Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63507Visninger
AA

15. Tør vi ikke kærligheden, så tør vi ikke livet.

Efter den dag til begravelsen pjækkede jeg hele ugen for at undgå Arendse. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på hende. På det udtryk hun havde haft i ansigtet, da hun spurgte om jeg var forelsket i Aske. Det var især, når jeg fandt hendes ting rundt omkring, at jeg næsten fik kvalme. Hendes hår, der stadig lå på min hovedpuden, hendes jordbærshampoo i brusekabinen og selv den sweatshirt hun havde købt til mig i julegave. Hun sagde at hun havde været inde og bytte den mindst syv gange, fordi hun ikke kunne beslutte sig og jeg sagde at jeg elskede den, selvom den fik min hud til at kløe. Jeg savnede hende. Det var selvisk, men jeg savnede hende.

Det eneste gode ved at det var slut var at jeg kunne se Aske. I ugen efter boede jeg praktisk talt ved ham. Jeg prøvede at finde mig til rette imellem bedetæpperne på væggen, den krydrede lugt fra røgelsespindene og korset der hang over spisebordet, overfor den forgyldte Buddha figur, der stod i midten af spisebordet. Det værste var alligevel citatet, der stod skrevet med kæmpestore bogstaver henover væggen. ”Tør vi ikke kærligheden, så tør vi ikke livet.” Jeg havde det som om det var så insisterende, at jeg næsten blev stresset af det. Der var en enkelt gang, hvor jeg havde sex med Aske og han lænede hånden mod væggen, op ad ordet tør og lige pludselig blev jeg så underligt bevidst, at jeg var nødt til at stoppe. Jeg havde nok troet at det hele ville ordne sig af sig selv, ligeså snart Arendse ikke var der mere. Men så let var det ikke.

Om torsdagen blev Aske hjemme for at pjække med mig.  Vi lå nøgne i hans seng og hørte en gammel Johnny Cash plade på hans lp-afspiller. Jeg kiggede skiftevis fra pladespillerens pickup og op på hans ansigt. På skyggerne fra hans øjenvipper, der strakte sig henover hans øjenlåg.

Jeg lagde læberne ind til hans kind, mens min ene hånd gled nedover hans brystkasse, så jeg mærkede de små hår på hans brystkasse under fingrene og hans hjerterytme, der blidt slog ind mod hånden, da jeg lod den hvile der. 

”Hvad var det egentlig han hed … ham drengen du var sammen med før? Ham du snakkede om,” spurgte jeg.

”Alexander.”

”Alexander,” gentog jeg.

”Det er ikke fordi jeg tænker ikke på ham mere, hvis det er derfor du spørger, det er lige meget nu. Jeg vil det her.” Han kyssede mig langs hagen, samtidig med at hans hånd krøllede sig sammen om mit hår. ”Og dig. Jeg tror du er begyndt at vokse lidt på mig.”

Jeg smilede skævt og kiggede mod af vinduet. Vinduet stod på klem og himlen havde næsten den samme farve som bygningerne overfor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Jeg ville gerne sige noget, men jeg kunne ikke finde ud af at sætte de rigtige ord sammen

”Eller … ikke begyndt. Det er du. Jeg er ret glad for dig.”

Jeg drejede hovedet væk fra vinduet, tilbage mod ham og kyssede ham. Mærkede hans tunge henover min underlæbe og hans hånd glide gennem mit hår. Jeg følte mig virkelig sårbar og mere nøgen end jeg allerede var og det gjorde det næsten kun værre at jeg kendte Aske så lidt, som jeg egentlig gjorde og samtidig var så forelsket i ham, som jeg var.

Han skilte vores læber ad, rejste sig op og gik hen for at hente pakken med cigaretter, der lå i vindueskarmen. Han lagde sig tilbage i sengen, ovenpå dynen og tændte cigaretten, for så at tage det første sug og række den til mig. 

”Hvad så nu?” spurgte han.

Jeg trak på skulderne. ”Hvad mener du?”

”Er vi sammen nu? Eller har du tænkt dig at sige, at du lige er kommet ud af et meget langt forhold?”

Jeg smilede og gav ham cigaretten igen. ”Jeg ved det ikke, jeg tror ikke helt jeg er klar til at alle ved det, så måske hvis det kunne være sådan lidt afslappet her i starten.”

”Men hvad så? Synes du vi skal være sammen med andre også? Så afslappet?”

”Nej, for helvede, ikke på den måde,” sagde jeg. Jeg kunne slet ikke holde tanken, om at han var sammen med nogen anden på den måde, ud.  Det gjorde mig nervøs at han overhovedet sagde det højt. ”Har du været sammen med nogen andre, siden vi, du ved, begyndte på det her?”

Han rystede på hovedet og rejste sig for at hente det askebager, der stod ude i køkkenet. Han tog et par bokseshorts på, før han lagde sig tilbage til mig, helt tæt op ad mig, så jeg kunne mærke hans skægstubbe kradse mod min kind. ”Jeg har aldrig rigtig været stor fan af engangsknald. Jeg har faktisk kun været sammen med to drenge, tre med dig nu. Jeg ved ikke hvorfor, folk har vel bare forskellige måder at dyrke det, jeg har også en ven der næsten har været sammen med halvtreds. Han er så også meget meget lidt kræsen. Jeg tror bare godt, at jeg kan godt lide det der med, at man lærer nogen at kende gennem sex, at det næsten bliver en anden måde at snakke sammen på.”

