Noget må gå i stykker.

Sebastian har godt styr på det hele. Han er lige startet i gymnasiet, er sammen med barndomsveninden Arendse og arbejder i Brugsen, hvor han skriver digte på de efterladte kasseboner. Men da han bliver draget af den homoseksuelle Aske bliver han pludselig forvirret. For hvem er man når man bliver forelsket i en anden dreng?

232Likes
330Kommentarer
63186Visninger
AA

5. Altid.

Efter jeg var færdig med min vagt i Brugsen havde jeg købt ni halvliters colaer, som jeg slæbte med hjem og hældte ud i vasken. Jeg satte mig på gulvet i mit værelse og begyndte at rode det igennem for gamle digte. Jeg havde aldrig haft et bestemt sted hvor jeg gemte dem. Nogle lå foldet ind imellem siderne på mine bøger, nogle lå imellem skolepapirer, de fleste var skrevet ind i hæfter og jeg havde også skrevet et par stykker nedenunder mit skrivebord eller i bunden af mit tøjskab. Da jeg havde fundet de ni, som jeg syntes var bedst, skrev jeg dem rent på et nyt stykke papir, foldede det sammen og stak hver enkelt papir ned i en colaflaske.

Så cyklede jeg ud til havet med skoletasken proppet med flaskerne, jeg havde Leonard Cohen i det ene øre mens jeg kørte og vinden i det andet. Cykeldækkene var halvflade, så det tog et stykke tid at komme derned og da jeg endelig gjorde var der næsten helt mennesketomt, fordi det blæste så meget.

Jeg låste cyklen og gik langs kystlinjen, med den sædvanlige cigaret vippende i mundvigen. Jeg tjekkede min mobil. Han havde stadig ikke svaret. Jeg stod der i et stykke tid og kiggede på bølgerne, der skiftevis trak sig frem og tilbage langs sandet. Jeg kiggede mig over skulderen, ned langs de tomme sommerhuse og campingpladsen, der strakte sig bag stranden. Der var ikke nogle mennesker, så jeg lynede tasken op og hev en efter en flaskerne ud, for så at kaste dem udover havet. Ud i de vindstille bølger, som nærmest kiggede på mig med et tvivlende blik. Som om de prøvede at sige: ”Tror du virkelig selv der kommer noget godt ud af det her?”

Men jeg ville virkelig bare gerne blive læst af nogen.

Og de skulle helst af fremmede.

Og de skulle også helst være fremmede, som jeg også var en fremmed for. 

Det var måske lidt ynkeligt, men jeg gik meget op i hvad andre tænkte om det jeg skrev. Og på en ubehagelig måde, som om jeg bare ventede på at møde det menneske, som både kunne gennemskue mig og turde sige det højt at jeg ikke var specielt god. At det nok i virkeligheden mere var mig, som havde brug for at skrive digtene, end det var digtene der havde brug for at blive skrevet.

Inden jeg steg op på cyklen og tog hjem igen, skrev jeg til Aske igen. Den sidste måneds tid havde vi snakket sammen næsten hver dag. Han var begyndt faktisk at dukke op til timerne, og nogle nætter, mest i weekenden, ville vi køre et sted hen ligesom den dag på togskinnerne og fortsætte derfra. Arendse var glad for at vi endelig kunne finde ud af det sammen, men nogle gange havde jeg det også som om hun kiggede på mig på en bestemt måde. Som om hun havde en fornemmelse, men at den alligevel var så lille og spinkel, at hun ikke ville ødelægge noget ved at sige det højt.

I stedet for at cykle hjem skiftede jeg mening og drejede ved krydset mod hendes hus. Vi lå i et par timer i hendes seng og så en gammel Audrey Hepburn film, som hun havde sat på. Jeg trak hendes gamacher af og kjolen op, så jeg kunne kysse hendes lår. Hun smilede til mig og gravede hånden gennem mit hår.

”Du virker så langt væk lige for tiden,” sagde hun.

”Jeg er lige her.”

Jeg kyssede hende igen og tog hendes hånd ud af mit hår, så jeg kunne flette vores fingre sammen. ”Lige her. Altid.”

”Altid? Det er godt nok noget af et løfte at sige.”

”Det er ikke et løfte. Det er mere noget jeg gerne vil,” sagde jeg. ”Jeg ved godt at jeg ikke kan love sådan noget.”

”Ved du hvad jeg elsker ved dig? Du tør tage dig selv så alvorligt. Det er alligevel ret meget at forlange af en syttenårig hormonforstyrret dreng.” 

”En syttenårig hormonforstyrret dreng,” vrængede jeg og nev blidt til hendes ben. ”Du er sød, hva?”

”Nogle gange.”  

Jeg smilede og hvilede hovedet mod hendes underliv, ovenpå kjolen og kiggede op på hende med et kærligt blik. ”Jeg elsker også dig.”

”Gør du?”

Jeg nikkede.

