Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16115Visninger
AA

9. wtf

 

“Sasha har ringet, tager du aldrig telefonen?” Far kiggede på mig, da jeg kom ned af trappen næste dag. Klokken var allerede halv 12, så jeg havde sovet længe. Eller jeg vågnede klokken halv 11, men så skulle jeg i bad og så trak tiden ligesom bare ud.. Godt, at det var lørdag. 

“Nej, eller jo men den lå jo på værelset.” svarede jeg ligegyldigt, hvorefter jeg gik hen til køleskabet, for at finde multi juicen. 

“Hun ville høre hvordan det gik, nu hvor du er hjemme.” jeg skar tænder, ja det var typisk hende, fede ko. Og det fortrød jeg ikke, at jeg lige tænkte, for hun var en sæk. Engang havde vi været gode veninder, men lige pludselig var jeg ikke sej nok til hende. Så konfronterede jeg hende med det, og hun gjorde mig til grin overfor hele klassen. Jeg har før fået onde beskeder fra skjulte numre, klart fra hende! Også da jeg blev syg, forsvandt alt hendes had lige pludselig, og hun mente at vi var bedsteveninder (jeg brækker mig snart!) Hun håber sikkert på, at jeg dør, så hun kan have end masse til at have ondt af hende. “Stakkels Sasha, hendes bedsteveninde døde af kræft.. Hvor er det synd, i elskede jo hinanden.” Jeg kunne bare lige forstille mig det. 

 

“Hun nævnte noget om centeret.” blev far ved, som om jeg rent faktisk gad. 

“Okay..” jeg hældte noget juice op i et glas, og satte det op til munden. Juice var bare godt..Mhmh

“Jeg syntes, at du skal lidt ud. Hospitalet kan give psykiske bivirkninger, lukket inde i det hul. Nej jeg syntes, at du skal tage med i centeret i dag, bare en halv time.” Han lagde den store avis fra sig, for at tage en tår kaffe (helt sort, hvordan kan han??) 

“Men far,” han rystede på hovedet, “Rosalie, det er ikke en diskusion. Er du klar over, hvor mange syge der får en depression? Tænk nu, hvis du” “Okay okay, rolig nu.” jeg satte irriteret juicen tilbage ind i køleskabet, “jeg er bare så træt.” 

“Du sov længe idag, den undskyldning kan ikke bruges, du tager med.” Jeg rystede opgivende på hovedet, kunne mit liv blive værre i dette øjeblik? Absolut nej. 

 

 

Det kæmpe ur hang højt over mig, og fortalte alle i centeret hvad klokken var. Meget smart for de gamle mennesker, som stadig ikke havde forstået mobilens teknologi. Det var ligesom min mormor, hun vidste ikke hvad en iPhone var..

“Rosalie, er det dig? Guud!” en pigestemme og nogle høje klik lyde fra højehæle fik min opmærksomhed, ikke fordi jeg gad se derhen, men af ren refleks drejede jeg hovedet. Sasha. Hendes lange (not even kidding) hår til røven, og de alt for høje sko, som hun sikkert havde gået til i flere timer derhjemme, for ikke at se dum ud. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne være venner med hende. Jeg fatter IKKE hvorfor jeg gik med til det her, så hellere en sur far og en aften på værelset.. 

 

Jeg viftede med hånden, så hun kunne se, at det var mig. 

“Gud, du har forandret dig meget!” hun trak mig ind i et hårdt kram, så hendes stærke parfume rigtig trængte ind i mine næsebor. Jeg havde bare min sædvanlige clean “rain” parfume på, som jeg forgudede. Meget naturligt men fantastisk duft! Ikke den der søde jordbær lign. duft, som Sasha altid var oversprøjtet med. 

“Ja.. det er jo også længe siden.” jeg prøvede på at virke glad for at se hende, men det blev bare lidt svært, eller faktisk meget.

“Ja ikke?! Det føles som flere år næsten, omg! Du har godt nok tabt dig, hvilken slankekur har du brugt?” jeg kiggede små irriteret væk, uden at hun så det. Hun havde vel nok travlt med, at snakke løs. 

“Jeg er ikke på slankekur, men min medicin og kemoen.. du ved, man taber sig af det.” 

“Nåår, i get it now. Det er sgu da smart! Jeg mener ikke at have kræft, men lidt godt får man da ud af det!” Jeg fik lyst til at smadre hånden ind i hendes makeupfyldte ansigt, “lidt godt får man da ud af det” når ja, men så også lige reduceret levealderen med hvad 70 år?? Jeg ville sgu hellere blive 100, også tage 10 kilo på. 

