Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63530Visninger
AA

14. Begravelsen.

Jeg ville ønske, at jeg havde fået det sagt til Arendse noget før. Det ville jeg hele tiden. Jeg ville ønske jeg havde sagt det i går. Men så let er et selvfølgelig ikke, man bliver nødt til at have gjort noget i dag, før man kan få lov til at sige man gjorde det i går. Jeg ville bare stadig ønske at jeg havde gjort det noget før, sådan så det ikke kom ud på den måde, som det endte med at gøre.

Efter jeg tog hjemmefra Aske kørte mine tanker udelukkende på hvordan og hvornår jeg skulle gøre det. De blev kun et øjeblik afbrudt af en kemiaflevering, som krævede min opmærksomhed og selv det virkede ikke særlig godt, fordi jeg blev ved med at skrive ord ind, som ikke havde noget som helst med kemi at gøre. Jeg tror måske bare vi burde tage en pause. Måske kan vi være venner i stedet for. Det er jo ikke noget med dig. Jeg sørgede for at korrekturlæse flere gang, for at undgå den pinlige situation, hvor jeg lige pludselig havde slået op med nogle alkyner.

”Skal du ikke have et slips på til det der?” spurgte Arendse. Hun stod i døråbningen med håret opsat i en knold, omkranset af små hårnåle og en sort blondekjole, som fik hende til at ligne en anden end sig selv. Jeg vidste ikke engang at hun havde noget, der var så pænt i sit skab.

”Jeg har ikke noget slips.”

”Hvordan kan et voksent menneske ikke have et slips?”

”Jeg synes du leger lige lovlig meget med ordet voksen lige nu.”

”Ja, måske,” sagde hun og kiggede sig over skulderen. ”Jeg spørger lige min far om han har et ekstra, to sekunder.”

Da hun var gået satte jeg mig ved skrivebordet og lod fingrene glide nedover ansigtet. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var der, når jeg alligevel havde planer om at gå fra hende lige om lidt. Samtidig kunne jeg heller ikke holde tanken om, at hun skulle føle jeg svigtede hende lige netop i dag ud. Jeg have allerede en plan i hovedet. Jeg ville komme igennem i dag, så godt og naturligt, som overhovedet muligt og så om en uge, når det hele havde lagt sig lidt mere, ville jeg sige det til hende. Det eneste jeg stadig ikke havde besluttet mig for, var om jeg skulle indrømme over for hende, at det var fordi jeg havde det, som jeg havde det med Aske. Det virkede bare for hårdt at sige. Hver gang jeg prøvede at sige det højt, havde jeg det som om at det var noget en anden havde gjort, fordi det var for langt ude til at være noget jeg nogensinde selv kunne finde på.

”Jeg fandt det her,” sagde Arendse, da hun kom tilbage og holdt et sort bomuldsslips frem. Hun satte sig hen på mit skød, hvor hun foldede det rundt om min nakke og ind under skjortekraven. ”Hvis du ikke har et slips, så kan du vel heller ikke finde ud af at binde det. Vel?”

”Ikke rigtig.”

”Er det pinligt at indrømme, at jeg faktisk gik lidt med slips i en periode?” spurgte hun og begyndte at binde det for mig.

”Det ved jeg godt, Arendse. Vi gik i folkeskole sammen, så jeg har været med igennem alle dine stilkriser. Alle selerne, hawaiiskjorterne og dengang hvor du glattede dit hår.”

”Nå ja,” sagde hun og aede mig henover kinden med tommelfingeren. Hun var smuk, som hun sad der på mit skød. Næsten så smuk at jeg fik kvalme.”Hvorfor har du tåre i øjnene?”

”Har jeg det?”

Hun nikkede og gav mig et kys henover øjenlågene.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg.

”Lige nu har jeg det næsten okay … jeg tror ikke rigtig jeg kan forstå det.”

