Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63530Visninger
AA

3. Smitsom søvnløshed.

Det var onsdag morgen. Jeg havde hovedet liggende mod busruden og hørte et gammelt Leonard Cohen nummer, der havde kørt på repeat de sidste par dage. Mens vi kørte kiggede jeg på de huse vi passerede. Lagde mærke til hvilke huse, der stadig havde lukkede øjne og hvilke, der var stået op og gav lidt lys til den efterårstunge morgen.

Jeg flyttede min taske, da Arendse stod på. Hun lagde hovedet op ad min skulder og åbnede en energidrik. Hendes øjne var blodsprængte og hun lignede en der bare var stået op af sengen, havde taget sin alt for store skovmandsskjorte på, et par stofbukser og nu sad her.

”Er du syg?” spurgte jeg.

”Jeg er bare træt. Jeg var sammen med Aske rundt i går, jeg tror vi var overalt. Vi var i skoven, ved stranden, inde i byen, hjemme ved mig, overalt. Vi kom først hjem klokken fire i nat.”

”Klokken fire?”

”Han blev ved med ikke at ville hjem.”

”Hvorfor?” spurgte jeg.

”Han siger, at han bare er restløs lige for tiden, men jeg tror der er mere i det. Jeg har prøvet at få det ud af ham, men han går helt i baglås, bare jeg prikker en lille smule til ham, så siger han at jeg overdriver og at det bare er skolestress.”

”Det er tidligt med skolestress.”

”Den eneste grund til, at du kan sige det er, at du altid har haft så nemt ved alt det der.”

Jeg lod være med at svare og lagde i stedet hovedet tilbage mod ruden. Jeg havde lyst til at spørge hende om mere, men lod være, fordi jeg ikke ville virke mærkelig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gik så meget op i hvad han lavede. Egentlig var det jo lige meget. Han var Arendses ven, ikke min. Og alligevel havde jeg i går taget mig selv i at ligge med de sæbebobler, han havde givet mig, at puste dem ud i natten og lytte til lyden af dem der gik itu, mens jeg tænkte på ham og den aften i vindueskarmen.

Bussen holdt ind til siden og de fleste rejste sig for at stige ud. Jeg tog min rygsæk på og fandt Arendses hånd ligeså snart vi var kommet ud. Det var stadig en smule mørkt og nogle af 3.g’erne stod i busskuret og røg. Nogen få blev stående ved stoppestedet, men de fleste fulgte fliserne, der ledte ind til skolens indgang. Og det gjorde vi også.

Jeg kunne næsten fysisk mærke at jeg blev utilpas, da vi kom ind af døren. Det var ikke noget jeg sagde højt. Vi snakkede bare videre om lektierne til engelsk og fortsatte ned ad gangen. Men jeg hadede at være der, jeg havde det som om, at jeg først kom i tanke om hvordan man trak vejret, hver dag når jeg sad i bussen på vej hjem. Jeg prøvede hele tiden at overbevise mig selv om, at det var det rigtige sted jeg var, selvom jeg følte at jeg lod som om hele tiden. Nogle dage føltes det, som om jeg lod som om, lige fra jeg børstede tænder om morgenen til jeg gjorde det samme om aftenen og nogle dage var jeg så god til det, at jeg at jeg ikke engang var bevidst om det. Sådan kunne jeg have det i flere uger, men det holdt aldrig. 

”Han kommer nok ikke i skole,” sagde Arendse, da vi havde sat os på forreste række i biologilokalet.

”Sikkert ikke.”

”Jeg ved ikke engang hvad jeg gør, hvis han ringer til mig igen i nat,” sagde hun og gabte. Hun hvilede hovedet mod sin skoletaske, så de blonde krøller faldt nedover det regnbuefarvede stof tasken var lavet af.

”Så siger du nej. Du bliver nødt til også at tænke på dig selv og skolen.”

”Men jeg bliver også nødt til at passe på mine venner. Og jeg kan ikke lide at han tager alle de der steder hen alene om natten, jeg kender ham, hvis jeg ikke vil med, så gør han det bare selv.”

”Tror du ikke han kan passe på sig selv?”

Hun trak på skulderne og lukkede øjnene. Jeg tog min computer op ad tasken og gjorde one note klar med mine historienoter fremme. Jeg klappede skærmen en smule ned og skævede mod Arendse, som stadig sad og halvsov, før jeg loggede på Facebook og gik ind på Askes profil. Han var ikke online. Jeg holdt musen over ikonet, hvor der stod: ”Besked” og holdt den der uden at gøre noget. Hvad ville jeg overhovedet?

 

***

 

Søvnløshed er smitsomt. Ligeså snart den har ramt en, så rammer den en anden og smitter så videre til den næste. Jeg vidste selvfølgelig ikke at den næste var mig, ikke før jeg vågnede ved lyden af småsten der blev kastet mod ruden. Jeg tændte lyset og gik hen for at trække gardinerne fra. Og der stod de selvfølgelig. Aske i sin denimjakke og en smøg imellem læberne og Arendse, hvis hår og kjole svajede i vinden. Jeg gned søvnen ud af øjnene og lod en hånd glide igennem mit hår, som hovedpuden havde fået rodet godt sammen. Jeg tjekkede klokken på min mobil. 00:32.

