Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63321Visninger
AA

11. Når det knækker.

Nogle gange er det som om, at alting bare ordner sig af sig selv. Nogle gange har livet god timing. Nogle gange er det ligefrem på kanten til at være tålmodigt. Og så er der de dage, hvor de sker et eller andet, som er så svært at forstå, at man ligeså godt kan opgive at forstå det og bare føle det i stedet for. Det sker som regel midt i en bid af aftensmaden, eller mens man sidder og er ved at taste en stavefejl ind i sin aflevering.

Den dag i midten af november var ikke mig det skete for. Det var Arendse.  

Hun ringede til mig, omkring klokken kvart over fem, da jeg lå under mit skrivebord og skrev små tekster, som godt kunne minde lidt om digte, ind under træpladen. Jeg tog den ikke med det samme, det først da den blev ved med at ringe, at jeg endelig kravlede ud og trykkede på det grønne telefonrør.

Jeg vidste lige med det samme at der var noget galt. Det eneste jeg kunne høre var lyden af hendes hikstende vejrtrækning, der gjorde det umuligt for hende at få et eneste sammenhængende ord ud. Der gik lang tid, inden hun endelig sagde noget og da hun endelig gjorde, var det ikke hendes egen stemme hun snakkede i, men en jeg ikke kunne kende. ”Jeg tror ikke han overlever.”

”Det er okay, bare træk vejret helt stille og roligt. Hvem er det?”

”Min bedstefar,” sagde hun og begyndte at græde igen. Jeg kunne høre hun havde hun havde lagt hånden henover munden, så lyden blev en smule mindre. I baggrunden var der en summen af stemmer. Stemmer, der også prøvede at berolige hende.

”Hvor er du? Er I på et hospital?”

Jeg satte mig på sengen og ventede på at hun havde fået samlet nok luft sammen til at svare mig. Jeg vidste at Arendses bedstefar betød meget hende. Hun var kommet af en tilfældig nat, med en tilfældig mand, som hendes mor ikke engang kunne huske navnet på det. Det eneste hun vidste var at han havde haft en brun ruskindsjakke på. Derfor havde hendes bedstefar altid været en slags reservefar for hende, jeg kunne tydeligt huske første gang jeg skulle møde ham, han kiggede hele tiden på med et bestemt analyserende blik. Han var selvfølgelig venlig nok og spurgte ind til mig, mens vi sad og gnavede på billige købesmåkager og drak te af bittesmå blomsterkopper. Men jeg kunne huske at jeg gik derfra og overvejede om han havde kigget på mig sådan, fordi han ikke kunne lide hun havde en kæreste, eller fordi hun ikke syntes jeg var god nok til at være sammen med hans barnebarn. Sådan som tingene havde udviklet sig, her for tiden, svært ikke at være enig i det sidste.

”Odense hospital,” hviskede hun endelig frem.

”Okay, så jeg kommer jeg derud, ikke? Det skal nok gå.”

”Mmm.”

”Jeg tager en taxa, så er jeg der så hurtigt, som jeg overhovedet kan være der. Er det fint?”

”Mmm.”

”Godt. Jeg elsker dig … og jeg skynder mig. Skal jeg tage noget med? Mangler I noget derude?” spurgte jeg.

”Nej.”    

”Godt, jeg skynder mig.”

”Sebastian, det er okay. Bare kom,” sagde hun og hostede. Selv hendes host lød fremmede.

Og det gjorde jeg så. Jeg fik skiftet og ringede så efter en taxa. Jeg satte mig på køkkenbordet og gemte hovedet under fingrene. Jeg var alene hjemme, så der var ikke engang nogen jeg kunne fortælle det til. Jeg var ikke vant til at være den, der skulle være der for andre. I hvert fald ikke i sådan nogle situationer her. Men jeg havde på fornemmelse, at det ikke handlede om så meget andet, end at jeg bare skulle sidde der og gentage de samme ting lidt. Ting som jeg egentlig ikke vidste noget om. Det skal nok gå. Det var det eneste jeg kunne sige, men det vidste hun jo gjort. Det svære var hvor det skulle gå hen. Om det ville gå i den rigtige retning.

Det var først da jeg sad i taxaen og vi passerede alt lige fra lyskryds, skolebørnsskilte og par, der gik så tæt sammen, at man ikke var i tvivl om at de var hinandens, at det for alvorlig gik op for mig hvor dårlig timing det her egentlig havde. Hvis det var sket for en måned siden, kunne jeg være taget derud, uden at have knuder af dårlig samvittighed bundet sammen i maven. Jeg burde bare have slået op med hende, der for to uger siden, da jeg kom hjem efter Aske havde kysset mig på stranden. Jeg vidste det jo allerede der. Og også lidt før det.

Men nu var det selvfølgelig for sent. Jeg ville være det værste menneske, hvis jeg også sagde at jeg ikke kunne være sammen med hende mere, mens alt det andet knækkede. Det kunne jeg bare ikke.

