Be my only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2015
  • Status: Færdig
Usagte føelser, Castiel og Dean er bedste venner, de har stået igennem tykt og tyndt siden de var helt små. High school er en udfordring for dem begge, som de begge kæmper sig igennem. AU Destiel (Castiel + Dean) Supernatural fanfic - man behøver ikke kende serien for at læse denne, den er kun bygget på personernes personlighed. Redigeret cover: http://th05.deviantart.net/fs71/200H/f/2012/247/1/b/1bdd2250ab7e0b9df836f507a3c3d9b5-d5djtcp.png

11Likes
42Kommentarer
1818Visninger
AA

8. Feel free

   De havde ret, Castiel var på kirkegården, ved deres forældres gravsted. Han sad på den bare, frostkolde jord, uden tøj på overkroppen og hår der var frosset. Brødrene gik hen til ham, Balthazar havde en tyk trøje inden under sin jakke, så han tog den af og lage den på skuldrene af Castiel.

   Ingen af dem sagde noget, Gabriel og Balthazar satte sig på hver sin side af Castiel og kiggede sammen på gravstedet. Det var mørkt og Castiel havde tændt to lanterner, som han havde sat ved gravstene, de lyste svagt op på dem og gravstenen.

   Castiel snøftede, Gabriel tog en arm om ham og holdte ham ind til sig. De sad der i et stykke tid, før Balthazar proklameret; at hvis de skulle kunne nå over til familien Winchester til aftensmad, så måtte de hjem og gøre sig klar nu.

   ”Er du klar Castiel? ” Gabriel så bekymret på hans yngste bror. Castiel nikkede, og rejste sig.

   De gik sammen hen til bilen og satte sig ind, Gabriel kunne se der løb nogen tårer ned af Castiels kinder, da de stod ved bilen, under gadelygten, det sneede svagt. Han ville ønske han vidste hvad der forgik, men Castiel sagde aldrig noget.

   På vej hjem i bilen tænkte Gabriel på deres juleaftener, de havde altid været vant til at holde dem sammen, Gabriel, Balthazar, Castiel og deres forældre. Gabriel kunne ikke huske, at de nogensinde havde set eller hørt om deres bedsteforældre – eller andre familiemedlemmer, for den sags skyld. Deres lille familie havde altid kun været dem selv, mor, far og børn.

   De holdt heller ikke rigtig jul som alle andre familier gjorde, da deres forældre var i live. De spiste dog stor middag sammen, hele familien den 24. men åbnede ikke gaver den 25., eller havde hele juleræset op til den 24.

   Det havde undret dem alle tre, men de havde accepteret det. Deres forældre var ydmyge og mente ikke man behøvede materielle ting på sådan en dag, at al glæden lå i det at være samlet og sammen.

   Dette havde de heller ikke ville ændre på drengene, men de tog dog over til Dean og hans familie den 24. for at være samlet i festligt lag den dag. 

 

oOoOo

 

   Det ringede på døren, Marry løsrev sig fra køkkenet, og gik ud i entréen for at åbne. Der stod tre ny vasket, ny friseret og ny strøget engle. Gabriel, Balthazar og Castiel. De havde alle tre samme striktrøje på i hver deres farve, med en hvid skjorte inden under, og deres pæneste bukser.

   ”Woaw drenge! I ser virkelig godt ud! ” Hun smilede til dem og gav dem et varmt kram efter tur.

   ”Mange tak Marry, og i lige måde. ” Gabriel smilede varmt til hende, hun kunne se Castiel rødme, han så så sød ud sådan.

   ”Ja, man gør vel sit bedste, for at få dem til at se præsentabel ud. ” Sagde Balthazar overlegent med et grin.

   Det var godt at se dem i godt humør, og det var godt at se de havde fundet Castiel. Dean havde fortalt hende alt om hvordan han blev mobbede for tiden. Det gjorde ondt i hendes hjerte, at sådan en sød fyr, skulle behandles på den måde.

   Hun kunne normalt ikke lade vær med at tænke på dem, de var tre stærke unge fyre. Gabriel havde taget ansvar for de to yngste, samme dag som han fandt ud af, at deres forældre var døde. Man havde aldrig set ham græde, ikke en gang til begravelsen. Hun tvivlede ikke på, at det var ham der holdt dem sammen.

    Fra den ene dag til den anden, havde Gabriel skulle styrer alle indtægter og udgifter, han var gået fra at være en ung knægt på 18, uden bekymringer, til at skulle tage ansvar som en voksen, da der ikke ellers ville være nogen der kunne.

   Så vidt Marry vidste, havde drengene ikke nogen familie, eller i alt fald ikke nogen der kunne tage sig af dem.

   Hun snakkede med Gabriel, kort efter begravelsen, om de ikke skulle bo et andet sted. Gabriel havde fortalt hende, at den eneste mulighed de ville have haft til Castiel og Balthazar, som ikke havde været myndige, var et børnehjem. Det ville Gabriel ikke være med til, det ville betyde de ville blive splittet for tidligt. Der havde derfor kun været det ene alternativ, som var, at de blev boende.

   De tre brødre var vidt forskellige, for som Gabriel var ansvarsfuld, var Balthazar løssluppet, han scorede tøser, og var den mest udadvendte af dem, han kunne altid holde fest, og det var altid en fornøjelse at være sammen med ham og hans gode humor.

   Han holdt humøret oppe, hun havde kun en gang set ham trist, til deres forældres begravelse. Hans brødre havde set trist ud, i perioden efter ulykken, men ikke ham, Balthazar havde altid smilede.      