 ”Det kommer nok, når vi er i kirken,” sagde jeg og kyssede hendes kind. Jeg havde hverken lyst til at ødelægge eller dele den røde farve, som hun havde lagt henover læberne. Vi sad der lidt i stilhed og lyttede til regnens fald fra den anden side af vinduet. Hun fugtede sin finger og tørrede mig henover øjenlåget, mens jeg kiggede op og tænkte på at jeg vidste at der var 142 loftbrædder deroppe.

For at være ærlig, ville jeg ikke kunne sige noget særligt om begravelsen. Den var meget ligesom enhver anden begravelse jeg havde været til. Der var tårer. Der var blomster. Præsten sagde nogle ord. Arendses mor og hendes onkel sagde nogle ord. Vi sang. Vi sang Altid frejdig når du går. Og Arendse holdt så hårdt om min hånd, at det næsten gjorde ondt og havde lagt sit hoved ind mod min jakke og jeg kunne høre at hun stille snøftede ind mod den, og kunne mærke hvordan hun engang imellem kiggede op på mit ansigt. Hendes hånd rystede. Og det var ikke længere kun hendes læber, der var røde, farven havde spredt sig udover linjerne omkring hendes mund.

Efter begravelsen gik vi tilbage mod onklens hus, for at få gravøl. Jeg forsøgte at holde mig så meget i baggrunden som overhovedet muligt, hvilket jeg også sagtens kunne gøre uden det virkede mærkeligt, for jeg plejede ikke at sige så meget omkring Arendses familie. De var som regel ret højlydte, men lige i dag var de mere stille, mange sad bare og kiggede ned i deres tallerkner. Det var som om der var blevet stillet en donationsbøtte i midten af bordet, hvor man kunne donere ord, for at holde stilheden væk. Selv Arendse sagde ikke så meget, hun sad bare med hovedet lænet ind mod min skulder, på en måde som hun ellers sjældent gjorde, når vi var sammen med andre. Men hun holdt så hårdt fast om min arm, at det næsten gjorde ondt og jeg kunne mærke hendes spidserne på hendes negle mod huden.

Vi blev der til de sidste var gået og skulle til at hjælpe med at rydde op, men Arendses onkel insisterede på at vi gik en tur og selvom hun normalt ikke gav efter, gik hun alligevel med til det til sidst. Hun lånte hans flisetrøje, der gik hende til knæene og skiftede de høje hæle ud med sine conversesko. Jeg lagde armen rundt om hende og lod hende bestemme, hvor vi gik hen. Ingen af os sagde noget. Vi gik bare, forbi de mange parcelhuse, forbi markerne, forbi parkerede trailere og børn, der var to på en cykel, hestepærer, vandpytter, mælkesnittepapir, nedfaldne æbler, med bidemærker i skralden, Coca cola dåser, et ældre ægtepar, der holdt om hinanden, ligesom vi gjorde, men som bare havde gjort det længere, forbi et cykelskur med et nazikors tegnet på facaden og et lidt mindre fredstegn under, det støvregnede og jeg kunne stadig se de sidste rester af læbestiftskrummer på Arendses underlæbe.  

”Er du forelsket i Aske?” spurgte hun. Som taget ud af ingenting.

Jeg stoppede helt automatisk op og rynkede panden. ”Hvad?”

”Jeg er træt af at du lyver for mig, jeg kan ikke holde det ud mere, så bare svar. Er du?”

”Jeg er ikke bøsse.”

”Det er ikke det jeg spørger om. Jeg spørger om du er forelsket i ham.”

”Er det ikke det samme?” spurgte jeg.

”Okay, så, det er ikke noget med ham. Men hvad er det så? Jeg kan bare mærke at du går og venter på at du kan få lov til at slå op med mig, uden at skulle have dårlig samvittighed, bare den måde du kigger på mig på, det er næsten som om du allerede har gjort det. Hvis du alligevel har tænkt dig at gøre det, så gør det. Få det overstået.”

”Synes du ikke det her er en ret dårlig timing? Vi er på en måde stadig til begravelse.”        

