Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63601Visninger
AA

12. Blå læber.

Arendses bedstefar døde den samme nat på hospitalet. Jeg vidste det allerede, da jeg fik et opkald, hvor der ikke blev sagt et eneste ord, men kun en lyd. En stille, næsten ukontrolleret lyd. Da jeg endelig fik Arendse til at sige noget, sagde hun bare, at de havde fået lov til at se ham en sidste gang og han havde haft blå læber. Det blev hun ved med at sige. Blå læber, bleg hud. Jeg prøvede at forestille mig ham, som den dag første gang jeg mødte ham, hvor han skovlede kvadratiske småkager med sukkerdrys ind i munden og jeg prøvede at se ham for mig med den blå mund. Det var næsten umuligt. Det eneste billede jeg kunne få frem af det i hovedet, var en absurd tegnefilmsagtige version af virkeligheden.    

Den næste uges tid var vi sammen hver dag, uden at vi nødvendigvis rigtig lavede noget. Det var svært, fordi jeg følte mig så kvalt der. Vi sagde det samme hele tiden, vi snakkede et helt bestemt sprog sammen konstant, som ikke ændrede sig. Vi sagde ting som: Han er et bedre sted, I det mindste fik han fred, du har da stadig minderne og han levede et godt liv. Og jeg vidste ikke engang hvorfor vi sagde det og jeg vidste slet ikke hvorfor vi sagde det så mange gange, for jeg kunne tydeligt se på Arendse, at hun syntes det var en ligeså stor omgang ævl som jeg gjorde. Han er et bedre sted. Hvad fanden var det for noget at sige? Jeg kunne forstå det, hvis vi var ærkereligiøse og vitterligt troede på alt det med himlen og helvedet, men det gjorde ingen af os. Og alligevel insisterede vi på at holde fast i det her med det bedre sted. Jeg havde lyst til at spørge hende, hvordan hun troede, der så på det her ud bedre sted, men det ville næsten være ligesom at sige at det ikke fandtes og det kunne jeg alligevel ikke få mig selv til.

En dag, hvor vi lå i hendes seng og vi havde tilladt os at grine af noget på fjernsynet et øjeblik, sagde hun at hun, at dengang hun var lille troede at himlen var indeni skyerne. At det var derinde alle der døde kom hen, for når man ikke kunne se dem, måtte de jo være derinde. ”Og så var der engang, hvor vi var ude og flyve og vi fløj igennem skyerne. Jeg var så bange, jeg havde det som vi slog de døde ihjel eller sådan noget. Det giver ikke mening, men jeg var også kun syv år. Jeg kan bare tydeligt huske den der fornemmelse,” sagde hun.

Jeg prøvede at være der så meget for hende som overhovedet muligt. At være så uselvisk så muligt. Men i virkeligheden var selv det selvisk, for så længe jeg kun tænkte på Arendse var der ingen problemer. Så gjorde jeg det rigtige. Så var det hele rigtigt. Og jeg skulle bare blive siddende der i hendes seng og spilde varm kakao udover hendes dynebetræk. Det var når jeg tænkte på mig selv, at jeg kom i tanke om, hvor meget jeg bare havde lyst til at vikle mig fri fra dynen og tage en bus ind til Odense i stedet for. Men Aske havde næsten været umulig at få kontakt til den sidste uge, og da det endelig lykkedes mig at få ham til at tage sin telefon, sagde han: ”Sebastian, hvis du siger om os lige nu, så er du simpelthen det største fuckhoved. Lige nu er jeg ligeglad med os. Var det derfor du ringede?”

Jeg savnede ham hele tiden. Jeg savnede at være tæt på ham. At snakke med ham. Alle de der fuldstændig vanvittige ord han kunne få viklet sammen i sin mund. Og bare hans mund. Hans smil. Jeg var håbløs.

Og det gik op for mig præcis hvor håbløs jeg egentlig var, da Aske endelig kom forbi for at se Arendse. Han så helt forkert ud, da han så mig, så han vidste nok ikke at jeg praktisk talt havde boet her den sidste uge. Eller også gjorde han. Måske havde han været så lang tid om at besøge hende, fordi han frygtede at se mig.

