Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63299Visninger
AA

16. Gør noget.

Musikken var så høj at den slugte hvert ord, der ikke blev sagt helt ind til øret. Det virkede som om de fleste havde opgivet at snakke sammen og i stedet for bare dansede. Jeg havde aldrig rigtig været en af dem, der dansede og det var kun lykkedes Arendse en enkelt gang, at trække mig med ud på det dansegulvet og selv der stod jeg der bare. Det virkede som om jeg var den eneste af alle derude, som var stoppet op, længe nok til at kunne se hvor forfærdelig grimt og primitivt det egentlig ser ud, når fulde mennesker danser. Det var ikke ligefrem noget jeg fik lyst til at gøre igen.

Jeg sad med en lunken ølflaske imellem hænderne og Aske sad overfor mig, på et af de opstillede hvide plastikborde og hvilede sin sko mod kanten af min stol. Vi kiggede på hinanden uden at sige noget. Den mørke belysning fra festen fik hans ansigt til at se mere dunkelt ud, mere alvorligt, observerende. Vi blev ved med at se på hinanden. Jeg var næsten bange for at nogen ville lægge mærke til os og jeg ville gerne rundt, for at tjekke om nogen virkede til at have bemærket det, men jeg kunne ikke tage blikket fra ham. Jeg så fra hans øjne, videre ned til hans læber og på de grønne, røde og orange nuancer fra hans halstatovering. Han lænede sig frem mod mig, helt tæt, så jeg kunne mærke varmen fra hans åndedræt mod øret. 

”Jeg har så meget lyst til dig lige nu,” hviskede han og kyssede helt forsigtigt til min øreflip.  

”Du burde måske skrue lidt ned for det der.”

”Hvad mener du?”

”Bare måden du kigger på mig og sidder, det bliver ret åbenlyst. Især når folk ved du er … det der.”

Han lænede sig tilbage og fjernede foden, der før havde ligget ved min stol, lænet op ad mit lår. Jeg prøvede at fange hans blik igen, men han kiggede sig over skulderen, ud mod dansegulvet, så det var umuligt at fange hans øjne.  

”Du er ikke sur nu, vel?” spurgte jeg. Jeg måtte næsten råbe det, før han kunne høre det.

”Det er fint nok, du har ret … jeg har heller ikke lyst til at tvære det ud i Arendses ansigt, så. Det er okay, lad være med at tænke over det.” 

Jeg så mod dansegulvet og prøvede at få øje på Arendse. Jeg spottede hende ret hurtigt, hun have sine elefantbukser på, en alt for stor mørkeblå sweatshirt og en dåse Rekordelig i hånden. Hun dansede helt tæt op ad en langhåret dreng, som vidst nok var fra musikklassen og som hvilede sine hænder mod hendes hofte. Da jeg så det blev jeg ramt af en følelse, der knugede i maven, men som jeg ikke rigtig kunne forstå. Om det var fordi jeg var jaloux eller fordi jeg bare savnede hende. 

”Jeg går lige op og henter en ny øl,” mumlede jeg og rejste mig.

Men jeg gik ikke hen for at hente en øl. Jeg gik udenfor og røg en cigaret, mens det støvregnede og himlen så kaotisk ud, at måden skyerne bevægede sig henover månen, næsten fik det til at ligne bølger. Som om himlen endelig var begyndt at spejle sig i havet og ikke omvendt.

Jeg følte mig alt for ædru til den her aften og jeg blev ved med at tænke på Arendse. På hvordan hun havde det. En eller anden meget usympatisk del af mig, som jeg aldrig nogensinde ville stå ved, hvis jeg blev spurgt, havde lyst til at hun skulle have det fuldstændig ad helvedes til. Og i lang tid. Fordi jeg gerne ville have betydet så meget for hende. Men det var flovt at tænke sådan. Og den gode del af mig ville også bare gerne have hun havde det godt. Uanset tempoet og intensiteten.

Jeg tog mig til hovedet. Der larmede alt for meget herude. En rødhåret dreng kom løbende, med en pige halvt hængende fra ryggen, som skreg og ved siden af mig stod en pige, som grinede så meget at hun kom til at spytte sin egen øl ud, så den hang ned langs hendes hage. Nogle gange var det svært at gå i gymnasiet. Da jeg gik i folkeskole snakkede alle altid om, at det blev meget bedre, når bare man kommer længere op i uddannelsessystemet og at folk blev meget mere modne og meget mindre dramatiske. Sådan var det måske også lidt, men nogle gange havde jeg det stadig som om at gymnasiet var folkeskolen, bare med en smule mere alkohol og en smule flere lektier.

Jeg tror jeg røg fire cigaretter, inden jeg besluttede mig for at finde Aske igen. Jeg viste mit håndstempel i døren og gik ind, forbi mængden af mennesker der klumpede sig sammen i gangen. Jeg tjekkede der hvor vi havde siddet før, men der var han ikke. Han var heller ikke i baren og det lignede heller ikke at han var på dansegulvet, selvom det var svært rigtig at overskue hvem der stod der, på grund af røgmaskinen og fordi alle stod så tæt og rykkede sig så tit. Efter lang tid fandt jeg ham i toiletkøen sammen med nogle af de musikklassevenner, som han altid var sammen med. Det lignede ikke at han faktisk stod i køen, men at han stod der fordi en af hans venner, forsøgte at lægge an på en pige der stod der. Det lignede alligevel han hyggede sig. Han grinede og havde armen rundt om skulderen på en eller anden.