Hun kiggede næsten frastødt på mig. Som om det jeg havde sagt var fuldstændig vanvittigt. Hun foldede armene henover brystet og begyndte at gå videre. Jeg fulgte efter hende og prøvede at ligge armen om hende, men hun skubbede mig væk.

”Kan vi ikke bare snakke om det?” spurgte jeg og prøvede at følge med i hendes halvløbende tempo.

”Åbenbart ikke, jeg har lige prøvet.”

”Okay, så lad os snakke om det. Jeg lover at være ærlig, hvis du bare lige stopper i to sekunder.”

Hun gjorde som jeg sagde og stoppede brat op. Hun drejede sig mod mig og skubbede krøllerne tilbage bag øerne. Hun lynede sin jakke op og jeg lagde mærke til at hendes neglelak sad præcis som neglelak skulle, hvilket den ellers aldrig gjorde. Jeg blev ved med at kigge på hendes negle, de var så små at de ikke engang nåede at rage udover hendes fingrespidser.

”Nå?” sagde hun.

”Det er ikke fordi jeg er forelsket i ham … jeg ved ikke hvad jeg er i ham lige nu … det er bare …”

”Men du har været sammen med ham?”

Jeg svarede ikke. Og det behøvede jeg heller ikke. Hun vidste det allerede. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor længe hun havde vidst det uden at sige noget. Hvor længe hun havde fornemmet det. Hun puttede sit hår tilbage bag ørerne igen. Vi stod der lidt. Ingen af os sagde noget. Ingen af os kiggede på hinanden. En bil passerede os. Hun drejede hovedet væk fra vejen og jeg så på hendes ansigt. Huden imellem hendes øjenbryn strammede sig sammen og hun tog hånden op til munden. Hun lukkede øjnene og det var som om den bevægelse trykkede tårerne ud af hendes øjne, så de rullede ned og nogle landede henover toppen af hendes hånd, nogle faldt nedover siden på hendes ansigt, landede på hendes flisetrøje og samlede sig som en lille dråbe ovenpå stoffet. Hun satte sig på hug og gemte ansigtet i sine hænder, jeg fulgte med i hvordan hendes skuldre rystede, hvordan de hårtotter, der var flygtet ud af knolden, blev hvirvlet rundt i vinden. Jeg ville virkelig gerne bare ligge mine arme rundt om hende, fordi det var Arendse, men jeg kunne ikke, fordi jeg var mig og jeg havde gjort det jeg havde gjort.

Hun rejste sig og tørrede snottet sig om næsen med sit ærme. Hendes stemme lød næsten som om den havde krummet sig sammen i hendes hals, da hun endelig sagde noget. ”Hvor længe?”

”Jeg ved det ikke. Ikke så længe.” 

Hun nikkede for sig selv og tørrede sig omkring øjnene. ”Jeg tror ikke rigtig jeg forstår det.”

”Det ved jeg heller ikke om jeg gør.”

”Lad være med at sige noget,” sagde hun ”Jeg kan ikke engang ud se på dig lige nu … og vi …”

Hun tog hånden op til ærmet og prøvede at få luft ned i lungerne. Jeg gik et skridt tættere på hende og forsøgte at lægge mine arme om hende, men hun skubbede mig hårdt fra sig og begyndte at gå væk tilbage ad den vej, hvor vi var kommet fra. Jeg vidste godt at jeg ikke kunne gå med, og at jeg var nødt til at finde hjem selv nu, selvom jeg stod midt ude på en fremmede vej og ikke anede noget som helst om hvor jeg var, udover at det lignede næsten alle andre steder jeg havde været før.

Jeg vidste godt at jeg burde have sagt det på en anden måde. Og på et andet tidspunkt. Og at der slet ikke burde have været noget at sige, men jeg kunne ikke ændre noget. Det blev som det blev og jeg måtte se hendes sammenkrøllede skikkelse forsvinde ned ad vejen, blive mindre og mindre og så helt væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...