Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63601Visninger
AA

4. Indtil man mener det.

Jeg havde lukkede øjne. Lyttede til græshopperne, mærkede hvordan metallet fra togskinnerne støttede min ryg og lyttede til lyden af chokolade, der knækkede under hans tænder. De små mørke hår ned langs mine arme rejste sig. Det var ret koldt.

 ”Sover du?” spurgte han.

Jeg åbnede øjnene og så op på ham.

”Du kan bare sove, hvis det er, jeg skal nok vække dig igen om lidt.”

”Jeg er ikke rigtig træt.”

”Du burde ikke lyve,” sagde han og knækkede et nyt stykke chokolade af. ”Du er ikke særlig god til det.”

Han åbnede den Coca cola, som lå imellem os. Den brusede og han nåede lige netop at skrue låget på igen, før skummet løb nedover flasken. Efter nogle sekunder åbnede han den igen og tog den første slurk, før han rakte den til mig.

”Hvad er det så der med dig?” spurgte han og tog en pakke Prince op ad lommen. Han havde sagt til mig, mens vi kørte, at han allerede, bare i dag, var ved sin pakke nummer tre. Det kunne jeg ikke engang ryge på en uge.

”Hvad mener du?”

”Du er bare så mystisk, du snakker aldrig rigtig om dig selv. Hvad gør dig egentlig glad?”

”Hvad der gør mig glad?” gentog jeg og tog mig til hovedet. Det var et svært spørgsmål. Det var ikke noget jeg særlig tit blev spurgt om. ”Der er mange ting.”

”Så burde det ikke være så svært bare at vælge en.”

”Jeg ved det ikke, jeg kan godt lide at læse og skrive og se gamle film. Sådan nogle ting. Og den første pakke brændte mandler om vinteren.”

”Den er også god. Vinterversionen af is om sommeren.” Han rakte mig sin cigaret og jeg tog imod den. Beholdt den lidt imellem mine læber, inden jeg tog det første sug.

”Hvad så med dig?”

”Altså, tilfældigheder gør mig ret glad, når der sker et eller andet, som man ikke havde regnet med, man havner et eller andet sted man ikke troede man ville, sammen med nogen og det hele bare sker, uden man ved hvad der skal ske først. Jeg har altid godt kunne lide forandringer. Jeg er lidt af en forandringsnarkoman, måske.”

 ”Forandringsnarkoman,” smilede jeg og gav ham cigaretten tilbage. ”Hvad så med nu? Er du så glad nu?”

”Ikke rigtig. Der har ikke noget med dig at gøre, jeg er bare … der er mange ting.”

”Har du lyst til at snakke om det?”

”Det ved jeg ikke.”

Han kiggede op. Væk fra mig. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham, se alle detaljerne i hans ansigt, krumningen ved hans næse, måden natteskyggerne kravlede rundt i hans ansigt. Jeg bed mig i læben og tvang mig selv til at dreje hovedet væk fra ham igen.

”Hvordan har dine forældre det egentlig med homoseksuelle?” spurgte han.

”Hvorfor?”

”Det var bare et spørgsmål.”

”Jeg tror de har det okay med det … min mor tror ikke rigtig på det og min stedfar har et eller andet med altid at sige det er klamt, når der er noget med to mænd og så slutter han af med: men det må de jo selv om, eller sådan noget. Men de er ikke imod det, de er bare lidt gammeldags.”

”Din mor tror ikke på det?” grinede han og rynkede panden. ”Mener du det?”

”Hun tror I hvert fald ikke på, at der findes så mange homoseksuelle. Hun siger altid et eller andet med at alting skal være så ekstremt i dag og alle vil være anderledes eller sådan noget.”  

”Hvad så med din far? Din rigtige far, hvad med ham?”

”Jeg ved det faktisk ikke. Det er to år siden jeg snakkede med ham sidst,” sagde jeg og knækkede et stykke af mælkechokoladepladen.

”Det er jeg ked af at høre.”

