The killer from the darkness

Ikke alting er som man tror. Livet kan ændres dramatisk. Skæbnen ændres for hvert time, minus, sekund, nu. En person som er så åben men alligevel gådefuld. Den person var ham... han kom bare... midt i en... drøm, som han var lige nu... men nej, jeg kendte ham ikke, havde aldrig set ham, før nu.

4Likes
5Kommentarer
314Visninger
AA

7. A shape

Jeg havde snart siddet her i en time. Jeg tog min telefon frem, for at se om havde skrevet.

No messenge. 

Nårh, men så ringer jeg til ham.

"Velkommen til telefonsvare, prøv..." 

"Jeg prøver igen" sagde jeg en lille smule irriteret.

                                    ....

"Velkommen til tele..."

"Seriøst, Sheran" 

                                    ....

"Velkommen ti..."

"Nu gider jeg ikke mere, jeg går hjem"

Jeg gik med hurtige hårde skridt. "Hvor er det bare irreterende... jeg er så... jeg ved ikke hvad jeg er... ikke glad"

Jeg tog vejen ved siden af skoven. Det var ret mørkt nu. Månen er kommet frem, og det er endda fuldmåne. 

Hvad mon klokken var? Jeg tog min telefon op ad lommen.  Pis. Jeg sagde, jeg ville være hjemme inden 18.00, og den er kvart i. Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå det. I mens jeg gik, kiggede jeg ind i skoven.

Jeg hader at være ude om aften, og især ved en skov. Nogle meter inde i skoven, var skikkelsen der igen. 

Det gav et sæt i mig. Den kom nærmere. Jeg satte i løb. Bag mig kunne jeg høre at den løb efter,

men jeg nægtede at vende mig, og se hvem eller hvad det var.

Jeg løb og løb, så meget jeg kunne. Jeg ville bare væk. Endelig drejede vejen op imod vores hus. I det jeg drejede op af vores indkørsel, glider jeg i stenene. Jeg kigger mig desperat omkring. Kommer på benene igen, og løber op til hoveddøren. Slår døren op, og smækker den. Jeg kigger ind i stuen, og der sidder de alle sammen, og kigger på mig. "Hvad er der sket skat?" siger min mor men en bekymrende stemme. 

Jeg sveder. Mit hjerte hamrer, så jeg næsten ikke kan få luft. Min krop ryster.

"Jeg...jeg..." min stemme knak. Jeg kunne ikke snakke. 

Min mor tog min jakke af. "Hvad har du dog lavet Chloe?" med endnu mere bekymret stemme. 

"Ikke noget" svarede jeg med et sådan "hvad" blik.

"Din højre arm" sagde min mor og tog fat i den anden. Hun rev mig hen i køkkenet og tog sygekassen frem.

Min arm. Den var revet op. Fra min håndflade og gik ned til albuen. Det blødte helt vildt. Min mor stoppede blødningen. Min moster kom hen og hjalp. "Cody, kom her hen og hjælp mig med at sy hendes arm.

"Hvad!? Jeg vil ikke syes" råbte jeg og var allerede på vej væk. 

Men min far og bror havde allerede fået fat i mig. De lagde mig på køkkenbordet, og holdt mig nede.

"Slap nu af... Vi bliver nød til at sy det sammen" Sagde min mor og begyndte at sy min arm sammen. 

Jeg har altid haft en forbi for nåle. Jeg kan slet ikke have, folk skal stikke eller sy i mig.

Min hud brændte og smerten var forfærdelig. Endelig var hun færdig. Hun havde kun taget de dybeste stede og syet... resten havde hun limet.

En time senere sad vi alle sammen i sofaen. 

"Hvordan skete det?" spurgte min far og tog min hånd. Jeg tog min hånd til mig. 

"Jeg faldt ude i indkørselen" Svarede jeg lidt surt. "Du behøver overhovedet ikke være sur, hvis din mor ikke var læge, skulle du på hospitalet" Kiggede min far strengt på mig. "Jeg er ikke sur" svarede jeg.

"Jeg gør i seng, og jeg tager noget suppe med" Sagde jeg og tog suppen med op.

Jeg tændte lyset på mit værelse, og så at aftensmaden fra igår stadig stod der. 

Jeg lagde mig under min dyne, og tændte for mit fjernsyn.

Min arm brændte stadig helt vildt. Jeg havde fået forbinding omkring den. Jeg sad og så Twilight maraton på 5'eren. 

Jeg vidste ikke hvad tid, jeg faldt i søvn.

 

Men det var ikke en normal øjenfarve.

Det var en høj fyr. Et hoved højere en mig.

 

Hvorfor drømmer jeg stadig den samme drøm? Jeg drømmer ikke den hele mere... mere i små dele.                     

Jeg rejste mig, og gik ud på toilet. Jeg havde virkelig brug for et varmt bad. Jeg tror jeg stod der i 30 min. før jeg gik ud. Jeg tog et par slidte cowboy bukser og en sort top.

Satte mit hår op i en hestehale og tog noget eyeliner og mascara på. Jeg gik ned for at tage noget morgenmad. Da jeg var på vej ned af trappen kunne jeg dufte... karry? Jeg løb ned af resten af trappen.

Det var Cody, der lavede mad. "Hvorfor laver du varm mad, når det er morgen?" spurgte jeg og gik hen for at kigge. "Morgen? Klokken er 17.00" sagde han, og pegede over mod, uret der hang i stuen med grydeskeen.

Jeg sparrede øjnene op. "17.00, hvorfor vækkede i mig ikke så?" Spurgte jeg

"Mor sagde at du havde brug for at hvile dig"

"Og hvor er de nu?" 

