Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16058Visninger
AA

3. The special visit

 

Jeg havde ikke helt styr på klokken, og det samme kunne man vel sige om mit hår. Det lignede en høstak, som man havde viklet rundt om en elastik. Okay måske lidt en overdrivelse, men det så ihvertfald ud som om, at jeg havde sovet med en knold i 2 uger. Det var vel noget man kaldte for en “messy bun”, var det ikke? Jeg syntes bare ikke rigtig, at det fungerede særlig godt for mig. 

 

“Omg omg omg!” hvinede Ana, hvilket hun havde gjort det sidste kvarterstid. One Direction ville være her når som helst, så det var der vidst ikke noget at sige til. Jeg forstod ikke helt, hvad der var så specielt ved nogle drenge, men jeg ville ikke skuffe Ana. Hun betød meget for mig, og jeg ville gøre alt for hende. Hun fortjente slet ikke at have kræft, det gjorde ingen. Vi havde samlet os i et lidt større lokale, som blev brugt meget som en slags legestue for kræftsyge børn. Jeg var her tit med Ana, også tegnede hun altid tegninger til mig. 

 

“Tænk hvis de ikke k.” Anas stemme døde hen, da en dør blev åbnet. Jeg behøvede i engang at kigge derhen, for at se om det var dem. Anas og nogle af de andre børns ansigtsudtryk viste det hele. 

Jeg rystede let på hovedet, hvorefter jeg også vendte blikket hen mod døren, hvor nogle drenge var kommet ind af. Eller det var jo ikke bare “nogle drenge”, de var jo trods alt verdens kendte. Hvis jeg så bare gik mega meget op i det, ville jeg sikkert også ryste af nervøsitet, men sagen er bare den, at det ikke ragede mig en skid. Alle mennesker var vel lige så meget værd, om man så var på forsiden af alle ugeblade, eller svømmede i penge. 

 

“Omg..” hviskede Ana, da de kom gående med de største smil imod os, altså gruppen af børn. Så mange var vi nu heller ikke, måske en 18 stykker, eller også var jeg dårlig til at tælle. 

 

“De vil elske dig.” hviskede jeg beroligende, da hendes hånd rystede i min. Jeg var så optaget af at få Ana i ro, at jeg slet ikke havde opdaget, at en af dem var kommet hen til os. Først da den hæse stemme brød igennem min øregang, løftede jeg blikket op. 

 

Hans mørke brune øjne søgte ind i mine, i samme øjeblik vi fik øjenkontakt. Hans mørke kulør og hår sagde mig, at han ikke var helt 100% engelsk, men okay hvad vidste jeg. Hvis jeg så bare kunne huske drengens navn, ville det være super.

Han rakte hånden frem, så jeg var hurtig om at opfatte det, og tog i mod den. Hans varme hånd varmede et kort øjeblik min spinkle kolde hånd, da jeg altid frøs. Det irriterede mig faktisk ret meget, men sådan var det bare. 

 

“Rosalie.” mumlede jeg, da jeg var ved at glemme at præsentere mig selv. Han nikkede, med et smil på læberne, så hans perfekte hvide tandsæt kunne ses. 

“Zayn.” Svarede han tilbage, da jeg ventede afventende. Jeg burde nok have lært deres navne, da jeg trods alt boede i London, men altså hvad kunne man forvente. Jeg lyttede mere til Arctic Monkeys, hvis det altså skulle være bands. Min musiksmag var ellers okay bred, Ed Sheeran fangede mig også ret meget, men det var mere hans sangtekster end selve musikken.. Hvis man kunne sige det sådan. 

 

“Det her er..” “ANA!” udbrød Ana, før jeg nåede at fuldføre min sætning. Zayn vendte blikket væk fra mig, og over på Ana som stod og stirrede på ham med kæmpe store øjne. Hun lignede seriøst en, som lige havde set julemanden. 

“Ana er en meget stor fan, er du ikke også Ana?” Jeg klappede hen på ryggen, hvilket bare fik hende til at fnise. 

“Jamen hej med dig Ana.” Zayn trak hende ind i et kram, hvilket fik et rød farve til at komme frem i hendes kinder. 

