Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63254Visninger
AA

10. Idiotskabet.

Da jeg kom hjem, sad min mor ved køkkenbænken og læste avis. Jeg kunne med det samme fornemme den søde duft fra den afpillede appelsin, der lå ved siden af hendes stribede Imerco krus. Hun kiggede op på mig og fugtede læberne. Jeg havde på fornemmelsen, at hun havde siddet der længe og bare ventet på at jeg ville komme hjem.

Hun rejste sig og gik hen til vasken, hvor hun lagde sin tepose og så vendte hun sig mod mig. De rødmalede negle foldet rundt om krusets hank. Hun kiggede ned i gulvet og så op på mig igen. ”Har du lige et øjeblik?”

”Jeg har faktisk en ret mange lektier, men hvis det er vigtigt, så.”

Hun satte sig tilbage på køkkenbænken og rykkede sig ind, så jeg også kunne være der. Jeg så ned på den Politikken avis, som lå åbent under hendes fingre, foldet op på kultursektionen, hvor Helle Helles nye roman var blevet anmeldt. Jeg kunne ikke se stjernerne for hendes hånd. Og egentlig var jeg vel også ret ligeglad, jeg havde aldrig brudt mig særlig meget om anmeldelser.

”Det tager bare et øjeblik … det var bare fordi jeg kom ind til dig i morges med noget vasketøj. Mens du stadig sov. Og jeg lagde mærke til at du ikke var alene.”

”Mor, slap af. Det er bare en af Arendses venner, han nåede ikke sin bus i går og så sagde jeg han bare kunne sove her. Jeg vidste ikke lige hvordan I havde det med, at han tog sofaen og så sagde jeg han bare kunne være i min seng, den er jo ret stor, så det er ikke fordi det er noget … det er jo også bare det der med alle busserne herude. De går så dårligt, hvis de ikke gik så dårligt, så var der jo ikke noget, men de går ret dumt, de holder op allerede efter klokken seks om aftenen. Det er ret dumt,” sagde jeg og prøvede at stoppe min stemme i at ryste. Jeg flyttede øjnene fra avissiden og så op på hende igen. Hun så ikke helt overbevist ud. ”Meget dumt.”

”Det er jo ikke fordi dine venner ikke må sove her, Sebastian. Også på sofaen, bare I lige husker for at ligge et lagen over først, det er heller ikke noget problem.” Hun fugtede læberne igen og kiggede undersøgende på mig, som om hun prøvede at gennemskue mig.

”Hvorfor snakker vi så om det?” spurgte jeg.

”Jeg lagde bare mærke til, at du havde armen rundt om ham.”

”Jeg er jo vant til at sove med Arendse. Jeg må have troet at han var hende eller sådan noget.”  

”Okay.”

”Men hvad ville du snakke om?”

”Det var bare det,” sagde hun.

”Jeg troede det var noget alvorligt.”

”Det var bare det.” Hun lignede en der ville sige noget mere. Hun nåede lige at skille læberne ad, før hun lukkede dem sammen igen og tog en slurk af sin te. Den havde en stærk, næsten syntetisk, duft af jordbær. Jeg blev siddende der lidt og tænkte over hvad det var hun havde været så tæt på at sige, men ikke sagde alligevel.  Og om jeg egentlig gerne ville have haft de ord, eller om det var en lettelse at hun havde skubbet dem tilbage under tungen.

Jeg tog et glas mælk og nogle af hendes hjemmelavede havregrynskager med op på værelset. Jeg havde det underligt, da jeg kom op. Følte mig svimmel og lettet, men samtidig også mærkeligt utilpas. En lille del af mig, ville næsten ønske at hun havde fundet ud af det. Og så alligevel ikke. En lille del af mig ville nok nærmere ønske, at hun havde sagt at det var okay, hvis jeg også var til drenge. At hun kunne have fået det flettet ind et sted. Og jeg kunne ikke lade være med at håbe at det var de ord, som hun ikke rigtig kunne få ud imellem sine læber. Men jeg tvivlede alligevel.

