The killer from the darkness

Ikke alting er som man tror. Livet kan ændres dramatisk. Skæbnen ændres for hvert time, minus, sekund, nu. En person som er så åben men alligevel gådefuld. Den person var ham... han kom bare... midt i en... drøm, som han var lige nu... men nej, jeg kendte ham ikke, havde aldrig set ham, før nu.

4Likes
5Kommentarer
308Visninger
AA

5. More...

Vi gik igennem den nordlige skov ved søen. Han gik, og kiggede lidt frem og tilbage.

Jeg havde aldrig været så langt, inde i denne skov før.

Den var mørk og kold, og der kom altid sære lyde, som jeg aldrig har kunne beskrive.

Men nu var der sol, og fuglesang. Var det fordi han var med? Jeg ved det ikke, men han for alt til at lyse op, på en eller anden måde. Det var faktisk lidt skrammende.

Måske var han en dæmon? De har et sødt og flot ydre, men er kolde og mørke indeni.

Nej… det tror jeg ikke, men han var ikke normal. Vi gik ned ad en næsten tilgroet sti, som førte os længere ind i skoven. Kun nogle få af solen stråler, nåede igennem træernes tætte kroner.

Vi gik længere ind, og jeg hørte en lyd. Jeg kiggede ind i skovens dybe indre. Der stod nogen eller noget længere inde, men jeg kunne knap nok se det. Jeg gik et skridt videre ind mod skovens indre. ”Hvad skal du? ” Han stemme gav mig et chok. ” Jeg synes jeg så noget, derinde” sagde jeg, mens jeg kiggede der, hvor jeg havde set en skikkelse.

Han kom hen til mig, og gik et par meter længere ind. Jeg havde fået øje på det igen, men idet samme som jeg havde fået øje på det, forsvandt det igen. Sheran vendte sig brat og tog et fast greb om min arm, og gik med store skridt, tilbage hvor vi var kommet fra. Jeg kunne knap nok følge med.

Hans skridt var dobbelt så lange som mine. ”Ved du hvad det var? ” spurgte jeg, mens jeg kiggede tilbage mod den mørke vej. Han svarede ikke. Han gik hurtigere nu, så jeg blev nød til at lunte.

Vi var kommet tilbage til den lyse og varme ende af skoven. Han hev stadig i min arm, for at få mig til at gå hurtigere. ”Sheran! ” Jeg trak hårdt min arm til mig. Han vendte sig om, og kiggede hårdt på mig.

”hvad var det, der var derinde? ” pegede jeg, ind på mod skoven. Han svarede stadig ikke. Han kiggede ned i jorden. Tavshed. Jeg gik et skridt tættere på ham. Der var få centimeter mellem mig og ham. Jeg så på hans stribede T-shirt, som sad tæt om hans store brystkasse. ”Jeg ved ikke hvem det var, men jeg har en teori om hvem det er” sagde han med en irriteret men blid stemme.

Jeg kiggede op fra hans brystkasse, og mødte hans havblå øjne. 

Han blik var blidt men stærkt. ”Hvem tror du det er? ” Han vente hovedet den anden vej. ”Jeg kan ikke fortælle for meget, men jeg kan sige at på nogle tidspunkter kan vi ikke styre os selv. Vi har et gen, der gør at vi mister styringen over os selv. Vi har alle sammen en vi vil beskytte mere end os selv, men den bliver altid den vi mister styringen over” Jeg var ET stort spørgsmålstegn. ”Hvad har det med den, der var i skoven at gøre? ” kiggede jeg spørgerne. Han kiggede sig rundt.

Han tog hovedet ned til mit øre. ”Han er ligesom mig, bare stærkere” sagde han lavt, næsten en hvisken.

”hvordan stærkere? ” Han smilede. ”Der er 3 forskellige ”arter” kan man sige” Han lagde sine hænder på mine kinder. ”Jeg kan ikke sige mere nu” sagde han med et fast og besluttet blik.

”Du må stole på mig… jeg gør det for at beskytte dig” Jeg gik de sidste centimeter ind til ham, og trykkede mig en til ham. Han lagde armene om mig. Mit hoved hvilede let på han venstre bryst. Jeg ved ikke hvor længe vi stod sådan, men jeg følte mig tryg. Jeg ville blive stående sådan her for altid… I hans arme.

