Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16057Visninger
AA

11. What are we?.. friends?

 

 

Klokken var mange, nok omkring 11 om aftnen, men tiden var gået så hurtigt sammen med de to. Vi havde det bare virkelig hyggeligt, spiste popcorn, så end masse forskellige film, Louis hentede pizza, vi så flere film.. Ja det var virkelig bare hyggeligt. 

“Ikke for noget vel men…” Louis kiggede bedende på Zayn, som et lille barn der plagede efter slik af sin mor. 

“Hvad?” Zayn lå tilbage lænet i Sofaen, og kiggede ind i fjernsynet som kørte med filmen “taken”. 

“Harry har hende der sovende, jeg tror at de skal” “jaja du kan godt sove her.” afbrød Zayn ham, med et grin i stemmen. 

“Fedest du er den bedste!” Louis klappede ham tilfredst på skulderen, hvorefter han rejste sig fra sofaen. 

“Jeg smutter lige toilettet så.” Jeg orkede ikke kigge derhen, eller svare på nogle spørgsmål lige nu. Jeg var så træt & smadret, og sofaens bløde puder gjorde ikke situationen bedre. Disket lagde jeg hovedet hvilende på Zayns skulder (som om han ikke opdagede det??) og lukkede øjnene. Ellers ville jeg nok falde om at træthed snart, og det ville ikke været et kønt syn. 

“Er du træt?” Jeg kunne mærke Zayns ånde i mod min kind, varm. 

“Mhmm..” mumlede jeg, “ret meget.” Jeg kunne mærke det rykkede lidt i ham, få sekunder efter lå der noget jeg ville gætte som et tæppe over mig. 

“Bare sov, det er okay.” han aede mig roligt i håret, det føltes dejligt, men jeg ville nok have slået hans hånd væk hvis jeg orkede det. Trætheden.. 

Jeg faldt hen i drømmeland, stille & roligt. 

 

            *            *            *

 

“forhelvede da også..” 

“Det var jo ikke min skyld??”

“Nåår nej, den smuttede bare ud af din hånd, Niall.” 

Stemmerne fik mig til at vågne, men jeg kunne ikke genkende dem. Var jeg blevet voldtaget og taget til fange?? Jeg spærrede øjnene op, og farede op af sengen men af den pludselige hast og min langsomme hjerne, begyndte det at gynge. åh det havde jeg glemt, rejst dig aldrig op lige efter du er vågnet! Især ikke hvis du er mig, uknow under udviklet hjerne.. ej okay, men jeg lærte faktisk først at dividere i 7 klasse! Er det overhovedet normalt? -Fuck et sidespor, ligemeget. 

 

Jeg gned mig søvnigt i øjnene, jeg måtte lige holde fokus her. Voldtægtsmændene kunne være her når som helst, parat med en økse og en sabel. Jeg kiggede langsomt rundt i værelset, meget opryddet og flot. Klart et drenge værelse.. nogle få billeder på væggen. Jeg gik hen til et af de ophængte portrætter, en mindre årig dreng med kæmpe store mørke øjne kiggede ind i kameratet. Det var jo.. Zayn? 

 

Jeg følte mig lige pludselig meget dum, jeg var jo for fanden i Zayns lejlighed. Dum som en dør, huskede jeg så dårligt? Men okay, til mit forsvar var jeg da ikke faldet i søvn på hans værelse! De måtte have båret mig ind, som var jeg en lille baby der skulle vugges. Det mindede mig om mit tøj, som jeg ikke havde på. (Dog en meget stor trøje, som fik min krop til at ligne en affaldspose.) Havde han klædt mig af? Eller..?

 

Jeg turde ikke se, tænk hvis jeg ikke havde bh på? Jeg tjekkede hurtigt, og til min lettelse sad min hvide blonde bh der stadig, reddet! For en gangs skyld var jeg glad for, at jeg havde pænt undertøj på. Eller Zayns mening var jo ligegyldig så.. Åh lorte hjerne. 

 

Jeg besluttede mig for at gå ud til de andre, hvem de så end var. For der var klart flere end to, hvilket gjorde mig lidt urolig. Hvis han havde inviteret alle sine kendte venner, så ville jeg melde mig ud af samfundet. Jeg lignede en katastrofe, med mascara tværede ud i fjæset. 

 

“Jeg er bedre end dig til at lave mad, selv når jeg er fuld!” hørte jeg en stemme sige, efterfuldt af nogle højlydte grin. Helt klart ude i køkkenet.. Er det nu jeg skal dø? Ej okay, Zayn havde jo set mig uden makeup. Ikke helt katastrofe. Fuck de andre, Zayn var jo.. ja hvad var han egentlig? En ven? En kammerat? nej fuck det lød dumt, “hey Zayn er min kammerat.” nej den gik ikke, ven var bedre. 