“Hyggeligt at møde dig.” fastslog han, med et stort smil. Jeg kunne ikke lade være, med at være glad på Anas vegne. Hun havde snakket så meget om de her drenge, og nu så hun dem endelig. 

“Er i så søstre, eller hvad?” Han kiggede skiftevis på os, som om han prøvede på, at finde lighederne i vores udseende. Nu var jeg ikke helt sikker på, hvor meget vi lige lignede hinanden. Jeg havde langt mørkt hår, mine øjne mørkebrune, også havde jeg fra min baggrund altid lidt farve i huden, (selvom jeg dog syntes, at jeg var blevet ret så bleg efterhånden.) Men Ana var så næsten en modsætning af mig, med sine blå øjne, tykke lysehår og blege hud. 

 

Jeg skulle lige til at åbne munden og svare nej, men Ana kom mig i forkøbet, “ja vi eer, Rosalie er min storesøster!” Hun krammede mig hårdt, hvilket fik mig til at nikke lidt forvirret. 

Zayn kiggede en anelse forvirret på mig, så jeg rystede bare diskret på hovedet, uden at Ana så det. Jeg ville dog ønske, at hun var min rigtige søster. Jeg havde altid været enebarn, hvilket gjorde mors død endnu sværere. Udover min far, havde jeg ikke rigtig haft nogle andre at støtte mig op af. 

 

“Når men, vil i have en autograf eller noget..?” 

 

                *        *        *

 

Der var gået en times tid eller to, siden at One Direction var kommet til hospitalet. De havde også snakket med alle, også var der blevet taget en del billeder. Jeg var dog kun med på Anas, da hun ikke ville uden mig, og jeg gad sådan set ikke uden grund. Men alt i alt var de nu meget venlige, og jeg havde også fået snakket en del med ham Zayn. Han havde fået af vide, at min mor var død af kræft, og jeg havde fået af vide, at han havde det lidt tungt over bruddet med Perrie. Men det gjorde mig også meget træt, det at være omkring så mange mennesker i så lang tid. 

 

Zayns synsvinkel: 

 

Drengene og jeg havde været på hospitalet i noget tid nu, men jeg havde faktisk ikke noget imod det. Det føltes ikke som et surt job, som bare skulle overstås. Børnene på hospitalet var virkelig venlige, også kunne man jo ikke andet, end at have ondt af dem. Jeg vidste godt for dødelig kræft var, og hvor hårdt de alle kæmpede. Det var også derfor, at vi syntes at vi skulle besøge hospitalet. Også mente vores manegement at det var en meget god ide, hvis vi ville gøre noget ekstra ud af vores omtale. 

 

Jeg var især faldet i snak med en pige, som jeg af en eller anden grund fandt lidt mystisk, eller speciel skulle jeg måske hellere sige. Det føltes lidt som om, at hun gemte på et eller andet bag de smukke brune øjne, som hun bar rundt på. Jeg var ikke sikker på hvad, men hendes blik virkede bare meget tomt. Som om det bare var en facade hun smed op, også hoppede alle andre på den. Også efter hun fortalte lidt fra hendes liv, fik jeg virkelig en klump i halsen. Jeg ville slet ikke kunne leve videre, hvis min mor var død. Også hvis jeg selv var syg, ville det jo ikke gøre det bedre. Jeg måtte sige, at hun havde fået min respekt. 

 

“Også kommer jeg hjem på torsdag, det bliver så dejligt.” fortalte hun, med sin bløde stemme. Jeg kunne ikke lade være med, at beundre hendes ansigt. Det var så fint, lidt engle agtigt på en måde. 

 

“Det bliver dejligt for dig, hvad med søskende?” spurgte jeg om, med et skævt smil på læben. Hendes blik landede et kort øjeblik på mig, hvorefter hun flyttede det. 

“Nej, enebarn.” 

“Kæledyr?”
“Kun en guldfisk som jeg kaldte for Kat, fordi jeg altid har ønsket mig en kat.” fortalte hun, med et smil. 

“Opfindsomt.” grinede jeg, “men det fik du aldrig?” 

“En kat?” 

“Ja.” 