 

Der blev lagt en favn om mine hofter. Jeg prøvede at vende mig, men jeg stod fast til skovbunden.

Jeg blev vendt om. Jeg kunne se en stor muskelløs krop foran mig.

 

Jeg måtte være faldet i søvn, for da jeg åbnede øjnene igen, var jeg ikke i den lyse skov mere. Jeg vågnede i hans arme. Han bar mig. Jeg kiggede mig omkring. Vi var næsten ude af skoven. Han stoppede. Jeg kiggede op på ham. ”Du faldt i søvn, og jeg ville ikke vække dig” sagde han smilende, så jeg kunne se hans hvide perfekte tænder.

Han satte mig ned, men holdt stadig rundt om min højre hofte, for at være sikker på at jeg var helt vågen. Vi var lige ved skovens ende/start. ”Skal jeg kører dig hjem? ” spurgte han. Jeg nikkede.

Jeg satte mig ind i hans sorte Audi R8. Der var sort læder betræk på alle sæder og skinnede i solens stråle. Der var ikke den mindste smule beskidt, og alt lignede noget fra en film. ”Hvor bor du? ” spurgte han inden han tændte for motoren. Jeg var helt betaget af, hvor flot den var, af at jeg ikke hørte ham.

 ”Chloe? ” Han så nervøst på mig. ”Hvad?... Nåeh? Madison street 376” Han nikkede. Jeg sad, og prøvede at bevæge mig mindst muligt. ”Er der noget galt? ” spurgte han nervøst. Jeg kiggede. undrende på ham. ”Skulle der være det? ” Smilede jeg let ”Du bevæger dig ikke og du siger heller ikke noget ” mit smil forsvandt. ”Jeg vil bare ikke gøre din bil beskidt” Han brød ud i latter. ”Gøre min bil beskidt? ” Jeg tøvede lidt. ” Ja? ” Han var holdt op med at grine, men havde stadig et stort smil på læben. ”Du skal ikke være bange, for at gøre min bil beskidt, det er den i forvejen” Jeg kiggede mig omkring, måske havde mit syn bedraget mig… Nej den var skinende ren, ligesom en helt ny. ” Hvor lang tid har du haft den? ” spurgte jeg mens jeg stadig skulle overbevise mig selv om at den ikke var beskidt. ”Et halvt års tid, tror jeg” han så hurtigt på mig. ” Den ser helt ny ud ” hentydede jeg. Han rystede på hovedet. Vi var ved indkørslen som snorede sig et par meter op til de 2 bilgarager, hvor mine forældres biler holdt. Vores nogenlunde store hus lå gemt bag en rand af træer. Vi havde en del vinduer, fordi mine forældre mener det er godt for helbredet, hvis der kommer meget sollys ind. Han gik med op til hoveddøren, for at sige farvel. Jeg skulle lige til åbne døren, da han lukkede den igen. Jeg vendte mig om, og kiggede undrende på ham.

”Det jeg fortalte i skoven, må du ikke sige til nogen okay? ”

Jeg kløede mig i håret. ”selvfølgelig siger jeg det ikke til nogen” smilede jeg til ham.

”Jeg siger det kun for at beskytte dig” Han så alvorligt på mig. ”Jeg det ved jeg godt” Han ansigt blev mindre alvorligt. ” Vi ses i morgen” smilede han, og jeg åbnede døren. Da jeg stod i døråbningen vendte jeg om mig og kyssede ham blidt på kinden. ”Vi ses i morgen Sheran. Jeg lukkede døren og gik op den bredde trappe, og ind på mit værelse. Jeg tog mine convers af, og lagde mig på sengen.

Hvor var jeg glad, for at jeg ikke havde taget stilletter på i morges. Jeg lå, og tænkte.

 Gad vide, hvem ham i skoven var? Hvorfor havde Sheran så travlt med at komme væk fra ham?

Det gider jeg ikke, tænke på lige nu. Nu er jeg bare glad for, at han fortalte noget mere. Min krop er helt smadret, efter at vi havde gået i skoven hele dagen. Klokken var kun 18.00, men jeg var ikke sulten kun træt, og søvnen tog over.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...