Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63108Visninger
AA

6. Det ustyrlige.

Der er mange ting at sige om havet. Men en af de ting, der altid bliver sagt er at det er ustyrligt. Når man står ved kanten og kigger udover det, føles det også sådan. Men egentlig er havet bare vand. Det er ligeså ustyrligt som et fyldt badekar. Det er vinden der er ustyrlig, den der blæser bølgerne frem og gør vandet levende. Gør det grusomt og lokkende.

Den dag i slutningen af oktober, hvor Aske kørte mig med ned til stranden, var der næsten helt vindstille. Jeg havde det hele tiden som om han ville sige noget til mig, men han gjorde det ikke. Han beholdt hænderne i lommen, mens vi gik ned langs kysten. Flyttede dem kun en sjælden gang op, når vinden rev hættetrøjen fra hans hoved.

Det var først da solen begyndte at gå ned og vi satte os i sandet, at han endelig fik taget sig sammen.

”Jeg tror jeg dropper ud af gymnasiet,” sagde han, mens han kiggede ned og tegnede streger i sandet. ”Eller det gør jeg. Jeg dropper ud. Og jeg tror også det er bedst, hvis vi holder op med at ses lidt.”

Jeg rømmede mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

”Jeg trænger til en pause fra det hele.”

”Okay.”

”Jeg tror det er bedst sådan lige nu.”

”Og hvad så? Hvad vil du så?”

”Det ved jeg ikke, et eller andet. Måske flytter jeg hjemmefra, starter forfra et eller andet sted.”

”Så du ved ikke engang hvorfor du gør det? Det lyder som en rigtig lorteplan,” sagde jeg og tog en cigaret op af lommen. Mine fingre rystede så meget at jeg tabte den i sandet. Jeg samlede den op igen og tændte den. Hvilede hånden, med den rygende cigaret, mod knæet.  

”Det er det nok også,” mumlede han. ”Men det er sådan jeg har det.”   

Jeg rakte cigaretten til ham, men han rystede på hovedet. Solen var næsten gået ned. Den sidste smule lys der var tilbage spejlede sig i havets overflade som sølvglitteret på billigt julepynt.  

”Har du sagt noget til Arendse?” spurgte jeg.

”Ikke endnu.”

”Så er det kun mig eller er det også hende du pludselig ikke gider se mere?”

”Sebastian, for helvede, lad nu være med at gøre det så dramatisk. Så er det altså heller ikke værre.”

Min hals var tør. Jeg kiggede ned i sandet, ned på hans fingre, der stadig lavede cirkler i sandet. Jeg kunne slet ikke holde tanken om ikke at se ham ud.

”Men hvorfor?” spurgte jeg.

”Er det ikke åbenlyst? Behøver jeg virkelig at sidde og gøre mig selv til grin?”

”Ja, det ville være rart.”

Han smilede endelig og kiggede op på mig. ”Du er virkelig en kæmpe idiot.”

”Er det mig der er en idiot?”

”En kæmpe idiot,” sagde han igen og lagde sig ned i sandet. Han lukkede øjnene.

Jeg rejste mig og gik en tur længere ned ad kysten. Det var nok også bedst, tænkte jeg. Jeg følte mig stadig tør i munden. Jeg satte mig ned og prøvede at være positiv. Hvis Aske gik, så tog han forvirringen med. Jeg ville kunne fokusere på det jeg havde med Arendse. Måske ville jeg have noget inspiration til at skrive nogle digte, der faktisk handlede om noget. Jeg ville ikke behøve at finde ud af hvad det var for noget, det med ham. Og jeg behøvede ikke være nervøs for, at han ikke havde det på samme måde. Eller at være nervøs for at han faktisk havde det på samme måde. Hvis jeg tænkte over det, var det hele egentlig lidt af en lettelse.

Det var først når jeg ikke tænkte mig om at det var et problem.

Jeg følte mig åndssvag. Hvorfor gjorde jeg overhovedet noget stort ud af det? Det var bare Aske. Jeg så ham en gang imellem, vi kom godt ud af det sammen, men det var også det. Det var ikke større end det. Jeg vippede asken fra cigarettens spids af og tog et langt sug, for så let at åbne munden og lade røgen sive ud af sig selv. Han havde ret. Jeg var lidt af en idiot.

Jeg kiggede mig over skulderen, tilbage mod ham. Han havde rejst sig og gik rastløst frem og tilbage med hænderne foldet rundt om nakken. Jeg prøvede at fange hans blik, men jeg kunne knap nok se hans ansigt for hættetrøjen. Jeg røg tre cigaretter mere, inden jeg tog mig sammen og gik tilbage til ham.

”Skal jeg køre dig hjem?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg synes vi skal blive her lidt. Nu er det jo åbenbart sidste gang jeg ser dig, inden du stikker af.”

Knuden i min mave strammede sig sammen igen. Den jeg ellers lige følte jeg havde fået viklet op på min lille gåtur.

”Skal vi da nå noget?” spurgte han.

Jeg trak på skulderne og skubbede håret væk fra øjnene. ”Det finder vi nok ud af.”

”Det er ellers ret koldt.”

”Det plejer ikke at være et problem, gør det?”

Han kiggede på mig. De grønne øjne. Grønne på en rolig og klar, ikke insisterende måde, som om man ikke kunne fare vild i dem. Jeg gik et skridt tættere på ham og skubbede forsigtigt hættetrøjen ned fra hans hoved. Hans hår sad overraskende godt, bortset fra et par enkelte hårtotter, som strittede ligeud og rystede i den smule vind der var. Hans kinder var rødlige. Og han kiggede på mig på en afventede, næsten genert måde, som jeg ikke havde set ham gøre før. Og jeg ville virkelig gerne kysse ham, men jeg kunne alligevel ikke. I stedet for drejede jeg mig en smule væk fra ham og sagde: ”Det blæser godt nok ikke særlig meget i dag.”   