   Men uanset hvor stærke Gabriel og Balthazar var, blev de overgået af deres lillebror, for Castiel havde stået over for mobning siden han var lille, og som så ud til at blive værre og værre. Dean havde set ham græde, flere gange, og Marry havde også selv set ham græde et par gange. Men Castiel gav aldrig op, han mødte i skole mandagen efter ulykken, som skete en lørdag. Han havde ikke haft mere end 3 sygedage siden. Han kom i skole hver dag, på trods af alt den mobning. Man kunne ikke kurre ham og det var ægte kamp gejst.

   Marry havde overvejet hvad fik drengene til at være så stærke. Men det eneste bud hun kunne komme med, var at de var troende, selv efter deres forældre var gået borte, holdt de ved.

 

oOoOo

 

   ”Kom alle sammen, så er der serveret! ” Råbte Marry ind i stuen.

   Alle kom ind i spisestuen, hvor Dean og Castiel stod, efter at have hjulpet med at bæger ind til bordet. Dean kiggede på alle gæsterne, de var 13 mennesker samlet om bordet; Dean, Sam og deres forældre, Castiel og hans brødre, deres mormor og morfar, farmor, og Deans faster, Sanna, og hendes to børn på 7 og 8, Cattie og Joey.

   Der var meget mad, overvældende meget, men det var også Winchester familiens overdådrige bord. Der var alt hvad hjertet begæret til en juleaften og Dean var igen stolt af, at havde sådan en fantastisk mor, der kunne frembringe det.

   Der var desværre kommet skår i julegælden, han havde været bekymret for Castiel, og kunne ikke lade vær med at tænke på ham. Dean havde ved at ringe lidt rundt, fundet ud af hvem der havde gjorde det, men han følte det ikke var godt at sige det endnu. Det var en person fra hans hold, og som aften var skredet frem, havde Dean bestemt sig for at droppe holdet, han ville ikke være sammen med nogen der ikke respekteret andre, for hvem de var, og især ikke nogen der behandlede Castiel så dårligt.

  

   Da maden var spist, foregik aften med hygge inden i stuen, foran pejsen, folk sad i mindre grupper og snakkede. Sam spillede et WII spil med de to yngste, mens Castiel og Dean sad og kiggede på. Dean skævede over til Castiel, han sad og kiggede på skærmen med et roligt smil.

   ”Er du okay efter tideligere? ” Dean kiggede på ham, med et nervøst smil.

   ”Ja. ” Castiel kiggede tilbage på Dean, ”Jeg har det helt fint. ”

   Dean var sikker på det ikke passede, men det var ikke det rette sted at presse Castiel, hvad havde jeg enlig forventet? Tænkte han for sig selv.

   ”Vil du med ovenpå? ” Prøvede Dean.

   ”Okay. ” Det var sjældent der kom så korte svar fra Castiel.

   De gik oven på, ind på Deans værelse, Dean tog nogen kort frem, fra et spil Castiel havde lært ham for længe siden, Magic hed det.

   De sad på Deans seng og spillede et par omgange, Dean vandt den ene omgang, han vidste dog godt Castiel gjorde det med vilje, for Castiel var fantastisk til det spil.

   ”Er du sikker på du er okay Cass? ” Dean ville prøve en sidste gang,

   ”Hvad vil du have jeg skal svare? ”

   ”Bare fortæl mig hvordan du har det. ”

   ”Jeg føler mig kunst, ydmyget og nedgjort. ”

   Det kom bag på Dean, sådan havde Castiel aldrig beskrevet sine følelser før, Dean spærrede øjnene op, uden at vide hvad han skulle sige.

   ”Jeg er ked af det, ” Begyndte Castiel, da han kunne se Deans reaktion.

   ”Der er ikke noget jeg kan gøre? Jeg vil gerne have du er i godt humør igen. ”  Castiel kiggede forbavset på Dean, han havde ikke regnet med det svar.

   ”Jeg har noget til dig, ” fortsatte Dean, og rejste sig, han gik hen og tog noget i reolen. Det var en lille pakke, med fint bånd. Han rakte den til Castiel, ”Jeg ved godt I ikke fejre det, men denne lille gave er til dig. ”

   Castiel så helt forpjuskede ud, ”Ta.. Tak. ” Han tog i mod den, kiggede på den, og rystede den bagefter, for at finde ud af om det raslede, men der kom ingen lyde.

   "Må jeg pakke den op nu? " 

   "Ja, klart! " Svarede Dean, de rykkede tættere på hinanden, så de sad lige ved siden af hinanden. Castiel tog det fine bånd af, og pakkede gaven forsigtigt op, der var en lille æske under papiret, Castiel kiggede uforstående op på Dean. Dean gættede på at Castiel vidste hvad det var, og kiggede godt efter, da Castiel åbnede æsken for at se hans overraskelse. For i æsken var der en halskæde i, leddet forstillede et par vinger der var krydset - Dean tænkte på Castiel som sin skytsengel, og syntes i det hele taget, at Castiel var en engel. 

   Et stort smil bredte sig over Castiels ansigt. ”Mange tak Dean, ” Castiel smilede igen til Dean, "den er virkelig flot. " Dean begyndte at rødme. 

   "Det var så lidt, " 

   Dean kiggede intenst ind i Castiels øjnene, han lagde ikke mærke til Castiel rykkede endnu tættere på ham, han var forgabt af Castiel. 

Castiel lukkede øjnene lige inden han kyssede Dean på munde, for første gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...