Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63554Visninger
AA

13. Bare gå.

Det værste ved livet er at der altid er et valg. Det er måske også det bedste.

Men det føltes i hvert fald ikke sådan, der i de sidste novemberdage, hvor det virkelig gik op for mig, hvor mange valg jeg egentlig allerede havde taget, ved ikke at tage nogle valg. Ved bare at lade det hele ske. Jeg var stadig i tvivl om, hvad det var jeg ville. Det eneste jeg vidste, med sikkerhed var at jeg ikke kunne holde ud at det blev ved med at være, som det var nu.

Jeg kiggede ud af busvinduet og fugtede læberne. Tågen fik landskabet til at se gråt ud og vi måtte køre forbi utallige marker, før vi endelig nærmede os byen med de mange lysende vinduesøjne. Min mobil vibrerede i lommen og jeg tog den op. Arendses navn stod skrevet henover skærmen, over to telefonrør, et grønt og et rødt. Jeg trykkede ikke på nogen af dem, men ventede på at det forsvandt igen. Jeg kunne se at jeg havde seks beskeder liggende fra hende. Og ingen fra Aske. Klokken var 20:34.

Jeg stod af ved Banegården og købte en dåseøl, som jeg drak af, mens jeg bevægede mig igennem Kongens have, forbi to piger i orange Crop toppe og korte nederdele, som åbenbart aldrig var blevet inviteret med til efteråret og stadig gik rundt, med en tro på at det var sommer. Den ene af dem smilede til mig og drejede sig efter mig, selv da jeg havde passeret dem. Det var nok ikke så tit man så nogen gå alene gennem her i mørket.

Jeg satte mig ude foran opgangen, hvor Aske boede og tog endnu en tår af øllen. Der lå cigaretskoder imellem fortovsfliserne, side om side med det voksende ukrudt der stak op. Jeg sad lidt og kiggede på det, indtil jeg til sidst besluttede mig for at gøre det. Det var for koldt til at blive siddende herude alt for længe. Jeg rejste mig og ringede op til lejligheden. Der var ingen der lukkede op, så jeg prøvede at trykke på knappen igen. Da der stadig ikke skete noget gik det op for mig at Aske nok stadig sad hjemme ved Arendse. Det undrede mig ikke, for han virkede også som en af den slags mennesker, der blev så længe hos sine venner som overhovedet muligt. Og især hvis Arendse var ked af det. Hvilket hun nok var. Det eneste jeg kunne trøste mig med var, at det ikke kun var min skyld. Jeg tog mig til hovedet og sukkede, så min ånde blev hængende i luften, som et lille hvidt aftryk, som så forsvandt igen. Jeg kunne ikke engang ringe til ham, hvis han var sammen med hende. Jeg prøvede at trykke dørhåndtaget ned, men der var selvfølgelig låst.

Jeg satte mig igen og pustede ned i mine hænder, for at få noget varme i dem. Jeg kom ret hurtigt at ærgre mig over at jeg ikke havde taget en blok og blyant med, for selvom det var ret kedeligt at sidde udenfor en tilfældig opgang i Odense, så gik der alligevel en nogle gange nogle interessante mennesker forbi, som jeg gerne ville have noteret. Der var en lyshåret kvinde med en poncho, der gik med sin lille datter og jeg nåede lige at høre en lille bid af deres samtale.

” … og så når vi kommer derned skal vi have danskvand. Kan du huske hvad danskvand er? Det er ligesom vand, bare med prikker på tungen.”

Vand med prikker på tungen. Det var genialt. Jeg blev ved med at gentage det for mig selv, for ikke at glemme det. Vand med prikker på tungen, vand med prikker på tungen, prikker på tungen og vand.

Aske kom først hjem, da klokken var 22:16, da min øl for længst var tom, mine tæer følelsesløs og jeg havde sagt den sætning med prikker for mindst den hundrede gang.

Han virkede ikke ligefrem begejstret for at se mig. Men heller ikke overasket.

”Hvor længe har du ventet?” spurgte han.

”Jeg ved det ikke … et par timer, måske.”

”Du er altså langt ude,” sagde han og hev en nøgle frem fra sin lomme. ”Så kan jeg vel ikke rigtig tillade mig at sige du skal skride af helvedes til, vel?”

”Har du lyst til at sige det?”

”Det ved jeg ikke.” Han satte nøglen i låsen og drejede den om, for så at åbne den og holde døren, mens han ventede på at jeg rejste mig. Jeg fulgte efter ham op. De boede på 2. sal og havde en hjerteformet julekrans hængende på døren. Der var temmelig rodet overalt i huset, madrester og efterladte gryder i køkkenet og skoaftryk hele vejen gennem stuen. Vi fortsatte ind på hans værelse og jeg lagde mig i sengen, mens han satte sig i vindueskarmen, stadig uden at have taget sine støvler af.

