Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63135Visninger
AA

17. Kys mig.

Jeg tændte en ny cigaret og satte mig i græsset. Det var fugtigt, men jeg var ligeglad. Jeg tog en slurk af øllen og prøvede at lade være med at føle noget, fordi der var alt for mange ting jeg kunne føle og alt for mange beslutninger, der lå og ventede indeni de følelser. Det eneste jeg rigtig vidste i det øjeblik, mens jeg sad der i græsset, var at jeg elskede Aske. Og selvom jeg ikke havde lyst til at have det sådan, så var det sådan det var.

Jeg tror jeg sad der i et kvarter og bare kiggede ligeud, før jeg så ham komme ud af døren. Han var alene, havde begge hænder i læderjakkens lommer og kiggede ned, mens han hurtigt fik snoet sig forbi alle menneskerne og begyndte at gå ned mod fortovet, op imod byen og væk fra skolen. Jeg var ikke i tvivl om at han vidste det. Han vidste det og jeg var nødt til at forklare det og jeg kunne ikke forklare det, fordi jeg ikke engang var sikker på at jeg forstod det.

Jeg skoddede min cigaret mod fliserne og fulgte efter ham, den vej hvor han var gået og da jeg var sikker på at ingen fra skolen kunne se mig begyndte jeg at løbe. Natten havde slugt alt og kastet det op igen, som sorte og hvide farver, i hvert fald indtil jeg nåede hen til starten af gågaden, hvor gadelygterne, der gav alt, fortovet, vejen, butiksruderne, et lille snert af et gulligt skær. I det fjerne kunne jeg lige netop se hans skikkelse. Han havde trukket hætten op over hovedet og jeg kunne se han havde taget hænderne op til ansigtet, for de svingede ikke langs siden, som de ellers ville gøre. Han drejede ned mod biblioteks parkeringsplads og jeg stoppede op og begyndte at gå i et roligt tempo, fordi jeg ville finde ud af hvad jeg ville sige til ham først, men da jeg nåede ned til ham og fandt ham siddende på en bænk, vidste jeg stadig ikke hvad jeg skulle sige.

Jeg satte mig ved siden af ham på bænken og drejede hovedet mod ham. Han sad med fødderne trukket op under sig og armene foldet rundt om hovedet, så jeg ikke kunne se hans ansigt, men jeg kunne høre at han snøftede og se at han rystede. Jeg lagde hånden henover hans. Jeg havde regnet med at han ville skubbe den væk, men i stedet greb han fat om den og holdt så hårdt fast at det næsten gjorde ondt.

Jeg rykkede mig tættere på ham og foldede mine arme rundt om ham og lagde læberne ind mod hans nakke, ovenpå stoffet fra hans trøje. Og sådan sad vi i lang tid, jeg kunne mærke at hans krop stadig rystede og at han stadig næsten desperat holdt fast om min hånd, inden han endelig løsnede sit greb om den, viklede sig fri af mig og rejste sig fra bænken. Han tørrede sit snot af i ærmet og brugte siden af hånden til at tørre sig om øjnene. Han skubbede hættetrøjen ned fra hovedet og satte sig så tilbage ved siden af mig. Jeg lagde ansigtet helt ind til hans, så jeg kunne se den tørre afskallede hud på hans læber og hvor røde hans øjne var.    

”Jeg tror ikke rigtig jeg forstår dig,” hviskede han og kiggede ned. Det lød næsten som om han skulle til at græde igen, men så rømmede han sig og kiggede op på mig igen, rakte ud efter mit ansigt og lod en finger glide langs min mund, ovenpå læberne, før han hurtigt tog den til sig igen og lagde den tilbage i skødet.

”Undskyld,” mumlede jeg.

”Er der overhovedet noget i det her for dig, eller er jeg bare et eller andet eksperiment du lige skal prøve af?” 

”Tror du virkelig det?”

”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg tror mere … jeg gider det ikke mere, jeg vil bare gerne høre dig sige hvad du vil og at du så faktisk gør det og ikke bare …” Han tog sig til hovedet og sukkede. ”Det kan også være du bare ikke er til drenge, når du åbenbart har brug for at der er en pige omkring dig hele tiden. Hvis det er sådan, så er det jo bare sådan, men så må du sige det til mig i stedet for det her.” 

”Jeg ved ikke hvad jeg er til stadig. Jeg ved bare at jeg godt kan lide dig … og jeg har lyst til det her.”

”Undskyld, men hvad fanden laver du så?”

”Hvad mener du?”

”Jeg tænker bare … hvis det virkelig var det her du ville, så havde du slået op med Arendse efter vi kyssede den dag, der på stranden og så havde du ikke haft brug for at kysse alle mulige underlige festpiger og det havde ikke været så svært og du ville ikke få mig til at have det sådan her.”  

Jeg kiggede lidt på ham, han så skrøbelig ud, som han sad der. Mere skrøbelig end jeg troede han kunne se ud. Jeg lagde så armen rundt om ham og kyssede blidt til spidsen af hans øjne. Jeg lænede mig tættere på ham og kyssede ham, mærkede hans hånd trække mig tættere på, hans blide læber der forsigtigt trykkede sig mod mine og varmen fra en tåre, der gled ned og landede imellem vores kinder. Han skilte vores læber ad og satte sig med hænderne med hænderne gemt i ansigtet. Sådan sad han lidt, indtil han endelig sagde noget. ”Jeg tror egentlig helst jeg bare vil hjem lige nu.”

