Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63135Visninger
AA

8. Det første skridt.

Jeg slukkede fjernsynet, og satte mig tilbage i sofaen med armene foldet rundt om benene. Jeg kiggede på der, hvor han havde siddet lige før og så tilbage på den sorte skærm, hvor man tydeligt kunne se hvordan støvet havde lagt sig henover den blanke flade.

Jeg tændte køkkenradioen og begyndte så at gå frem og tilbage i huset. Jeg stoppede op ved familiefotoerne, der hang i entreen og kiggede på dem. På de sort-hvide billeder af mine bedsteforældre som børn. Billedet af mig som toårig, der sad i et gult badebassen og stolt rakte en gummiand op i vejret. Billedet fra min mors og stedfars bryllup, hvor hun havde hånden liggende henover hans bryst og smilede så stort at hendes tykke kinder løftede sig op. Og det var selvom jeg vidste, at hun ikke engang gad have et bryllupsfotografi i første omgang. At hun havde sagt, hun var for gammel til alt det der pjat, lige inden de fik det taget. Jeg prøvede at forestille mig, at der midt i det hele skulle hænge et billede af mig og Aske. Eller bare mig og en anden dreng. At jeg ville have hånden på hans bryst, eller han ville have hånden på mit og vi også ville smile så stort at vores kinder løftede sig. Bare tanken var bizar. Vi ville have brug for en helt ny væg, hvis det skulle kunne hænger der.

Jeg tog min jakke på og gik ud på terrassen. Jeg skubbede to af vores fletstole sammen, så jeg kunne sidde med fødderne oppe, sammen med den osende cigaret imellem mine fingre og kigge op i himlen. Der manglende kun en lille bid af månen, før man ville kunne sige at det var fuldmåne. Der var ret overskyet, så jeg kunne ikke engang finde stjernebilleder, hvilket nok egentlig var okay, for det plejede også at blive en ret ensformig leg. Det eneste stjernebillede jeg kendte var Karlsvognen. Jeg tog et langt sug og hvilede hånden mod stolelænet. Mit hoved var for træt til at jeg overhovedet at tænke en sammenhængende filosofisk sætning, hvilket ellers som regel var det jeg gjorde, når jeg sad herude. Jeg kunne mærke noget vådt glide nedover min næse, forbi min mundvig og så stoppe lige under hagen. Jeg tørrede mig med jakkeærmet og lænede hovedet tilbage. Prøvede at blinke det væk.

Da min mors bil gled ind i indkørslen sad jeg stadig derude. Jeg havde for længst lagt pakken med smøger tilbage i lommen og sad med hænderne foldet sammen, hvilende ind mod læben og blev afbrudt midt i en tanke om ham, da jeg kunne høre bildørene smække.

Min mor blev forskrækket da hun så mig. Jeg vidste ikke hvad hun havde regnet med. Vi boede ikke bare helt derude, hvor ikke bare kragerne vendte, men også indbrudstyvene. Og selv hvis jeg havde været en, var det nok usandsynligt, at jeg midt i det hele besluttede mig for at sætte på ud på terrassen og holde en pause.

”Hvad laver du herude?” spurgte hun.

”Ryger,” mumlede jeg. Hun kiggede underligt på mig og det gik op for mig, at jeg ikke havde en smøg i hånden. ”Jeg har lige slukket den.”

”Du burde altså snart til at holde op med det der, dit tøj lugter også altid sådan. Har Arendse virkelig ikke noget imod det?”

”Hun accepterer mig som jeg er.”

”Javel. Hun er også lidt speciel.”

 Vi smilede en smule til hinanden og jeg kunne høre vores hoveddør knirke da Lars lukkede den. Mor vendte sig om og kiggede efter ham, med hænderne i jakkelommen. ”Du kommer ind om lidt, ikke? Det er koldt.”

”Fem minutter.”

Hun nikkede og blev stående lidt, som om hun ville sige noget mere, men gik så ind. Kunne hun se på mig at der var noget galt? Det kunne hun sikkert. Mødre.

Jeg røg min sidste cigaret inden jeg gik ind og børstede tænder. Jeg tog min fysikbog med i seng og lå og læste de sidder vi havde fået for. Jeg overklistrede dem med gule post-it sedler med noter, fordi det var den eneste måde jeg kunne fokusere.

Jeg lukkede bogen sammen og lod fingeren glide henover det lille hint af et rødt aftryk, som sad under titlen. Det var fra Arendses læbestift, en dag hvor hun havde kysset bogen som en eller anden joke. Jeg kunne ikke engang huske hvorfor. Jeg vidste bare at det var hendes. Jeg sad længe og kiggede på det, inden jeg begyndte at føle mig så åndssvag, at jeg lagde bogen på gulvet og rejste mig for at slukke lyset. Jeg tjekkede min mobil inden jeg lagde mig til at sove. Der var en besked fra ham. ”Er du okay?” stod der bare.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg stirrede på skærmen i et stykke tid, men der kom ikke noget til mig. Måske var jeg. Måske var jeg ikke. Lige nu følte jeg mig mest af alt bare følelsesløs, så jeg slukkede telefonen og lagde den ind under puden. Jeg måtte tage mig af alt det der i morgen.

