Melina *lukket*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2014
  • Opdateret: 21 okt. 2014
  • Status: Igang
Melinas søster ligger i koma efter en bilulykke, Melina er knust og bange for at hendes søster ikke vil overleve. Melina er gået i sort efter bilulykken, ingen af hendes tidligere veninder kan nå hende og lige så med psykologer og forældre. Den dag den nye mystiske fyr starter på skolen har Melina mistet alt håb om at hendes søster nogensinde vil vågne op, men det vil snart ændre sig...

2Likes
6Kommentarer
205Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Hej Melina” lyder en sød pige stemme, det er Maria. Maria var engang min veninde, hun er min veninde. Det bliver jeg nogen gange nød til at minde mig selv om, for vi har ikke været sammen siden bilulykken. Maria virker genert af at være i mit nærvær, hun kigger ned i jorden og tripper nervøst på stedet. Det her er første dag jeg er i skole efter bilulykke, før i dag har jeg nægtet, men jeg har besluttet at jeg vil give det en chance for at komme væk fra alle minderne, de lever i alle væggene, i alle billederne der hænger omkring i hele huset.
”Hej” svare jeg bare, det virker måske uhøfligt og Maria skynder sig da også at gå hen til Camilla, hun ryster på hovedet stadig med blikket rettet mod jorden.

Jeg sætter mig ned i et hjørnet af klassen, jeg vil ikke trække for meget opmærksomhed. En dreng jeg aldrig har set før kommer hen til mig, han har blond, nej næsten hvidt hår. Han har høje kindben og smalle øjne. Han ligner bestemt ikke de andre drenge der går på skolen.

”Du sidder på min plads” Siger han, hans stemme er tonløs og hans øjne tomme. Jeg kigger op på ham, betaget af hans udstråling.
”U undskyld” stammer jeg så efter en pinlig tavshed og rykker en plads hen. Jeg anstrenger mig for ikke at kigge på ham, der er noget specielt ved ham jeg ikke kan sætte fingeren på.  Han dufter af noget mærkeligt, han dufter af duft, ja af duft, himmel, sol og måne det hele på engang.

Jeg ignorere alle blikkende på mig, de kigger fordi jeg lige er kommet tilbage. De kigger som katte, med faste øjne. Mere skal der ikke til før jeg tænker på mit tilbagevendende mareridt, med katten. I der samme bliver alt mørkt omkring mig, det er en slags tåge. Jeg kan høre kattens hvisken i mit øre, men hvad hvisker den? Det kan jeg ikke høre måske vantara, jeg kan ikke høre det ordenligt. Den mørke tåge der har omgivet fordamper. Jeg kigger rundt i klassen, alle sidder præcis på samme måde, jeg har ondt i hovedet, meget ondt. Den blonde dreng jeg sidder ved siden af kigger uforskammet på mig.
”Hvad sagde du?” hvisker han til mig, med sin tonløse stemme. Hvad mener han, har jeg sagt noget?
”hvad mener du?” hvisker jeg tilbage, bange for at jeg har sagt noget højt.
”Du sagde Vantara” han virker til at være forbavset, Jeg valgte at rette min opmærksomhed mod tavlen igen. Jeg ville helst ikke tiltrække mere opmærksomhed end nødvendigt.

Det ringer ud til det lille frikvarter, jeg går ud for jeg er nød til at få noget frisk luft. Udenfor slår en kold brise i hovedet på mig, jeg skutter mig og trækker min lille jakke tættere ind til mig. Jeg kigger op i himlen, jeg kan ikke se himlen for bare store mærke tunge skyer, de driver over himlen og ligner et mørkt hav. Jeg går lidt hen af vejen, bare for at gøre et eller andet. Henne ved hjørnet sidder en kat og stirre stift på mig. Jeg stirre tilbage, ind i kattens gule øjne.

Jeg kan dufte noget, bare et lille pust op i næsen og så står han ved siden af mig: den blonde dreng.
”Ved du hvad Vantara er?” spørger han med lav stemme, jeg bliver nød til at anstrenge mig for at kunne høre hvad han siger.
”Nej” svare jeg bare for jeg er lige glad det er vel bare et ord, bare en kats mumlen. Jeg begynder at gå væk, for hans snak om Vantara for mig til at tænke på katten. 

Efter skolen den dag går jeg direkte hjem, jeg har ondt i hovedet. Da jeg kommer hjem er mine forældre selvfølgelig på arbejde, jeg ligger mig på sofaen og begynder straks at sove. Jeg har (surprise) igen mareridt, men for første gang er katten også begyndt at hviske til mig.

Da jeg vågner ligger jeg i min seng, det er mørkt udenfor så min mor må have båret mig herind. Jeg ligger og tænker jeg tænker på den sorte kat, på drengen i skolen og ikke mindst på min søster. Jeg fælder en tåre, jeg tør ikke besøge hende på hospitalet. Jeg er bange for at se hende ligge stille, bare hende ligge der livløs. En koldt stød går igennem mig da jeg begynder at tænke på bilulykken, mandens øjne da han ramte hende. Jeg vil ikke sove mere i nat, jeg vil ikke tilbage til katten. 

Jeg tager et iskoldt bad for at vågne mere op. Det stikker og prikker i min krop, jeg bliver så lang tid jeg kan holde det kolde vand ud, men er nød til at slukke for det til sidst. Jeg gider ikke rede mit hår så jeg sætter det bare op i en knold, for at det ikke drypper mit tøj til. Jeg går ind på mit værelse igen, der får jeg noget af en overraskelse. I vinduet er en dreng, en dreng med hvidt hår, hans ansigt forsvinder hurtigt da jeg ser ham, men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg har set. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...