Be my only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2015
  • Status: Færdig
Usagte føelser, Castiel og Dean er bedste venner, de har stået igennem tykt og tyndt siden de var helt små. High school er en udfordring for dem begge, som de begge kæmper sig igennem. AU Destiel (Castiel + Dean) Supernatural fanfic - man behøver ikke kende serien for at læse denne, den er kun bygget på personernes personlighed. Redigeret cover: http://th05.deviantart.net/fs71/200H/f/2012/247/1/b/1bdd2250ab7e0b9df836f507a3c3d9b5-d5djtcp.png

11Likes
42Kommentarer
1812Visninger
AA

10. Nothing else matters

   Julen og nytåret gik, mens skolen og hverdagen vendte tilbage. Der var gået to uger siden de gik ind i det nye år, Dean havde prøvet at snakke med Castiel siden de begyndte i skole, men Castiel havde hver gang fundet på en måde at undgå det på.

   De havde snakket sammen i timerne de havde sammen, korte sætninger, men ellers var Dean lukket fuldstændig ude. Castiel åbnede ikke vinduet når Dean bankede på, og var der mulighed for at deres veje skulle krydses, gik Castiel en anden vej.

   Castiel prøvede at blide sig selv ind, de intet havde at snakke om, men han kunne ikke overbevise sig selv, og indtil han vidste hvad han skulle sige, ville han undgå Dean og emnet for en hver pris.

   Der gik rygter om Dean havde droppet footballholdet, mange elever virkede sur over det, som om han svigtede skolens ære. Når Castiel tænkte over det, røg Dean heller ikke længere, han stod i alt fald aldrig ude ved rygetræet mere.

   

   Klokken ringede, Castiel havde fri nu, han ville gå ned på biblioteket, inden de skulle ud og kigge på lejelighed, hans brødre og ham. Med nytåret kom ikke kun glæde for det nye år, men også ubehageligheder; de havde ikke længere råd til at bo i huset, og havde snakket om de blev nød til at flytte. For tiden havde Castiel det godt med det, jo længere væk fra Dean jo bedre. Hans hjerte bankede ved tanken, han var stadig dybt forelskede i Dean.

   Nede på skolens bibliotek fandt han tre bøger han ville læse i, inden han skulle tage af sted om et par timer, for at være på den mulige nye adresse. Sneen lå uden for vinduerne og dækkede alt omkringliggende, som en hvid dyne af evighed - det var smukt, og rent, Castiel smilede, da han kiggede ud på det.

   Henne ved vinduet, i en lille læseskrog, satte han sig ned og læste ved et skrivebord, det bedste ved biblioteket var at ingen af cheerleaderne og jocksne kom derned.

   En besked tjekkede ind på hans telefon, han havde kun siddet der i et kvarter, det var Gabriel; tiden de skulle møde til rundvisningen var blevet rykket en time, så den nu lå tideligere. Det passede Castiel fint, han svarede tilbage og lagde sin telefon på bordet.

   Han blev siddende og læste et lille kvarter mere, før han rejste sig og lagde bøgerne på plads, biblioteket var helt tomt, pånær en anden person, med hættetrøje, der stod med ryggen til ham, og kiggede på nogen bøger - personen duftede godt, lagde Castiel mærke til, da han gik forbi, for at komme hen til udgangen.

 

   Castiel forlod bygningen, men kom ikke langt, han lagde mærke til han havde glemt sin telefon på biblioteket, det var så sjældent han normalt brugte den. Han vendte om, og gik derop igen, over i krogen stod den eneste person der havde været på biblioteket, fyren i hættetrøjen. Dean, stod lænet op af skrivebordet hvor Castiel havde siddet, med hans telefon i hånden.

   Dean kiggede Castiel lige i øjne, ”Må jeg godt bede om min telefon? ” Spurgte Castiel.

 

oOoOo

 

   Dean havde på det sidste prøvet at snakke med Castiel, men ikke kunne finde det rigtige tidspunkt, han havde set Castiel dreje ind på biblioteket, og overvejet sine muligheder. Der var som regel ingen på biblioteket på det tidspunkt. Alle andre tidspunkter han havde prøvet, havde Castiel ignorerede ham, eller helt undgået ham.

