Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16118Visninger
AA

15. The true story

 

“Du har virkelig forandret dig meget, ved du godt det?” Jonathan brød den kortvarige stilhed, da vi havde sat os på et par stole ude i gangen. Jeg lænede mig tilbage, med blikket fraværende ud i luften. 

“Alle forandrer sig.” svarede jeg kort og koldt, jeg kunne slet ikke fordrage ham eller måden han legede “venner” på. Det han gjorde dengang var nok til at få mig til at hade ham for evigt. Og for evigt for mig var hele min levetid, selv i døden ville jeg hade ham. 

“Du har virkelig haft det hårdt, hva?” han lagde hovedet på skrå, jeg drejede hovedet væk, for ikke at kigge på ham. 

“Det er du jo ligeglad med.” pointerede jeg, stadig med min kolde stemme. 

“Og hvorfor tror du så det?” 

“Fordi, du forandrer dig aldrig.” Jeg begyndte rastløst at pille ved mine negle, håbede på at han ville gå, og efterlade mig her alene. 

“Du sagde før, at alle forandre sig.” drillede han, jeg sukkede højt og irriteret. 

“Jeg mente kun mennesker med rigtige menneskelige følelser.” jeg lukkede kort øjnene, da hans hånd greb fast omkring min kæbe. Jeg havde i forevejen et blåtmærke fra sidst, så han skulle helst ikke røre mig. 

“Snak nu pænt, Rose.” han drejede mit ansigt, som om det var så let som ingenting. Tvang mig til at kigge på ham, hans dystre udstråling men stadig flabede attitude. Det var jo ikke for sjov, at de fleste var bange for ham på skolen, det var ikke for sjov at folk aldrig turde sige ham imod, det var ikke for sjov at han dengang skræmte mig så meget. Jeg fik pludselig en lyst til at ringe til Zayn, få ham til at hente mig, så vi kunne sidde hjemme i hans sofa og putte.. Men det ville jeg aldrig gøre, jeg ville få for meget skyldfølelsen.

“Du er så skide utaknemmelig.” brummede han, med blikket på mig. Jeg vristede mig fri fra hans greb, hvorefter jeg rejste mig op, for at få afstanden mellem os større. 

“Du er pisse klam.” Jeg vendte mig om, og gik med hastige skridt afsted. Ligeglad med timen, Mrs. Jones og konsekvenserne af det. 

“Du skal ikke gå!” Råbte han højt, så højt at det næsten skræmte mig. Jeg valgte ikke at svare ham, valgte bare at gå så hurtigt mine ben kunne bære mig afsted. Far havde sagt, at jeg skulle tage hjem hvis jeg pludselig blev for dårlig, da jeg jo ikke var vant til det grundet sygdommen. Nu var en meget god anledning, men hjem havde jeg ikke lyst til at tage hen. Så ville han bare stille tusinde spørgsmål om dit og dat, og det orkede jeg slet ikke. Måske skulle jeg bare gå rundt i kvarteret? 

Nej det var alt for koldt. Måske skulle jeg ringe til en ven? Men den eneste der poppede frem i min hjerne var Zayn, hele tiden Zayn. Hvorfor kunne jeg ikke få drengen ud af mit hoved? Han fyldte jo snart det hele..

 

                        *            *            *

 

Et vindpust tog fat i mit hår, og slyngede det fra side til side. Man kunne virkelig mærke, at det ikke var sommer mere. Jeg gemte hænderne i jakkeærmerne, for at holde lidt på varmen. Selv den slidte spraymalede bænk var iskold at sidde på. 

Jeg ventede faktisk på Zayn, han ville hente mig. Så må man kalde mig svag, men efter jeg skrev en besked til ham og spurgte om han var hjemme, fattede han hurtigt hintet, og tilbød at hente mig.. I sin monster dyre bil. Jeg var normalt ikke typen der gik super meget op i materielle ting eller mærkevarer, men alligevel var bilen ret blæret og fed at køre i. 

