Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63342Visninger
AA

9. Gajol.

Vækkeuret ringede og blev slukket igen, før jeg overhovedet kunne nå at tænke på at række hånden frem. Jeg mærkede Aske kysse mig fra skulderen, henover halsen og til sidst trykkede han blidt sine læber mod mine. Jeg åbnede øjnene. Han havde morgenånde, et søvnkorn siddende i kanten af sit ene øje og et lille, næsten genert smil, siddende om sin mundvig. Jeg rakte hånden henover ham, hen mod sengebordet og tog to cigaretter op af Prince pakken og så en gennemsigtig grøn lighter. Jeg placerede det gule stykke imellem læberne og tændte først hans smøg, så min egen.

Af en eller anden grund, endte jeg altid med at ryge meget mere end jeg burde, når jeg var sammen med ham. Jeg plejede normalt først at tænde min første cigaret, når jeg gik mod busstoppestedet, hvilket ligeså meget var for at gøre et eller andet med fingrene, mens jeg gik. Men det var som om jeg ikke kunne finde ud af at være sammen med Aske, uden at vi havde en smøg i hånden eller at vi begge to som minimum lugtede nikotin. Jeg følte mig allerede en anelse sløv i hovedet og tør i munden.  

”Godmorgen,” sagde han.

”Godmorgen.”

Han tog et langt sug af sin cigaret og pustede røgen op mod mit ansigt. ”Hvad tænker du? Pjækkedag?”

”Hvad blev der af din store plan om at droppe ud og blive stiknarkoman?”

”Det kan godt være jeg venter lidt med alt det der.”

”Hvorfor?”

”Jeg gjorde det egentlig mest for at komme væk fra dig, fordi jeg vidste det ville ende med at gå galt det her. Og nu er det jo allerede sket, så jeg kan vidst ligeså godt lade være med at kæmpe imod. Go with the flow.”

Jeg lagde hånden rundt om hans hals, rundt om de farverige tatoveringer og bøjede hovedet ned mod hans, så min næse stødte mod hans og vores læber var så drillende tæt på hinanden, at jeg tydeligt kunne føle varmen fra hans ånde. ”Du mener ikke det der seriøst, gør du?”

”Selvfølgelig gør jeg det.”

”Mener du virkelig, at du var parat til at droppe alle dine fremtidsplaner, bare for at komme væk fra mig? For så er du altså mere skør end jeg troede. Jeg vidste godt du var lidt vanvittig, men det der er da alligevel helt dumt.”

”Det var nok ikke kun det … det kan også godt være jeg dropper ud om nogle måneder, det er ikke fordi jeg lige pludselig er blevet vild med at være en lektieslave. Men nu bliver jeg her lidt endnu, så du slipper ikke for mig.”

Jeg fik viklet mig fra af ham og gik hen til vinduet for at skodde cigaretten. Den gav mig for meget kvalme. Jeg drejede mig mod ham og kiggede på ham, som han lå der på sengen, i min T-shirt, med uglet morgenhår og dryssede askekrummer fra cigarettens spids nedover mine lagner. Jeg bed mig i underlæben og åbnede vinduet på klem. Når man stod her og kiggede ud lignede morgenen næsten til forveksling natten.

”Du er ikke flov over det her, vel?” spurgte han.

Jeg kiggede tilbage mod ham og lænede albuerne, så de hvilede mod vindueskarmen. ”Overhovedet ikke.”

”Du er altså næsten pinligt dårlig til at lyve. Af en der faker det meste af sit liv er du skræmmende dårlig til det.”

Jeg svarede ikke. Hvad ville han overhovedet have mig til at sige? Og hvorfor kunne han ikke bare censorer sig selv lidt engang imellem? Det drev mig til vanvid. Men samtidig havde det også noget uundgåeligt fascinerende over sig. Især fordi jeg var så vant til at tilbringe det meste af dagen i selskab med hvide løgne.

”Jeg ved ikke med dig, men jeg skal i hvert fald i skole, du kan bare gøre hvad du vil. Det kunne være det ville være meget godt for dig med lidt selvrefleksion over dit liv,” sagde jeg.

”Og det kommer fra skabsbøssen.”