”Jeg har taget to flasker rødvin med. Det er godt nok noget billigt nettosjask, men stadig. Så, hvis du har lyst til at drikke dig stiv, så er jeg her for dig,” sagde han og stillede de to flasker på bordet, for så at give hende et kys i panden og et kram. Jeg kunne mærke at han meget omhyggeligt sørgede for, at han ikke kom til at dreje blikket mod mig. Jeg gjorde det samme, jeg kiggede ned på mine fødder og strammede hænderne sammen om bordpladen, så hårdt at jeg kunne mærke modstanden fra knoglerne i mine fingre.

”Nu kan jeg da huske hvorfor vi er venner.” Arendse vendte flasken i sine hænder og satte den så tilbage på bordet. ”Og kold oven i købet. Det her er gennemtænkt.”

”Man må jo gøre hvad man kan for at opmuntre sine venner.”

”Hvis ikke det var fordi klokken kun var halv tolv og hvis jeg ikke havde drukket så meget kaffe, at jeg allerede var fuld på et koffeintrip, så havde jeg nok sagt ja. En anden dag, ikke?”

”Selvfølgelig. Du siger bare til.”  

Jeg kiggede på hende og så at hun nikkede. Hun lignede en, der gerne ville græde, men ikke kunne mere. Bare i går havde hun ligget i flere timer og grædt så meget at man tydeligt kunne se våde pletter fra hendes tåre i kravelinjen op langs min T-shirt. Aske lagde armene rundt om hende igen og holdt hende ind til sig. Han havde lukkede øjne og hviskede et eller andet ind til hendes øre.

Jeg kiggede på dem en sidste gang. Jeg var slet ikke en del af det der, så jeg besluttede mig så for at gå ind i stuen. Jeg ville gerne være vred på Aske, men det var som om at hver gang jeg prøvede endte jeg med at blive vred på mig selv i stedet for. Det var mig der havde ladet det fortsætte sådan her. Og det derinde var vel bare hans bedste forsøg på at fikse det.

Jeg satte mig i sofaen og zappede rundt imellem kanalerne, indtil jeg til sidst endte med at se et eller andet antikprogram på DR1. Jeg kunne høre dem udefra køkkenet. Høre Arendse grine, på den mest umiddelbare måde, som jeg overhovedet havde hørt siden det skete. Jeg fik det dårligt over at det ikke var mig. At hun havde brug for ham på den måde.

 Underteksterne rullede nedover skærmen og så kom der reklamer igen. Jeg lukkede øjnene og bed til min tommelfingernegl. Udenfor kunne jeg svagt høre fuglekvidren fra det vindue, der stod på klem. Jeg tænkte på hvor mange gange jeg havde ligget på den her sofa, sammen med Arendse, klemt sammen under en dyne med hendes forældre overfor, mens vi så gamle vintagefilm. Engang havde det været nok. Og hvis det ikke havde været for Aske, ville det nok også stadig være det.

Efter en halvtimes tid, hvor jeg havde set på det mest trivielle program overhovedet, hvor de gik rundt idet mest trivielle hjem og havde dybdegående diskussioner om hvorvidt hovedpersonen var frivillig hos rød kors eller sad i forældrerådet, kom Arendse ind til mig. Hun havde skiftet tøj til et par haremsbukser og en hvid striktrøje med indtørrede malerpletter på. Hun satte sig ind til mig og tog fjernbetjeningen ud af mit skød, for at skrue ned.

”Siden hvornår ser du hammerslag?”

”Det kom ikke rigtig noget andet,” mumlede jeg.

Hun kravlede op på mit skød og kyssede mig blidt på kinden, for så at lade spidsen af sin næse hvile ind mod den.

”Er Aske allerede gået?”

”Nej, nej. Han snakker i telefon med en eller anden.”

”Typisk.”

”Det var faktisk okay. Så kunne jeg også for lov til at snakke lidt med dig. Hvorfor er du så mærkelig?” spurgte hun.

”Jeg er ikke mærkelig.”

