Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16097Visninger
AA

18. What did i do

 

Der duftede af bacon i hele huset, om det var hvad jeg vågnede op af, var nok lidt af et spørgsmål. Ihvertfald begyndte min mave at rumle ved duften, selvom mit hoved ikke just ville sammenarbejde. Hovedpinen slog ned som hagl i form af istapper der skød ned i mit hoved, smerte, smerte, smerte.. 

 

Jeg tog hånden op til hovedet, kiggede træt rundt i værelset. Jeg bed mig i læben, minderne kom selvfølgelig, eller var det nu en drøm? Jeg gned mig i øjnene, håbede på at smerten i hovedet ville stoppe. Zayn var ikke på sin plads i sengen, måske havde det noget at gøre med den dejlige duft af morgenmad? 

 

Jeg satte fødderne på gulvet, så dynen faldt af mig. Et chok gik igennem mig, ikke en travl tøj havde jeg på. Ikke engang en bh, nej alt var flået af. Jeg fik pludselig lyst til at kaste mig ned under sengen og aldrig komme frem igen, men på den anden side. Minderne fik mig ikke til at få kvalme, jeg begyndte nærmere at smile. Følelsen var så mærkelig, så fjern. 

 

Da jeg ikke ønskede at gå rundt nøgen, skyndte jeg mig at samle mit undertøj og tage det på i hurtige bevægelser. Spejlet skulle bare undgåes, for når jeg ikke havde fjernet makeup, lignede jeg noget jeg ikke ville tale om. 

Et suk undslap mine læber, da jeg kun havde kjolen at tage på. Hvem gider lige rende rundt i en stram kjole med tømmermænd og en øm krop? Når man snakker om øm.. Jeg kunne egentlig godt mærke, at mit underliv virkede lidt ømt, en svag smerte som kun gjorde det endnu værre med hovedpinen også. 

 

Et par bandeord røg ud af min mund, hvorefter jeg små irriteret smed kjolen på gulvet. Den stank af alkohol og parfume, havde jeg spildt på den? Det var sikkert Harry, fandens tage den krølle top. 

 

Jeg gik hen til Zayns tøjskab, noget skulle jeg jo have på. Zayns skab var så bare kæmpe, som i jeg kunne fare vild derinde. (Det ville ikke være første gang, hvis man ser tilbage på dengang jeg fór vild i et indkøbscenter…ja.) 

Jeg valgte hurtigt en trøje, som var alt for stor men hvad havde jeg også regnet med? En trøje der sad stramt? haha Zayns muskler fylder jeg jo, men stadig de er jo dejlig lækre. Hvis jeg nu kunne huske bare lidt bedre fra igår, havde jeg kunne huske hans krop, men nej den del var selvfølgelig væk. 

 

Efter at tænke lidt, tog jeg trøjen over hovedet og fik samtidig bombarderet min næse med hans parfume, ikke fordi jeg klagede. Zayn duftede godt, det kunne jeg nok ikke komme uden om. 

 

Min rumlende mave fik mig til at gå ud af værelset og ned af gangen, fulgte duften og Zayns  hæse morgenstemme, som sang til en eller anden sang. 

Jeg stoppede på i dørkarmen til køkkenet, Zayn stod med ryggen til og stegte bacon så det syede på panden. Han havde kun bukser på, altså bar overkrop og morgenhår. Et smil kom frem på mine læber, hans lysebrune hud så helt varm ud og blød ud. Hans muskuløse ryg, der for alvor viste musklerne og den hårde træning frem. 

“Godmorgen solstråle.” kom det fra ham, uden at han vendte sig om. Jeg bed mig kort i læben, hvor længe havde han vidst, at jeg havde stået der og stirret?

“Godmorgen, jeg ser du laver morgenmad.” konstaterede jeg, lod som om jeg først lige var kommet, (snedigt trick Rosalie). 

“Ja, jeg tænkte at du måske trængte..” han drejede endelig hovedet, de mørkebrune øjne og de lange øjenvipper som indrammede dem. Jeg måtte nive mig selv, for ikke at gå direkte hen og kysse ham. (Hvor kom det lige fra?) 

 

Jeg lyder jo som en forelsket teenage pige. 

 

“Du er betænksom, hva?” jeg gik nogle skridt længere ind i rummet, så jeg stod tættere på ham. Han kiggede indtrængende på mig, øjenkontakten føltes så intens. Det føltes ærligtalt som om han klædte mig af med øjnene, godt jeg ikke rødmede så let. 

“Ja, man skal vel være lidt gentleman engang imellem.” han rakte hånden hen imod mig, hvorfor var jeg ikke helst sikker på, men jeg lod ham trække mig hen til ham, så han kunne lægge den store muskuløse arm omkring mig. Hans bare hud rørte min, hans varme glødende hud mod min. 

 

“Har du så sovet godt?” spurgte han med en hæs stemme, imens han begyndte at røre i bacon stykkerne og det røræg som også lå på panden. Jeg kiggede på panden, imens jeg overvejede om han hentydede til sex eller min søvn.

