Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16145Visninger
AA

10. (-:

 

Jeg stod bare og kiggede, helt stiv i kroppen som et bræt. Der var han. Zayn. Jeg vidste ikke hvad han lavede her, og om jeg skulle vende om, inden han så mig. Men dér sad han, på bænken med blikket på vandet. Han så ikke særlig glad ud, ikke fordi han sad og græd, men man kunne godt se, at hans normale smil var væk. Jeg overvejede, om jeg skulle liste tilbage, gemme mig i en busk eller hvad fanden jeg skulle. 

 

Før jeg nåede at tænke det hele ordentligt igennem, snublede jeg over en gren, så klodset som jeg var. Med den ene hånd fik jeg fat i en gren fra træet, som stod tæt på mig. Jeg slap fra faldet, men lydende havde nok fået Zayns opmærksomhed. Skulle jeg kigge derhen? Nej. Okay jo. 

 

Zayns rolige øjne lå på mig, hans hår så uglet ud, kunne jeg se nu. Det lignede ikke, at han havde fået særlig meget søvn. Han nikkede svagt til mig, som tegn på at jeg godt måtte komme tættere på. Med langsomme skridt bevægede jeg mig helt hen til bænken, påpasselig så jeg ikke væltede igen (Det ville være pinligt, overvej det lige, også hvis jeg faldt ned i søen!!)

 

“Hvad laver du her?” Han kiggede kort på mig, hvorefter han flyttede blikket over på søen igen, da jeg satte mig. Duften af skov og planter samt hans parfume fyldte mine næsebor, dejligt dejligt dejligt. 

“Jeg.. Hvad laver du her?” Jeg havde helt glemt, at man nok kunne se, at jeg havde grædt. Det havde Zayn nok ikke overset, ellers var der noget virkelig galt. 

“Det er bare mit tænkested, der kommer jo stortset ingen andre.” forklarede han kort, som havde han læst MINE tanker. Det var jo også mit tænkested, hvilket tilfælde? Sjovt vi aldrig havde stødt ind i hinanden før alligevel. 

“Jeg kommer her også tit, når jeg er ked af det og sådan.” Sagde jeg så, uden at kigge på ham. Vi sad begge bare og stirrede ud på vandet, hvor to ænder plaskede rundt imellem hinanden. Fredfuldt. 

“Hvad er du ked af det over?” 

“Min mor.” svarede jeg kort, uden at gå i yderligere detaljer, “dig?” 

“Perrie.” mumlede han, også meget kortfattet. Det var første gang, at jeg havde set ham trist. (Nu lød det som om, at vi var gamle venner ha ha. Nej okay, var vi overhovedet venner??)

“Hvordan.. var hun?” spurgte jeg forsigtigt, for ikke at gøre ham sur, det ville ikke være så smart jo. 

“Meget omsorgsfuld, smuk..sjov.” 

“Havde hun nogle dårlige sider?” spurgte jeg igen, skyerne begyndte langsomt at glide frem på himlen. Regnvejr? i hope not. 

“Ja jo, hun blev så nemt jaloux, og i den sidste tid inden vi slog op, troede hun hele tiden jeg skjulte noget for hende.. Men det gjorde jeg ikke engang, og det blev bare for meget for os begge. Det er nok bedst sådan, eller det er det. Jeg er ikke forelsket i hende mere, men jeg elsker hende stadig.” han kiggede endelig på mig, vores øjne mødtes som et elektrist stød. Det føltes et kort øjeblik, som om jeg blev draget ind i dem, bare et kort øjeblik. 

“Hvad med din mor?” jeg snakkede normalt aldrig om min mor, og ligeså snart nogen dragede hende ind i en samtale lukkede jeg totalt af, men med Zayn.. Det var lidt anderledes, jeg fik en lyst til at fortælle ham om alle vores fantastiske minder sammen, om hvor fantastisk en mor hun havde været. Jeg fik lyst til at fortælle alt. 

“Hun var.” jeg tog en dyb indånding, hans øjenkontakt hjalp på modet, “hun var den bedste mor kan forestille sige, altså lyttende & forstående, streng til tider men kun når hun skulle, du ved. Hjalp mig med alt, lige fra lektier til problemer i skolen. Hun var sådan et godt menneske, det er ikke fair.” Jeg kunne mærke en tåre snige sig ned, men før jeg nåede at tørre den vej, kom Zayns hånd mig i forekøbet. Stille og roligt tørrede han den af med tommelfingeren, ingen af os sagde noget i de få sekunder. 

“Det er altid de gode der dør først.” mumlede han lidt efter, hvorefter han trøstende lagde en arm omkring mig. 

“Livet er ikke fair, det har det aldrig været.” Jeg lagde hovedet på hans skulder, måske kunne jeg alligevel godt bruge en ven som ham..? 