”Hvor er dine forældre egentlig?”

”Jeg ved det ikke. De er voksne mennesker, jeg plejer ikke at tvinge dem til at give besked, når de går.”

Jeg nikkede og klemte mine fingre sammen om dynen. Den føltes helt nyskiftet og rent.

”Så … nu er jeg her. Hvad var det du ville?”

”Bare se dig.”   

”Jeg ville også gerne se dig,” sagde han og fandt sin cigaretpakke frem. ”Hvis jeg skal være helt ærlig.”

”Det virkede ellers ikke sådan.”

”Nej, jeg har prøvet at undertrykke det og være et godt menneske, især efter det med Arendses bedstefar. Jeg er måske bare ikke et særlig godt menneske, det ved jeg ikke.”

”Men hvad er et godt menneske også helt præcist?” spurgte jeg og satte mig ordentligt op i sengen.

”Det ved jeg ikke, men jeg tvivler på at man stadig er med i den klub, når man har haft sex med sin bedste vens kæreste,” sagde han og rejste sig for at række mig smøgen og sætte sig ved siden af mig. Han skævede mod mine læber og så tilbage på mine øjne. ”Men jeg har i hvert fald besluttet mig for at jeg ikke kan det her mere. Ikke hvis du har tænkt dig stadig at være sammen med hende.”

”Så du synes jeg skal gå fra hende? En uge efter alt det her lort?”

”Jeg ved ikke hvad jeg synes … hvis du kan holde det ud, så hold det ud. Jeg kan bare ikke holde det ud mere, bare tanken om at du er sammen med hende og har sex med hende eller hvad fanden I laver, det giver mig kvalme. Så enten så slår du op med hende og så finder vi ud af hvad vi gør derfra, ellers så stopper det her fuldstændig. Så gider jeg ikke mere.” 

Jeg lagde mig tilbage i dynen og tog et sug af cigaretstumpen. Han lænede sig også tilbage og drejede hovedet mod mig, så vi kun lå få centimeter fra hinanden. Jeg så ned på hans læber, som han bed sammen om og så tilbage op mod hans øjne. Jeg havde lyst til bare at række over og røre ham. Lade hånden glide nedover hans ansigt og trække ham tættere på.

”Måske er det bedst, hvis du går. Jeg ved godt, du ventede her ret længe, men jeg stoler ikke rigtig på min egen selvkontrol. Jeg synes ikke rigtig vi har særlig gode erfaringer med det.”

”Okay.”

”Okay.”

Jeg gav ham den sidste stump, der var tilbage af cigaretten og tog et stykke af det pebermyntetyggegummi jeg havde i lommen. Det var ret stærkt og smagte temmelig skidt, især blandet sammen med den eftersmag jeg havde i munden fra cigaretten.

Aske fulgte mig ud og mens vi stod i døren, havde jeg det i et øjeblik, som om han ville kysse mig, men så trykkede han sine læber sammen mod hinanden og trådte et skridt tilbage. ”Du ringer til mig, hvis der er noget, ikke?”

Jeg nikkede. ”Så ses vi vel bare lige pludselig.”

”Det bestemmer du.”

Jeg smilede en anelse for mig selv og skævede ned mod mine sko. Mine sorte Converse var næsten fuldstændig ødelagte, flået op i siden og med græsstumper klæbende til den nederste hvide del.

Mens jeg gik ned ad trappen tænkte jeg på hvor let det egentlig kunne have været, hvis ikke jeg gjorde det så svært. Hvor enkelt det kunne have været. Hvis bare jeg havde holdt det enkelt ville jeg nok have været derinde sammen med ham lige nu og vi ville have set dårlig serier og spist endnu dårligere mikroovnspopcorn.

Jeg gik vejen tilbage mod Banegården, gennem kongens have og for en gangs skyld, lod jeg være med at tænke over alle de svære ting. At jeg ville skulle slå op med Arendse, tanken om hendes ansigtsudtryk, når hun fandt ud af at jeg var sammen med Aske, at springe ud overfor min mor, at finde ud af hvilket skab jeg skulle ud, om det var det biseksuelle, homoseksuelle eller der-er-bare-den-her-ene-dreng skabet. I stedet for tænkte jeg på hvordan det kunne være, når alt det her havde lagt sig og det bare var sådan. Tanken om at jeg faktisk en dag ville kunne dreje ned ad den her vej, med hænderne i lommen og bare gå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...