“Meget godt faktisk, hvad med dig?” Jeg mærkede hans blik på mig igen, denne gang lod jeg være med at gengælde øjenkontakten. 

“Fantastisk.” mumlede han, hvorefter han igen satte koncentrationen på panden. Jeg smilede, kunne ikke lade være. 

 

 

                *            *            *

 

Det var mandag morgen, hvilket uheldigvis betød skole. Jeg gad virkelig ikke, men hvis jeg skulle blive en NORMAL velfungerende teenage pige så måtte jeg få min røv ud af sengen. Dynen var ellers så varm og dejlig, så det var næsten helt smertefuldt at slippe dynen. 

Makeuppen blev hurtigt, tøjet nogle sorte jeans og lidt stram top med en cardigan udover. Ikke det store, men alligevel heller ikke helt kedelig, var det ikke okay så? Jeg havde heldigvis ikke tømmermænd mere, men jeg kunne stadig ikke komme mig over episoderne i fredags. Det stod så klokkeklart, ihvertfald den sidste del inden vi skulle sove.. 

 

“Rosalie, du kommer for sent!” Råbte min far, hvilket nok var meget godt, for jeg stod i mine egne tanker og børste hår.

Med et lyn tempo fik jeg taget sko og jakke på, også var jeg ude af døren og på vej til skole. 

 

 

Da jeg godt kunne se på klokken at jeg nok kom for sent, skød jeg genvej i håbet om ikke at skabe den store opmærksomhed i klasselokalet. Mine ben bevægede sig hurtigt, jeg kiggede næsten ikke rundt, mest af alt på jorden så jeg ikke skulle falde. Vejen jeg gik ind af var også skolens grund, men bare en anden end folk for det meste benyttede. Det lå bare ret afsides, af en eller anden grund. Jeg stak hænderne i lommerne, og skulle lige til at fiske min mobil op for at tjekke klokken, da jeg blev skubbet hårdt tilbage. 

 

“Hvad fanden?” udbrød jeg, da jeg var ved at få overbalance og vælte, dog blev jeg grebet før det skete. 

“Ser man det…Er det ikke lille Rosalie?” jeg kiggede vredt på ham, hans tunge fugtede langsomt læberne, hvor piercingen sad i siden. Jeg kiggede irriteret væk, hans blik lå på mig. 

“Det var en lidt dårlig måde vi skiltes på, syntes du ikke også?” hans stemme fik kuldegysninger til at skyde igennem mig. 

“Kan du ikke bare lade mig være?” Jeg tog hånden til hovedet, sukkede højlydt grundet hans tilstedeværelse.

“Hvorfor skulle jeg? Du er ikke så uskyldig, som du går og påstår, er du vel?” Han aede mig på kinden, som om han faktisk bekymrede sig. Han virkede dog mere flabet, kold og ligeglad. 

“Jeg havde intet gjort, dumme svin.” jeg spyttede ordene ud, hvilket fik ham til at tage et hårdt greb i min arm. Jeg fik øje på en af hans venner, som stod lidt længere henne og fulgte med i hvad vi lavede. Jeg vidste udemærket godt, at der intet hjælp var at søge hos ham. 

“Snak pænt, luder.” jeg kiggede hurtigt på ham, men da en smerte skød igennem min kind måtte jeg lukke øjnene i nogle sekunder. Han havde givet mig en lussing, sat et brændende mærke på kind.

Jeg prøvede at ignorere smerten, måtte fokusere på noget andet istedet, han skulle ikke vinde. 

“Jeg er ikke en luder, hvor vover du!” Jeg prøvede at vriste mig fri, men hans greb var så hårdt, at jeg umuligt ville kunne komme fri. Selv hvis jeg gjorde, var han langt hurtigere end mig.

“Det er du da, eller du kneppede måske ikke med min bedste ven? Hahhaahh dagens joke, Rosalie.” hans tonefald var så hånende, ville han virkelig pine mig så meget?

“Du skal ikke spille uskyldig, bare fordi du blev syg. Det har ikke ændret på dig, overhovedet. Hvis ikke det havde været for dig, havde jeg stadig været på det fodbold hold, du ved det godt selv.” Jeg kiggede direkte ind i hans ondskabsfulde øjne, prøvede at signalere at jeg ikke var bange.

“Du tænker kun på dig selv, Jonathan.” jeg udtalte hans navn med væmmelse, han fortjente ikke bedre.

“Og det kommer fra dig? Siden du blev syg, har du haft det alt for nemt.” jeg havde lyst til at slå ham, han skulle ikke snakke sådan, ikke indblande min sygdom. Det var et ømt punkt på så mange måder, det var min tid som jeg fik frataget mig.

“Rend mig.” mumlede jeg vredt, prøvede igen at vriste mig fri, denne gav hev han mig afsted, så jeg var ved at falde over mig selv. 

“Hvad skal vi?” hikstede jeg, prøvede på at følge med, samtidig med at jeg prøvede at komme fri. hans tavshed gav mig bange anelser.

 

_______

Har ikke tid til at skrive så meget her, men håber i kan lide kapitlet! Der kommet nok snart noget mere angående hans sygdom, just wait. 

Elsker jer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...