Men det fik jeg ikke lov til. Jeg vågnede allerede igen to timer efter, ved at jeg kunne høre noget slå mod ruden. Jeg satte mig op i sengen og lyttede efter. Jeg kunne høre lyden af regnen, der prikke til ruden, men det var ikke det samme som det jeg havde hørt før. Jeg rejste mig op og gned mig omkring øjnene. Jeg følte mig tung i kroppen. Som om jeg ikke havde sovet i flere dage.

Jeg trak gardinet fra og kiggede ud. Det var svært at se noget, fordi det var så mørkt og mine øjne krummede sig sammen, men jeg var alligevel ret sikker på, at det var Aske der stod derude. Jeg tog en T-shirt på og gik så ned ad trapperne, så forsigtigt som muligt, så jeg ikke vækkede nogen. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle forklare det, hvis de vågnede. Jeg tog en dyb indånding. Trykkede dørhåndtaget ned og åbnede. Der var ikke noget lys, men jeg var alligevel ikke i tvivl om at han var fuldstændig gennemblødt. Jeg trådte til side, så han kunne komme ind. Han havde sin hættetrøje trykket op over hovedet som læ og en læderjakke udenpå.

Jeg blev stående ved døren, stadig med hånden hvilende på håndtaget og betragtede hans skikkelse, mens han gik ud i køkkenet. Han kom tilbage med et viskestykke i hånden, som han brugte til at tørre sig. Han vippede den våde hættetrøje af og gnubbede det mod sit hår. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Fra kanten af hans ærme dryppede noget af det regnvand, som trøjen havde slugt, ned på gulvet. Jeg havde stadig ikke fjernet hånden fra håndtaget. Han kiggede en smule undrende på mig, som om han var bange for at jeg ville smide ham ud.   

”Så … var du bare lige i nærheden eller hvad?” spurgte jeg lavt.

”Ja, lige i nærheden … eller i Odense … så egentlig overhovedet ikke i nærheden. Jeg ville bare lige tjekke om du var okay.”

”Det var jeg. Jeg sov.”

”Hvad så med i vågen tilstand?” hviskede han.

 Jeg trak på skulderne og så ned.

”Undskyld, hvis jeg puttede dig i en kasse eller sådan noget … du ved hvordan jeg er … jeg siger ting.”

”Det kunne være at du skulle holde op med det,” sagde jeg. Jeg kunne mærke at jeg smilede uden at jeg egentlig ville og kiggede forsigtigt op på ham.”Var det så det? Eller vil du med op?”

”Det kunne godt være jeg skulle gå med op. Nu har jeg jo allerede ofret min tørhed og lidt af min værdighed.”

”Så kom,” sagde jeg og begyndte at gå mod trappen. Jeg kunne mærke hans hånd ligge sig på min skulder og fik et sug i maven. Bare alene på den lille berøring. Uanset om jeg ville have det billede i gangen eller ej, så var der et eller andet her. Så langt var jeg da i hvert fald kommet. Der var noget, som var noget.

Jeg lukkede døren bag ham og tændte lyset. Jeg satte mig hen i vindueskarmen, mens han tog sin jakke af og bagefter hættetrøjen indenunder, så han til sidst ikke havde noget tøj på overkroppen. Jeg kiggede væk. Udover træernes silhuetter i vores have. Så tilbage på ham. Så ud igen. Stemningen i rummet føles underligt skrøbeligt, som om et eller andet ville gå i stykker, hvis en af os bare sagde et forkert ord. Jeg kiggede på ham igen. Lod fingrespidserne kravle langs vinduespanelet. Bare for at give dem noget at lave.  

”Har du en T-shirt jeg kan låne?” spurgte han.

”Skabet bag dig.”

Han vendte sig rundt og jeg lagde mærke til, at han havde tatoveret en eller anden tekst henover rygsøjlen. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at læse det, men det var svært og helt umuligt da han først havde taget min sorte T-shirt på. Min sorte T-shirt. Selvfølgelig tog han den. Så meget for forandringsnarkoman.

”Hvad så nu?” spurgte han.

Jeg trak på skulderne. ”Hvorfor er du her egentlig rigtig?”

”Tror du jeg har nogle skumle bagtanker?” Han satte sig op i den anden ene af vindueskarmen. Jeg flyttede min fod, så den strejfede hans knæ. ”Jeg har ikke skiftet mening, hvis det er det du vil vide. Jeg har bare besluttet mig for at vi godt kan ses stadig, bare normalt og afslappet, som venner.”

