Be my only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2015
  • Status: Færdig
Usagte føelser, Castiel og Dean er bedste venner, de har stået igennem tykt og tyndt siden de var helt små. High school er en udfordring for dem begge, som de begge kæmper sig igennem. AU Destiel (Castiel + Dean) Supernatural fanfic - man behøver ikke kende serien for at læse denne, den er kun bygget på personernes personlighed. Redigeret cover: http://th05.deviantart.net/fs71/200H/f/2012/247/1/b/1bdd2250ab7e0b9df836f507a3c3d9b5-d5djtcp.png

11Likes
42Kommentarer
1820Visninger
AA

7. The show must go on

   Et par uger var gået og der var kun en dag til deres forestilling af Juleevangeliet skulle stå. Castiel stod inden på sit værelse og øvede sig på sine replikker, det gik ikke særlig godt, men han begyndte at kunne huske dem bedre og bedre, så han snart kunne sige det hele uden at kigge ned i sine papir.

   Det bankede på ruden, han vidste godt hvem det var, uden at han behøvede at kigge der over. Han gik hen og åbnede vinduet, det var mørkt udenfor, men Dean lyste op, på grund af lyset inde fra værelset.

   ”Hvordan går det med at øve? ” Dean smilede drillene til Castiel sædvanlig.

   ”Det går bedre, ” Castiel smilede tilbage, ”Hvad med dig? Er du kommet for at øve? ”

   ”Fedt! Og ja, jeg er kommet for at blive bedre, og der er du normalt den bedste til at hjælpe. ”

   De satte sig begge hen på Castiels seng og begyndte at øve, som de havde gjort de sidste dage. Generalprøven skulle stå næste morgen, og de var begge spændte.

 

oOoOo

 

   Der var bare noget afslappende ved, at arbejde sammen med Castiel, som om der var intet der kunne gå galt, hvis de havde lavet lektier sammen.

   På trods af den fest de havde været til forleden dag, som endte med at Castiel blev fuld og fik tæsk, blev Dean set som en helt af nogen af dem fra hans hold og Cheerleaderne, fordi han var så generøs og sørge for Castiel blev smidt helt ud. Ingen havde sat spørgsmålstegn ved at Dean var blevet væk. De var bare glade for Castiel ikke var der mere.

   Det var til at brække sig over, alle var jo helt syge, han vidste at folk kun sagde det, fordi Kelly lade op til det, og hun sagde det kun for at virke sej og få opmærksomhed. Dean havde fået hele historien fra Castiel, men nu gik der rygter om, at Castiel havde lagt an på Kelly, og ville kysse med hende og på anden vis skulle Castiel have taget på hende og ville i seng med hende.

   Folk var i voldsommer grad, begyndt at kastede ting efter Castiel, spyttede på ham. De smed hans ting ud, eller vendte bunden i vejret på hans skoletaske, så alt indholdet faldt ud. Han modtog sedler i hans skab, hvor der stod nedladene eller direkte onde ting om ham, som ’Du er bare en forældreløs taber, som ingen nogensinde vil elske. ’

   Flere gange havde Dean fundet ham låst inden på skolegårdstoilettet, hvor han havde siddet i flere timer.

   Castiel havde indtil nu holdt hovedet oppe, men Dean tvivlede på det kunne blive ved, da Castiel blev udsat for de ting hver dag nu.

   Castiel havde altid virket stærk, og normalt var folk ikke efter ham på den måde hver dag, men nu var det begyndt at gå langt over stregen. 

     Dean rystede på hovedet, da han kom til at tænke på det, han vidste ikke om Castiels brødre enlig vidste hvad der skete, det virkede ikke som om de vidste i hvor stort omfang, den var gal med Castiel.

   ”Hvad tænker du på? ” Castiel kiggede nysgerrigt op på Dean, ”Du virker ikke helt tilstede? ”

   ”Nej, men det er jeg nu, ” Dean kiggede på ham og smilede, det blev gengældt, Cass ser sød ud, når han smiler. Dean begyndte at rødme, og Castiel grinte lavmælt, med et nu kæmpe smil.

   Dean var tilbage i nuet, så de kunne øve. Da de gik hver til sit, var klokken halv tolv, de begge var trætte og tilfredse med deres intense øvning. Dean kravlede som sædvanligt ud af vinduet hos Castiel, og ind af sit eget, han gik ud og børstede tænder, og vendte så tilbage til sin store seng, hvor der ikke gik længe før han sov.

 

oOoOo

 

   Generalprøven var gået smertefrit, nu stod den store forestilling om eftermiddagen. Deans forældre, Marry og John var der sammen med Sam, de var taget til skolen sammen med Balthazar og Gabriel, som de sad med, på nogen af de første rækker. Der var mange mennesker, flere end til generalprøven.