”Det er okay, vi var ikke så tætte. Han arbejdede meget og når vi endelig snakkede sammen, så snakkede han kun om sig selv … og skilsmisseadvokatsnak er bare generelt deprimerende og det bliver bare ikke bedre af at man er fem. Så det er fint nok.”

”Ja, ja, men han er stadig din far.” 

”Det kan jeg bare ikke rigtig bruge til noget.”

Han drejede hovedet mod mig og gav min arm et lille klem. Han tog endnu en tår af colaen og jeg kiggede på hans læber, på de små markeringer i dem, imens jeg rev et af træernes mange kasserede blade i stykker.

”Hvad så med dig? Nu har du hørt min triste historie, så må jeg få din,” sagde jeg.

”Er det virkelig det jeg får? Mine forældre er semi-homofobiske, men så alligevel ikke og jeg har ikke talt med min far, som jeg ikke kan lide, i to år? Jeg tror du bliver nødt til at hoste op med noget bedre, hvis du virkelig vil bytte historier.”

Jeg slap det bladskillet jeg havde i hånden og samlede et nyt op, som jeg begyndte at pille fra hinanden. ”Alles liv er jo ikke triste.”

”Det siger jeg heller ikke.”

”Hvad vil du så have?”

”Okay, så lad mig stille dig et spørgsmål, så kan du få min historie. Men du skal svare ærligt.”

Jeg nikkede og rakte ud for at tage cigaretten ud af hans hånd igen. Et stort stykke af asken, hang fast på cigarettens spids, så jeg skoddede den mod skinnerne. Han flyttede colaen og Marabou chokoladen om på den modsatte side af skinnerne og rykkede sig tættere på mig, så vores skuldre strejfede hinanden. ”Er du lykkelig? Sådan rigtigt?”

”Er det virkelig det bedste spørgsmål du kan komme i tanke om? Jeg havde faktisk forventet mere af dig,” sagde jeg.

”Det er da alligevel meget væsentligt. Er du?”

 ”Jeg er rimelig lykkelig, vil jeg sige, ja.”

”Rimelig lykkelig,” fnyste han. ”Der er ingen der siger at de er rimelig lykkelig, som faktisk er lykkelige. Lykke og rimelighed har ikke noget med hinanden at gøre.”

”Du ved hvad jeg mener.”

”Det tror jeg egentlig ikke jeg gør. Jeg tror du lyver.”

”Jeg er glad,” sagde jeg. ”Men jo. Nogle gange har jeg det, som om jeg er ved at blive kvalt, men det er ikke, fordi jeg ikke er glad. Det er bare skolen og forventningerne ... jeg tror egentlig bare det er sådan det er at være ung, det skal føles sådan, det er bare sådan det er, hvis man ikke er typen, der bare pludselig sætter sig ud i bil og så bare kører, uden at vide hvor man tager hen. Samfundet ville være noget rod, hvis alle gjorde det.”

”Samfundet ville være noget rod. Kan du høre dig selv? Jeg havde alligevel ikke troet du var så samfundsfikseret.”

”Er du klar over hvor mange biler, der ville havne i grøften? Og køre ind i hinanden? Det ville være et kaos.”

”Du er virkelig skør. Men også lidt sød,” sagde han og smilede, men det blev hurtigt erstattet med et alvorligt udtryk, der på en eller anden måde virkede påtaget. ”Jeg kan godt se hvorfor Arendse er så glad for dig.”

Der var stille et øjeblik. Jeg kunne svagt høre lyden af biler, der passerede os, fra bag den busk, der delte togskinnerne og vejen. ”Vi har det også godt sammen. Hun er meget nem at være sammen med.”

”Ja.” Han rejste sig og puttede hænderne i lommen. ”Jeg synes vi skal tage hjem nu.”

”Du skylder mig stadig den historie.”

”Du får den i bilen,” sagde han og tog chokoladen i lommen. Hele vejen hen til bilen, sørgede han for at gå et par skridt bag mig. Jeg kunne høre hans skridt. Høre hvordan han sparkede småsten væk fra skinnerne, mens vi gik og den raslende lyd af blade der knaste.