Han grinede og daskede til min skulder. ”Nogle gange siger du altså nogle sjove ting, på nogle sjove tidspunkter.”

”Hvad mener du?”

”Ikke noget, du har helt ret. Det blæser ikke særlig meget. Lagde du også mærke til at der en lille smule mørkere nu end da vi kom? Og at der er nogle måger der siger lyde? Og at det er pisse koldt?”

”Jeg kom bare lige til at tænke på det … og så sagde jeg det.”

”Du er en idiot.”

”Det synes jeg du siger ret meget i dag. Især når man tænker på at det er dig, der har tænkt dig at droppe ud af din fremtid.”

”Droppe ud af min fremtid,” gentog han og fnyste. ”Du kan virkelig formulere dig. Får man kun en fremtid? Hvad er der nu galt med at blive en arbejdsløs stiknarkoman?”

”Det er også fint. Jeg tror bare du kunne finde noget andet, du ville blive mere glad for.”

”Nogen må jo gøre det,” sagde han og blev så alvorlig. ”Jeg kan sgu godt passe på mig selv. Du er ikke rigtig bekymret, er du?”

”Det ved jeg ikke.”

”Det skal du ikke være,” sagde han.

Jeg svarede ikke. I stedet for gik jeg hen til vandet og mærkede med hånden. Det var koldt. Også en smule koldere end jeg havde regnet med.

”Har du nogensinde prøvet at vinterbade?” spurgte han bag mig.

”Er det et forslag eller hvad?” Jeg rettede mig op og tørrede hånden af i trøjen.

”Det var bare et spørgsmål.”

”Ikke endnu,” svarede jeg. ”Jeg har prøvet at sommerbade.”

”Imponerende.”

”Har du prøvet det?”

”Sommerbadning?” smilede han. ”Jo, jeg har prøvet det. Sidste år. Sammen med ham.”

Ham.”

”Ham du ved nok.”

Jeg nikkede. Jeg brød mig ikke om når han snakkede om ham. Men det var vidst mit sidste problem lige nu. Jeg havde virkelig lyst til at gøre noget. Bare noget, så jeg ikke behøvede at ligge og puste sæbebobler ud i ingenting de næste mange år og tænke at det måske kunne have været.

”Så,” sagde han og lagde hovedet på skrå. ”Hvad så? Hvad tænker du?”

”Har du nogle sæbebobler på dig lige nu også?”

”Altid,” sagde han og tog en gul sæbeboblebeholder med dinosaurer op af lommen. Altid. Det fik mig til at tænke på i går, hvor jeg havde ligget sammen med Arendse og hvisket lige netop det ord til hende. Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Men jeg havde både haft det både bedre og værre efter det, bare forskellige steder i kroppen. Og sæbeboblerne fik mig til at tænke på den dag, hvor jeg havde siddet sammen med ham i vindueskarmen og lyttet efter den lille bitte lyd, der kom når boblen gik i stykker. Hvor tæt vi havde siddet på hinanden og hvor let det kunne have været bare at række over. Og hvor svært det var.

”Men jeg har været nødt til at fylde den op igen og brygge mit eget sæbevand. Af økonomiske grunde.”

”Økonomiske grunde.”

”Jep,” nikkede han.

”Du tager dine sæbebobler meget alvorligt. Mere alvorligt end din uddannelse, åbentligt.” 

Han grinede og slog til min skulder igen. Han gik en smule tættere på mig igen, så tæt at vores næser næsten rørte hinanden. Jeg kiggede ned på hans læber og så op igen på hans øjne. Mit hjerte bankede så hurtigt at jeg næsten blev svimmel.

”Så, har du tænkt dig at gøre det?” spurgte han.

”Gøre hvad?”

”Så gør jeg det.”

Og så gjorde han det.

Han lagde hånden om min nakke. Tog de sidste centimeter, der adskilte vores læber og kyssede mig. Jeg lukkede øjnene. Hans læber føltes bløde. Blødere end jeg havde regnet med. Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod. Delte bittesmå kys, der voksede sig til større. Han kyssede mig over læben og lagde så sin næse, så den var presset ind mod min og jeg åbnede øjnene, netop så jeg kunne se at han smilede, så stort at han næsten måtte kæmpe for at holde sin mund lukket. Så kyssede jeg ham igen. Mærkede smilet presset mod min mund. Jeg tror, at hvis jeg skal sige et tidspunkt, hvor jeg med sikkerhed vidste at jeg var fuldstændig forelsket i ham, så var det der. Lige der.

Bagefter lagde han armen rundt om mig og trykkede sine læber mod spidsen af mine øjne. Ingen af os sagde noget. Jeg følte næsten at han havde slugt mit sprog midt i kysset og hvis jeg endelige skulle prøve at sige noget, så ville det lyde klodset og dumt. I stedet for at snakke kiggede vi bare ud på havet, kiggede op på de første stjerner, som altid stod klar lidt før de andre. 

”Det blæser stadig ikke så meget, hva?” sagde han. ”Synes du, ikke?”

Jeg rystede på hovedet af ham. ”Hold nu kæft.”

Jeg kiggede mig over skulderen og kyssede ham så igen. Og efter det igen. Vi tog først hjem, da alle stjernen havde sat sig på himlen og månen var det sidste klare lys der stod tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...