 

“Jeg tror det er bedst, hvis jeg går hjem nu.” mumlede jeg, efter lidt tid. Det var dejligt at sidde der med Zayn, bare os to og den fredlige stilhed. Det var dejligt, bare at være sig selv, at have en der lyttede. 

“Jeg kan køre dig.” 

“Nej det behøver du ikke.” Jeg rejste mig op, min røv føltes lidt øm efter den bænk der. 

“Når men det vil jeg gerne.” besluttede han sig bestemt for, hvorefter han tog fat i min arm og begyndte at gå fremad, sikkert mod hans bil. Man kunne så tydeligt mærke, at han virkelig styrketrænede. Han ville da kunne slå mig ned med pegefingeren, hvis det skulle være. 

“Min bil holder derovre, hvor henne af bor du?” Jeg lavede et lille spjæt, da vi nåede en grus vej istedet for jorden. 

“Meget tæt på Café hjørnet, dér hvor vi var sidst.” forklarede jeg kort, så han havde en ide om området. 

“Når ja, det var hyggeligt den dag.” han smilede glad, sådan et smil som bare automatisk smittede af. Jeg havde helt glemt at være ked af det, som jeg var da jeg kom. Var det Zayns skyld alene? Jeg havde bare slet ikke den samme trang til at græde mere. 

 

Vejen hjem var egentlig meget kort, hvis ikke det var fordi, at vi valgte at stoppe ved Mc Donalds drive in, for at få lidt kalorier indenbors. (Vi ville blive overfaldet, hvis vi nærmede os Mc Donalds ellers, og hvis der blev taget billeder ville jeg ligne lort pg.a. min øjenmakeup.) 

 

“Jeg elsker milkshake såsååsåsså meget!” udbrød jeg, så jeg var ved at spilde jordbærd milkshake ud over hele bil sædet. Meget godt at jeg ikke gjorde det, for bilen virkede meget dyr. Som i dyrere-end-hele-mit-hus-dyr. 

“Godt du kan lide det.” Zayn tog en tår af sin cola, som han efterfølgende stillede i kop holderen i bilen. (Hvorfor har vi ikke sådan en??) 

“Selvom Sushi er lækkert, så er gode gamle Mc Donalds også gudsgave. Folk siger det er klamt, men altså..” “fuck det, det smager jo godt.” grinede Zayn, med blikket på vejen, heldigvis forholdsvis koncentreret om vejen. 

“Skal du nå noget idag?” jeg tyggede af munden, imens jeg tænkte over mit svar. Skulle jeg nå noget idag? Nej ikke andet end et bad, men det kunne godt vente. Måske se nogle afsnit af The walking dead? hmmhm..

“Nej, ikke sådan rigtigt.” 

“Godt, så tager vi hjem til mig!” Han smilede triumferende, jeg rystede på hovedet men smilede alligevel.

“Altså vi har is i fryseren.” mumlede han lokkende, som om jeg var så nem?

“aha, du kan ikke bestikke mig.” 

“Ben&Jerrys cookie dough og varm kakao med skumfiduser.. men du vælger jo selv.” Jeg bed mig i læben, djævel.

“Hvad siger du så?” 

“…” 

“Din stilhed tager jeg som et ja!” Jeg begyndte at grine, “du bruger beskidte tricks, ved du godt det?”  han trak på skuldrene, “hvad gør man ikke for godt selvskab.” Normalt ville jeg måske takke nej, tage hjem og tænke for meget over tingene. Ikke fordi jeg var en loner, men jeg var bare bange for, at tingene ville tage en anden drejning. Vi skulle HØJEST blive venner, for allerede nu kunne jeg konstatere, at jeg ikke kunne holde mig fra ham. Han kunne vende mig humør så hurtigt! Jeg glemte fuldstændig at jeg var syg, når jeg var omkring ham. 

 

*

 

“Home sweet home.” råbte Zayn, imens han låste døren op til sin lejlighed. Jeg gik bagefter og “slæbte” på vores rester af mad vi ikke kunne spise, men alligevel gerne ville gemme. Hvem smider lige pommes friter ud? Selv deres lorte ketchup koster penge. 

“Jeg elsker bare at.. Øh Louis?” Jeg kiggede straks op, da Zayn var stoppede brat op, så jeg var tæt på at vælte ind i hans ryg. (meget tæt på.)

“Jeg havde ellers skrevet til dig.. Harry har en eller anden pige ovre, så jeg tænkte du var nok hjemme.” Jeg forstod ikke helt hvem der snakkede, jeg kunne heller ikke se særlig meget, da Zayn skyggede totalt for mig. 

“Det er fint nok, men øh.” Zayn rykkede sig endelig, da han tog nogle skridt ind i rummet, så personen der allerede var her, kunne se mig. 