"Mor er på arbejde og far er taget ud og fiske" svarede han og kiggede irriteret. 

"hm okay" Jeg gik ned af de to trin, ind til stuen og tændte for fjernsynet. 

Min telefon lå på stuebordet. Jeg tog den op, for at tjekke om han havde ringet tilbage. 

Nej det havde han ikke, ikke engang en besked. Hvor er det... ja, et eller andet.

"Der er mad" 

Jeg gik op til spisebordet, og satte mig. Jeg tog nogle ris og boller i karry. 

"Mor sagde at du måtte tage forbindingen af imorgen, bare at du huskede at rense det" sagde Cody og tog en bolle i munden. "Jaer okay, hvad med stingene?" 

"Jeg kan kigge på det, når vi har spist" 

"Tak" sagde jeg og smilede let

Vi havde spist færdigt, og jeg begyndte at sætte i opvaskeren, og Cody vaskede op.

Han tog forbindingen af og så det var kommet sår på. 

"Vi kan godt tage stingene ud, men hvis det sprænger op, skal det syes igen" Sagde han og ventede på et svar.

"Okay, bare tage dem ud" sagde jeg og ventede på smerten der ville komme, men det gjorde næsten ikke ondt.

Da han taget stingene ud rensede han flængen. "Du vil nok få et ret tydeligt ar" sagde han og smed tingene ud.

"Det okay" Jeg kiggede lidt på det den lange flænge jeg fået. Jeg kunne slet ikke mærke at jeg fået det, efter jeg faldt.

Jeg gik op på mit værelse og så noget fjernsyn. Da klokken blev 22.00 gik jeg ud for at børste tænder. Tog min nattrøje på og gik tilbage på min værelse. Jeg lagde mig under dynen og faldt langsomt i søvn.

 

Hans mund var let åben. Hans ånde var varm og duftede af ment.

Hans ansigt var robust med lidt høje kindben. Hans hud var gyldenbrun...

"DRIIIIII DRIIIIIII DRIIIIIIII"

Jeg halv sov stadig. Fandt mine sorte bukser, en top hvor der stod Angels, en læder vest med nitter og mine sorte stilletter med nitter og spænder på. Lagde noget makeup og så på mit hår. Måske skulle jeg snart prøve noget nyt?

Gik ned og tog noget morgenmad. Bagefter tog jeg min mobil og gik ud og tog jakke, hue og halstørklæde på. 

Bussen kom lige da jeg kom ud. Jeg satte mig på min sadvandlige plads, og tog musik i ørene. 

 

Jeg åbnede mit  skab og tog mine bøger, og hang min jakke, hue og halstørklæde der. Jeg lukkede det, og så at Sheran stod ved sit skab med sin mobil. Jeg gik hen til ham. 

"Hey" sagde jeg og smilede lidt mistroisk.

"Hey, hvordan går det?" Spurgte han og smilede varmt

"Hvorfor kom du ikke hen til mig efter kampen?"

"Jeg vidste ikke hvor du var" sagde han og lænede sig op ad skabene. 

"Jeg ventede i 1 time på tribunen"

"Det er jeg ked af " undskyldte han

"Ja, selvfølgelig er du det... Jeg ringede også til dig" mumlede jeg og tog mine arme tættere rundt om mine bøger.

"Ja, jeg ringede også tilbage, men du tog den ikke" rettede han sig lidt mere op.

"Ja som om" sagde jeg og skulle til at gå, men han tog fat i min arm så jeg tabte mine bøger. 

Jeg slog ud med armene. " Hvad laver du?"

Han kiggede ned på min arm.

"Hvad er der sket med din arm?" spurgte han og tog blidt fat i min arm.

"Jeg gik hjem fra stationen, og tog en genvej ved skoven, da din et eller anden løb efter mig, og jeg gled i vores sten i indkørselen og skar mig" svarede jeg irriteret. Han var helt tav. Jeg satte mig på hug, og tog mine bøger op igen. 

Han kiggede måløst på mig. Han skulle lige til at sige noget til mig, da min mobil ringede. Jeg kiggede ned på den.

Cody :>. 

"Ja?"

"Jeg har fundet ud hvad dit pulver er"

Sheran kiggede undrende på mig. 

"Ja og?"

"Hvad skal du bruge Wolfspane til?"

Sherans ansigt træk sig lidt sammen.

"Wolf hvad?" spurgte jeg 

"Wolfspane... Det er en plante der bruges til at dræbe ulve, og andre af den slags dyr med"

"Det var til en opgave i kemi" sagde jeg og rustede let på hovedet

"Tak Cody vi ses senere hej."

Sheran tog mig tætter på sig.

"Hvor har du fundet den?" hviskede han 

"Fundet hvad?" kiggede jeg undrende på ham.

"Wolfspane hvad ellers?" spurgte han

"Fredags nat var din ven oppe på min altan, og det lå der dagen efter"

Hans ansigt var spændt sammen. "Pis" sagde han og tog sine hænder op i håret.

Jeg kiggede undrende på ham. 

"Hvad er der?" spurgte jeg og gik hen til ham. 

Han tog fat i mine skuldre og så lige ind i øjnene. "Du må ikke gå hen til skoven okay?"

"Hvorfor?" spurgte jeg. "Det må du bare ikke okay!" næsten råbte han.

"Jaer okay" svarede jeg. Han tog sine bøger og smækkede skabet ved siden af mig og gik. 

Jeg kiggede efter ham et par sekunder...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...