Mit værelse var indelukket, så jeg åbnede vinduet på klem og satte mig i vindueskarmen. Jeg tog en cigaret op ad lommen. Jeg tændte den ikke, men sad og nulrede papiret fra hinanden, så tobakken dryssede udover mit skød. Jeg blev ved med at have ham i baghovedet. Og hvordan det havde været i går. Og hvad jeg burde gøre. Og hvad jeg burde føle. Og hvad jeg følte. Og hvad jeg gjorde. Og ham. Bare ham.

Jeg kiggede på min mobil og overvejede om jeg skulle skrive til ham. Men jeg vidste ikke hvad jeg ville sige. Og jeg havde nok heller ikke lyst til, at han skulle vide præcis hvor meget jeg egentlig tænkte på ham hele tiden. Det var svært at forklare hvorfor jeg holdt fast i det med Arendse, hvis han vidste det. Uanset hvad var det nok svært at forklare det med Arendse, men jeg kunne ikke få mig selv til at slå op med hende. Bare tanken var fuldstændig absurd. Selvom jeg godt vidste, at det jeg havde gang i lige nu var endnu mere absurd. Det var nok ikke ligefrem det her hun havde ment alle de gange, hvor hun havde sagt til mig at jeg burde frigøre mig noget mere.

Jeg hoppede ned fra vindueskarmen og samlede tobakstumperne i min håndflade, for så at tømme det ud af vinduet. Jeg var så træt af alle tankerne. Jeg var så træt af det hele. Det var først, når jeg var sammen med ham, at jeg blev rolig, for han var den eneste som mine ellers utrolig selvcentrede tanker var villig til at holde kæft for et øjeblik.

Jeg besluttede mig for at løbe en tur. Bare for at gøre noget, før jeg havde fået revet alle mine cigaretter op og tænkt mig selv ind i en dyb afgrund af hovedpine. Det blev en ret dårlig løbetur, fordi det blæste så meget og jeg var for doven til at komme op med gode sange at høre, så jeg endte med at høre musik fra TDCs playliste over de mest populære sange. Og det var vel sådan set fint nok, men jeg havde det lidt med top ti musik, som jeg havde det med Fast Food. Det var mest noget jeg hørte i mangel på alternativ til noget bedre. Og bagefter stod jeg tilbage med en lille smule kvalme og dårlig samvittighed.

Da jeg endelig kom hjem, svedende og i løbetøj, der slaskede nedover min krop, fordi det var alt for stort til mig, kiggede min mor en smule specielt på mig, mens jeg gik forbi og jeg behøvede heller ikke nå længere end for enden af trappen, før det gik op for mig hvorfor. Døren til mit værelse stod på klem. Jeg vidste at jeg havde lukket den.

Og selvfølgelig lå han der. Der på en min seng, med en halvrøget cigaret i hånden og et kækt smil krybet ind under mundvigen.

”Jeg tænkte at du gerne ville have din taske tilbage,” forklarede han og nikkede mod min skoletaske, der stod op ad sengen. Det gik op for mig at jeg nok havde kigget lige lovlig bebrejdende på ham.

”Så min mor dig?”

”Nej, nej, Romeo. Jeg klatrede selvfølgelig op og kravlede ind ad vinduet. Hold nu op med at være så paranoid. Du siger da bare til hende at vi er venner, så er der ikke mere i det.”  

”Hun er bare blevet lidt mistænkelig … hun kom åbenbart ind i morges og så jeg havde armen rundt om dig. Så der var lige krisemøde, da jeg kom hjem, men jeg tror jeg slap godt ud af det.”

”Hvad betyder det? Er du ude af skabet nu eller hvad?”

”Ude af skabet? Hvad snakker du om?”

