Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63606Visninger
AA

1. Selv sæbebobler har en lyd, når de springer.

Det er underligt hvordan vi møder hinanden tilfældigt. Og hvordan det nogle gange ændrer den vi er. Sådan var det med Aske.

Da jeg første gang mødte ham, syntes jeg, at han lignede en, der havde fået en vandfarvepalet galt i halsen, med de blomstrede tatoveringer han havde op langs halsen. Han kiggede op i loftet og trommede ned håndfladen, mens rektor talte. Han var klædt i sort fra T-shirt til tåspids og han sad med en høretelefon i det ene øre, mens han nikkede med i takt til sangen, med et lille hint af et smil klemt frem i mundvigen. Det var ikke kærlighed ved første blik. Ikke engang tæt på.

Der gik et halvt år før der skete noget. Det var omkring en tid hvor bladene fik orange og brune kinder, hvor natten slugte større og større bider af dagen, mens jeg arbejde i Super Brugsen og prøvede at glemme gentagelserne, ved at skrive bemærkninger om kunderne på efterladte boner, som jeg ville lave til digte når jeg kom hjem. 

Jeg havde været sammen med Arendse i næsten to måneder. Hun havde blonde krøller, som altid duftede af frugtshampoo og fregner spredt udover kinderne og henover næsen. Hun gik som regel i skovmandsskjorter og snakkede hele tiden om hvordan vi skulle frigøre os. Og især mig. Jeg skulle i den grad frigøre mig, mente hun.

Det var til en fest hos Aske det begyndte. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage med, men Arendse fik mig overtalt og alligevel endte hun med at gå inden klokken blev tolv, fordi en af hendes venner havde en akut krise, som hun var nødt til at være en del af. Jeg besluttede mig for at blive der lidt alligevel. Drikke et par øl mere. Måske snakke en smule med Aske, som trods alt var en af Arendses bedste venner. Det var på intet tidspunkt min plan, at jeg skulle drikke så meget, at jeg brækkede mig udover sofabordet eller at jeg skulle blive så svimmel, at Aske og en anden var nødt til at bære mig ind i sengen. Han kom tilbage med vand i et Coca Cola glas og satte det i vindueskarmen.

”Jeg har sat en spand til dig, her, ved siden af sengen, så bare du husker at bruge den … og hvis der er noget henter du bare en af os,” sagde Aske og satte sig ved fodenden af sengen. ”Skal jeg gøre noget andet? Ringe til Arendse?”

”Nej, nej,” mumlede jeg ned i puden. Jeg kunne mærke hvordan sveden klæbede sig til min pande og jeg var så svimmel, at det føltes som om mit blik hoppede rundt, selvom jeg holdt hovedet helt stille. ”Men jeg ville bare lige sige noget. Jeg er ked af det med at andre fra klassen ikke kom, de er nogle idioter alle sammen.”

”Hvad?”

”At de ikke kom … du er faktisk helt normal, helt helt normal, bortset fra det der med at du er homo, så er virkelig bare helt helt normal.”

”Jamen, tak, Sebastian. Når du ikke brækker dig udover folks sofaborde, så er du sikkert også helt helt helt normal.” Jeg havde svært ved at høre på ham, om han var en smule fornærmet eller om det bare var en joke. Men det var lige meget, for han skiftede hurtigt over i en mere alvorlig tone. ”Jeg inviterede dem faktisk ikke. Jeg kunne ikke lige overskue at have dem her. De er okay og alt det der, men Arendse er den eneste i klassen jeg rigtig kan lide, uden lige at skulle tage mig sammen først.”

”Hvorfor inviterede du så mig?”

”Lad være med at have så høje tanker om dig selv, Sebastian. Jeg inviterede dig ikke, Arendse inviterede dig og jeg sagde bare okay.” Han kløede sig i håret og kiggede ned. ”Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig, det er bare … det er jo ikke ligefrem, fordi vi to er venner. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg nogle gange sagt til hende, at jeg ikke rigtig forstår hvad hun ser i dig. Du virker så selvoptaget.”

”Selvoptaget?”

”Ja, selvoptaget.”

”Er der en ting jeg ikke er, så er det fandme selvoptaget,” sagde jeg. Han gav sig til at pille ved en grå snor, der havde revet sig løs på hans trøje. Jeg kiggede længe på ham, forventede at han ville sige noget, måske undskylde. Måske indrømme at han ikke kendte mig meget bedre end den snor han så håbløst forsøgte at rive af. Til sidst måtte jeg sige noget selv. ”Du kender mig slet ikke.”

”Det kan godt være jeg ikke kender dig, men jeg kender mennesker ret godt og jeg ved at du ikke er vild med hende. Man kan helt tydeligt se det på dig, bare måden du kigger på hende, ligesom en eller anden slatten madpakke du var nødt til at slæbe med, fordi du ikke havde råd til det i kantinen. Og det er ret selvisk. At blive sammen med en, der er forelsket i dig, selvom du egentlig ikke har det på samme måde.”

”Jeg er glad for hende.”