Jeg havde lyst til at gå hen og hente ham, men jeg kunne ikke finde ud af hvordan, så jeg satte mig bare hen til nogen af dem fra klassen og gav mig til at kigge ned i min mobil. Jeg sendte ham en besked om hvor jeg var, men han svarede ikke.

Da han stadig efter ti minutter ikke havde svaret, besluttede jeg mig for at det var lige meget og gik ned i baren for at hente en ny øl. Musikken var så høj, at jeg var nødt til at råbe ordet øl højt til hende, der stod i baren og holde en finger op. Jeg kunne mærke en hånd prikke mig på skulderen. Da jeg vendte mig rundt fandt jeg ud af at det var en pige, som jeg ikke vidste så meget om, udover at hun hed Sofie, gik i 1.g og åbenbart have selverklæret os som venner. Vi havde kun meget kort snakket sammen til en idrætsdag, men efter det kom hun op til mig til hver fest for at give mig et kram og have en fem-minutters samtale. Og i dag var åbenbart ingen undtagelse. 

”Please, dans med mig!” sagde hun og foldede armene rundt om min nakke. Hun duftede sødligt af parfume, på en stærk insisterende måde. ”Alle andre er så kedelige, der er ingen der gider.”

”Beklager, men jeg er også kedelig.”

”Kan du ikke bare gøre det alligevel?”

”Jeg danser ikke.”

”Bare en lille dans,” tiggede hun. 

 Jeg kiggede over mod toiletkøen igen, men den her gang kunne jeg ikke engang få øje på ham. Jeg så tilbage på Sofie. På hendes lyseblå øjne og det blonde hår, der hang ned langs hendes brystkasse. Hun bed sig i underlæben på en næsten genert, men alligevel charmerende måde og jeg kom til at tænke på de gange, hvor Arendse irriteret udspurgte mig om jeg var tiltrukket af hende, siden jeg altid skulle hænge op ad hende til hver fest. Og jeg svarede at det var jeg overhovedet ikke. At hun var alt for almindelig. Men inderst inde havde jeg altid syntes hun var meget pæn. På en anonym, rolig måde, der ikke virkede til at kræve så meget af en.  

”Nå … hvad bliver det så til?” spurgte hun.

”En dans er vel okay, men kun en og lad være med at forvente noget af mig, for jeg kan virkelig ikke danse. Jeg gør det aldrig.”

”Så kom.” Hun flyttede sin hånd ned fra min nakke og tog i stedet fat om min hånd og fulgte mig med ud mod dansegulvet. ”Jeg elsker virkelig den her sang.”

Det var en af de der overspillede radiohits som spillede, en af dem jeg aldrig rigtig havde fået et forhold til, jeg kunne sagtens holde ud at høre på det og det var vel egentlig fint nok. Det var bare ikke rigtig noget mere. Hun stillede sig et par skridt fra mig og begyndte at danse, så indlevende at selv hendes læber mimede med til sangen. Jeg tog en tår af min øl og prøvede at bevæge mig lidt frem og tilbage til musikken, så det ikke så ud som om jeg bare stod der, selvom det egentlig var det jeg gjorde. Hun kom tættere på mig, helt tæt, så hendes ene hånd aede mig i nakken, mens hun hviskede mig i øret, med et lille grin:” Du lavede godt nok ikke sjov, da du sagde at du var dårlig til danse.” 

 ”Du er da heller ikke den bedste selv.”

”Du må da alligevel give mig at jeg er lidt mere øvet end dig. Jeg gør da noget.”

”Det er måske det første man lærer på amatørdanseskolen? Gør noget?” grinede jeg og lagde armen rundt om livet på hende.

”Er det ikke det første man lærer overalt? Første lektie i livsskolen: Gør noget. Og efter du er færdig med at gøre det noget, så gør du noget andet noget. Gør noget, gør noget, gør noget,” sagde hun og stillede sig endnu tættere ind til mig, så vi stod så tæt på hinanden, at jeg kunne se hvor linjen af hendes fundation stoppede langs hagen. 

”Men, du ville kun danse til den her sang … så når den slutter, så smutter igen?”

”Det var vel sådan set planen.”

”Så må jeg hellere skynde mig at gøre noget inden du stikker af,” sagde hun. Og så kyssede hun mig. Hendes læber var helt bløde og jævne og smagte en lille smule som blandingen mellem øl og kirsebær. Jeg åbnede munden en smule og mærkede hendes tungespids kilde mod min. Det virkede som noget hun havde gjort før masser af gange, med masser af mennesker. Jeg trak hende tættere på mig og lod en hånd nedover hendes ryg og lod den hvile ved hendes hofte. Det føltes mere ligetil og let, end det nogle gange gjorde med Aske. Det her var enkelt. Og vi kunne bare gøre det her, foran alle, uden nogen tænkte over det. Men det var heller ikke rigtig mere end bare en smule godt. Det var ikke rigtig dårligt. Eller rigtig noget.

Jeg skilte vores læber ad og trådte et skridt tilbage, for så at tørre vores kys af i håndfladen. Hun så forvirret på mig og jeg prøvede at komme på noget fornuftigt at sige, men jeg vidste ikke hvad. Der var ikke noget i det jeg lige havde gjort der var fornuftigt.

Så jeg gik. Jeg efterlod hende der på dansegulvet og gik.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...