Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63527Visninger
AA

18. Noget må gå i stykker.

Aske havde sagt, at jeg ikke skulle stå ude foran hans opgang dagen efter. Så det gjorde jeg selvfølgelig. I det samme tøj, som jeg havde haft på til festen, som stadig lugtede af alkohol og med en smøg i hånden.

Jeg skulle have kysset ham. Og jeg skulle have ladet resten af min verden flippe ud og gå i spåner og stille mig spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Hvis det var det der skulle til, så var det sådan det var. Jeg kunne ikke bare give slip på ham på den her måde.

Men han var ikke hjemme. Faktisk var han der overhovedet ikke. Jeg fik fat på hans mor over dørtelefonen og hun inviterede mig op og fortalte mig at han var kommet hjem sent i nat, havde pakket sine ting og var taget til København, for at bo hos en af sine venner lidt. Hun vidste ikke hvorfor og hun virkede overraskende afklaret med det, som om det var en normal opførsel.

Jeg prøvede at ringe til ham, men han var umulig at få fat på og han havde blokeret mig over Facebook. Det virkede næsten som om han bare havde besluttet sig for at skifte liv og slettede alle sporene fra sit gamle. Det var ret tarveligt, især fordi jeg ikke kunne gøre det samme. Jeg var nødt til at stå op og gå i seng i det samme hus. Tage i skole og komme hjem fra det samme sted. Omgås de samme mennesker, som tænkte de samme tanker de altid havde tænkt. Og så lade som om der ikke var noget der havde ændret sig, selvom det hele havde ændret sig. Jeg var ikke den samme, som havde stået for to måneder siden og kastet flaskepostdigte udover havet. Jeg kunne ikke engang skrive mere. Og når jeg endelig prøvede var det de samme digte, der kom frem, bare skrevet med nye ord.

Jeg tænkte på ham hele tiden. På hvad han lavede. Og hvem han lavede det sammen med. Og om han havde fundet en ny. Det havde han sikkert. Så vidt jeg havde hørt skulle København vrimle med homoer.

Det var allermest når jeg tænkte på ham være sammen med en anden, sådan som vi havde været sammen, at jeg blev så deprimeret, at jeg næsten ikke kunne overskue at gøre noget som helst. Det var som om jeg havde sat mit liv på pause. Det fortsatte bare, som det plejede, men jeg følte ikke noget af det. Det eneste jeg kunne føle var, at jeg havde det som om jeg gik rundt med glasskår i maven. Og det var min egen skyld. Det var det værste. Jeg havde væltet noget, som var noget værd derinde og nu var der kun glasskår tilbage. Glasskår af hvordan hans hud smagte, hans læber føltes, måden vi talte sammen, måden han ville kysse mig under hagen og sige at det var det her og ikke noget andet. Og nu var det ingenting.

Jeg tror det var lige omkring den tid, hvor jeg havde opgivet tanken om nogensinde at komme til at se ham igen, at jeg fik den mest afslappede besked fra ham, hvor der stod han var i Odense i weekenden og om jeg havde lyst til at ses.

Selvom jeg gerne ville kunne svare nej, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til det. Jeg havde ellers fået opbygget en illusion om, at jeg var på vej videre, men hvis jeg skulle være helt ærlig for mig selv, så var jeg stadig ligeså forelsket i ham, som jeg hele tiden havde været.

Vi aftalte at mødes og få en øl på en cafe. På vej derhen passerede jeg en børnehave, hvor der stod en hel gruppe børn med ansigterne presset op ad hegnet og råbte efter mig hvad jeg hed. Inden på legepladsen kunne jeg se at børn i røde, grønne og orange flyverdragter, med snot under næsen, puste sæbebobler og jagte dem, sparke ud efter dem og klemme sammen om dem med fingrene. Det gav mig tåre i øjnene og jeg måtte gå en omvej, forbi cafeen, for at genvinde lidt selvkontrol inden jeg kunne se ham.

Da jeg kom ind sad Aske i baren. Han lignede sig selv, bortset fra at hans hår var blevet længere og han havde fået en sort stretch i øret, som jeg egentlig normalt syntes var klamme, men til ham var det faktisk okay.

Han gav mig et kram og jeg hvilede hovedet ind mod hans skulder. Vi stod der i længere tid end man normalt ville have gjort og da vi endelig gav slip var det ham som trak sig tilbage. Vi satte os på barstolene og han skubbede en øl hen til mig.

”Jeg bestilte bare for dig, jeg håber det er okay … du plejer bare at drikke øl, ikke?”

”Det er helt fint,” sagde jeg og tog en slurk.

”Så … jeg ville bare lige se dig igen, fordi jeg syntes vi sluttede det på sådan en mærkelig måde. Og så ville jeg bare lige vise dig at jeg stadig er i live.”