   I en halv time havde Dean prøvede at komme på mulige argumenter til at åbne en samtale, men kunne ikke komme på nogen, derimod var han lige ved at gå, da han hørte Castiel rejse sig. Han flugte Castiel diskret med blikket da han forlod biblioteket, - han sagde ikke noget, og gemte sig bag sin hættetrøje. Dean havde sukket og var gået hen til skrivebordet hvor Castiel havde siddet, skuffet og vred på sig selv.

   Han så mobilen ligge på bordet, det var helt sikkert Cass', hvorefter han kiggede ud af vinduet, han kunne se Castiel ude i gården; han ledte efter sin telefon. Dean så Castiel vende om, og havde nu en god mulighed for at snakke med ham.

 

   ”Nej, ikke før vi har snakket. ” Dean kiggede på Castiel, som så irriteret ud.

   ”Vi har ikke noget at snakke om, ” Begyndte Castiel.

   ”Jo vi har, og du afskærer mig altid! ”

   ”Fordi vi intet har at snakke om! ”

   ”Jeg er ikke her for at diskutér, ” Stoppede Dean, han var nervøs for, at denne samtale ville gå helt galt, ”Jeg er her for at sige undskyld, det var ikke i orden at jeg forlod dig... alene... juleaften. ”

   Dean kiggede på Castiel, han kunne se Castiel havde halskæden på, med vingerne.

   Castiel ville ikke have øjenkontakt med Dean, hans blik flakkede og skiftede hele tiden retning.

   Han tog et skridt mod Castiel, Dean var ikke særlig meget højre end Castiel, men han holdt alligevel telefonen højt over hovedet på dem, så Castiel ikke kunne få fat i den, med det samme.

   Castiel kiggede nu op på ham igen, ”Du kunne have gjort så meget andet, du kunne have sagt fra, men du gik bare, kontaktede mig ikke i en uge. Nu vil du have jeg skal hører på dig? ” Dean kunne se Castiel havde tårer i øjnene.

   ”Jeg … ” Dean blev afbrudt.

   ”Nej, jeg havde følelser for dig, jeg har stadig de samme følelser for dig! og det gør ondt! jeg er glad for vi flytter langt væk fra dig! Så jeg slipper for at se dig hver dag, så jeg kan komme videre! Du gjorde mig helt til grin. ”

   Castiel rakte hånden op for at få fat i sin telefon, han græd ikke, men var tæt på. Dean var målløs, men ikke handlingslammet. Han tog fat i den arm Castiel havde rakt op, med hånden han havde telefonen i, og trak Castiel helt ind til ham selv, så deres kroppe var tæt op af hinanden, tårer løb ned af Castiels kinder, da Dean kyssede ham på munden.

   Dean kunne mærke Castiels krop ryste, og tog sin anden arm rundt om ham og holdt Castiel helt ind til sig.

   ”Du forstår det ikke, ” fik Dean hviskede ind i Castiels øre, ”det her er sværere for mig end du lige tror, men jeg vil ikke lade dig i stikken mere, du betyder så meget for mig. ” Dean holdt en pause, han kunne næsten græde.

   Castiel gispet, men holdt så om Dean, de stod sådan et øjeblik og holdt tæt om hinanden.

   Et spørgsmål nærerede dog Dean, ”Flytter i langt væk? ” han skubbede Castiel lidt fra sig, så han kunne kigge ham i øjnene.

   ”Nej, ikke mere end et par gader, ” Castiel kiggede nede i gulvet og skubbede til noget skidt med den ene fod, ”Vi har ikke råd til at bo i huset længere, så vi skal ud og kigge på lejelighed, her om lidt. ” Castiel var helt rød i hovedet.

   ”Skal jeg kører dig derover? ”

   Castiel nikkede stille.

   Dean trak igen Castiel ind til sig, og kyssede ham på panden. 

   Måske der var en forløsning på det hele?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...