”Alene?” spurgte jeg.

Han nikkede. ”Følger du mig ned til busstoppestedet?”

”Selvfølgelig,” sagde jeg og gav hans knæ et klem. ”Undskyld, jeg er så dum.”

”Lad være med at sige undskyld, jeg kan alligevel ikke bruge det til noget, det er bare nogle ord.”

”Jeg mener det, altså,” sagde jeg og tog fat om hans hånd.

”Ja, lige nu måske.”   

Jeg ville gerne sige noget mere, forsvarer mig selv, men jeg forstod godt at han ikke rigtig kunne tage imod det. Så jeg lod ham være sur og fulgte efter ham tilbage ned mod skolen. Vi sagde ikke så meget. Jeg blev bare ved med at skæve mod ham og tænke på hvad der ville ske, hvis han gav slip på mig nu. For hvis han gjorde det, så havde jeg ikke nogen tilbage. Jeg havde ikke engang nogen venner jeg kunne gå til. Arendse var den eneste jeg rigtig havde haft og jeg tvivlede på at hun havde lyst til at høre på mine problemer med Aske. Jeg tvivlede på hun overhovedet havde lyst til at se mig efter alt det der var sket. Så han var virkelig det sidste jeg havde tilbage. Og bare tanken om at jeg kunne miste ham gav mig kvalme.

Jeg ventede udenfor på ham, mens han hentede sin jakke i garderoben. Der stod allerede en del og ventede ved busstoppestedet, de stod klumpet sammen i små grupper og et enkelt par stod helt tæt på hinanden, med næserne presset sammen. Jeg satte mig ind i skuret, mens Aske tjekkede busplanen. Jeg kiggede ud på parret igen, gennem de slørede overtegnede ruder og jeg kunne lade være med at være lidt misundelig over, at de bare kunne stå så naturligt på den måde.

Aske satte sig ved siden af mig og lagde hovedet ind mod min skulder. Jeg lod ham gøre det, fordi jeg var bange for at det fuldstændig ville ødelægge alt, hvis jeg sagde at det var for meget.

”Hvornår går den så?” spurgte jeg.

”Lige om to minutters tid.”

”Heldigt.”

”Ja,” mumlede han. Jeg kunne mærke han kiggede op på mig fra min skulder. ”Hvad så med dig? Hvordan kommer du hjem?”

”Det ved jeg ikke, jeg finder ud af det. Ellers må jeg jo ringe efter min mor.”

”Ja.”

Der var stille lidt. Vinden ruskede i skuret og jeg lagde læberne ind til hans pande, for at efterlade et hurtigt kys der, da jeg var sikker på ingen kiggede. ”Hvad tænker du? Giver du op?”

”Jeg ved det ikke, Sebastian. Du ved godt, hvor glad jeg er for dig … jeg er bare træt af at have det sådan her hele tiden, så … ja, jeg ved det ikke. Måske er det bare bedst, hvis vi holder op med at ses.”

”Mener du virkelig det?”

”Jeg ved det ikke, det er bare forvirrende, for jeg tror måske det er bedst for os begge to, hvis vi bare stopper det her. Du bliver nødt til at finde ud af hvem du er og stå ved den her del af dig selv, hvis det er det og jeg skal holde op med at gå efter drenge, der egentlig ikke gider mig. Vi har begge to nogle ting at arbejde med.”

”Der ikke gider dig? Hold nu kæft, det er ikke rigtigt. Du ved også godt selv det ikke er rigtigt, ellers er du da helt væk.”

De andre ved busstoppestedet begyndte at stille sig ude foran busskuret og hive deres buskort frem. Hvorfor kunne bussen ikke bare være forsinket den ene gang, hvor jeg havde brug for det? Det var så typisk.

”Hvad så? Er det så slut nu?” spurgte jeg. 

”Hvis du kan kysse mig farvel nu derude, foran alle, så glemmer vi det hele. Så er det tilbage som før.” Han stilede sig skuråbningen og kiggede på mig med en rynket pande, som om han allerede var skeptisk fra start. Som om han inderst inde allerede vidste, at det han bad mig om var alt for stort til at jeg ville kunne gøre det. Der var alt for mange mennesker. Og jeg vidste ikke engang hvem der sad i bussen. Det kunne være hvem som helst. Og når jeg kom i skole på mandag ville alle sikkert vide det. Og jeg ville være nødt til at sige det til min mor. Der lå alt for meget i det lille kys. Og det vidste han også godt. Jeg behøvede ikke engang sige det højt, før han vidste det.

”Jeg gider ikke se dig mere, Sebastian. Og jeg mener det, lad være med at stå ude foran lejligheden i morgen og prøve at fikse det, jeg gider ikke mere. Måske hvis du heldig, kan det være du kan finde hende pigen du snavede med igen derinde.”

 Og så gik han. Og jeg gjorde ingenting for at stoppe ham. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at se op for at se ham forsvinde. Så jeg kiggede ned. Ned på cigaretskoder, skidt, blade, Vestfyns øldåser, der lå krøllet sammen og slikpapir. Det var først da jeg kunne høre bussen kører væk at jeg græd, jeg græd så meget at jeg næsten ikke kunne få vejret og det føltes som om jeg blev kvalt i mit eget snot, jeg græd så meget at mine kinder gjorde ondt og jeg fik kvalme.

Det var slut. Jeg elskede ham. Og det var slut.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...