 Jeg sendte ham et blik med sammenknebne øjne, før jeg gik hen til mit tøjskab og begyndte at rode rundt i det. Alt mit tøj lå krøllet i sammenpressede bunker, så jeg måtte altid hive det hele ud, før jeg fandt det jeg skulle bruge. Jeg kunne mærke Askes arme sno sig rundt om livet på mig og hans ånde i nakken. ”Det var altså bare en joke det med skabet. Nu tager du det ikke alvorligt, vel?”

”Jeg skal altså gøre mig klar, så hvis du kan give mig bare en lille smule plads,” sagde jeg og fik skubbet hans hænder væk fra mig.

Uden at se tilbage på ham, åbnede døren og gik ud for at børste tænder. Jeg kiggede ind ad døren, der stod på klem ind til soveværelsesdøren. Præcis som jeg havde regnet med lå Lars stadig og sov i sengen med dynen trukket op under hagen. Min mor var allerede taget af sted på arbejde, så der var i hvert fald en mulighed for at få listet Aske ud. Tandpastaen skummede alt meget, fordi mor var kommet til at købe Colgate igen. Det var da heller ikke noget, der bare fungerede i øjeblikket.

Jeg spyttede i vasken og tændte vandhanen for at skylle ansigtet. Der sad tandpastarester i hjørnet af spejlet. Jeg så op på mig selv. Mit højre øje var en anelse blodsprængt, det lignede at små diskrete røde tråde pegede ind mod øjets midte. Jeg var tør omkring næsen og mit hår så fedtet ud. Jeg kunne bare mærke at det ville blive en af de der dage igen.

Da jeg kom ned i entreen, stod Aske allerede med hænderne i sin læderjakkes lommer og smilede afprøvende til mig. Jeg hev min jakke ned fra knagerækken og gik så direkte ud uden at se på ham. Han virkede en smule forvirret over mit pludselig humørskift, men jeg var glad for at han ikke kommenterede det. Jeg orkede ikke at snakke om det. Men selvfølgelig kunne han ikke lade det helt ligge. Da vi næsten var nået hen til skolen, besluttede han sig for at slå stilheden i stykker med nogle ord. Og selvfølgelig blev det lige præcis de ord jeg ikke orkede.

”Du mener ikke seriøst, at du blev sur over at jeg kaldte dig bøsse, vel? For det var virkelig bare ment som en joke.”

”Det kunne være du skulle holde op med at joke så meget.”

”Hvad skal vi så lave? Diskuterer vejret igen?”  

 Jeg kiggede ned på mine hænder. Huden henover min håndryg var blevet så tør at den var begyndt at skalle af i små hvide flager. Sådan var det hvert år, når vinteren var på vej. Jeg lagde dem i jakkelommen og drejede hovedet mod ham. ”Holder du ikke lige ind her?”

”Du mener seriøst ikke, at du ikke vil ses med mig, gør du?”

”Hvordan vil du have, at jeg skal forklare at jeg kommer med dig i skole? Du kan godt selv se det, ikke?”

Han drejede ind til siden lige ud til fortovet foran en Fakta butik. Jeg blev siddende. Kiggede ned. Han havde en Gajolpakke liggende. En af dem med granatæblesmag. Jeg tog den op og åbnede låget, for at læse en af de der åndssvage livscitater, som de altid printede under toppen af låget og som man altid havde glemt, før pakken var tom. ”Livet må leves forfra, men kan kun forstås bagfra” stod der. Det var måske ikke helt dumt. Jeg havde hørt det før.

”Ville du ikke ud?” spurgte han.

Jeg nikkede. Fjernede blikket fra Gajolpakken og kiggede op på ham igen.”Hvad med os? Er vi okay?”

”Det ved jeg ikke,” sagde han. ”Er vi?”

Vi sad lidt i stilhed igen. Jeg hældte en flade gajoler ud i min hånd og rakte en af dem til ham, men han rystede på hovedet.

”De smager forfærdeligt,” sagde han.

”Hvorfor købte du dem så?”

”Det vidste jeg jo ikke, før jeg havde betalt.”

”Det er en god pointe.” Jeg tog en af dem i munden og tyggede sammen, for så at hælde resten af dem tilbage i pakken. ”En rigtig god pointe.”

”Sebastian,” sukkede han. ”Gå nu bare ud. Det er okay.”

