Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63135Visninger
AA

2. Glashuse af luft.

Den weekend skrev jeg tooghalvtreds digte. Syv af dem fyldte ikke mere end fire linjer. Et af dem var bare ordet Fuck, der blev mindre og mindre, jo længere ned ad siden man kom. Ligesom en tragt. Og så var der et enkelt et, som måske ligefrem kom tæt på at være noget godt, men som alligevel virkede dårligt, fordi det stod skrevet ved siden af alle de andre halvhjertede digte. Gad vide om der faktisk fandtes forfattere, der aldrig skrev dårlige digte? Og hvordan kunne man så nogensinde blive rigtig glad for et digt, hvis man ikke var en smule irriteret på de andre?

”Du virker så stille,” sagde Arendse. Det var om søndagen og vi sad på gulvet i Rosengårdscenteret, med hver vores Baresso kaffe. Hun havde røde gummistøvler på og en rosa læbestift, som fremhævede hendes lillebitte mund.

”Jeg tror stadig jeg er lidt sløv efter i fredags.”

”To dages tømremænd? Det lyder som noget, jeg ikke burde være gået glip af.”

Jeg trak på skulderne og tog en tår af kaffen.

”Aske sagde du brækkede dig udover det hele.”

”Jeg er ret sikker på at det kun var sofabordet. Teknisk set ville det også være umuligt for mig at brække mig udover det hele.”

”Du ved hvad jeg mener,” sagde hun og lagde kinden ind til min skulder. ”Jeg ville gerne kysse dig, men jeg tror ikke det her er din farve.”

”Foreslår du vi går ned i Matas og finder noget der passer bedre?”

”Jeg giver.”                                                                                   

”Og så alligevel. Det kunne være vi skulle arbejde bare lidt, for at bevare de sidste rester vi har tilbage af min værdighed.”

”Hvis du synes.” Vi var stille lidt. Lyttede til lyden af skridt og summen af snak, som nogen gange i et sekund faktisk kunne høres som en sammenhængende sætning, før menneskerne passerede igen og tog samtalen med sig. Arendse rejste sig og snurrede rundt en enkelt gang med armene ude til siden. Sådan blev hun ved et par gange, før hun stoppede op. Det var egentlig meget typisk hende. Hun havde det med at danse uanset hvor vi var henne. Hun rakte hånden ned til mig. ”Kom.”

”Hvad?”

”Dans med mig.”

”Her? Midt i Rosengårdcentret?”

”Vi gør aldrig sådan noget.”

Jeg rystede på hovedet og skævede rundt, for at se om nogen havde lagt mærke til os.

”Du er så kedelig,” sagde hun og tog hånden til sig igen.

”Jeg er født kedelig.”

”Du blev også født på en mandag, ikke?”

”Jo, mandag.”

”Så kan du jo heller ikke rigtig gøre for det,” smilede hun og satte sig tilbage ved siden af mig. Hun lagde sig helt ind til mig og flettede sine fingre ind imellem mine. Vi var stille et øjeblik. Hun drejede hovedet og kiggede alvorligt på mig.

”Aske sagde at I havde snakket meget godt sammen i fredags.”

”Ja, sådan okay vel.”

”Irriterede han dig?” spurgte hun med et løftet øjenbryn.

”Nej, nej.”

”Han kan godt være lidt for meget nogle gange.”

”Det ved jeg ikke, jeg kender ham ikke.”

”Men det ville da være meget godt for dig at få en ny ven. Komme lidt ud i verden. Få nogle venner, der ikke er ord.”

”Jeg tvivler på vi ligefrem bliver venner, vi var ret fulde.”

”Man ved aldrig.”

”Og så alligevel. Nogle gange ved man.”

”Hold nu op. Jeg går lige på toilettet, så kan vi tage hjem til mig bagefter,” sagde hun og gav min hånd et klem, inden hun viklede sine fingre fri og rejste sig. Jeg tog en blog og en kuglepind frem fra hendes taske, så jeg kunne få skrevet noget. Efter at have været sammen med hende så længe, vidste jeg godt, at der var mange skrivepauser i livet, når det foregik ved siden af hende. Hun havde altid haft svært ved at holde sin opmærksomhed på noget og tit endte hun med at efterlade mig alle mulige steder. Jeg var blevet god til at tænke, at når ens drøm alligevel ikke fylder mere end et stykke papir og en blyant, så er der ikke noget der hedder ventetid, men kun dovenskab.

Jeg tog en slurk af kaffen. Den var blevet lunken. Jeg hev kassebonerne op ad lommen og læste de små noter, som jeg havde skrevet om kunderne. Nynner dansktop, pigen der altid stirrer på dig, kommer tilbage, fordi du har givet 1 krone og en halv øre for lidt tilbage, mand med hængende hudfolder under hagen, der køber femten græskar, ham der næsten altid betaler i flaskeboner, blod under neglene, læbestiftsaftryk på kinden, stinker af røg, køber ostepops og hvidvin, har sin pinkode skrevet på hånden. Jeg smilede for mig selv og lagde bonerne tilbage i lommen.