 

Før jeg vidste af det, stod jeg ude i køkkenet hvor der allerede opholdte sig en del drenge. Ihvertfald omkring de 5 stykker, hvis jeg skulle lave lidt hovedregning. Jeg kunne godt genkende dem nu, hele One Direction også lille mig. Kun 1,66 høj (men okay mindst 1,70 med hæl PÅ!)

 

“Rosi!” Jeg kiggede forvirret over på en lyshåret dreng, kaldte han mig lige Rosi? 

“Øh..” 

“Godmorgen, vi laver lidt morgenmad!” 

“Håber det er okay, drengene ville over og spise brunch og ja.” Zayn kløede sig i håret, med et undskyldende blik. Jeg sendte ham et lille smil, “det går nok.” han nikkede, med et glimt i øjet. 

“Og forresten, dig der.” jeg kiggede på den lyshårede, indtil han reagerede. 

“Jeg hedder ikke Rosi, men Rosalie.” han kiggede først hen på Zayn, også mig og Zayn igen. 

“Men du sagde jo..” “Jeg troede du havde fattet, at det var en joke.” grinede Zayn, og klappede ham på skulderen. “Man kan da ikke hedde Rosi?” påpegede Louis, med et grin. 

“Når nej okay, men..” den lyshårede dreng kløede sig i håret, hvorefter han med et ryst på hovedet vendte sig om mod panden, hvor der blev stegt bacon. 

“Er du sulten? Det er både æg, bacon, scones, te og… kaffe?” Zayn stod lige pludselig ved siden af mig, tættere end vi plejede. Jeg fik næsten et chok, da vores øjenkontakt var så intens. 

“Ja.. Scones lavede min mor altid.” nikkede jeg, som svar. Han lagde hovedet let på skrå, kiggede mig ind i øjnene i lidt tid. Det føltes som flere minutter, før han lyste op i et smil og flyttede sig. Først bagefter bemærkede jeg mit bankende hjerte.. 

 

 

“Det smager faktisk meget godt, måske er jeg den nye masterchef.” jokede Harry, der kørte rundt i rørægget, som han vidste havde lavet. Jeg stak gaflen i en klump røræg, der faktisk smagte udemærket. 

“Det tror jeg så ikke lige du skal regne med.” mumlede Niall, med mad i munden og et ryst på hovedet. Jeg sad ved siden af Zayn & Louis, lidt mærkeligt da jeg ikke kendte de andre så godt.. Men alligevel snakkede de så meget, også til mig. De grinede hele tiden, og fortalte hinanden latterlige jokes som slet ikke hang sammen. Jeg følte mig faktisk virkelig hjemme i deres selvskab. 

“Og hvorfor så ikke det?” Harry kiggede “fornærmet” på Niall (ja jeg havde lært navnene 100% nu, stolt?)

“Fordi du tabte 2 æg, og måtte spørge om råd hos Liam hvert 5. sekund.” forklarede Niall kort, med et smil på læben. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket jeg ikke var ene om. 

“Det var da dig, som tabte et glas på gulvet.” påpegede Harry

“Det gled.” 

“Så siger vi det.” 

Jeg kiggede hen på Zayn, som overraskende nok kiggede på mig. Jeg fik et lyst til at smile, men kiggede dog væk igen. Hvorfor kiggede han overhovedet på mig? Eller, jeg overfortolkede nok bare. Det gjorde jeg tit, hvis jeg selv skulle sige det. Hans blik flyttede sig endelig fra mig, da der blev kastet med en klat røræg. 

“Hallo, mad ro tak.” jokede Louis, med en løftet finger. 

“Det er ikke min skyld, at Harry ikke kan finde ud af, at lave røræg ORDENLIGT.” De var åbenbart ikke færdige med den åndssvage diskussion, om hvorvidt Harry kunne deltage i masterchef eller ej. 

 

                *        *        *

 

Vi sad og kiggede ind i fjernsynet, alle 5 (Liam skulle være sammen med kæresten.) 

“Hvad er det overhovedet vi ser?” mumlede Louis, med et helt lost ansigtsudtryk. 

“Gossip girl.” 

“Nåååååååår jaa… nej jeg ved ikke hvad det er.”

“Det sygeste gay program.” svarede Harry, som lå og flød på en lænestol. Jeg strakte mig i sofaen, hvilket fik min arm til at støde ind i Zayns overarm. Et stød gik igennem mig, så jeg tog den lyn hurtigt til mig igen. (hvad lavede jeg dog? tilbage til 7. klasse eller hvad??) 