Trappen knagede, da jeg gik ned. Ovenpå, indefra soveværelset, kunne jeg høre min stedfars snorken, hans dybe tunge vejrtrækninger, som sugede luften til sig. Dengang jeg var mindre, havde jeg svært ved at falde i søvn, fordi jeg kunne høre ham gennem væggen og lyden virkede så malplaceret i huset. Ligesom hvis vi havde bestemt os for, at vi ville have et træ midt i stuen eller en sofa på terrassen. Det kunne jeg ligge i lang tid og tænke over, men jeg sagde det aldrig til min mor. Jeg ville ikke ødelægge noget.

Det blæste så meget udenfor at vinden fik en lyd og jeg mærkede hvordan mit hår blev skubbet væk fra panden. Jeg kiggede fra Aske til Arendse og lagde hænderne i lommen. ”Hvad så? Hvad laver I?”

”Vandrer rundt,” sagde han. ”Hvad laver du?”

”Sov … jeg sov. Det man normalt gør om natten.”

”Er du sur?” spurgte Arendse.

”Nej, nej,” mumlede jeg og foldede armene sammen over brystet. ”Hvorfor vækkede I mig?”

”Vi ville bare høre om du vil med til København.”

”København?”

”Ja.”

”Vil du ikke godt sige, at du ikke mener nu? Er det ham, der har fået der overbevidst om det?”

”Fået mig overbevidst?” gentog Arendse og rystede på hovedet. ”Jeg kan altså godt selv træffe beslutninger.”

”Åbenbart ikke. Arendse, for helvede, det er onsdag. Det er onsdag nat og nu vil du lige pludselig til København … kan du ikke selv godt høre det lyder ret skørt? Nu ved jeg godt du ikke har sovet de sidste to dage, så du tænker ikke helt så klart, men det lyder altså fuldstændig vanvittigt.”

Der var stille et øjeblik. Aske havde trukket sig en smule væk fra os, som om han havde bestemt sig for at det her ikke handlede om ham.

”Hvis det virkelig er noget du vil, så gør vi det en anden dag. En dag, hvor det faktisk er dag. Okay?” Jeg lagde en hånd på hver af hendes skulder. Hun skævede hen på Aske og så tilbage på mig, før hun nikkede.

”Jeg synes du skal gå op og sove,” sagde jeg. ”Så skal jeg nok snakke med ham.”

 Hun bed sig i underlæben og kiggede forsigtigt hen på Aske igen.

 ”Du kan bare gøre det,” sagde han.

”Er du sikker?”

”Selvfølgelig er jeg sikker. Hold nu op, jeg klarer mig.”

”Tager du hjem?”

”Ja, jeg skal nok tage hjem. Lad være med at tænke på det.”

Hun gik hen og gav ham et kram. Det varede i lang tid. Jeg havde altid haft svært ved at forstå, hvad det var med de to. Det virkede som om de havde kendt hinanden i meget længere tid end et halvt år og hun fik altid sådan en ømhed i stemmen, når hun snakkede om ham, på en anden måde end når hun snakkede om sine andre venner. Og især på de dage, hvor hun var bekymret for ham. Som i dag.

”Bare husk at være stille, når du går ind,” sagde jeg.

”Kommer du ikke med?”

”Jeg kommer op til dig om lidt.” Jeg kyssede hende på panden og drejede mig mod Aske, som stod med ryggen til og kiggede ud i haven. Hun trådte et skridt tilbage og et par sekunder efter kunne jeg høre lyden af døren, der knirkede og så lukkede i.

Aske smed sin cigaret på græsset og brugte skoen til at træde den ned. Med hænderne i lommen begyndte han at gå tilbage mod indkørslen.

”Vent lige,” sagde jeg. Han stoppede op og drejede sig halvt mod mig. ”Hvor skal du hen?”

”Det ved jeg ikke.”

”Du tager ikke til København alene, vel?”

”Jeg ved det ikke” Han kiggede ned og så op på mig igen. Min mave trak sig sammen.

”Men du tager ikke hjem?”

”Jeg ved ikke hvor jeg tager hen. Måske tager jeg hjem, måske ikke.”

”Skal jeg ikke køre med?”

”Er du sikker på, at du ikke burde gå op til din kæreste?”

Jeg svarede ikke. Jeg tror heller ikke det var meningen, at jeg skulle svare. Det var ikke et rigtigt spørgsmål. Jeg kiggede efter ham, mens han gik. Mærkede hvordan tårerne samlede sig i mine øjne og rev blikket fri fra hans skikkelse, for at kigge op i stedet for. Kigge på alle stjernerne, der kunne få mig til at føle mig som en passager i verden. En, som alligevel skulle stå af om lidt, for at give pladsen til nye øjne, som kunne kigge på de samme stjerner. Men det mest besynderlige ved at kigge op i himlen, var alligevel at tænke på, at der var uendeligt deroppe. Det var umuligt at fastholde tanken, for hvad skulle man sammenligne det med? Der er intet andet på jorden der er uendeligt, der er noget der kan føles sådan, noget der kan se sådan ud, men der er intet andet det faktisk er det. Lige nu føltes vejen hen til hans bil uendelig. Motoren brummede ikke. Han holdt der stadig.

Jeg burde nok gå op til Arendse.

Jeg burde bare gå op til hende.

Jeg burde virkelig.

Hun lå sikkert i min seng, i min T-shirt og ventede på mig.

Jeg lukkede øjnene og begyndte at gå, jeg kunne mærke det dugvåde græs igennem de sandaler, som jeg havde taget på, fordi det skulle gå så hurtigt. Jeg slog til ruden med en finger og ventede til han åbnede op bildøren op for mig indefra. Jeg satte mig ind uden at sige noget. Rullede vinduet ned og tændte en smøg.

”Jeg kan nok alligevel ikke sove nu,” sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...