“Åh når ups.” udbrød han, med forvirring i stemmen, “jeg vidste ikke, at du havde pige på besøg.” han blinkede til mig, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynet.

“Det er Louis, også medlem af One Direction.” kom det fra Zayn, som allerede var ved at tage sko af. Eller allerede, det var nok bare mig som var langsom. 

“Ja, det er mig. Hvad hedder du?” Louis rakte hånden frem, som invitation til at jeg skulle tage den. Jeg sendte ham et lille smil, hvorefter jeg rakte ham hånden selv. 

“Rosalie,” han nikkede med et stort smil, “godt gået..” mumlede han lavt nok kun ment til Zayn, men jeg hørte det tydeligt. 

Zayn kiggede uskyldigt på mig, hvilket fik os begge til at grine. 

 

Jeg tog endelig nogle skridt ind i lejligheden, og begyndte at tage mit overtøj af. 

“Hvor kender i hinanden fra?” Louis smilede venligt til mig, med den ene arm hvilende op af væggen. Jeg hang jakken på knagen, præcis det samme sted som sidste gang. 

“Hospitalet.” svarede jeg, hvorefter jeg gik forbi ham og videre ud i køkkenet hvor Zayn var. Jeg kunne høre han gik efter, kort tid efter stod vi alle ude i køkkenet.

“Hospitalet..? interesant. Hvornår?” jeg kiggede spørgende hen på Zayn, men han så lidt optaget ud af sin mobil, så jeg valgte at svare alligevel.

“I var jo på besøg her for nogle uger siden.. Kræftramte børn, siger det dig noget?” jeg bakkede nogle skridt tilbage, så jeg kunne sætte mig på en af bar stolene. Han kiggede først uforstående på mig, men lidt efter lidt gik det op for ham.

“Gud ja, ej det er sgu da rigtigt. Jeg husker dig godt, du snakkede ret meget med Zayn, snakkede vi sammen der? nå ligemeget, ej jeg vidste ikke at i sås.” jeg trak på skuldrene, nu vidste han også at jeg led af en sygdom, det ville jeg helst have undgået. Faktisk at ingen vidste det, for så dømte de mig ikke på forhånd. 

“Det var rigtig spændende, vi har tænkt lidt på at besøge andre hospitaler i fremtiden også.” han gik over til køleskabet, og fandt nogle øl frem som Zayn åbenbart havde haft stående. 

 

“Øl nogen?” han kiggede skiftevis på mig og Zayn, som også havde sat sig på en bar stol. 

“Ja” “Nej” svarede jeg, øl smagte ækelt! Somersby var bedre, MEGET bedre. Det irriterede mig altid, når folk stavede somersby med to m’er.. wtf hvorfor tænkte jeg overhovedet på det nu?? Never mind. 

“Der er også..” Louis stak hovedet ind i køleskabet, “Redbull? Lemonade, somersby?” 

“Somersby!” udbrød jeg, lidt for ivrigt måske. 

“Godt nok.” Kort tid efter blev der stillet 2 øl og 1 somersby på bordet. 

“En kold øl er sagen.” brummede Zayn tilfredst, hvilket Louis hurtigt gav ham ret i. 

 

“Er i tit hos hinanden? bare sådan.” spurgte jeg, da jeg havde smagt på drikken. 

“Ja nej.. altså vi har alle nøgle til hinandens lejligheder, det er bare smartest. Og vi har ikke de store ting at skjule, såå.. “ 

“Jeg kom mest fordi, at jeg deler lejlighed med Harry lige for tiden, og jeg gider ikke at være der, når han skal charme sig ind på en eller anden.. Desuden bad han mig pænt om at smutte, ved mindre jeg ville tilbringe aftnen på værelset.” Jeg begyndte at grine over hans lille forklaring, “jajjaja..” 

“Skal vi ikke se en film eller noget?” Zayn tog en tår af sin øl, imens han kiggede rundt på os. 

“Den er jeg sgu med på, jeg kan lave popcorn?” De kiggede begge på mig, med forventningsfulde blikke, næsten ligesom små hundehvalpe der tigger ved spisebordet. 

“jojo da.” fnes jeg, “men så skal den også være god!” 

“Jeg har den bedste film smag, bare rolig.” Louis klappede mig på skulderen, hvorefter han vendte sig om, sikkert for at finde chips eller popcorn. 

Jeg skrev kort en besked til min far om, at jeg blev hos en veninde lidt tid. (At skrive jeg var sammen med to verdenskendte ældre fyre ville nok give ham vejrtrækningsproblemer.) 

  _____ Føler lidt den er ved at dø.. altså har ideer og der kommer snart ret meget "drama", men føler ikke rigtig at der er så mange som læser den? Eller er det bare mig? I må super gerne lige smide en kommentar eller give den en like, elsker jer <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...