Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16058Visninger
AA

27. Zayn

Zayns bil ventede udenfor, han sad dernede bag rettet og ventede på mig. Snakken med Liam havde virkelig hjulpet, og jeg havde besluttet mig for, ikke at fryse Zayn ude. Og derfor skulle vi begge to sammen, ud og ligge blomster ved Anas gravsted. Jeg gad ikke bruge tid eller kræfter på makeup, for det ville sikkert bare blive ødelagt igen. Men det betød heller ikke noget, for nu vidste jeg 100% at Zayn elskede mig, og han elskede mig for den jeg var. 

 

Han havde måske brug for at redde mig, og jeg havde brug for, at komme på andre tanker. Hver gang jeg tilbragte tid med ham, var det som om, at jeg glemt alt andet omkring mig. 

 

Lynhurtigt fik jeg taget nogle sko på, og min jakke (jeg havde fået en ny..) og åbnede hoveddøren. Jeg fik lynhurtigt øjenkontakt med Zayn igennem bilruden, og bare hans ansigt fik mig til at smile. Jeg havde savnet ham så meget.. Uden at tænkte yderligere over det, spurtede jeg over til bilen, rev bildøren op, og sprang ind på sædet. Zayn krammede mig hårdt, så hans parfume trængte op i mine næsebor. 

“Undskyld.” mumlede jeg, han lagde hovedet let på skrå, og førte vores læber sammen i et kys. 

“Det gør ikke noget.” mumlede han hæst tilbage, imellem de små kys, som i korte øjeblikkede varmede mig i den ellers kolde vinterkulde. 

Uden at sige noget, lænede jeg hovedet tilbage imod sædet, og kiggede tavst ud af vinduet. Det føltes normalt, som jeg altid plejede. Hvis bare jeg kunne glemme hvad der egentlig foregik, kunne jeg måske lige komme igennem det hele? 

 

Pludselig begyndte musikken i radioen at spille dæmpet, hvilket faktisk var meget dejligt. Jeg lod hurtigt blikket køre om på bagsædet, hvor en flot bukket roser lå. De var til Ana, kun til hende. Jeg savnede at snakke med hende, og selvom det lød skørt, føltes det som om, at hun var til stede når jeg sad ved gravstedet. Som om at hun kunne høre hvad vi sagde, og det gjorde mig lidt mere rolig.. 

 

 

                *        *        *

 

Dagene gik hurtigt, pludselig var det ikke jul mere, hvilket måske var meget godt- Nu længere tid der gik, nu hurtigere kom jeg videre fra det hul, jeg ellers var havnet i. Zayn hjalp, meget endda. Juleaften kom han også forbi, og afleverede en meget fin gave. Han fortalte, at det var et arvestykke, som han havde fået at sin mormor som desværre var gået bort. Jeg var vild med gaven, mest fordi jeg vidste hvor betydningsfuld den var for Zayn. En halskæde var det, sådan en sølv en med en lille flot sten. Til nytår var vi også sammen, til en fest, der lovede vi hinanden, at vi altid ville være sammen (det føltes så rigtigt i det øjeblik, tro mig.) Også blev det lige så stille januar, og skolen kaldte på mig. Jeg kunne ikke længere gemme mig, men det var også okay. Om jeg så måtte stå ansigt til ansigt med Jonathan, og få Sasha på nakken om hendes kærlighed til One Direction.. Ja så var det hvad jeg gjorde. For det fik mine tanker fra Ana helt væk, og det var hvad jeg behøvede. 

 

 

                *        *        *

 

“Du ved godt, at jeg prøver på, at lave lektier ikke?” Spurgte jeg, med et løftet øjenbryn, da han begyndt at nusse mig på ryggen. Jeg lå pt. udstraks på hans bløde tæppe på hans gulv (pels tæppe måske?) og lavede lektier. Fysik/Kemi havde aldrig været min stærke side, så jeg blev nød til lige at fokusere lidt. -Zayn mente så måske noget andet. 

“Du har knoklet i en time.” pointerede han, hvorefter han lænede sig ind over mig, og kyssede mig på halsen. 

“Ja, men jeg er ikke færdig endnu..” jeg snakkede langsomt, måtte indrømme at det var dejligt. 

“Åh hold nu en pause.” sukkede han, med et drillende smil på læben.

“Det er til imorgen.” mumlede jeg, med mundvigerne vendt nedaf. 

“Okay, så lad mig få ét kys, også stopper jeg.” sagde han så, efter et par sekunders tænkepause fra hans side af. Jeg lavede elevator blikket op af ham, hvorefter jeg nikkede kort, som om jeg var ligeglad. Et par sekunder efter, blev jeg væltet om på den anden side, så jeg ikke længere lå på maven, men på ryggen. Zayn placerede sig ovenpå mig, med benene på hver sin side af mine hofter. 

“Du er så fin.” mumlede han kort, hvorefter han bøjede sig helt ned til mig, og lod vores læber smelte sammen. Jeg greb fat om hans nakke, og nussede roligt, imens vores kys langsomt udviklede sig. 

“Jeg elsker dig.” mumlede han mod mit øre, før han igen kyssede mig på munden. Jeg lukkede øjnene, lod ordene sive ind samtidig med kysset.

“Og jeg.. elsker dig.” vi smilede begge under kysset, og hvis det ikke var fordi, at jeg måtte lave videre på de skide lektier, kunne vi have blevet ved i flere timer. 

 

 

                    *        *        *

Zayns synsvinkel: 

Rosalie fik det lidt værre, ikke psykisk, nærmere grundet sygdommen. Hun græd en sø af tårer, ihvertfald hvis de alle blev samlet. Jeg kunne slet ikke bære, at se hende sådan. Hun skulle til tjek på hospitalet, men efter de mange gange hun havde hængt derovre i nogle timer, blev hun indlagt. Dagene føltes pludselig som endeløse minutter, og det var en kamp at komme igennem dem. Det havde alligevel ikke fjernet smilet fra Rosalies læber, hvordan hun bar sig ad, anede jeg ikke. Den hemmelighed kunne jeg godt tænke mig at vide, for aldrig havde jeg prøvet at få våde øjne så tit. Men jeg ville ikke fjerne smilet fra hendes læber, istedet tog jeg en guitar med ind på hospitalet og sang for hende. Jeg havde arbejdet lidt på en tekst omkring hende, om den nogensinde ville blive færdig, vidste jeg ikke helt. Det var bare så svært, for når jeg skrev sange, havde de jo tit en dybere mening. Som om det var sandheden forklædt med fine ord, eller hvordan jeg skulle sige det. Men jeg ville gerne gøre den færdig til hendes fødselsdag, som en slags kærlighedserklæring. 

 

2 uger senere blev Rosalie udskrevet, og det fejrede vi med en fed middag med drengene og nogle af deres kærester, som Rosalie spændt hilste på. Det eneste der næsten betød noget, var at Rosalie var glad og tilfreds. 

 

_______

 

IKKE RETTET IGENNEM UNDSKYLD GØR DET SENERE ! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...