Vi satte os i bilen og jeg lagde hovedet ind til ruden og kunne høre hvordan han drejede nøglen om, så bilens motor tog sit første åndedræt. Uret viste 02:39. Han bakkede ud af det græsområde, hvor vi holdt og kiggede sig over skulderen. Jeg tog en dyb indånding og den luft der kom ud igen, satte sig fast på ruden, som en lille uklar tåge af dug ud for min mund. Jeg tændte radioen.

”Så …” sagde han.

”Det var den historie der.”

”Ja,” Han slap den ene hånd om rettet og skruede ned for radioen. ”Men du skal ikke sige det til Arendse. Nogle gange siger jeg ikke ting til hende, fordi hun har så godt styr på det hele med dig. Det er som om hun dømmer mig, fordi jeg ikke har ligeså godt styr på mit kærlighedsliv eller sexliv eller hvad fanden man nu vil kalde det.”

”Jeg siger ikke noget til hende. Og vi er altså heller ikke perfekte, så jeg tror ikke du skal være så bange for at sige noget til hende.”

Han trak på skulderne. Jeg vidste ikke engang om jeg havde lyst til, at han skulle til at snakke om det. Jeg var nervøs for hvad det var han ville sige. Det gav mig en underlig knugende fornemmelse i maven. Men samtidig var jeg også nysgerrig. ”Så?”

”Der er den her dreng.” Han bed sig i underlæben. Hans stemme ændrede sig en smule. Blev lidt mere hæs. Han rømmede sig. ”Jeg mødte ham for tre år siden. Det har været meget on-off de sidste to år, så meget at vi holdt op med at sige det til nogen, når vi fandt sammen igen, fordi det næsten blev pinligt. Men her i weekenden sagde han at han ikke gad mere, at han var træt af at skændes hele tiden … han sagde at den her gang var det helt slut. Og efter det har jeg ikke hørt fra ham.”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hans hænder klemte så hårdt om rettet at hans fingre blev blege og hans øjne var blanke.

”Hvad var det I skændtes over?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke, det kom bare ligeså langsomt. Man får sagt et eller andet man ikke mener. Så siger han noget han ikke mener. Og sådan bliver det vel ved, indtil man faktisk begynder at mene nogle af de ting man siger.” Det var som om hans stemme var blevet mindre jo længere tid han snakkede. Hans ene kind glinsede og jeg kiggede væk, ud på alle husene, som var gået i seng, med undtagelse af et par enkelte vinduer, hvor lyset stadig stod tændt. Stadig uden at kigge på ham, begyndte jeg at snakke om den danskaflevering vi lige havde fået for, noget med en kronik og han mumlede engang imellem ja. Jeg følte at jeg burde have sagt et eller andet til det han havde sagt. Et eller andet. Men jeg havde aldrig været den bedste til det med de store følelser, så da der ikke var mere at sige om danskafleveringer, begyndte jeg i stedet at snakke om den karnevalsfest, der skulle holdes på skolen i næste måned.

Da vi et kvarter senere kørte ind i indkørslen, fulgte han mig ud og stillede sig op ad døren med et afventede blik. Vores garagelampe fik næsten hans hud til at se gullig ud. Han havde røde øjne.

Jeg lagde mine arme rundt om ham og gav ham et kram. Hvilede hovedet ind mod hans hals og kunne mærke hvordan hans hænder foldede sig rundt om min nakke. Mit hjerte bankede så hurtigt at jeg var nervøs for at han kunne mærke det. Men vi stod der jo allerede, så der var ikke noget jeg kunne gøre. Hvis man kunne mærke det, havde han mærket det.

Jeg gav slip på ham og trådte et skridt væk. Uden at sige noget åbnede jeg døren og gik ind. Jeg satte mig på trappen, med hovedet bøjet og dækkede ansigtet i hænderne. Jeg følte mig næsten svimmel. I hvert fald forvirret. Mine hænder lugtede af nikotin. Og der sad stadig et blad fast på snuden af min sko.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...