Be my only one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 10 mar. 2015
  • Status: Færdig
Usagte føelser, Castiel og Dean er bedste venner, de har stået igennem tykt og tyndt siden de var helt små. High school er en udfordring for dem begge, som de begge kæmper sig igennem. AU Destiel (Castiel + Dean) Supernatural fanfic - man behøver ikke kende serien for at læse denne, den er kun bygget på personernes personlighed. Redigeret cover: http://th05.deviantart.net/fs71/200H/f/2012/247/1/b/1bdd2250ab7e0b9df836f507a3c3d9b5-d5djtcp.png

11Likes
42Kommentarer
1806Visninger
AA

13. Don't look back

   ”Kan du huske dengang? ” Castiel sad med nogen billeder i hånden, de var fra dengang hans forældre stadig levede, billeder af hele familien, minder med naboerne, bryllups billeder og diverse fødselsdags billeder. Dean sad ved siden af ham. Det var et tilfælde Castiel fandt den kasse, med alle de gamle billeder og småting Castiel havde samlet da han var yngre.

   Dean havde lovet sig selv og Castiels brødre, at Castiel ikke måtte finde den kasse endnu, han vidste hvor den havde været gemt, men glemt alt om det.

   Gabriel havde kassen liggende under sin seng, sammen med tingene til Guitar Hero, som var dem Castiel havde været inden efter.

    ”Ja, det kan jeg da, ” Dean smilede, mens han kiggede bekymret over på Castiel, som sad stille, som om han var hypnotiseret af billederne.

    ”Dengang alt var godt… ” Castiels stemme knækkede over, dråber ramte billederne. ”Dengang hvor vi var en rigtig familie… ” Dean tog billederne ud af Castiels hænder, og lagde dem tilbage i kassen, forsigtigt. 

   "Kom her, " Dean rykkede tætter på, så han kunne omfavne Castiel.

 

oOoOo

 

   Det var en aften i november måned, for snart 3 år siden. Frederic havde fødselsdag og i den anledning havde han inviteret nogen af drengene fra skolen, til en fødselsdagshalloween fest.

  Dean og Castiel var inviteret, de ankom samtidig med de andre gæster. Castiel var klædt ud som engel, mens Dean var superman, de var begge 14 år, og var måske blevet for gammel til den slags fester, men de havde snakket sammen, og var taget med alligevel. 

   Mange af de andre drenge var klædt ud som djævle, det var åbenbart populært det år. 

   Frederics mor havde brugt lang tid på at pynte op, men drengene begyndte hurtigt at kede sig. Nogen af drengene bestemte sig for at genere Castiel, som satte sig i et hjørne af rummet. Dean prøvede at overtale dem til at lave noget andet, men drengene var ikke interesseret, de dansede rundt omkring Castiel som rigtige djævle og gjorde nar af ham. 

   Castiel flygtede udenfor, i den kolde og meget blæsene aftenluft. Han ringede til sin mor, om hun ikke nok ville hente ham, selvom det var meningen de skulle sove der hos Frederic.

  Hans mor var ikke meget for det, det var jo storm, og de havde lovet et slemt uvejr. Desuden var der ikke mere end 7 gader hjem til dem selv - men hun var heller ikke meget for han skulle gå selv, i det uvejr.

   Hun blev overtalt, og begge forældrene ville kører med det samme.

   Dean kom ud til Castiel, som stod ude på verandaen med sin taske. "Er du på vej hjem? " Spurgte Dean nervøst.

  "Ja, " 

  "Må jeg kører med? " 

  "Ja, det kan du sikkert godt. " Castiel smilede til ham, de satte sig sammen og snakkede, aftenen blev faktisk bedre, da de havde det sjovt sammen. 

   Det blæste op, og begyndte også at regne kraftigt. De kunne hører en bil dreje op af vejen. 

  Castiel var ikke i tvivl om det var hans forældre, han var på vej ud mod vejen, da der kom et kæmpe brag. Castiel stivnede, indtil han hørte noget træ blive revet fra hinanden. Uden at tænker over det, løb han gennem regnen ud midt på vejen, så han stod i lyskeglerne fra hans forældres bil, der var små 100 meter væk.

  Et kæmpe træ fra et af nabohusene faldt ned over bilen og knuste den, det lød forfærdeligt. Der gik ikke mere end få sekunder, før lyset i bilens forlygter slukkede, men for Castiel føltes det som en evighed, han kunne ikke bevæge sig.

  Dean var kommet løbene i hælen på ham, alt lys omkring dem slukkede, nogen ledninger var revet med i faldet. Dean stillede sig mellem bilen og Castiels udsyn på den, lige foran Castiel. Han tog hårdt fast i Castiel og trak ham ind til sig. Castiel pissede i bukserne, og begyndte bagefter at græde, Dean holdt ham tæt ind til sig, han kyssede Castiel på panden og prøvede at berolige sin ven, der tydeligt var gået i chok.

   Folk kom til syne rundt omkring, naboer listede ud i regnen for at se hvad der var sket. 

   Det var hvad Castiel og Dean kunne huske fra den aften. Castiel kørte med ambulance folkene på syghuset, hvor hans brødre også mødte op, og Dean vågnede op hjemme i sin seng dagen efter, forvirret og chokeret.

 

oOoOo

 

   "Det var min skyld, Dean, " Snøftet Castiel.

   "Nej det var ej, det ved du godt, der er ingen der giver dig skylden for det. " Sagde Dean stille, han kyssede Castiel og vuggede ham stille og roligt, frem og tilbage i sine arme.

   "Det var ikke din skyld. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...