 

Jeg fik øje på et cigaret skod på jorden, det var trykt helt fladt og var næsten opløst i enderne af regnvandet. Hvis jeg var helt normal og slet ikke var syg, ville jeg nok være meget anderledes. Jeg syntes det var så åndssvag at ryge, men hvem ved.. Hvis jeg ikke var syg, havde jeg sikkert nok en anden mening Det handler jo om at leve livet, gør det ikke? Men levede jeg så overhovedet livet? Det kunne der være noget om. 

 

En bil dyttede, og fik mig til at spjætte forskrækket. Mit blik søgte over mod bilen, hvor et par regndråber havde lagt sig på bilruden. Zayn sad derinde, bag rettet og smilede til mig. Han signalerede, at jeg skulle hoppe ind i varmen. Det tog mig heller ikke lang tid at komme op og stå for at hoppe ind på forsædet ved hans side. Kulden og mit manglende varme tøj var ikke en særlig sjov blanding. 

“Det begynder sikkert snart at regne, måske tilmed sne.” kom det fra Zayn, det sekund jeg satte mig på sædet. 

“Jeg hader bare vinter.” brummede han, hvilket fik mig til at nikke. 

“Jeg hader kulden og mørket, men jeg elsker december.” sagde jeg, imens jeg hurtigt klikkede selen på. Han startede først bilen igen, da jeg havde lænet mig tilbage i sædet. 

“December er meget hyggelig, men sommer er 100 gange bedre!” han bakkede ud, og satte kursen mod hans lejlighed, eller det regnede jeg ihvertfald med. 

“Jeg tænker lidt..” Zayn kiggede opmærksomt på vejen, imens han snakkede til mig. 

“Filmaften?” Hans forslag kom ikke just bag på mig, for det var jo ikke ligefrem noget vi ikke havde prøvet før. Faktisk var det hvad vi altid lavede, når vi var ovre hos ham. Men det gjorde mig dog intet, Zayn var skøn at være i selvskab med. Eller, skøn? Lød det ikke lige lovlig kærligt? Ihvertfald var han en god ven. 

“Hvorfor ikke, når du nu spørger så pænt.” han daskede mig på skulderen, hvilket vi begge to grinte lidt af, også var turen ellers hjem til ham. 

            *            *            *

 

“Jeg skal også snart hen til Ana, jeg lovede hende at komme på besøg.” Udbrød jeg pludselig, midt i popcornene og pizzaen der flød på sofabordet, samt filmen der kørte på fuld drøn. 

“Det skal du nok få tid til, bare rolig.” Zayn trak mig over til sig, så jeg lå i hans arme istedet for ved siden af. Det virkede så naturligt, som om gud havde bestemt på forhånd, at vi skulle ende sådan. Jeg tvivlede dog på, om gud overhovedet fandtes. Jeg mener, hvis gud virkelig var deroppe, ville han vel næppe lade små børn som Ana på 9-10 år dø af kræft? Lade ens skæbne splintres pg.a en sygdom? Det ville da være mere fair, hvis man kun kunne blive syg hvis man havde lavet noget lort, men nej åbenbart ikke. Sometider følte jeg mig utaknemmelig, utaknemmelig over at jeg var så utilfreds. Det ville da være 100 gange værre, hvis jeg døde i et biluheld eller af hjertestop, for så ville jeg ikke kunne sige farvel til min nærmeste. Så var det bare farvel og tak, men nej jeg havde jo tiden til at tage afsked. Burde jeg så ikke være taknemmelig? 

Man skal være glad for hvad man har” sagde min mor altid, og jeg forstod aldrig hvad hun mente, før nu. Selv da hun var syg, prøvede hun på at se det positive i det hele. Jeg derimod er langt mere anderledes, jeg tænker så meget over tingene, hvilket gør det hele endnu mere sørgeligt. 