“Skal vi få kigget på nogle butikker?” jeg nikkede, noget måtte vi jo bruge tiden på.. Desuden kunne jeg godt bruge lidt nyt tøj.

 

 

                    *        *

    

Vi havde shoppet og shoppet og shoppet, så far måtte hente mig i bil for at få alle shopping poserne med. Okay det lød lidt overdrevet, jeg havde bare købt nogle ret fede støvler med snører, 2 par bukser, en del undertøj (for det syntes Sasha VIRKELIG at jeg manglede, også fandt vi end masse sødt, og ja kort fortalt), en del toppe, 2 skjorter, en cowboy jakke og en sort  kjole med udskæringer. Ja min bank konto så nok rødt, hvis ikke det var fordi, at far lige hvad sat en tusind lap ind. 

 

“Er der noget du har lyst til nu?” min far kiggede på mig igennem bakspejlet i bilen, mig imellem alle shoppingposerne. Jeg trak let på skuldrene, vidste ikke helt hvad det skulle være. 

“Vi kunne også bare tage ned på Pizza baren, få os lidt at spise? Eller købe noget lækkert med hjem fra den kinesiske? Du ved, de har de der lækre menuer og sådan.” jeg nikkede, med blikket på bilruden. Han prøvede virkelig at opmuntre mig, jeg holdt så meget af ham. Det gjorde ondt på mig, at han en dag sad helt alene. Ingen kone, ingen datter. Ikke engang en hund at støtte sig op af, eller en kat som jeg gerne ville have! Nej ingen verdens ting, og det var vel nok værre, end selv at skulle herfra. Jeg mener, grunden til at man blandt andet ikke vil dø, er jo fordi man har mennesker omkring sig, som man elsker. 

 

“Lad os tage ned på den kinesiske, tak far.” jeg fik kort tid øjenkontakt med ham, hans øjne lyste svagt.

“Jeg elsker dig Lie” jeg smilede, Lie kaldte han mig sommetider. Meget opfindsomt måtte jeg sige, Rosa-lie. Men det var nu meget sødt, selvom jeg ikke helt kunne finde ud af, om jeg kunne lide navnet “lie” hvis det navn overhovedet fandtes. Lie Lie Lie Lie. 

 

                *    *    *

 

Mine ben bevægede sig hurtigt under mig, bare mig afsted over græsset og grusvejen, som støvede på mine nye støvler. Jeg ville væk, bare nogle få minutter. Søen var det eneste sted, som jeg kunne komme på. Tårer havde samlet sig, ville snart blive til sorte streger grundet min mascara. Mine læber dirrede, jeg savnede hende så meget. Nogle gange forstod jeg det ikke, det med at jeg aldrig ville kunne til at snakke med hende igen, høre hendes stemme, se hende, røre hende.. Ingenting. Det føltes så tomt uden hende, min mor. Intet barn fortjente den samme følelse som mig, den samme tomhed. Min elskede mor. 

 

Jeg havde fundet et brev fra hende, et hun havde skrevet til min far. Jeg anede intet om det, men far havde godt nok givet mig et brev personligt fra hende. Men dette brev var et andet, jeg havde ikke læst det før. Hun skrev så mange ting med, at hun følte sig så tom med sygdommen. At den langsomt sugede livskræften ud af hende, at han måtte passe godt på mig, for det kunne hun ikke mere. At hun elskede os begge, og ting som det. Det eneste gode ved det var, at hun ikke skulle se sit eget barn dø, men det var så også det eneste. Smerten gravede inde i mig, lavede et hul i hjertet. 

 

Endelig ankom jeg til søen, mit fristed. Det samme sted, som jeg havde været med Zayn. Jeg gik langsomt langs kanten, der var så tilplantet med buske og træer som næsten hang ind over søen. Jeg tørrede en tåre væk, som var på vej ned. Vandet kunne man spejle sig i, så jeg undgik det omhyggeligt. Jeg lignede vel nok noget der var løgn, med røde kinder og mascara over det hele. Våde øjne, uglet hår og oprevet stemme. Godt ingen var her, godt ingen gad at være ved den her skide sø. Jeg rev nogle siv til side, så jeg kunne komme hen til bænken, men noget stoppede mig. Nogen stoppede mig.. 

 

 

___

Sorry ikke rettet helt igennem er ret træt idag.. Håber det går

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...