Da Arendse kom tilbage havde jeg skrevet et digt, der var næsten ligeså langt som min hånd. Jeg lagde bloggen tilbage i hendes taske og vi begyndte at gå. Mit hoved arbejdede allerede på at finde en undskyldning, for hvorfor jeg skulle tidligt hjem. Vi havde også været sammen siden i morges, så jeg trængte til noget plads, til ikke at have nogen arme snoet rundt om mig hele tiden. Jeg prøvede at huske hvad for nogle afleveringer vi havde for lige for tiden, da jeg kunne mærke hendes arme rundt om livet på mig. ”Du ved godt jeg elsker dig, ikke?” sagde hun lagde sit hoved ind til min ryg. Det var nok til at give mig dårlig samvittighed.

Jeg elskede også hende. Det var der ikke nogen tvivl om. Vi havde kendt hinanden siden vi var helt små. Arendse havde altid været meget modigere end mig, så det var selvfølgelig også hende, der en dag sad på min seng, i sin fars alt for store striktrøje og sagde at hun vidst nok havde fået følelser for mig. Det var i slutningen af ottende klasse. To år siden.

Da weekenden endelig sluttede, kom det næsten som en overraskelse for mig, at det kunne blive mandag igen. En underlig form for overraskelse, som om jeg havde regnet med, at der på et eller andet tidspunkt ville ryge et brev ind ad postkassen, hvor der stod at mandag var blevet aflyst. Men selvfølgelig blev det mandag. Det bliver altid mandag.

Aske kom i skole med en stor sort hættetrøje på, musik i ørene og med blikket rettet mod mobilen. Jeg fulgte ham med øjnene, da han satte sig ned bagved. Arendse sad ved siden af mig og skimmede de sider vi havde haft for, mens hun med en blyant highligtede de vigtigste ting. Jeg lagde mærke til at han gik ud igen, med en utændt cigaret imellem læberne.

Jeg kiggede mod den pakke Kings, der lå ovenpå min engelskbog. Før jeg kunne nå at tænke nærmere over det, havde jeg allerede løftet den og rejst mig.   

”Jeg går lige ud og ryger,” sagde jeg til hende.

”Det kan du da ikke nå.” Hun kiggede op på sin computerskærm. ”Timen starter om tre minutter.”

”Jeg har brug for noget frisk luft.”

”Jeg vidste ikke at cigaretter kom med friskluftssmag nu,” sagde hun.

Jeg kyssede hende i håret og gik så udenfor, ned ad trappen og ud til vejen. Det støvregnede og luften føltes tung. Aske sad på kantstenen, stadig med hættetrøjen trykket over hovedet. Jeg satte mig lidt fra ham, langt nok til, at der uden problemer kunne have siddet to imellem os. Jeg tændte cigaretten og støttede den ene hånd mod fortovsfliserne.

”Hej,” sagde jeg.

Han drejede hovedet mod mig. Farven på hans grønne øjne var en smule mere intens, end hvad den havde været i fredags. Han lignede ikke en der havde sovet nok.

”Hej.” Hans stemme var hæs og han kiggede op.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så jeg tog de første ord der kom. Noget jeg ellers normalt ville have syntes var for ligegyldigt til overhovedet at sige højt. ”Det var meget sjovt i fredags.”

”Det var det vel.” Han lagde sig tilbage, så han kunne kiggede op i himlen. ”Resten af weekenden var lidt noget andet.”

”Hvad så?”

”Det ved jeg ikke, jeg tror jeg har mistet overblikket over mit eget liv. For meget ubeslutsomhed … kender du det?” spurgte han og tog endnu et sug. Jeg lagde min frie hånd tilbage i skødet og tørrede skidtet fra fortovet af i mine bukser.

”Ikke rigtig.”

”Nej, du har vel styr på det hele. Det er bare mig der sejler.”

”Hvor sejler du hen?”

”Afgrunden,” svarede han med et smil, som hurtigt faldt tilbage i hans mundvig. ”Der har du måske aldrig været?”

Jeg rystede på hovedet.

”Det kan være det kommer en dag,” mumlede han og kiggede ned. ”Hvad med dig? Hvad har du lavet i weekenden?”

”Ikke rigtig noget. Afleveringer, set Arendse, sådan noget.”

Han nikkede og tog sig til hovedet. Jeg ville gerne spørge, hvad der helt præcist var galt, men det virkede alligevel for personligt. I hvert fald når vi ikke kendte hinanden. Så vi sad der lidt uden at sige noget. Jeg kiggede ned i asfalten og så forsigtigt op på ham igen. Han tog sine høretelefoner frem og gav mig et lille smil igen, før han puttede dem i ørerne. Jeg kunne mærke min telefon vibrere i lommen, men jeg lod den være. Jeg ville sagtens kunne blive herude resten af timen. Jeg følte mig så kvalt, når vi sad derinde, som om jeg hele tiden måtte finde en interesse, som slet ikke fandtes. Og så måtte jeg bare lade som om. Bygge glashuse ud af luft.

Det var nemmere herude. Man kunne trække vejret. Der var noget, som var noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...