 

“Rosalie?” Zayns hæse stemme fik mig trukket ud af mine tanker og tilbage til virkeligheden. 

“Mhmh?” 

“Hvad skete der den dag i skolen?” hans stemme lød en anelse anspændt, som om han frygtede at jeg ville bryde ud i raseri eller gråd. Jeg var stille i kort tid, kiggede på hans arm som holdt omkring mig, han passede så godt på mig, hvorfor var jeg så tavs omkring sådan noget? Måske fordi jeg havde fået nok medlidenhed, måske fordi jeg havde opmærksomhed?

Jonathan var en gammel ekskæreste, sådan en der ikke kunne styre sig, sådan en der ikke kunne klare en afvisning. Jeg huskede det så tydeligt, dengang han ændrede sig fuldstændig. Jeg startede med at date ham da jeg var godt og vel 15-16, før jeg vidste hvilket monster han var. Min mor var på daværende tidspunkt meget meget syg, og jeg vidste nok godt inderst inde hvilken drejning det ville tage, selvom jeg nægtede at indse det. Dér havde jeg jo stadig et håb om mig selv, og det brugte jeg tydeligvis også. 

 

Jonathan var ét år ældre end mig, og havde altid vist interesse i mig. Jeg kan huske, at jeg følte mig så svag, og den manglende omsorg fra min syge mor søgte jeg istedet hos ham. Vi blev langsomt kærester, selvom jeg stadig er overbevist om, at jeg aldrig rigtig havde følelser for ham. Han udnyttede min sårbarhed til sin fordel, tog mig til fester og servede end helvedes masse alkohol, så jeg blev alt for fuld. Han ville tage det skridt videre, som jeg ikke havde lyst til. 

Så døde min mor, og jeg tabte fuldstændig alt på gulvet. Det hele blev så forvirrende, og jeg havde bare lyst til at tudbrøle konstant. Dér var Jonathan hurtig, han “trøstede” mig og inviterede mig hjem til ham. Hans ny vaskede hår og stærke duft var ikke til at tage fejl af, det kan jeg stadig huske. Jeg havde ikke lyst til at få taget min mødom der, men han mente noget helt andet. Jeg kan huske hvor nede jeg var, og hvordan han hældte ekstra vodka i min drik, hvordan han hele tiden fyldte på til alle flaskerne var tømte. Hvordan jeg blev så fuld, at jeg knap kunne gå. Alligevel fik jeg sagt fra, da han prøvede på at tage mit tøj af, alligevel fik jeg bedt ham om at stoppe, men det fik ham bare til det stik modsatte. Noget slog fra oppe i hjernen på ham, og han blev pisse sur over den afvisning, så han fortsatte med at klæde fulde mig af. Jeg kan huske at jeg græd, at jeg slog ham og hadede ham, jeg kan huske hans kolde ansigtsudtryk, hans hård bevægelser. 

Så den aften var jeg ikke længere jomfru, jeg havde ikke længere min uskyld. Jeg blev så sur og skræmt på samme tid, at jeg som den dumme kælling jeg nu engang var gik i seng med hans bedsteven. Ikke på grund at lysten, men på grund af hævnen. Der brød helvede fuldstændig løs, og han gik amok. Det var også dengang Sasha behandlede mig som lort, og da hun fandt ud af det blev jeg hurtigt forvandlet til skolens største luder, og folk hadede mig. 

Det sluttede først da jeg blev syg og måtte fjernes fra skolen, men nu var jeg jo tilbage. Alt var forandret, men på samme tid så ens. Under facaderne og smilene vidste jeg, at de alle sammen var falske.

 

 

Men skulle jeg fortælle det til Zayn? Lade ham blive bekymret?

 

__________________

 

Laaang kapitel, men i skulle have det hele med! Så fik i endelig en forklaring.. (: 

Smid gerne en kommentar, tak<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...