   Castiel kiggede ud af et lille hjørne af scene, det gjorde ikke hans nerver bedre, og han rystede lidt. Han havde en form for hvid kjole, en kjortel, på, store hvide vinger, en glorie og en harpe i den anden hånd, han lignede virkelig en stereotyp engel, tænkte han, med et smil.

   Gad vide om mine forældre ville være stolte af mig? Det er en stor rolle for min familie. Mon ikke Gabriel er stolt af mig? Jeg spiller jo Gabriels skytsengel. Jeg må heller gøre det godt! Vi er næsten lidt overtroisk. Castiel smilede og slappede mere af, hans forældre var helt sikkert samlet derude med de andre.

   Dean kom hen til ham, de havde lovet at give håndslag og lige opmuntre hinanden, inden de skulle op på scene. ”Knæk og bræk, som man siger, ” Dean havde sin hånd klar til et håndtryk, Castiel gengældte det, ”I lige måde. ”

   Det var tid til de skulle op på scene, de gik op af trappen sammen, og fandt deres pladser.

   De første akter gik godt, Castiel snublede ikke over nogen ord, eller dummede sig, han var lettet da hans anden sidste akt var slut, og han kunne gå ud bagved. Dean var på scene, så Castiel smuttede hen i en krog, hvor der ikke var nogen andre, men hvor man kunne se hvad der skete på scene.

   De fik kort øjenkontakt og smilede. Castiel kunne pludselig hører nogen bag sig, men det var for sent at reagere, en hånd kom for munden af ham, og en spand med isvand blev hældt over ham. Castiel skreg lydløst ind i hånden, det var forfærdelig koldt og han begyndte at ryste, han blev sluppet og de ukendte person stak af.

   Han gik ned til de andre, rystende, ”Gud Castiel! Du skal på om lidt! Hvad laver du dog! ” en hånd tog hårdt fat om hans overarm og hviskede aggressivt til ham, det var deres lærer. Hun skubbede ham hen mod trappen, han stirrede vredt på hende, men gik op og gjorde stykket færdigt.

   Dean spærrede øjne op, da han så gennemblødte Castiel, glorien hang, kjortlen var gennemsigtig, og vingerne sad skævt. På trods gennemførte Castiel, og gik ud igen efter sin sidste replik. Der ville selvfølgelig være klapsalve, og der hvor alle medvirkende skal op på scenen og bukke, men han gad ikke mere.

   Tårer løb lydløst ned af hans kinder, han smed vingerne på gulvet, tog glorien af, hev op i den gennemblødte kjortel og smed den hvor han var, det var slut, han ville ikke mere nu.  

   Døren smækkede bag Castiel, han gik ud i det tidelige mørke med bar overkrop, sneen lagde sig koldt på hans skuldre, som smeltede på hans varme krop.

 

oOoOo

 

   Dean ledte alle steder efter Castiel, men kunne ikke finde ham. Han vidste deres familier stod på den anden side af scene og ventede, men Castiel var slet ikke at finde, nogen steder. Alle eleverne var efterhånden gået, Dean stod med Castiels tøj og jakke, da Marry kom hen til ham, ”hov hov, du kan da ikke slippe for at komme ud til os, alle andre er jo næsten gået, ” Marry ville kysse Dean, men han rystede sig fri. ”Castiel er væk, jeg har ledt overalt! ”

   Marry så pludselig alvorlig ud, ”hvad mener du med han er væk, han var da på scene med alle… ” hun afbrød sig selv, ”jeg så ham ikke til sidst da i bukkede, dog. ”

   ”Han var der heller ikke! ” Dean kunne hører han lød letter panisk.

   ”Hey, ” Det var Gabriel, Balthazar, de kom hen til dem, ”har i set Castiel, vi troede han var her bagved? ”

   Dean rystede på hovedet, ”Jeg så ham sidst på scenen, i hans sidste akt. Nogen havde hældt vand ud over ham. ” Dean vidste det var nogen fra skolen der havde gjort det, og han blev rasende.

   ”Var det meningen? ” Gabriel så helt uforstående på Dean.

   ”Nej! Nogen på skolen har været efter ham på det sidste, det er blevet gjort med vilje. ”

   Gabriel og Balthazar ændrede ansigtsudtryk, vrede stod ud af øjnene på dem, de begyndte at gå mod udgangen, ”Hvor skal i hen? ” Spurgte Marry fortvivlet og forvirret.

   ”Bare rolig, vi ved muligvis hvor han er, vi skal nok være hjemme hos jer til aftensmad. ” Gabriel vendt sig kort om og smilede til dem.

   Dean nikkede, han vidste godt hvor de var på vej hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...