The killer from the darkness

Ikke alting er som man tror. Livet kan ændres dramatisk. Skæbnen ændres for hvert time, minus, sekund, nu. En person som er så åben men alligevel gådefuld. Den person var ham... han kom bare... midt i en... drøm, som han var lige nu... men nej, jeg kendte ham ikke, havde aldrig set ham, før nu.

4Likes
5Kommentarer
312Visninger
AA

3. A type of development

”Hey vil du ikke vise mig, hvor mit skab er? ” spurgte han med et skævt smil.

”Jo, selvfølgelig. Må jeg se hvad der står på dit papir? ”

Han rakte mig sit papir. ”Nr. 307” sagde jeg lavt

Det var 2 skabe fra mit eget. Vi gik ned af de 2 gange, og op til den lange gang, der gik igennem hele skolen. ”Her er det” sagde jeg og gav ham hans papir tilbage.

Han var lidt forvirret, og bleg i hovedet. ”Hvad er der? ” spurgte jeg, og gik et skridt tættere på. ”Øh det… er bare lidt forvirrende, men jeg skal nok lærer at finde det. Ellers må jeg bare finde dig” Sagde han og smilede, så man kunne se den første række af hans tænder.

Jeg smilede tilbage. ”Det bliver ikke så svært” sagde jeg og tog en tot hår om bag øret.

Han kiggede lidt uforstået på mig. ”Mit skab er lige her” jeg tog 2 skridt tilbage, og lagde en hånd på det. Han nikkede. Klokken ringede ind til time.

”Kom” sagde jeg og tog i han muskelløse overarm. Han fulgte villigt med.

”Hvad skal vi have nu? ” Jeg kiggede ned i jorden. ” Idræt” svarede jeg og kiggede op i hans havblå øjne. ”Lyder interessant” Med et lille nik og kiggede ned på mig.

Vi gik hen til idræts hallerne. Vi stod foran drengenes omklædningsrum.

”Du skal der ind” nikkede jeg ind mod drenges omklædningsrum.

Han kiggede fra mine skuldre, og ned til mine hænder. Jeg kiggede på mine hænder.

Han grinede. Hans grin var varmt. ”Hvor er dit idrætstøj? ” Spurgte han, og tog hænderne i lommerne. ”Arianna tog den med” Sagde jeg, og pegede ned mod pigernes omklædningsrum. Han nikkede langsomt, og puffede let til mig. ”Vi ses om lidt” sagde han, og gik ind ad døren til drengenes omklædning.

Jeg rystede på hovedet, og gik ind til pigerne i omklædningsrummet.

Der kom en stank af parfume imod mig, da jeg åbnede døren.

”Hey søde, her er din taske” sagde Arianna, og rakte mig min taske.

Arianna, er en af de mest populære piger på skolen. Men er også min bedste veninde. Hun har lange lyse slangekrøller. Hendes ansigt var smalt, med perfekte lyserøde læber.

Hendes øjne er brune med mascara og eyeliner. Hendes hud var velplejet og havde ikke en eneste fejl. Hun havde store bryster og en tynd mave. Ja hun var perfekt.

Men det syntes jeg også selv jeg er. Jeg havde langt brunt hår til starten af maven.

Jeg havde et mere rundt hoved med æble kinder og blå øjne. En normal mund med et flot smil syntes jeg selv. Jeg havde større bryster end Arianna og lidt større hofter og lidt mere mave, men var stadig tyndt og til sidst… nogle små korte ben. Jeg var også kun 1.60 og Arianna var 1.78 perfekt højde.

”Se så at blive færdige” Sagde fru Alexis. Vores Idræt lærer.

Jeg skyndte mig i mine sorte lårkorte shorts, og min pink strop trøje der sad lidt stramt om brystet. Vi sad, i en stor rundkreds i den store hal.

”Okay, i dag skal i lave et stafetløb med jeres makker. Hvor i vær i sær skal løbe 2 gange 100 meter”… ”Når i har gjort det, skal i lave nogle af de øvelser vi gjorde sidste gang. Er det forstået? ” ”JA! ” svarede alle i hallen. ” Godt stil jer i værd jeres ende af hallen og når jeg fløjter starte dem til venstre”. Hallen var 100 meter, som vi skulle løbe 2 gange.

PIFT. Jeg løb alt hvad jeg mine korte ben kunne og lå kun efter Arianna. Jeg rakte Sheran pinden, og han løb, så man næsten ikke kunne hører det. Han lå klart nummer 1 nu. Det tog ham ingen tid, at nå tilbage til mig. Han rakte mig pinden og jeg løb igen alt hvad mine små ben kunne.

Vi vandt stort men det var kun på grund af Sherans hurtighed, som jeg stadig ikke kunne fatte. Arianna og Aiden blev nummer 2. Aiden hader ikke at blive nr. 1. Han kiggede ondt på Sheran. Arianna smilede stort til mig, og formede sit ord til Tillykke, og smilede stort til mig.

Sheran smilede bare til Aiden, som kunne have dræbt ham med øjnene.

Vi delte os i hele hallen, og lavede de øvelser vi blev bedt om.

” Du er godt nok hurtig” sagde jeg overrasket

”tak i lige måde” Smilede ham

” Har du altid været så hurtig” Spurgte jeg og tog mit ben op foran.

”Nej, det er først her på det sidste” svarede han og gjorde det samme som mig.

”Hvordan kan man lige pludselig bliver det? ”

”Det ved jeg ikke, det var jeg bare en dag” sagde han satte jeg ned.

”Det lyder mærkeligt” sagde jeg og satte mig ned.

”Det kompliceret” Sagde han og prøvede at nå sine tæer.

”Hvor kompliceret” Spurgte jeg nysgerrigt, og tog om mine tæer.

”Meget kompliceret” Sagde han og smilede let

Jeg rejste mig, og så ned på ham.

”Jeg ville forklare dig det, men det er bare for kompliceret. Også må jeg heller ikke”

Svarede han, og rejste sig så han så ned på mig.

”Hvorfor ikke? ” spurgte jeg og gik lidt tættere på ham.

Han lagde let sine arme på mine skuldre. ” Det en slags udvikling”

” Du kan stole på mig” sagde jeg og lagde mine hænder på hans overarme.

” Det ved jeg kan men… ” Han kiggede over mod vinduet, som om der stod en person.

Jeg kiggede ned, ad hans store krop. Han åbnede munden og… DING DING.

Han lukkede den igen. Jeg gik ud af hans arme. ” Vi ses i morgen” smilede jeg, og gik ud i omklædningsrummet.

Han kiggede efter mig, og sagde ingenting.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...