OneChat - One Direction

Den 19-årige Megan Summer er en helt normal engelsk pige, der går på Easton High. Hun er ikke den mest populære, hun har ikke så mange venner, men hun er okay. Hun vil hellere være usynlig - frem for at blive mobbet hver dag. En dag overhører hun nogle piger i skolen tale om en hjemmeside ved navn OneChat, og hun beslutter sig for at prøve den. Her møder hun den søde irske dreng Niall på 21. De begynder at skrive en del sammen, men hvordan vil det udvikle sig? Opstår der kærlighed, eller vil de ligeså stille falde fra hinanden igen? Og hvad sker der, når Megan finder ud af, at Niall har glemt at fortælle hende en meget vigtig detalje om sig selv? - Dette er min første historie -

345Likes
356Kommentarer
103776Visninger
AA

24. Biografen


Megan's synsvinkel

14 dage senere:

 

Der var gået 14 dage - allerede. Tanken, om hvad der var sket, og hvordan alt godt pludselig bare blev revet ud af min hverdag, gjorde mig utilpas. Jeg havde brugt langt mere tid med Nicole, end jeg havde gjort den sidste måned, og jeg var glad. Hun var den eneste, der formåede altid at minde mig fra de irriterende triste tanker om ham. Selvom jeg ikke havde hørt fra ham, siden han undskyldte mange gange, var han alligevel i mine tanker hele tiden. 

 

Dagen i dag skulle egentlig bare stå på noget hygge med Nicole. Jeg skulle på andre tanker, og der var en eller anden børnefilm i biografen, som hun gerne ville se, og jeg tog med, fordi jeg var verdens bedste søster. Ligesom de sidste 14 dage havde jeg konstant gået med min telefon i hånden, hvis nu han skulle skrive. Egentlig var det nok et urealistisk håb, eftersom det virkede ufattelig meget som om, at han inderst inde allerede havde givet op. Tanken, om at han måske havde opgivet, gjorde mig trist, da det egentlig ikke var det, jeg ville have. Alt jeg ville have var tid, og det var langsomt gået op for mig de sidste par dage. Jeg havde brug for at komme mig, at sunde mig over den "mindre vigtige" information, som for alle andre en Niall ville være oplagt at fortælle. Sandheden var bare, at jeg nok ikke ville have troet ham, hvis han havde valgt at fortælle det..

Det undrede mig ualmindelig meget, at Soph havde gjort nærmest alt, hvad der stod i hendes magt til at gnide salt i såret og samtidig sikre sig, at jeg ikke skulle gå tilbage til ham, for "hvordan kan han være så egoistisk at glemme at fortælle, at han er verdenskendt" - som hun så fint havde udtalt. Det var ikke lige reaktionen, man havde forventet.

 

Mine tanker kørte på højtryk, og jeg kom kun tilbage til virkeligheden, fordi Nicole kaldte på mig. Hun stod pænt klar og ventede på, at jeg blev klar, så vi kunne komme afsted. Egentlig havde vi ikke travlt, så bare for at drille gjorde jeg mig endnu mere langsom. Nicole trippede som bare fanden, og jeg var møg flabet og tog mig virkelig god tid. Til sidst blev hun så hysterisk, at mor blandede sig, og jeg fik fut under fødderne og blev færdig. Derefter tog jeg min søde og meget spændte lillesøster i hånden og gik ud af døren.

Hele vejen til biografen plaprede Nicole bare derudaf, og jeg lod som sædvanlig som om, at jeg var meget interesseret. Tag ikke fejl - jeg elsker min søster, men hun snakker, og hun snakker meget. Der var dog en ting, der fangede min opmærksomhed, og det var da hun begyndte at snakke om sit nye yndlingsband. Sophie havde forsøgt i nogle år at få hende til at kunne lide One Direction, og tidspunktet, for at det lykkedes. kunne ikke være mere upassende. Dog kunne jeg ikke undgå at smile lidt til det, når hun snakkede om dem, for hun lød totalt fortabt i et åndssvagt boyband.

 

Vi landede i biografen og havde fået vores billetter. Jeg havde efterfølgende været ude og købe nogle godter til filmen. Og disse godter var simple: popcorn og cola - en sikker vinder. Ud fra det, jeg havde læst i beskrivelsen og den trailer, jeg havde set, virkede filmen egentlig til at være okay. Ikke en af de utrolig kedelige børnefilm jeg flere gange havde set med min kære lillesøster ved min side.

 

***

 

Da filmen var færdig, havde Nicole og jeg en fast tradition om, at vi blev siddende i salen, indtil ALLE var gået, og vi nærmest blev smidt ud af personalet. Og som stemningen var aller bedst, og vi gik og grinte på vej ud, gik jeg selvfølgelig ind i en eller anden. Irriteret så jeg op i et par alt for velkendte, blå øjne, og mit hjerte sank til jorden igen... Niall. Nicole havde fundet en af hendes veninder fra skolen, og jeg lod hende løbe derover. Jeg havde virkelig brug for at snakke med ham.

 

"Undskyld Megan, jeg går nu." Sorgen i hans stemme var kolloenorm, og jeg havde virkelig en indre kamp med mig selv om ikke bare at kaste mig over ham. Dog lykkedes det mig at sige noget, så han ikke bare forsvandt ud af mit liv igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...