”Nu bliver det jo ligefrem poetisk,” grinede jeg.

”Ja, ja, hold nu kæft. Jeg siger ikke sex ikke har noget med liderlighed at gøre, jeg siger bare at der er mere i det. Det er ikke så simpelt.”

”Hvad så med mig? Hvad har jeg sagt på mit sexsprog?”

”Du ved godt, at du fuldstændig ødelægger det jeg lige sagde, ved at kalde det sexsprog, ikke?” sagde han og lagde hånden henover sin mund, mens han lignede en der tænkte, så meget at jeg ikke ville afbryde det. Så lod han hånden glide ud til kinden og kiggede på med mundvigene trykket opad uden at det nødvendigvis lignede et smil.

”Hvad?” spurgte jeg.

”Du er nervøs. Det er det eneste jeg har regnet ud indtil videre, når vi har været sammen. At jeg gør dig meget nervøs.”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Han havde jo ret, men samtidig var det også flovt. Det var ikke noget jeg havde lyst til at snakke om og jeg kendte ikke nogen, der ville have sagt det højt på sådan en naturlig måde som Aske. Men han sagde det ikke som om det var noget at være flov over. Det var bare sådan det var. Og så sagde han det. For sådan var han.

”Hvad med mig?” spurgte han.

”Det ved jeg ikke, det her er din teori, ikke min.”

 ”Du er ikke irriteret nu, vel?”

”Hvorfor skulle jeg være det?”

”Det er jo ikke fordi du er dårlig, du er bare nervøs, det er meget normalt. Jeg er din første kærlighed, du skulle have set mig, da jeg var sammen med min første kæreste. Der kan man virkelig tale om et nervevrag,” sagde han og aede mig over skulderen.

Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige til det. Jeg havde det som om at jeg skulle sige noget, der virkelig var noget. Men det havde jeg aldrig været særlig god til og især ikke med følelser. Jeg havde vænnet mig til det med Arendse til sidst, men det var svært nu med Aske. Jeg havde det som om at der var så mange følelser, det nærmest var en hån mod dem at forsøge at gøre dem til ord. Jeg havde det nok også, hvis jeg skulle være helt ærlig overfor mig selv et øjeblik, stadig mærkeligt med at han var en dreng. Jeg vidste ikke hvordan man gjorde med en dreng.

”Jeg tror jeg trænger til noget kaffe,” mumlede jeg. Jeg viklede mig fri af dynen og ham og tog nogle bokseshorts og en T-shirts på, før jeg gik ud i køkkenet. Jeg satte noget vand over og satte mig på bordpladen. Jeg kunne stadig høre Johnny Cashs rungende stemme indefra hans værelse og skævede over mod citatet på væggen igen.    

Aske kom ud igen i en T-shirt, sin læderjakke og et par sorte denimbukser. Han satte sig ved siden af, bare med fødderne oppe også, så de hvilede mod mit lår og løftede et øjenbryn. ”Det er fredag i morgen.”

”Det ved jeg,” sagde jeg.

”Har du stadig tænkt dig at gemme dig eller kunne vi faktisk tage med til den der fest på skolen om aftenen?”

”Tror du virkelig det er en god ide? Mig og Arendse … fulde … i samme rum?”

”Måske ikke, hvis Arendse var en dramatisk bitch, men sådan er hun jo ikke. Hun ville ikke lave en scene, det er hun alt for sød til. Hun er et meget bedre menneske end nogen af os nogensinde bliver.”

”Og det synes du vi skal udnytte?” spurgte jeg.

”Det er jo ikke fordi I behøver se hinanden overhovedet. Der er så mange mennesker, det er let at undgå hende. Og du trænger virkelig til at komme ud herfra.”

”Jeg ved det stadig ikke,” sagde jeg og trak på skulderne. ”Hvad med dig?”

”Jeg tager med, hvis du tager med.”

”Så intet pres. Tak.”

”Det er fint nok, hvis du ikke vil. Så lejer vi bare nogle flere film og slapper af. Du bestemmer.”

Jeg kiggede ned. På en måde havde han ret i at jeg trængte til at komme ud, men jeg havde aldrig været særlig glad for gynasiefesterne, alle var så skabagtige og den musik de spillede var så forfærdelig og gennemtrængende at jeg næsten var garanteret at komme hjem med hovedpine. Men Aske virkede til at være ret glad for den slags og jeg plejede jo at tage med til festerne for Arendses skyld alligevel. Så kunne jeg vel også godt gøre det for hans. ”Lad os bare gøre det.”

”Mener du det?”

Jeg nikkede.

”Godt, det bliver godt.”

Når jeg tænker tilbage på det ville jeg virkelig ønske at vi bare havde lejet den film. Jeg ville ønske vi aldrig var taget med til den fest. For den ændrede det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...