagt mærke til det, havde vi konkluderet, hvor forskellige liv vi lever, og tilfældigheden i at vi to er endt med at ligge her, i den samme sofa, på vores "anden date". 

Imellem al snakken, fik jeg kigget på min telefon og gik halvt i panik over klokken. Jeg havde fortalt mor, at jeg var hjemme til mad, og idet, klokken viste 17.48, begyndte panikken at brede sig. Vi spiser altid lige omkring klokken 18.00, fordi det passer bedst med Nicoles rutine osv. Og det betyder, så at jeg har møg travlt med at komme hjem.. Niall var i gang med at sige et eller andet, da jeg rejste mig og begyndte at pakke mine ting.

"Jeg bliver nødt til at gå, mine forældre venter på mig med aftensmaden." Forvirret kiggede jeg rundt for at se, om jeg havde alle mine ting med mig, og mindst lige så forvirret kiggede Niall på mig. "Hvorfor spiser du ikke bare her? Jeg har mad nok?" 

Jeg skulle tage en beslutning, og det skulle gå hurtigt. Enten skulle jeg tage hjem og skuffe Niall - hvilket jeg ikke gad, nu hvor jeg for en gangs skyld endelig var ude. Ellers skulle jeg have nogle halv negative forældre, der allerede havde lavet mad til mig, og derfor syntes, det var træls, at jeg ikke kom hjem. Inderst inde vidste jeg, hvor meget Nicole satte pris på vores rutine med at spise aftensmad sammen og på den måde være samlet, men jeg måtte mærke efter og gøre, hvad jeg mest havde lyst til. Derfor var det egentlig ikke en svær beslutning at tage telefonen op ad lommen og sende min mor en besked med en lille undskyldning for at være så sent ude, hihi. Derefter lagde jeg mig tilbage i sofaen, og lige så stille faldt min hjerterytme tilbage til normal. Stress er bestemt ikke lige mig. 

Min mor havde egentlig svaret mig, men jeg havde ikke lige overskud til hendes mulige sure opstød, og derfor lagde jeg bare telefonen tilbage i lommen og gik ind imod stuen igen. Idet jeg skulle til at sætte mig, gik det op for mig at jeg faktisk var ved at blive sådan okay sulten. Min krop gjorde mig også opmærksom på dette da min mave højlydt rumlede. Med et lille grin gik Niall mod køkkenet og sagde: "Vi laver bare mad nu kan jeg fornemme", og jeg stod akavet tilbage i stuen og syntes, at hele situationen var en smule pinlig. 

Da det gik op for mig, at det var mindst lige så akavet at blive stående her, bevægede jeg mit sultne korpus hen imod køkkenet. Niall var i fuld gang med at finde alt muligt frem, da jeg kom derud, og fortalte mig kort og kontant, at jeg bare skulle sætte mig ned, så ville han lave maden - så det var, hvad jeg gjorde. 

Heldigvis havde Niall bare lavet en hurtig lækker salat med noget kød og sådan, så der gik ikke super længe, før jeg fik min elskede mad, og min mave stoppede med at rumle. Efter maden havde vi igen lagt os i sofaen, sat en film på, og var igen bare endt med at snakke og fortælle. Jeg var utrolig imponeret over, at jeg var så tryg i hans selskab, og jeg følte mig virkelig hjemme i hans lejlighed - hvilket gjorde, at jeg endnu mindre havde lyst til at forlade den. Tiden blev bare brugt på at hygge, se film, snakke, se mere film, snakke noget mere, putte lidt, osv. 

Desværre var det at forlade den, snart en realitet. Tiden fløj der ud af, og efter en møg hyggelig dag, var klokken omkring 22, og hvis jeg kendte mig selv ret, turde jeg ikke gå hjem, når det var alt for sent - også selvom der virkelig ikke var ret langt. Niall kunne godt se på mig, at jeg blev ved med at se på klokken og spurgte efter kort tid, om jeg var ved at skulle hjem, og til dette måtte jeg nikke. Han kiggede blot op på mig og konkluderede: "Du kunne også sove her?". Overrasket kiggede jeg op på ham, "Men jeg mangler jo alt mit gøgl, jeg har ingen tandbørste eller nattøj eller noget?", han smilede blot og sagde "jeg har en ekstra tandbørste, og du kan låne en af mine trøjer.". Uden egentlig selv at vide hvad jeg sagde ja til, fandt jeg mig selv nikke til hans tilbud og ligge mig til rette i sofaen igen med et lille smil på læben.

Den her dag havde helt bestemt ikke gjort mig ked af min beslutning om at give den her lille mus en chance til. 

_____________________________________________________________________________________________

Så blev det endelig onsdag igen, og vi håber, at I stadig ser frem til kapitlerne <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...