”Nu holder du altså op med det der. Du må da i det mindste være kommet langt nok til at indrømme, at der er et eller andet form for skab. Det var ikke fordi jeg voldtog dig i går, vel, det var gengældt. Så der må være et skab et eller andet sted, men det kan da også godt være, at det er så stort at du ikke engang selv kan se det er der.”

”Aske,” sukkede jeg.

”Sebastian. Du er en kæmpe idiot.”

”Kunne du ikke bare dæmpe dig lidt?”

”Hvorfor? Vil du ikke have at nogen finder ud af hvor stor en idiot du er, eller hvad? Er du heller ikke ude af det skab?”

Jeg tog mig til hovedet og prøvede at se alvorligt ud, men det var svært at lade være med at smile. Idiotskabet. Der var åbenbart flere former for skabe end dem jeg kendte.

”Skal jeg køre igen eller hvad? Du virker ikke skide glad for at se mig,” sagde han.

”Det ved jeg ikke. Det er ikke fordi jeg ikke er glad for at se dig. Jeg er glad for at se dig … det kunne bare godt være, at det ville være bedst, hvis jeg kom hjem til dig i stedet for. Dine forældre ved det jo godt.”

”At jeg er blevet forelsket i min bedste vens kæreste? Jeg har vidst ikke lige nævnt den endnu. Den sætning er overraskende svær at få flettet diskret ind i en samtale.”

Jeg satte mig hen ved siden af ham på sengen og lagde fødderne under dynen. ”Sagde du lige forelsket?”

”Jeg ved ikke hvorfor … det smuttede bare ud.”

”Er du?”

”Bare rolig, det er jeg ikke. Jeg sagde det bare. Det var en joke,” sagde han og kløede sig om panden.  

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så jeg lod være med at sige noget. Jeg følte mig virkelig klam og havde bare lyst til at gå i bad, så jeg kunne skylle løbeturen af. Men samtidig kunne jeg heller ikke få mig selv til at sige at han skulle gå.

”Du synes jeg skal køre, synes du ikke?”

”Det ved jeg ikke. Jeg tror bare at jeg trænger til at tænke lidt, få styr på mit rod indeni hovedet, det hele kører sådan lidt rundt.”

”Jeg kan i hvert fald godt lide den del med at tænke. Det lyder som en god plan,” sagde han.

Egentlig var det jo løgn. Jeg havde overhovedet ikke brug for at tænke. Jeg havde faktisk brug for at holde op med at tænke, men det kunne jeg ikke forklare ham. Ligesom jeg ikke kunne forklare ham at jeg både havde lyst til at han gik og blev.

”Så vi er okay? Du er ikke bitter eller noget?” spurgte jeg.

”Man kan godt høre du er vant til at være sammen med piger,” grinede han og satte sig op i sengen, for så at kravle over og lægge et hurtigt kys henover min mund. ”Jeg skal nok sige hvis du gør noget galt.”

”Mener du virkelig at jeg ikke har gjort noget galt endnu?”

”Masser. Masser af umoralske valg, der kunne få dig direkte sent ned i et metaforisk helvede. Men det er ikke mod mig. Ikke endnu i hvert fald.”  

”Du venter måske bare på at jeg gør et eller andet dumt?”

”Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente,” sagde han.

Vi var stille lidt. Jeg kunne ikke finde ud af hvad han syntes jeg skulle sige. Så jeg rejste mig bare og fulgte ham bare ned ad trappen og videre ind i entreen.  Jeg stod lidt i døråbningen og kiggede efter ham, da vi havde sagt farvel. Han vinkede til mig, da han stod ved bilen og prøvede at få nøglerne op ad lommen.

Jeg tænkte på der i skolen, hvor Arendse havde aet mig i håret og jeg forestillede mig det blik han havde i øjnene imens, og den måde han intenst havde kigget ind i computerskærmen. Og jeg vidste at han havde løjet for mig der på værelset. Og at jeg snart var nødt til at gøre et eller andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...