“Nej, min mor var allergisk så..” Hendes smil forsvandt langsomt, i takt med ordene der kom ud af hendes mund. Det var så tydeligt, at det var et ømt punkt for hende. Det gjorde mig helt nedtrykt, som om jeg kunne mærke hendes smerte. Alligevel formåede hun at holde humøret oppe, og dreje samtalen over på noget andet .

“Nu er det min tur, til at stille dig spørgsmål.” Hun fugtede kort sine læber, imens hun så ud som om, at hun tænkte sig godt om. 

“Hvad er det bedste ved, at være verdenskendt?” Spurgte hun med et drillende blik. 

“Det må nok være..” jeg tænkte mig kort om, for at finde de rette ord. Jeg ville helst ikke lyde arrogant overfor hende, det fortjente hun ikke. 

“Alt den støtte og anerkendelse.” svarede jeg tilsidst, med et tilfredst smil. Hun nikkede, “okay hvad så med.. Hvad er det værste ved det?” Jeg bed mig i læben, “at jeg konstant bliver forfulgt.” 

“hmm.. “ Hun kiggede ud i luften, hvilket fik mig til at følge hendes blik. Den lille pige som hun stod sammen med i starten, grinede højlydt da hun var ved at blive kildet af Niall. Et smil formede sig på Rosalies læber, et smil som for en gangs skyld så ægte ud. 

“Er hun meget syg?” Spurgte jeg om, med en lav stemme, da jeg ikke ville skræmme hende eller noget. Hendes blik blev tomt, men hun flyttede ikke blikket fra den lille pige. Jeg fortrød langsomt mit spørgsmål, især hvis hun begyndte at græde eller noget. 

“Undskyld.” skyndte jeg mig at sige, inden hun nåede at sige noget. Jeg lagde hånden oven på hendes, selvom det ikke så ud som om, at hun overhovedet opdagede det.

“Det er fint nok, det er jo ingen hemmelighed. Menneskelivet varer bare ikke ved, du ved.” hun rystede kort på hovedet, som om hun havde været i en trance. Der var helt klart et eller andet ved hende, som fascinerede mig. 

“Det ville være fedt, hvis det gjorde.” mumlede jeg, stadig med blikket på hende. 

“Også hvis alle du elskede og holdt af døde, også var der kun dig tilbage, dømt til at leve i elendighed og ensomhed?” Hun løftede øjenbrynet, efter hendes lille tale. Jeg skar tænder, det var nu ikke lige det, som jeg havde haft i tankerne. 

“Nej okay, når du siger det sådan der..” 

“Er du bange for døden?” Hendes spørgsmål kom bag på mig, jeg havde ikke lige regnet med sådan et spørgsmål klasket i hovedet. 

“Ja nej, det ved jeg ikke.. Der er jo så lang tid til, at jeg nok er klar når tiden kommer.” mumlede jeg, imens jeg prøvede på at lyde fornuftig og intelligent. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg ville bare gerne have, at hun fik et godt indtryk af mig. 

“Er du?” spurgte jeg, med blikket på hende.

“Bange for døden? Nej, kun tiden.” Hun kiggede endelig ind i mine øjne, så jeg igen fik hendes smukke øjne at se. 

“Tiden?” Spurgte jeg spørgende, selvom jeg vel nok godt vidste svaret, hvis jeg bare tænkte mig lidt om. 

“Ja tiden, er du måske ikke det? Vi skal jo alle dø en eller anden dag, det er ingen nyhed. Det der gælder er om hvornår, og om man når sine mål. Tiden betyder jo alt.” hendes forklaringer lød så dybe og gennemtænkte, hun virkede bare speciel. Det havde jeg tænkt flere gange, og det blev blot bekræftet for hver gang hun åbnede munden. 

 

“Zayn, vi skal nok til at smutte.” Louis snakkede bag mig, men i grunden gad jeg ikke lytte efter. Jeg ville meget hellere blive hos Rosalie, bare blive og snakke med hende. 

  ______________________________________________________________________________________________________________   Hej søde mennesker <3 I må endelig skrive, hvis i synes kapitlet er for langt eller noget, for jeg er selv ret splittet.. Hvad ville i helst have, "korte" kapitler ofte eller lange, men så ikke lige så ofte?   men mange tak, for alle jer som allerede har sat den på favorit liste!  I er for dejlige, elsker jer <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...