”Jeg er også glad for hende, vi er alle sammen glade for hende. Men der er bare forskel på at være glad for nogen og at være forelsket i dem.” Han rejste sig og skulle til at gå, men tøvede og vendte sig mod mig igen, med hånden hvilende på dørhåndtaget. Han lignede en der fortrød det i samme øjeblik han havde gjort det, men det var gjort. Han måtte sige et eller andet. Han sukkede og puffede blidt til døren med den ene fod. ”Hør, hvis du får det bedre engang, kan du bare komme ind til os andre. Jeg har stadig en øl med dit navn på.”

Og så gik han. Og efterlod mig der i sin seng. Jeg lagde mig tilbage. Lagde hånden mod panden. Mit hår var stift. Musikken indefra stuen spillede stadig. Jeg kunne ikke kende sangen, men jeg havde hørt den før. Jeg foldede puden rundt om hovedet. Den duftede af ham.

Jeg sov lidt. Vågnede lidt. Gentog det, indtil jeg til sidst blev så træt af den overfladiske søvn, at jeg satte mig hen i vindueskarmen. Jeg tog den første slurk af vandet. Det var ikke koldt. Havde det været koldt engang? Havde han givet mig koldt eller varmt vand? Det var lige meget, men alligevel sad jeg lidt og tænkte over hvor lang tid et koldt glas vand skulle have stået der, før det ville få en rumtemperatur.     

Musikken indeni stuen blev slukket og jeg kunne høre en lav summen af snak bag døren. Klokken var så mange at natten var blevet lyseblå og farven gav mig lyst til at skrive. Som regel skrev jeg altid om ting, som jeg ikke forstod helt. Da jeg var tretten havde jeg en selvopfunden filosofi om kun at skrive om de ting, som jeg vidste med sikkerhed og da jeg blev femten, gik det op for mig at alt det jeg havde skrevet, som et trettenårigt selverklæret geni, ikke gav mening. Det jeg havde skrevet om havde jeg overhovedet ikke forstået. Jeg troede selvfølgelig at jeg havde, jeg var helt sikker på, at jeg havde. Men det var forsimplet. Der var et enkelt lille sandhedskorn, som havde sat sig i klemme mellem mine tænder og pludselig troede jeg, at jeg vidste det hele. Så min nye teknik var at skrive som lille barn, der rækker ud efter noget for første gang, men som taler ligesom en mand, der har talt i mange år. Det må være det tætteste man kan komme på så sky et væsen som sandheden.

Okay, det er noget selvhøjtideligt lort. Især fordi de digte jeg skrev faktisk var ret simple. De kunne læses på en måde. Jeg ville så gerne være noget mere, kunne noget mere, fange de der forbandede ord, som altid spræller i ens hænder og når at hoppe ud, før man kan ligge dem nedover siderne. Sandheden er nok at skaberlyst er en sygdom, som også rammer de talentløse. Det er noget man må leve med. 

Nu blev det vist også for selvmedlidende. Det var også den blå himmel der. Og lejligheden. Der var et eller andet over lejligheden. Det var som om nogen havde spildt sårbarhed nedover væggene. Det gjorde det svært at gemme sig. Og når det er svært at gemme sig må man gå til fiktionen. Der er altid et ledigt skab.

Døren knirkede og Aske gik hen til vindueskarmen. Han kravlede op i den anden ende og kiggede ned på gaden, indtil vi kunne se de fire mennesker komme gående ud af lejlighedsbygningen. Aske vinkede til dem. De vinkede igen og en af pigerne foldede et hjerte med hænderne og bevægede dem frem og tilbage, som om det var et bankende.

”Så er det vidst bare dig og mig,” sagde han. Jeg nikkede.

”Har du det stadig dårligt?”

”Det er bedre.”

”Godt. Det er jeg glad for at høre.” Han hvilede hovedet mod vinduesrammen og kiggede ud. Slog sine fingre et par gange mod ruden, før han lagde hånden tilbage i skødet igen og så på mig igen. ”Jeg ved godt, at jeg ikke skulle have sagt det med Arendse. Det rager ikke mig, nogle gange får jeg bare sagt ting, før jeg når at tænke over det.”

Jeg tog låget af sæbeboblerne og pustede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. 

”Det er måske lidt barnligt, men jeg elsker virkelig sæbebobler, jeg har dem altid med mig,” sagde han.

”Jeg tror også vi har nogle et eller andet sted derhjemme.”

”Nej, ikke på den måde. Jeg har dem altid på mig, selv i skolen, jeg har købt en ekstra bare sådan så jeg kan være sikker på at jeg altid har en i tasken.”

”Det er ret mærkeligt,” sagde jeg og pustede en boble ind i hans kind. Han smilede og prøvede at springe de andre med sine fingre.

En af sæbeboblerne blev siddende imellem os. Vi rakte begge to ud og prøvede at springe den, så vores fingre strejfede hinanden. Jeg trak hurtigt hånden til mig igen. Måske lidt for hurtigt. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde det så mærkeligt med ham, for jeg kunne egentlig godt lide Aske. Der var et eller andet over ham. Jeg tror bare at jeg altid var vokset op med at homoseksualitet var okay, det skulle bare helst være et andet sted end lige der hvor vi var.