Selvom jeg gjorde alt for, ikke at kigge på ham, vidste jeg at han kiggede på mig. Ikke sådan en ubehagelig stirren, men hans blik gled diskret hen på mig. 

Jeg måtte bare koncentrere mig om den her serie, hvor Blair var ved at give Serena en skideballe. Meget sød og underholdende serie, ihvertfald normalt. 

 

“Vi kunne også bare, i veed lave noget andet.” Niall var den første til at melde sig ud af filmen, det forstod jeg så også godt. Pigefilm/serie for alle pengene. Jeg lagde hovedet tilbage i sofaen, imens jeg ventede på deres beslutning for dagens gøremål. Det fik mig til at tænke på, at min far måske burde vide, hvor i verden jeg befandt mig. (han var sikker glad for, at jeg endelig kom ud med nogle venner men alligevel.) 

 

Jeg fandt min mobil frem fra lommen, og gik direkte ind i beskeder, hvor der allerede var tikket et par beskeder ind fra ham. Jeg smilede let, over hans brug af smileyer. Jeg skrev hurtigt, at jeg stadig var hos Sasha, så det tog nok lidt tid inden jeg kom. (Hvide løgne skader ikke, vel?)

“Hvem er Sasha?” Zayns stemme fik mig til at stivne, havde han lige læst over skulderen? Jeg slukkede min mobil, hvorefter jeg kiggede på ham med løftet øjenbryn.

“Du ved.. Det er ikke pænt at læse andres beskeder, blev du aldrig opdraget?” spurgte jeg drillende, han smilede flabet, lænede sig godt tilbage med armene bag hovedet.

“Det er heller ikke pænt at lyve, sødeskat.” jeg lavede en grimasse, af hans ordvalg “sødeskat”, det lød virkelig flabet. 

“Når nej, men du ville jo heller ikke vide at jeg løj, hvis ikke du havde snaget.” han trak på skuldrene, “jeg lever livet på kanten.” jeg udstødte et højt grin, hvilket tiltrak de andres opmærksomhed. 

“Du er så kikset noglegange.” jeg slog til ham, “u love me.” svarede han bare, med et charmerende smil. Det lignede helt at vi var gamle venner, hvis man så os udefra.. Måske var det på tide, at jeg tog hjem? Jeg ville heller ikke bruge al deres tid. 

 

“Jeg må hellere til at komme hjem.. men det var hyggeligt.” jeg rejste mig op fra sofaen, så den varme følelse fra hans kropsvarme forsvandt. Jeg måtte tage mig lidt sammen her, jeg havde jo ligesom lovet mig selv ikke at rode mig ud i for mange venskaber. 

“Allerede? du kan bare blive og sp” 

“Nej, jeg må hjem.” jeg smilede venligt, hvorefter jeg langsomt gik ud imod gangen. Jeg kunne høre fodtrin bag mig, klart Zayns. Han gik bare på en speciel måde, det kunne jeg altid høre, spørg ikke hvorfor. 

“Det var hyggeligt, virkelig.” Zayn stoppede op, da vi nåede ud i gangen. Jakken fik jeg fisket ned og taget på. 

“Meget!” smilede jeg en anelse forsigtigt. 

“Har du nogle planer imorgen?” Jeg tøvede, hvad skulle jeg svare? Og hvorfor var jeg så i tvivl om svaret? Det var jo bare Zayn. 

“Ikke andet end netflix og varm kakao.” 

“Jamen så er det en aftale.” Jeg løftede øjenbrynet, han var hurtig. 

“Hahah, men vi ses ihvertfald.” han bøjede sig, og lagde armene omkring mig, i et hårdt kram.

“Ses.” mumlede han, jeg nikkede igen hvorefter jeg gik ud af døren uden at kigge mig tilbage. 

  _____________________________________________________________________________________________________________ Okay UNDSKYLD for ventetiden, da der er gået omkring en uge siden sidst.. Har bare haft mega travlt med skolen, også må jeg også sige, at dovenskabet gled lidt ind over.. haha sorry, men til gengæld vil jeg publicere et nyt kapitel imorgen!<3  Håber virkelig, at i stadig kan lide den<3  Og hvad sker der imellem Zayn & Rosalie? Er det bare ren venskab fra begge sider? hm og får hun et "tilbagefald" fra sygdommen, eller er det hele bare lys og lagkage? Det må man jo læse sig til, yes.    -sorry for navnene på kapitlerne.. haha aner ikke hvad jeg skal kalde dem
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...