”Du har knap nok sagt et ord til Aske. I har nærmest ikke engang kunne kigge på hinanden … der er ikke noget galt vel? Har han sagt noget til dig?

”Han er din ven, ikke min.”

”I havde det da meget godt sammen.”

”Måske er jeg bare blevet træt af ham.”

”Det er også fint nok, du behøver bare ikke gøre det akavet. Du er vel ikke så træt af ham at du ikke engang kan sige hej.”

”Måske er jeg så træt af ham, at jeg ikke engang kan sige hej.”

”Sebastian, tag dig nu sammen. Hvad har han gjort siden du er sådan? Du er aldrig sådan.”

”Måske er jeg bare nogle gange sådan, Arendse, det kunne måske være at du ikke kendte hver lille detalje om mig. Han har ikke gjort noget og jeg har ikke noget og lige nu vil jeg egentlig bare gerne så hammerslag i fred.”

”Du er så mærkelig i øjeblikket,” sagde hun og flyttede sig væk fra mig. Lagde albuen mod sofaarmlænet og selvom jeg kiggede mod TV-skærmen, kunne jeg alligevel mærke hendes blik løbe nedover mit ansigt og videre ned til mine hænder, der lå foldet sammen i skødet. Jeg havde det som om at hun regnede med jeg ville sige et eller andet. Komme op med en forklaring eller i hvert fald en undskyldning. En lille fuldstændig irrationel del af mig, som jeg ikke var særlig stolt af, følte næsten at det var hende, der skulle sige undskyld, fordi det var hende, der havde siddet der på min seng for to år siden og hende, der havde sagt at hun havde følelser for mig og hende der havde introduceret mig for Aske og hende der gik alt for tidligt den aften med sæbeboblerne.

Jeg vidste selvfølgelig godt at der ikke var noget af det, der gav mening på et rationelt plan. Men lige nu var det heller ikke der jeg befandt mig. Jeg stod et eller andet sted i underetagen til vanvid, røg en smøg og ventede på at der ville ske noget. At nogen enten ville komme og følge mig ud eller længere op.

”Jeg burde nok gå op til ham igen,” sagde hun.

”Det burde du nok.”

”Er du sikker på at du ikke vil med? Vi kunne se en film sammen … vi kunne se en af de der underlige film du elsker.”

”Jeg vil bare gerne se hammerslag hernede alene.”

”Det kunne være du bare skulle se det derhjemme i stedet for, hvis du virkelig vil være sådan der,” sagde hun og rakte ud efter fjernbetjeningen, for så at slukke.

”Være sådan der?” gentog jeg og rynkede panden. ”Jeg har været der for dig hele ugen, hele ugen, jeg har siddet her hver eneste dag og lyttet til dig og set fuldstændig menneskeforskruede MTV serier, fordi du gerne ville se dem. Og så kan du ikke lige overskue, at jeg måske bare har brug for en lille smule luft, bare et lille øjeblik.”   

Hun tog sig til hovedet og skubbede de blonde krøller tilbage fra ansigtet. Han skævede op på mig og kiggede så tilbage ned i skødet. ”Måske er luften mere frisk hjemme ved dig selv.”

”Mener du det?”

Hun nikkede og dækkede hånden med sin mund. Jeg var bange for at jeg ville se hende i øjnene og se at hun var tæt på at græde. Hun var så skrøbelig lige for tiden. En del af mig havde lyst til at blive og prøve at gøre det godt igen, men samtidig var det også en lettelse at komme ud derfra. Jeg vidste godt at jeg virkelig burde gøre noget ved det hele. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle kunne gøre det uden samtidig at lave revner hele vejen ned langs det temmelig normale liv jeg havde fået bygget op.

Da jeg kom hjem lagde jeg mig i sengen og kiggede op i loftet. Kiggede på alle detaljerne og fejlene der var i træloftet. Jeg havde kvalme og det føltes som om rummet dirrede en anelse. Det var først mens jeg lå der, med stilheden liggende ved siden af, med dens ånde i nakken at jeg for alvor kunne se at jeg måske ikke længere stod i underetagen til vanvid. Måske var jeg allerede på vej med elevatoren op til første sal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...