”Så,” sagde Aske og tog sæbeboblerne ud af min hånd. ”Har du egentlig nogensinde tænkt over at sæbebobler har en lyd når de springer?”

Jeg rystede på hovedet. ”Ikke rigtig.”

”Vidste du det?”

”Hvad? At de har en lyd?”

Han nikkede.

”Det tror jeg ikke.”

”Prøv at lukke øjnene.”

Jeg så skeptisk på ham.

”Luk nu øjnene, så kan du høre det.”

”Er det en lyd man kun kan høre med lukkede øjne?”

”Gør det nu bare.”

Jeg lukkede dem og lænede hovedet tilbage mod væggen. Jeg kunne mærke at jeg smilede dumt, uden at jeg havde tænkt over det og foldede hurtigt læberne tilbage til en streg. Mit hjerte slog en smule hårdere. Væggen var kold. Jeg kunne svagt høre et pust. Jeg tænkte på hvor mange drenge han mon havde kysset. Om det var anderledes end med piger. Så kom lyden. Det var en lille lyd. Ikke noget nogen andre ville have gjort noget stort ud af.

”Hørte du det?”

Jeg åbnede øjnene. Han sad der med et stort smil og jeg grinede lidt for mig selv over situationen. Fugtede læberne. Kiggede ud. Lyseblå. Biler, der måtte være på vej ud til dagen, før vi overhovedet var blevet færdig med natten. Jeg nikkede. ”Ja, jeg hørte det godt.”

”Det er ret fantastisk, hva?” Han tog benene op og lagde foden, så den strejfede mit lår. Det virkede ikke som om det var bevidst, nogle mennesker bliver vel bare så vant til at være tæt på andre, at de ikke engang tænker over det. Måske tænkte han over det. Jeg tænkte over det.

Han havde kun en cigaret tilbage i pakken, så vi delte den, rakte den frem og tilbage imellem os, mens vi snakkede om en film vi gerne ville se, jeg snakkede lidt om nogle bøger jeg havde læst, han snakkede om sine hippieforældre, mens jeg snakkede om mine forældre, som havde mødt hinanden på advokatstudiet og forelsket sig i hvor ens de var, vi snakkede om musik, vi kunne begge to godt lide Jake Bugg og Leonard Cohen, vi snakkede om at miste nogen og jeg fik indrømmet at det var svært, da min bedstefar døde, fordi det overhovedet ikke var svært og jeg var så flov over at jeg ikke var ked af det, at jeg lod som om jeg var. Og han sagde at han også havde prøvet det før med en tante, men der var han faktisk ked af det. Ked af hvor triste alle andre var. Det var som om ordene trak os tættere sammen, så der var en kortere og kortere afstand at række smøgen. Til sidst sad vi så tæt at jeg næsten kunne mærke hans åndedræt, som svagt lugtede af alkohol. Han rettede sig op og drejede hovedet mod vinduet.

”Så … vil du låne sofaen eller tager du hjem?”

”Hjem, tror jeg.”

”Det er nok en god ide.” Han kiggede på mig. Så ned. Så op igen. ”Klokken er også mange.”

Jeg hoppede ned fra vindueskarmen og tog mine sko på. Han fulgte mig ud, gennem stuen, hvor der overalt lå øldåser, madrester og hvor vandpiben stod på bordet, med en masse hvide mundstykker liggende rundt om. Mens jeg lukkede min jakke, samlede han sæbeboblerne op fra lommen og rakte den til mig.

”Du kan bare beholde den, jeg har så mange af dem, jeg tror næsten det ville være sundt for mig at slippe af med en.”

Jeg tog imod den. Selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvad jeg kunne bruge den til.

”Igen, undskyld jeg sagde det der …”

”Lad være med at tænke på det,” afbrød jeg ham.

”Jeg ved godt, at jeg ikke rigtig ved noget om det.”

”Ja … men så igen, ved nogen nogensinde noget med sikkerhed?”

”Vi ved at sæbebobler har en lyd når de springer,” sagde han og nikkede mod min hånd.  

 Jeg trak på skulderne. ”Måske er det også bare en illusion vi har fået bygget op.”

”Okay, nu begynder det her at blive sort.” Han kløede sig på skulderen og fugtede læberne. ”Så ses vi vel på mandag.”

”Det gør vi vel.” Jeg åbnede døren, men tøvede og blev stående der lidt, sæbeboblebeholderen raslede en smule fra min rystende hånd. Så gik jeg. Udenfor var himlen blevet hvid, som et stykke papir, der stod åbent for alt. Jeg købte en pakke cigaretter i kiosken og røg dem, mens jeg ventede på bussen.

Mit hoved var ømt og jeg kunne mærke syren kradse på mine tænder. Det var koldt og et lille stykke af min ånde blev hængende i luften, sammen med cigaretrøgen, før begge dele forsvandt igen.

Jeg kunne mærke sæbeboblerne prikke til mig fra lommen og lukkede øjnene. Jeg smilede, samtidig med at det føltes som om min mave krøllede sig sammen. Jeg havde virkelig brug for noget søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...