”Altid,” hviskede hun og pressede blidt vores håndrygge sammen.

”Altid.” 

Inden jeg tog hjem, havde vi sex, ligesom vi havde haft mange gange før, mange gange før lige her og på samme måde. Og bagefter lå jeg der, med hendes hoved hvilende ind mod halsen og mærkede hendes fingre næsten strejfende løbe ned af min brystkasse. På en underlig måde følte jeg mig skuffet. Jeg havde måske håbet at det ville hjælpe. At jeg ville holde op med at tænke på ham.

Jeg cyklede hjem, sagde jeg var bagud med nogle afleveringer igen og kyssede hende farvel i indkørslen. Jeg tjekkede min telefon, mens jeg kørte. Han havde ikke skrevet endnu. Vinden forsøgte at trække mig tilbage igen og rev i min jakke. Jeg cyklede forbi parkeringspladsen overfor den lokale købmand og kom til at tænke på dengang, hvor der havde ligget en legeplads der i stedet for. Jeg tænkte tilbage på dengang, hvor jeg som seksårig var løbet derned og så at gyngestativet var væk og at det eneste det havde efterladt sig var markeringen i græsset, som afslørede hvor det havde stået. Da jeg kom hjem, tog min mor mig op på skødet og sagde: ”Det er nok bare gået ud for at finde et bedre sted at være, så de andre børn også kan få lov til at gynge.”

Mindet fik mig til at grine lidt for mig selv. Det var underligt at tænke på at der havde været en tid, hvor måden jeg havde forstået verden på havde været så simpel, at jeg troede på at gyngestiver bare kunne rejse sig og gå, hvis de lige havde lyst.

Da jeg kom hjem havde Aske stadig ikke svaret. Jeg kunne ikke lade være med at tænke at han måske var sammen med ham drengen. Han havde ikke snakket om ham siden den dag i bilen. Jeg havde tit tænkt på at spørge ham om han stadig var forelsket i ham, men jeg kunne ikke finde ud af at formulere spørgsmålet inde i mit hoved på en afslappet uinteresseret måde.

Jeg prøvede at få resten af dagen til at gå med at sortere mine skolepapirer, men jeg nåede knap nok igennem den første stak, før det gik op for mig at jeg egentlig var forbandet ligeglad med at mine engelskpapirer og kemipapirer parrede sig, så længe der ikke kom et tredje fag ud af det. Jeg satte A Clockwork Orange på, men jeg mistede hurtigt overblikket over plottet, fordi jeg hele tiden tjekkede min mobil og opdaterede Facebook.  Lige pludselig kiggede jeg op på skærmen og så hovedpersonen Alex komme gående sammen med sine venner, i deres kridhvide dragter, med skridtpuder, sorte hatte og støvler. Scenen skiftede over i slow motion, hvor Alex skiftevis sparker to af dem i vandet, mens noget klassisk musik spillede i baggrunden. Jeg kunne ikke engang huske hvorfor han gjorde det. Jeg kunne vist ligeså godt bare slukke for den. Det var et håbløst projekt at få samlet den koncentration sammen, som det alligevel krævede at følge med. Klokken var 16:09.

Efter at have gået lidt rastløst frem og tilbage på værelset, besluttede jeg mig for at cykle ned i svømmehalen og tage nogle baner. Det hjalp lidt, men allerede da jeg kom ud i omklædningsrummet, kom tankerne tilbage. Jeg satte mig på omklædningsbænken og gned mig omkring øjnene. Hvad var der galt med mig?

Mit hår var stadig vådt da jeg cyklede hjem. Vanddråberne gled ned langs min nakke og videre ned ad ryggen, så jeg kunne mærke hvordan min T-shirt klæbede sig til mig.

Da jeg kom hjem havde Aske endelig svaret. Jeg gik ind og satte mig i sofaen, hvor min stedfar sad og så TV avis, før jeg åbnede beskeden. ”Jeg skal snakke med dig om noget i morgen. Kan du ses?”

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tolke det. Og selvom jeg hadede at være en af dem, som sad og overfortolkede beskeder, så gjorde det mig en smule urolig at han ikke havde lavet den der dumme tungesmiley, som han ellers altid satte ind i slutningen af alt hvad han skrev. Jeg skyndte mig at svare at jeg ikke skulle noget i morgen.

”Er det Arendse du skriver med?” spurgte min stedfar Lars.

”Ikke lige nu,” mumlede jeg.

”Du sidder bare og smiler sådan.”

Jeg kiggede op fra telefonen og så irriteret på ham. Men selvfølgelig havde han haft ret, jeg sad som en eller anden idiot og smilede, bare fordi jeg havde fået en enkelt besked fra ham.

”Der er måske en ny pige nu?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. ”Stadig bare Arendse.”

”Aha.” Han kiggede tilbage på skærmen. Det lød ikke som om han var specielt overbevidst. Og på sin helt egen måde havde han vel også en lille smule ret. Bortset fra den detalje at det ikke var en pige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...