Jeg vidste godt at det ikke var okay. Men jeg var heller ikke dum nok til at tro, at jeg kunne fikse det her i hans bil klokken lidt over otte om morgenen. Jeg ville gerne have kysset ham, men der var for mange mennesker. Bare lige ude foran vinduet, kom der et ældre ægtepar gående med en indkøbsvogn. Så jeg lagde min hånd henover hans i stedet for og han flettede sine fingre ind imellem mine, så tæt at huden op langs min hånd, blev skubbet opad under hans fingre og strammede sig sammen. Jeg viklede dem fri igen og kiggede en sidste gang ud af vinduet, før jeg gav hans kind et hurtigt kys og steg ud uden at se tilbage på ham.

Det var først, mens jeg gik og havde set hans bil køre væk, forsvinde ind i mængden af andre biler, at det gik op for mig at min taske stadig lå på bagsædet. Det var simpelthen bare perfekt. Hvor fanden var mit hoved lige for tiden? Jeg havde næsten lyst til at tage en bus hjem og bare ligge mig til at sove igen. Hvis det ikke var fordi at mit buskort lå i tasken, havde jeg måske også gjort det, men jeg var tvunget til at se dagen i øjnene. Og Arendse. Ikke mindst Arendse.

Hun var allerede kommet, da jeg nåede ind i vores dansklokale. Hun sad på anden række i dag. Det lignede ikke hende, hun plejede altid at hive mig med op på første. Jeg satte mig hen på pladsen ved siden af hende.

”Du er uglet i dag,” sagde hun og rakte hånden ud efter mit hår. Hendes sort neglelak var halvt skallet, fordi hun havde en dårlig vane med at bide sin neglelak af.

”Jeg kom til at sove for længe i dag, så det var det sidste jeg tænkte på.”

”Så det var derfor du ikke var med bussen?”

”Jeg fik Lars til at køre mig.”

Jeg kiggede mod bagerste række, hvor Aske sad med musik i ørerne og hovedet så tæt på computeren, at man skulle tro at han havde synsproblemer. Resten af dagen var han også næsten umulig at få kontakt til. Det var så markant, at jeg var sikker på Arendse også havde bemærket det, og jeg håbede bare på at hun ikke ville ligge noget ekstra i det. Selvom jeg tvivlede på at hun ville. Jeg tror hun var vant til at der var en del humørsvingerne forbundet med det at være venner med Aske.

I frikvarteret fulgtes jeg med hende ned til bageren og delte et tørt stykke skinkepizza med hende, hun ville gerne have haft Aske med, men der var han allerede forsvundet væk sammen med nogle af drengene fra musikklassen.

”Jeg overvejer altså lidt at sige til ham, at han skal tage sig sammen … kan jeg godt det eller er det alligevel for hårdt?” spurgte hun.

Jeg trak på skulderen og tyggede af munden. Jeg børstede krummerne af mine bukser. ”Jeg tror ikke han har det så nemt for tiden, så måske skulle du bare lade det ligge lidt.”

”Har han snakket med dig om det?”

”Han har nævnt noget.”

”Hvad har han sagt? Er det Alexander igen?”

 Alexander. Så var det det han hed. Det føltes helt mærkeligt at få sat et navn på. ”Det er i hvert fald et eller andet med en dreng.”

”Synes du ikke det er underligt, at han snakker med dig om det i stedet for mig? Så godt kender I jo heller hinanden.”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg så ned på den sidste stump pizza, som lå ovenpå bagerposen og så op på hende igen. Mine fingre føltes fedtede. ”Du kan bare tage det sidste der, hvis det er.”

Hun smilede til mig og rakte så ud efter det. ”Så betænksom. Det kunne være du skulle lærer Aske noget.”

Jeg trak på skulderne og skævede så hen mod rygerne, der stod samlede for enden af vejen og rakte lightere frem og tilbage imellem sig.

”Du ville sige til mig, hvis der var noget galt, ikke?” sagde hun.

”Selvfølgelig.”

”Godt.” Hun rakte ud efter min hånd. Hendes var kold og ligeså pizzafedtet som min. ”Vi må finde ud af et eller andet med at være sammen i morgen, ikke? Jeg savner at være tæt på dig.”

Jeg krøllede posen imellem os sammen, lagde armen rundt om hende og lod hende hvile hovedet mod mit bryst. Jeg aede hende i håret, ind imellem krøllerne og uanset hvor kvalt jeg kunne føle mig sammen med hende, kunne jeg heller ikke forestille mig ikke at have hendes hoved liggende på den her måde og dufte vinden hvirvle lugten af frugtshampoo rundt. Der var en underlig tryghed i det.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...