”Det er meget rart at se. Altså, at du er i live.”

”Ja, det er jeg også glad nok for. Nogle dage i hvert fald.”

Jeg bed sammen om min underlæbe. Det eneste jeg havde lyst til var at kysse ham, men samtidig kunne jeg tydeligt mærke på den underlige trykkede stemning, der var imellem os, at det ville være fuldstændig upassende.

”Men, så du er i live. Det er godt. Hvad laver du så nu? Tager du en STX i København nu, eller?”

”Nå, nej, for helvede. Når man først er kommet ud af det, så kommer man ikke ind igen. Jeg arbejder på et pizzaria nu,” sagde han. ”Ejeren er fuldstændig homofobisk, det er næsten komisk.”

”Og så ansatte han dig?”

”Ja ja, jeg har ikke sagt noget til dem.”

”Og du kan godt holde det ud?”

”Det er nemt nok. De er jo søde nok mennesker alligevel, hvis man ser bort fra det der med at de er nogle røvhuller, så er det okay. Men jeg har aldrig rigtig forstået det der had fra udlændinge, jeg har altid haft det sådan, at vi burde have en eller anden minoritetsaftale om at vi bakker hinanden op, men åbenbart ikke.”

”Folk er jo så fordomsfulde,” sagde jeg lavt og tørrede duggen på ølglasset væk med fingeren. Det var alt for mærkeligt at sidde sammen med ham på den her måde. Jeg havde bare lyst til at gå igen, men det ville være alt for uhøfligt og så kunne jeg heller ikke.

”Det har du vel ret i … men hvad så med dig? Går det okay?”

”Det går fint nok,” svarede jeg. Og kom i tanke om dengang på togskinnerne, hvor jeg havde sagt at jeg var rimelig lykkelig og Aske fuldstændig havde pillet mine ord fra hinanden og sagt at det kunne man ikke være. Hvis han ville kunne han også sagtens kunne gennemskue mit fint nok. Og det kunne han sikkert også. Men han kommenterede det ikke.

”Hvad så med kærligheden? Fandt du nogensinde ud af det med hende der pigen til festen?”

”Jeg var fuld, vi kyssede, jeg fortrød det. Vores forhold sluttede sådan cirka der, hvor det startede.”

 ”Ja, okay, vi har jo heller ikke set hinanden i lang tid, så jeg ved jo ikke noget. Er der ellers sket noget?”

”Ikke rigtig.”

”Så du har heller ikke mødt en dreng?”

”Ikke endnu,” mumlede jeg og tog en slurk. Jeg satte øllen tilbage på bordet og lagde albuen op på disken, for så at hvile mit hoved mod hånden. ”Hvad med dig?”

”Jeg ved ikke rigtig hvad det er endnu, jeg ser den her dreng lidt nogle gange. Men jeg tror ikke det er noget, eller jeg ved det ikke … der er nok et eller andet galt med mig. Jeg bliver kun forelsket i folk, som det er fuldstændig umuligt at få det til at fungere med.”

”Så du har fundet en anden?”

”Det ved jeg ikke om man kan kalde det.”

Vi var stille lidt. Jeg kiggede ned på bardisken og lagde mærke hvor fedtet den var. Min hals strammede sig sammen. Han havde fundet en anden. Bardisken var fedtet, væggene var lysebrune, der lugtede af røg og han havde fundet en anden.

”Jeg går lige ud og ryger,” sagde jeg og rejste mig. Min stemme lød anderledes end den plejede og jeg var bange for at han kunne høre det på mig. Jeg satte mig udenfor på en af de hvide plastikstole, som ingen brugte lige nu, fordi det var alt for koldt. Jeg prøvede at kigge op og stramme ansigtet sammen, men de kom alligevel. Jeg tørrede mig om øjnene med kanten af den sweater, som jeg havde fået af min mor i julegave og luften fra den vinden fik mit ansigt til at føles koldt. Jeg gad ikke engang forsøge at tænde en cigaret, når jeg havde det sådan her. Jeg røg også alt for meget. Det var bare endnu en af de dårlige ting, som Aske havde efterladt i mit liv, efter han tog af sted til København.

Mens jeg stadig sad der, midt i Odenses gågade, grædende som en eller anden idiot kom Aske ud. Han sagde ikke noget, men foldede bare armene rundt om min hals og hvilede sit ansigt ind mod mit. Duften af ham gjorde det kun værre. Den stærke duft af røg, blandet sammen med pebermyntetyggegummi og et eller andet jeg ikke kunne beskrive. Jeg havde ellers aldrig set mig selv som en der græd særlig meget, men de sidste par måneder, havde jeg følt mig som et omvandrende åbent sår. Der skulle intet til.     