”Normalt og afslappet? Så er det en god måde at starte ud på med at komme her midt natten.”

”Du har måske fat i et eller andet der,” sagde han og hev sin Kings cigaretpakke frem af lommen. Han vippede den åben og hev en enkelt cigaret ud, som han tog imellem tænderne, for så at tage hånden i lommen igen. Han ledte begge lommer igennem, før han kiggede op på mig. ”Har du noget ild?”

Jeg vidste jeg havde en lighter liggende udenfor på havebordet. Jeg kiggede på hans læber. På cigaretten, der lå klemt fast imellem dem. Var der en ting jeg hadede så var det at være den der tog det første skridt, fordi jeg var så bange for at min fod ikke ville lande ordentligt. Da jeg havde fået mit første kys, var det hende der spurgte om jeg ville lege i skolegården og hende der kyssede mig under rutsjebanen. Det var Arendse, der havde sagt først at hun havde følelser for mig. Og det var hende der havde kysset mig. Hende, der havde sagt at hun elskede mig, en dag hvor vi stod og med hænderne i sæbevand og var ved at tage opvasken for hendes forældre. Og i går var det Aske, der havde kysset mig. Jeg kunne stadig høre for mig hvad han havde sagt.  Har du tænkt dig at gøre det? Og den her gang havde jeg tænkt mig at gøre det.

Jeg hoppede ned fra vindueskarmen og stillede mig hen ved siden af ham. Jeg tog cigaretten ud af hans mund, tog fat om hans hoved og bøjede mig ned for at kysse ham. Denne her gang vidste jeg hvordan det var, jeg vidste hvordan hans læber føltes og hvordan han bevægede sig. Men det føltes alligevel en smule anderledes, mere sårbart, fordi det var mig der havde gjort det. Den her gang var det mit kys. Og det var ham, der kunne skubbe mig væk. Men han skubbede mig ikke væk. Han trak mig tættere på. Kyssede mig ned langs halsen, så jeg kunne mærke hans åndedræt som små prik mod huden. Han lod sin hånd glide op under min trøje, mens han kyssede mig under hagen. Jeg havde så meget lyst til ham at jeg næsten fik det dårligt med mig selv, fordi jeg nok alligevel inderst inde håbede, at han lige pludselig ville gøre et eller andet, som føltes forkert og så kunne det gå tilbage til at være som det havde været før den dag, hvor vi havde siddet på hans værelse og jeg havde pustet sæbebobler ind i hans kind.

”Fuck,” hviskede han. Han lagde hånden mod min nakke og kyssede mig blidt igen, før han lænede sig tilbage mod ruden, stadig uden at tage blikket fra mig. ”Jeg vidste ikke du var så ondskabsfuld.”

”Lad nu være med at overtænke det. Du tænker for meget.”

”Det der er der aldrig nogen der har sagt til mig før.”

”Jeg kan mærke det ikke kommer bag på mig.” Jeg lagde min hånd henover hans håndryg og gav den et lille klem. ”Jeg går lige ned og henter den der ild til dig.”

Da jeg kom tilbage igen, sad vi bare i vindueskarmen og røg. Vi snakkede så stille så muligt, så ordene ville blive indenfor væggene og ikke slippe ud. Det var mest Aske der snakkede og mig der sad og observerede hvordan hans læber bevægede sig, mens han gjorde det. Jeg tror ikke engang jeg ville kunne sige hvad vi snakkede om. Det var i hvert fald ikke noget, der rigtig var noget andet end bare ord, som jeg blev sagt for at sige noget. For at lytte til noget andet end stilheden.

Der kom en pause i samtalen, hvor vi bare så på hinanden og han fik lænet sig frem og kyssede mig igen, den her gang med en anden intensitet. Jeg ventede ikke på at han ville skille vores læber ad, jeg ventede på at han ville gøre noget andet, bevæge sig videre. Han pillede langsomt tøjet af mig. Kyssede mig hele tiden ind imellem. Ned langs min hals, min brystkasse og om kravebenet. Jeg vidste ikke engang om jeg havde lyst, det var grænseoverskridende og anderledes, men samtidig var de følelser jeg havde i kroppen så intense, at jeg knap nok kunne nå at tænke en tanke færdig, før vi lå halvnøgne i min seng og han kiggede op i loftet med hvilende på min brystkasse.

Jeg følte mig for stor til at være i min egen krop. Jeg var både lettet og skuffet over at han stoppet. Men det var okay. Vi havde masser af tid. Håbede jeg. Han faldt i søvn før mig, med hovedet hvilende der på min brystkasse, ligesom Arendse normalt gjorde. Det var helt anderledes. Hans hår duftede heller ikke af noget. Det føltes som om tiden var gået i stå. Og at det aldrig ville kunne blive i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...