Jeg købte en buket blomster til hende i kiosken. De havde lavet dem sådan så der var et farvetema ved hver buket, så jeg stod der i et stykke tid og skævede frem og tilbage imellem blomsterne, mens jeg prøvede at komme i tanke om hvad hendes yndlingsfarve egentlig var. Havde hun overhovedet en? Hun måtte da have en. Alle havde da en yndlingsfarve.

Jeg endte med at købe den grønne buket, hvilket nok mere var tilfældigt end noget andet og en Toblerone. Men da jeg endelig kom op til hende, virkede det som om hun var fuldstændig ligeglad med begge dele. Hun gik bare direkte hen i mine arme, med røde kinder og snot klistret til ærmekanten på hendes lyseblå skjortekjole. Jeg holdt hende. Og mærkede hendes ujævne vejtrækning og våde kinder mod halsen. Jeg prøvede på ikke at tabe det jeg havde i hænderne og samtidig holde om hende. Nogen, en eller anden fra hendes familie, som vidst nok var en kusine kom hen og tog tingene ud af mine hænder, så jeg kunne holde ordentligt om hende. Jeg måtte have set ret håbløs ud.

Det var underligt, men jeg fik et strejf af dårlig samvittighed over at jeg ikke havde barberet mig i morges, så hun ikke behøvede at stikke sig på mine små skægstubbe. Det var fuldstændig latterligt, men alligevel stod jeg længe og tænke over det. At det kunne jeg godt have gjort for hende.  

Vi blev der, bare stående der med armene rundt om hinanden, uden at sige noget i lang tid. I baggrunden kunne jeg høre både snøft og snak fra hendes familie. Jeg ville gerne hviske noget til hende, men jeg havde det som om det var bedre, hvis jeg ikke gjorde. At det bedste jeg overhovedet kunne gøre for hende bare var at stå der og prøve så meget som muligt hverken at lyve for hende eller sige sandheden.

”Kan vi ikke gå ned og købe noget kaffe?” spurgte hun. Hendes stemme var stadig lille, som om alt det der var sket, havde fået stemmebåndet til at krølle sig sammen i halsen på hende. Jeg sagde til hendes familie at vi gik og fulgte hende så tilbage ned til kiosken, hvor der ude foran stod en kaffemaskine. Hun smed en tier i og trykkede på knappen, hvor der stod kaffe. Hendes telefon ringede. Hun tog den op ad lommen, så ned på displayet og kiggede så op på mig.

”Det er Aske igen. Jeg kommer tilbage lige om to sekunder,” sagde hun og gav mig et hurtigt kys på munden. Hendes læber føltes tørre.

Jeg kiggede på kaffemaskinen, der var ved at fylde et hvidt plastikglas op og så tilbage mod hende. Hun havde sat sig på gulvet, med hovedet hvilende mod sine knæ og jeg prøvede at aflæse på hendes ansigtsudtryk hvad de snakkede om, men det var svært, fordi hun næsten gemte ansigtet bag knæene.

Jeg tog plastikglasset op og tog en tår. Det smagte i hvert fald som noget vi havde betalt ti kroner for. Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende, men da det ikke lykkedes, satte jeg mig bare hen ved siden af. Jeg lagde armen rundt om hende og kyssede hende i håret. Hun sagde ikke noget. Sad bare og lyttede i lang tid. Så lang tid at jeg næsten blev urolig, for hvad kunne han snakke om i så lang tid? Hendes bedstefar var døende. Det gik op for mig, at jeg ikke engang vidste hvad der var sket. Hun havde sikkert siddet og fortalt ham det hele, før hun nåede at snakke med mig. Gad vide hvem hun ringede til først. Og om hun inderst inde hellere ville have haft, at det var ham der sad her i stedet for mig. 

”Nej, nej, Sebastian er her også, så det er fint nok,” sagde hun og rykkede hovedet, så vores pander lå ind mod hinanden. ”Jeg er sikker. Lad nu være, du skal ikke tænke over det … vi finder en dag, så kan vi snakke om det der.”

Hun holdt en lille pause og lyttede. Jeg kunne svagt fornemme hans stemme fra telefonen, fordi vi sad så tæt og jeg prøvede ikke at føle noget eller tænke noget.

”Det er fint nok, jeg skriver til dig, når jeg ved noget. Men jeg smutter nu, okay? Jeg elsker dig.”

Jeg kunne mærke hårene rejse sig ned ad min ryg og kiggede væk, så hun ikke ville lægge mærke til at jeg havde tårer i øjnene. Hun lagde på og puttede telefonen tilbage i lommen. Ingen af os sagde noget. Hun holdt fast om min hånd, men uden at flette vores fingre sammen, som hun ellers normalt gjorde. Jeg drejede hovedet tilbage mod hende og vi kiggede bare på hinanden. Jeg så på hendes ansigt. Mascararesterne under hendes øjne, de rødlige kinder, de ømme øjne. Og hun så mig. Og mine blanke øjne.

”Lorte liv,” hviskede hun.

”Lorte liv,” gentog jeg og kyssede hende i panden.

Og det var det virkelig. Det var et lorte liv lige der.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...