”Jeg blev overasket over at du overhovedet ville se mig, fordi jeg var helt sikker på at du allerede var ligeglad med mig,” sagde han og drejede sit hoved, så jeg kunne mærke hans næse ind mod kinden. ”Det eneste du nogensinde har sagt til mig er at du godt kan lide mig. Og det er jo ikke ligefrem den helt vilde følelsesmæssige tilknytning der ligger i det ord. Det er ligesom, jeg kan godt lide æbler eller jeg kan godt lide karameller.”

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg ned i min hånd og så ned på fortorvet. ”Jeg kan ikke finde ud af noget, når du ikke er der. Og jeg kender dig ikke engang. Og det er fuldstændig langt ude, men det gør jeg virkelig.”    

”Sebastian,” sukkede han. ”For helvede.”

”Og hvorfor stak du bare af så hurtigt? Jeg stod allerede ved dig dagen efter og ville sige at jeg sagtens ville kunne springe ud, hvis det var det du ville og så skal jeg høre fra din mor at du lige pludselig er i København.”

”Har du så gjort det? Sprunget ud?”

Jeg rystede på hovedet. ”Ikke endnu.”

Han slap mig og hentede en anden stol, som han stillede hen ved siden af min og satte sig. ”Og det er jo lige præcis derfor det bare aldrig kommer til at fungere med os. Det er underligt, for i starten troede jeg bare det var Arendse, der var problemet, men det er jo dig. Du er så ubeslutsom, du går aldrig efter det du vil have og så lader du bare tingene ske. Gør nu noget. Hvis du vil noget, så gør det, i stedet for det der halve noget.”

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” mumlede jeg.

”Du kan bare sige at jeg har ret.”

Jeg trak på skulderne.

”Jeg har ret.”

”Okay, måske har du ret.”

”Du er en medløber.”

”Så jeg siger at jeg elsker dig og du kalder mig en medløber? Der er en dårlig balance i det her,” sagde jeg og tørrede mig om øjnene igen. Han smilede og jeg kunne ikke lade være med at gøre det samme, selvom det næsten gjorde ondt i ansigtet. Det var længe siden jeg havde smilet rigtigt.

”Du ved godt jeg også elsker dig. Altså, du er en kæmpe idiot, det er der ikke nogen der kan tage fra dig. Men selvfølgelig elsker jeg dig … det har jeg nærmest gjort lige siden vores sæbeboblesnak. Jeg var så forelsket i dig, at jeg næsten ikke kunne sove efter du var taget hjem.”   

Jeg kiggede op og lagde mærke til to piger, der stod et par meter fra os, udenfor en tøjbutik og sendte nogle mærkelige blikke. De kiggede væk, ligeså snart de så jeg kiggede tilbage på dem og gik ind i forretningen. Jeg blev nok bare nødt til at vænne mig til det. At der nogle gange ville være nogen, der kiggede.

Jeg så tilbage på ham og lænede mig frem, for at kyssede ham, men jeg satte mig hurtigt tilbage, da jeg kunne mærke han intet gjorde for at kysse mig igen. Han fugtede læberne og tog sig til hovedet. ”Jeg kan ikke det her. Det var svært at komme over dig første gang, jeg har ikke tænkt mig at gøre det en gang til og så med langdistancen og jeg elsker København, det føltes virkelig som om at jeg kan trække vejret derovre og jeg har allerede fået en masse venner og mit job er også okay og min chef er faktisk ikke så homofobisk, jeg sagde det bare for at prøve at gøre det mindre akavet, løsne stemningen lidt, altså han havde en enkelt kommentar med et eller andet engang. Og … ja.”

”Hvis det er det du vil.”

Han rejste sig og gav mig et hurtigt sidste kys henover munden, før han lynede sin jakke op og lagde hænderne i lommen. ”Det er nok bedst, hvis jeg bare går. Men det var godt at se dig. Pas på dig selv, ikke?”     

Han klemte sammen om min skulder og gav mig et sidste kys i håret inden han gik. Og den her gang kiggede jeg efter ham. Og jeg lod det gøre ondt. For det gjorde det. Inderst inde havde jeg bare lyst til at prøve det alligevel, selvom han boede i København, men jeg tvivlede på at det var det der virkelig var det største problem. Han stolede ikke på mig. Selvom han havde sagt, at det med Arendse ikke generede ham, så var det selvfølgelig løgn. Og da jeg så endelig slog op med hende, så brokkede jeg mig over at han hang for meget op af mig og kyssede med en anden pige. For at være ærlig, havde jeg nok heller ikke givet mig selv en chance til.

Da han var gået og jeg sad der alene, følte jeg mig fuldstændig ødelagt. Det føltes som om de sidste sæbebobler jeg havde haft i maven gik i stykker. Og jeg var nødt til at gøre noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...